21-4-2020
Forsorgsmuseum
Øjenvidne beskrivelser, der skal minde om at vi skal være på vagt og råbe op for de svageste.
Anbragte 1959-69 – En lussing tager ingen skade af….
Jeg er fra 1952, og museets fokus p.t. er børn og unge anbragt udenfor hjemmet 1933-1980. Jeg er præcist midt i perioden.
Dengang så man kun få handikappede, lidt i den katolske kirke, men ellers var gemt væk - anbragt. De var anbragt, man skammede sig vel over dem.
Vi boede på Gammel Strandvej 410, i Espergærde, det lyder fint, men dengang var det sommerhuse til Humlebæk, ganske få boede der helårs, og på min skolevej fulgtes jeg hver dag børn fra børnehjemmet.
De havde almindeligt tøj på, var som os andre, men der blev gjort stor forskel. De fik flere bank end andre drenge, det var utænkeligt at de kom med mig hjem fra skole, endsige jeg kom med dem hjem. Nogle af dem blev man jo venner med, men jeg måtte kun følge dem til hækken startede, for Forstanderen måtte ikke se, vi fulgtes ad.
- De har ikke plads til mig derhjemme, sagde en af mine gode venner.
Børnehjemmet på Stockholmsvej var langt værre – det hed vist Børnegården eller noget smukt Sct. et eller andet - lignende – jeg har ikke kunnet slå det op.
Her gik børnene i blå uniform, bukser med klap, de var langt hårdere håndteret, og skolelærerne bankede også løs på dem, for at skræmme os andre i timerne. Det virkede ikke altid.
Det er mærkeligt at tænke sig i dag, men en dygtig skolelærer tog gerne en dreng på 8-9-10 år med et greb i kinden mellem tommel og pegefinger, svingede så højre hånd i strakt arm fra bag ryggen og med fuld kraft på siden af hovedet – tit ramte han ikke kinden, for eleven forsøgte jo at undgå slaget, men øret eller tinding læren gentog så processen, hvis han mente den lille satan ikke havde lært at stå stille.
Der var mange sadister, lærerinderne slog heldigvis ikke så hårdt. De er glemt of gemt, nogle af dem skulle være anbragt, Elkær, Jørgensen, Frk. Lillelund, Brotkorb -
Selv har jeg i dag tinnitus fra vor gymnastik og regnelærer hr. Vorm slog mig på denne måde, så hårdt at mange dage efter sang det i hovedet.
Han var sportstrænet, netop hjemsendt officer i topform, som med lidt fantasi kan man forestille sig slaget på en boksebold på Bakken. Sadist.
Hjemme kunne jeg ikke sige noget, min mor mente at en på siden af hovedet tog man ikke skade af, og min østrig-ungarnske far var der intet at hente hos, han herskede med frygt, disciplin og sagde DE til min mor. Ingen af dem slog os.
At man havde forældre begrænsede volden. Men dem der ingen havde var udsat for vold. Hvordan det var på Anbringelsesinstitutionerne ved jeg ikke, mon ikke det var det samme der ?
Der var mange andre episoder, men børnehjemsbørnene fik tæsk – mange tæsk, de havde ingen at komme hjem til, jo måske flere tæsk og disciplinær straf. Min gode ven Vagn fortalte, at Forstanderinden havde lovet dem 25 øre til jul, hvis de trævlede strømper op til garnnøgler – Vi knoklede fra sommer til jul, masser af garnnøgler rullede vi op – vi fik bare ikke pengene til jul, og jeg ville købe gaver til far og mor..
- Hver gang toget kørte forbi om natten tænkte jeg – nu kommer min far og mor og henter os (broderen var heldigvis også anbragt) – det gjorde de bare ikke…
Mennesket forandrer sig, tiden forandrer sig, men vi skal altid være på vagt, holde et vågent øje med de svageste.
Vær på vagt, man skal passe på, der er sadister og mærkværdige i samfundet – det har min fortid lært mig.
1972-1990
Svekker. (åndsvag – overhovedet ikke, bare anbragt)
- Han er besværlig når han ringer, altid midt i maden, jeg var til middag hos Børge & Nina.
- Hvem ?
- Svekker.
Selvfølgelig var Svækker mærkelig. Børge fortalte nu en mærkelig historie. Han havde været på Ebberødgård – hjemmet ved Birkerød for åndssvage og idioter på en opgave med en eller anden skade på en bygning.
Her var han passet op af en af de åndssvage beboere, der flere gange henvendte sig og spurgte:
- ”Kan du ikke hjælpe mig væk herfra, jeg skal slet ikke være her!”
Først havde Børge ikke tænkt at gøre noget, manden så svagt begavet ud, men Svekker, som han hed, blev ved.
- Hjælp mig væk, jeg fejler ikke noget selv om jeg ser sådan ud, jeg kan læse og skrive.
Børge tog affære og fik Svekker ud i den virkelige verden, lejlighed, pension, frihed – reelt fejlede Svekker ikke noget, han havde selv lært sig at læse og skrive, og berettede at der ikke var plads til ham derhjemme, så var han anbragt på Ebberødgård som ganske lille – anbragt vel omkring 1920…stedet havde formet ham, anbragt ved en fejl…
Så sent som i 1972 var Forsorgen ikke opmærksom på anbragte. Børge var bestemt af den gamle skole fra 1914, men hjertet var på plads. De er ikke som os andre, var hans holdning, og egentlig var han ikke med på de moderne tanker og handikappede, den senere svigersøn var han ikke vild med, han arbejdede faktisk på Ebberødgård, med nye ideer, sang, musik og tanker om potentiale og handikappede – var langhåret, og venstreorienteret.
Børge fik Svekker ud, og de kørte engang i mellem tur. En af turene forbi Ebberødgård, her sad de i nogle tavse minutter, hvortil Svekker sagde:
- Tænk hvor mange år jeg har spildt derinde.
Børge Bavngård og jeg blev venner i 1972 han var 38 år ældre end jeg, men det blev et af de mest, hvis ikke det bedste venskab i mit liv. En gentleman, intellektuel, livsnyder, jæger og ernærede sig som konsulent for forsikringsselskaber og ved at gasse kirker og fredede bygninger for træorm og husbukke.
Svekker havde også været i audiens hos Dronningen Magrethe, Børge var ikke begejstret, sådan noget kunne men ikke forstyrre Majestæten med, men Svækker insisterede, han ville takke for sin frihed.
Det er i hjertet man finder frem, og englene kan befri os fra fortidens fejl, vi skal lære af, forstå og leve med, men der er altid plads til forbedringer, de behøver ikke koste penge, det er i hjertet man finder dem.
1990-2020 Anbragt i §….
Faktisk havde jeg aldrig troet jeg blev så heldig, at få en handikappet søn med CP, epilepsi og meget mere. Men nu er han her, stik mod alle ods er han nu 30 år. Han har en BPA ordning, bor hjemme, 24 timers pasningskrævende, men har et godt liv. Var han født i min barndom var han ikke blevet 30 år – (han havde været åndsvag – jeg bruger dette sprog for sådan sagde man dengang.) han er sund og rask, men de ovennævnte ekstreme undtagelser. Gud ske lov for ham og os. I familien siger vi altid: ”Har Stefan det godt – har vi det alle godt”
Nutiden – er en stadig en hård kamp mod visitator, Kommuner Socialministeriet, borgerlige såvel som socialdemokratiske socialministre og embedsmænd – de er stærke overfor en svag, stille, mindre velformuleret og uuddannet familie:
Stadig hænger skygger fra fortiden over de handikappede, man tror det ikke –
Stefan, 30 år må ikke rejse - som svært handikappet, komme med på ferie eller weekends med sin uundværlige hjælper - § dit & § dat - både visitator, kommuner, socialrådgivere, Socialministeriet, borgerlige såvel som socialdemokratiske socialministre, embedsmænd (der tænker for dem) Ankestyrelsen – Danmarks højeste myndighed som Højesteret: - for han kan ikke selv dirigere rundt med assistenten/hjælperen.
Om Stefan har det godt alene i Danmark med sin hjælper i juleferie, sommerferie, vinterferie, påskeferie weekends uden familien er irrelevant, Her i Corona krisen taler vi om de stakkels plejehjemsbeboere der ikke må få besøg af pårørende…
Internationalt handikap Kodex, Servicelovens hensigt - Nej. § dit & § dat…
Fejl anbragt – Nej § dit & § dat
Normalt liv som handikappet – Nej § dit & § dat
Kæreste i Sverige – Nej § dit & § dat
Årsag, sammenhæng mellem en der kan og ikke kan være arbejdsleder er enorm. § dit & § dat – er enorm. Anbragt i hjemmet ? mod frihed til at tage også lange udenlands ophold med assistenter/medhjælperen.
Stefan skal have hjælp til alt. Mor er arbejdsleder. Teamet der hjælper ham består at Stefan, (så bliver han mindre forskelsbehandlet, han hedder Mustafa, er muslim fra Marokko, holder ramadan og spiser ikke svinekød osv. har været hos Stefan i 20 år, og Jeanne en lille super dupermus har været hos Stefan i 2 år, (afløste fantastiske Joan efter 10 år) super effektiv, bruger høreapparat, når hun ikke har det på er hum meget døv – et handikap men uden betydning hos os) begge er som i familien, men naturligvis på et krævende job, hertil os selv og et par vikarer. Stefan har det som blomme i et æg, men jeg tror ikke man kan finde nogen i verden der vil bytte med Stefans problemer i kørestolen, han er tæt på en hospitalspatient, men alligevel sparer vi givet staten for en formue i forhold til, at han var anbragt, og han har overlevet, det tvivler vi på han havde i systemet, og nu i Coronaens tid havde været slut, hvis han blev smittet og kom på intensiv, for hjælperen skal altid være hos ham…de var nok ikke kommet med….
- Stefan skal blive hjemme når familien tager til Sverige på juleferie, Gran Canaria i vinterferien, weekends, åndssvage kan jo ikke selv være arbejdsleder.
Her sidder han (idioten) så mens venner og familie hygger sig på ferie.
Danmark tager ikke hensyn til det internationale handikap kodex, handikappedes lyst, frihed, lige ret, normal hverdag, EU handikapregler, end sige formålet med Serviceloven som den hedder – et normalt liv som muligt for handikappede – hvad er mere normalt en ferie med familien.
Kun § detaljen – idiotens responserer ikke hurtigt nok, ja, nej, højre, venstre, så kan han ikke være arbejdsleder. § dit § dat…..
Visitator, kommuner, vejledere, Socialministeriet, borgerlige såvel som politikere og ministre, embedsmænd – arbejder stadig i 1933 spøgelsestiden, på trods af Stefans ret fantastiske BPA ordning.
Stefan siger Ahh på 19 forskellige måder – men det tager tid.
Stefan er så spastisk at han ikke kan tale, og har en meget ofte 10-20-30 minutters response tid, derfor kan han ikke være arbejdsleder, og har sin mor Birgitte som arbejdsleder i en BPA ordning – § dit og § dat fratager ham retten til at tage på juleferie, sommerferie, vinterferie, påskeferie weekends.
Kunne sige ja-nej-højre-venstre no problem verden rundt, og den åndssvage må medbringe livsvigtige hjælpere til udlandet.
§ dit og § dat præcis som i 1933 – 1943 - 1953 – 1963 osv til 2023…
Skam få dem der tænker ilde derom.
Carl Szabad
