Refnæs var i 1960erne institution hvor børn, af ukyndige myndigheder blev tvangsanbragt som omsorgssvigtede efter en ubegribelig målestok der hed “ikke på niveau med normen for deres årgang”. De anbragte børn var selvsagt helt uskyldige og uden indflydelse i myndighedernes vurdering. 
Anbringelsen indebar, savn og afmagt, have et nummer og ikke et navn, bo i 25-30 personers sovesale i jernsenge, stå op og gå i seng på kommando, straf og ydmygelser, samme undervisning i 2 timer hver anden dag uanset alder, udkogt mad, nul kærlighed, 2 mislykkede flugtforsøg, få lyse øjeblikke og et evigt grimt minde om stedet. 

Mange børn var dengang som nu omsorgssvigtet men det gjorde intet godt at skille os fra familien. Jeg får ondt i maven når talen idag falder på at samfundet skal tvangsfjerne flere og flere børn. Nye generationer af børn der resten af deres liv skal leve med den sten i maven det medfører. Hjælp dog de familier istedet.