Undertegnede var på Cm. Schuberts Minde fra jeg var 9, til mine 16´ år og samlet set, så var det en fantastisk tid. Vi var børn a´ Hr. og fru Kjærgaard, de blev benævnt som Pleje mor og plejefar, hvilket man roligt kunne sige de levede op til. Selv om man kan sige meget godt om Cm. Schuberts Minde, var der dog sider man godt kunne undvære og det var tævene, nogen blev udsat for, men det lå egentlig ikke i Kjærgaards koncept, men et kunne ske. Der er altid sorte får, blandt de hvide, så vold mod børn var der også, men der var kun tale om ca. 2 enkelte personer, men det kom der styr på, ganske enkelt fordi en enkelt person ikke ville finde sig i uretfærdig behandling og handlede. Volden stoppede og livet gik sin vante gang, i bedste Kjærgaard stil, det hele byggede på gensidig tillid og de voksne, som de ansatte blev kaldt, var, på den lange bane gode og rare mennesker der gav os sikkerhed og tryghed, vi manglede ”kun kærligheden” men det er kun forældrene der kan give børn denne nødvendighed, men de var der jo ikke, så vi måtte nøjes med det næstbedste og det var ikke dårligt. At der ikke kunne falde en øretæve, ville være sært, med de mange børn, men sikkert er, havde man selv været skyld i en øretæve, så gentog man ikke fejlen engang mere og selv om en øretæve ikke er den bedste løsning, så er det bedre end at få en ting at vide 1000 gange, for at gentage sin fejl, med et flabet smil. Hvor om alt er, så skal der være plads til tilgivelse og de voksne gjorde jo deres bedste. Hvis noget kan kaldes for barsk, på Cm. Schuberts Minde, så var det børnene, internt, der skabte dette, igennem Hierarki, den stærke overlever og uddeling af øretæver gav plads til luft, respekt og ro omkring ens person, men det kunne være barsk I dag må man ikke slå på børn, overhovedet og 1000 gange kan man irettesætte møgungerne og de gør sgu som det passer dem, alligevel og i spørgsmålet kan jeg kun sige, at det var godt det var voksne og ikke de teoretisk faglige uddannede pædagoger der var tale om dengang. I dag er det ikke forældrene der opdrager børnene, det er pædagogerne, ved hjælp af for megen lovgivning og direktiver, fra politisk hold og det gør sgu mere skade end gavn. Vi gik i alm. folkeskole. Vi kunne tage ind i byen, hvis der var noget vi ville bruge lommepengene på. Vi kunne tage i sportshallen, i biografen, ud til evt. kammerater, til aftensgymnastik på skolen, ja muligheden for at føle sig barn, af et ”alm. hjem” var til stede det handlede om tillid. Vi arbejdede fra vi kom hjem, fra skole og det til kl. 17:00, så var der lektielæsning, spisetid, hvor efter vi havde mulighed for foran nævnte aktiviteter. Det at blive kasseret, fra det biologiske hjem, var, uanset hvor godt vi havde det, noget af en tort, noget der skulle sluges, det tager mange år at få styr på, en sådan oplevelse/følelse, men med de værktøjer vi, som børnehjems unger, fik med ud i livet, fra Cm. Schuberts Minde gjorde dog mange ting lettere. Nå man vil nyde godt af goderne, må man også yde og det lærte vi, ingen tvivl om det og igennem ydelserne fik vi et godt indblik i fagområderne og det har Ringkøbings selvstændige håndværker nydt godt af, når de skulle have unde i lære, de begik højst småfejl. Moderniseringen af Fjorlig, en tilhørende villa, hvor de større børn boede, gav os en håndværksmæssig indblik, dvs. at vi lærte at bruge en sav, murre ske, skruetrækker osv.. Vi, børnene, (drengene) byggede en fællesstue til villaen, med kælder under, et bordtennis rum, hvor vi fik megen tid kvalt, men bordtennis battene. Vi ombyggede hestestalden, så vi kunne have de heste der skulle til, for at opfylde, vi mange rytters behover, det gav mange ture langs Ringkøbing fjord, en mulig oplevelse man ikke kan sættes pris på. Fam., Kjærgaard havde en lille sød gul fladtaget sommerhus, ved Stavning, også den gik vi i krig med og den endte med at være et flot sommerhus med høj rejsning, hvor der blev lavet værelser under spærene. Nogen ville nok kalde vores arbejdskraft for groft udnyttelse, men det vi lærte igennem disse projekter, kan ikke betales i kroner og øre. Børnehjemmet fik også købt en ødegård, nær Stadil, som trængte til en grov hånd, dvs. modernisering, hvor vi lå i telte, under ombygningen og nok blev der arbejdet, men der var også tid til frihed og da gårdens hovedbygning stod færdig, så var der plads til at holde ferie, for at det ikke skal være løvn´, så havde vi også hestene med på ferie. Cm. Schuberts Minde, voksede og vi byggede atter, men det var en helt ny villa (afdeling) fra grunden med kælder og det hele og det under faglig kyndig opsyn, dog blev sådan noget som muren lavet af fagfolk, men vi var med og lærte håndværkerne og på den måde blev vi godt rustet til det voksne arbejdsliv. Vi havde alt hvad hjertet begærede, vi fik værktøjer med ud i verden, mange misunder og det har sine fordele, som bagdele, ja!!, så meget vi fik med fra Cm. Schuberts Minde. De mange værktøjer vi fik, har også gjort sit, til at overleve, men overlevelse kan være hårdt. Grundet de mange håndværks indblik, så kunne man mere end andre, alm. hjem havde/ har ikke de muligheder for, at give deres børn indblik i det håndværksmæssige og man lærte sgu hurtigt, at man skal holde kæft dermed, alle ønskede ens hjælp, for man blev pludselig udnyttet, sagt på en anden måde, man vil gerne have hjælpen eller have udført et stykke arbejde, for så bagefter at bagtale en og det ud fra princippet, ”Du skal sgu ikke tro du er noget”. Der er selvfølgelig ikke nogen der er mere end andre, der er bare nogen der har taget mere ved lære end andre og det er jo ingen synd, men man må tie og så er det kun familien og de nærmeste venner man lukker op over for og hjælper og så skal man alligevel passe på, at misundelsen ikke kiler sig ind. Det at være børnehjems unge er en lang proces, det er jo først som myndig du skal ud og hente de biller du ikke fik ind på nethinden, ved at være på børnehjem, det er først der man skal ud og lære hvad sikkerhed, tryghed og vigtigst, kærlighed er og det har været det lange seje træk, for det handler om tilliden til troen på, at være elsket og afholdt og der har man været for nem og dermed også omklamrende i kærligheden. Vi, børnehjems unger, er en gruppe der er blevet for hurtig voksne og i kraft af søgen efter den sande og ærlige kærlighed, har man været ude i det helt forvildede og haft mangen oplevende nederlag, inden man finder på plads og at komme på plads, er ikke lige nemt, for børnehjems unger har en fortid, inden børnehjems opholdet og denne fortid har gjort, at analyse, filosofi og evaluering ligger sig stærkt i sindet og der igennem får man en praktisk psykologisk viden der egentlig gør en ældre og mere voksen end godt er, ikke at forglemme nærtagenhed og det er sider alm. mennesker, unde normal opvækst ikke forstår, og det er en fælde af de væmmelige, for det kan man ikke forstå, at de ikke forstår. Jov!! Med baggrund på et børnehjem gør ikke livet letter, ud i den virkelige verden, men heldigvis, så har man lært at overleve og det gode vejer tungest. Når alt kommer til alt, så er livet herligt. Man skal gøre op med fortiden, for at kunne leve i nuet og dermed skue fremtiden og det er man heldigvis selv herre over. Cm. Schubert Minde var et godt sted, det var hårdt, men det gode vejer tungest og har man brugt de værktøjer, der lå i forstanderparrets koncept, så har man også kunne klaret sig rimeligt igennem tilværelse. En tak skal lyde til de voksne, på Cm. Schuberts Minde, i gav så meget, mere end vi, dengang anede.