Jeg var elev på Refsnæsskolen i 4 år. Det var i årene 1950 til 1954. Jeg var 11 år, da jeg kom dertil og 15, da jeg forlod Refsnæsskolen. Det er ikke nemt at skrive objektivt om Refsnæsskolen. Opholdet der har berørt os, der har været der, meget dybt. Der er rigtig mange følelser indblandet. Nogen af de tidligere Refsnæselever, jeg kender, hader Refsnæsskolen af et godt hjerte. De er helt sikre på, at alt det slemme, der siden er overgået dem, kan føres direkte tilbage til Refsnæsskolen og den overlast, de mener, de har lidt dér. For andre, jeg kender, er opholdet på Refsnæsskolen forbundet med lutter lyse barndomsminder. Det er, som om de 2 grupper har gået på hver sin skole.
Selv er jeg ikke så lidt ambivalent overfor minderne fra min tid som elev på Refsnæsskolen. Jeg har både gode og dårlige minder derfra. Det har de fleste andre nok også. Men vi kan jo vælge at undertrykke de gode minder, hvis det billede, vi ønsker at fremmane, skal være negativt. Vi kan naturligvis også gøre det modsatte. Jeg vil ikke undertrykke nogen minder fra min tid på Refsnæsskolen. Jeg har mange gode ting at huske Refsnæsskolen for. Jeg har også mange dårlige minder fra den tid. Set med det overblik, tidsafstanden fra dengang giver, er der mange kritiske ting at sige om Refsnæsskolen dengang. Men jeg skal ikke bedømme mine oplevelser fra barndommen udelukkende ud fra nutidens synspunkter. Jeg må også prøve at sætte oplevelserne ind i den historiske sammenhæng, hvor de hører til.
Vi elever fra Refsnæsskolen er ikke de eneste, der oplevede slemme ting på institutioner på den tid. Refsnæsskolen var sandsynligvis en af de bedste institutioner indenfor særforsorgen dengang. Samfundet tolererede mange ting, som i dag ville blive bedømt som overgreb overfor de handicappede. Det gjorde de oven i købet i den bedste mening.
Jeg kom til Refsnæsskolen som en lille, forsagt, jysk bondedreng, der havde svært ved at hamle op med "Københavnerne" - det var den betegnelse, jeg hjemmefra var vandt til at bruge om alle de kammerater, der kom fra byen. De var hårdere i deres adfærd, end vi var, der kom fra landet. De var skrappere, hurtigere i replikken og - syntes jeg - frækkere, end jeg var vandt til hjemme. Sådan oplevede jeg det i al fald. Det var naturligvis med til at gøre den første tid på Refsnæsskolen til en af de barskeste oplevelser, jeg har haft overhovedet. Da var jeg kun 11 år. Disse oplevelser har naturligvis aflejret sig i mig. De har måske også ændret mig.
Jeg oplevede i min Refsnæstid et gevaldigt kulturskift. Jeg kom fra landet med min landbokultur og blev i de år bybo, og blev præget af det oplyste borgerskabs kultur og tænkemåde. Det har helt entydigt beriget mit liv utroligt meget. Men det fjernede mig også fra mine rødder. De var og er på landet i Nordjylland, hvor jeg kom fra den fattigste og mindst oplyste del af befolkningen. Jeg blev i mange henseender fremmed for mine forældre. Jeg mistede dem således på en måde. Det skete, da jeg endnu var barn. Det har også præget mig dybt, især i min ungdom, følte jeg savnet af forældre, der forstod mig, og kunne hjælpe mig med de problemer, jeg ikke selv kunne løse. Men de kunne ikke hjælpe mig. Mange af problemerne forblev derfor uløste.
Jeg føler mig ofte som 2 personer, hvis idealer og holdninger ikke altid lader sig forene. Det skyldes de 2 kulturer, jeg er opdraget i. Længst nede har jeg bevaret de idealer og holdninger, jeg lærte hjemme på landet i Himmerland i min tidlige barndom. Det er bondesamfundets værdier. Her var bl.a. Holdningen, at alt kan bedømmes på, om det er til nytte. Denne del af mig kan f.eks. Ikke forstå, at det skulle være særlig vigtigt at skrive dette stykke eller for den sags skyld udøve andre kulturelle aktiviteter.
Ovenover dette lag har så lagt sig et andet lag i tidens løb. Det er det dannede borgerskabs kultur. Eftersom de 2 lag bekriger hinanden, føler jeg mig aldrig rigtig hjemme i nogen af kulturerne. Jeg kunne ikke leve i mit oprindelige miljø. Det vil jeg føle som alt for snævert. Men jeg kan også ind imellem have svært ved at tage finkulturen og dens frembringelser og udtryk alt for alvorlig. Dem kan jeg let komme til at opleve som alt for luftig og helt ude af trit med det, bonden i mig oplever som det virkelige liv. Denne splittelse blev grundlagt under min Refsnæstid.
På Refsnæsskolen fik vi på den ene side en kulturel påvirkning, som har været fuldt på højde med det, mange veluddannedes børn fik dengang. Den voksenkontakt vi havde, var med lærer og andre veluddannede og oplyste mennesker. Men på den anden side, var de skolekrav, der blev stillet til os, ikke større, end de var for dem, der gik ud af folkeskolens syvende klasse. Vi lærte f.eks. Ikke sprog eller matematik.
De bedst begavede af os, blev ikke tilbudt nogen form for videregående skolegang, der kunne have ført frem til real eller studentereksamen. Som det var, måtte disse eksamener tages på kurser, hvilket forsinkede os med flere år i vore uddannelser. Endvidere medførte denne lette skolegang, at vi måske ikke var så trænede i at arbejde hårdt, hvilket kom os til skade senere, da vi skulle indhente det forsømte indenfor skoleuddannelsen.
En af de ting, der karakteriserer os, som har gået på Refsnæsskolen, er således, at de har en meget stor kulturel uddannelse på den ene side og en skoleuddannelse, der på den anden side, kun kvalificerer os til de laveste jobs socialt set. Det har i al fald for mig betydet en afstand til mennesker. For jeg passede ikke rigtig ind i de grupper, hvor jeg naturligt burde høre til efter uddannelse og indkomst. På den anden side hørte jeg som uuddannet heller ikke hjemme blandt de højtuddannede mennesker, som jeg på mange punkter matchede bedre end dem, jeg erhvervsmæssigt hørte sammen med. I rigtig mange år har jeg følt et enormt mindreværd overfor dem, som var veluddannede. Dette mindreværd er jeg nok i årenes løb i nogen grad kommet ud over. Men det tog sin tid.
Refsnæsskolen var en kostskole. Vi der opholdt os der, oplevede en helt anden form for tilværelse, end det store flertal af børn, der voksede op i deres familier. Kun i ferierne oplevede vi en normaltilværelse som den levedes dengang i familierne. Refsnæsskolen var en isoleret ø i samfundet. Vi der boede der, havde ingen eller kun meget lidt forbindelse med det omgivne samfund. Drenge og piger var også isoleret fra hinanden. Vi mødtes i skolen. Men levede ellers absolut afsondret fra hinanden i fritiden. Vi var derfor uvante med at omgås det modsatte køn. Det gav også problemer for nogen af os senere hen.
Alle disse ting har i høj grad bidraget til, at jeg har følt mig meget forskellig fra de mennesker, jeg kom til at omgås i voksen alder. Jeg vil tro, at der er rigtig mange, der i tidens løb har oplevet mig som en underlig snegl. Men dette er ikke kun Refsnæsskolens skyld. Der er så mange ting i et menneskes opvækst og udvikling, der fører frem til den person, man ender med at blive. Det er meget svært at sige at de dårlige egenskaber, man har, stammer derfra eller den gode egenskab stammer herfra. Så nemt er det ikke. Jeg synes det er godt, at det er sådan.
Værst har isolationen været. Vi lærte ikke samfundet at kende. Alt opdragelse af os gik på melodien: "Ude i det virkelige liv, kan du virkelig ikke". Det gav os et meget forkvaklet forhold til det virkelige liv. Vi tillagde alle vore vanskeligheder med "det virkelige liv" den kendsgerning, at vi var blinde. Det førte til, at vi selv isolerede os fra livet udenfor blindemiljøerne. Hele min ungdom igennem har jeg haft de mest besynderlige forestillinger om, hvad verden mente om mig. Det var en gevaldig overvurdering af mig selv, jeg der gjorde mig skyldig i. Menneskene ude i "Det virkelige liv" kærede sig ikke synderligt om mig og min blindhed. Men det gav mig nogle hemninger, som jeg led meget under hele min ungdom igennem. Der skulle et højskoleophold til, hvor jeg var eneste blinde blandt lutter seende, før jeg slap af med disse uønskede følger af mit Refsnæsophold og ophold på Blindeinstituttet i København.
Som modposter til disse forhold kan jeg anføre, at vi på Refsnæsskolen lærte det gode kammeratskab at kende. Vi lærte også at tage hensyn til andres handicap - i al fald, hvis dette handicap havde noget med synet at gøre. Vi lærte, når vi skulle yde hjælp. Vi lærte, hvordan vi skulle yde hjælp. Vi lærte også, når vi ikke skulle yde hjælp. At tilbyde hjælp til en synshandicappet er en rygradsreaktion for os.
Det er også værd at nævne, at vi på Refsnæsskolen virkelig fik lært at bruge de synskompenserende teknikker, der var til rådighed dengang. Vi fik også lov til at være børn blandt ligestillede. Det gav os mange muligheder for at afprøve mange forskellige ting på vore helt egne præmisser, uden ustandselig at skulle sammenligne os med seende kammerater, der selvfølgelig kunne gøre alting bedre end vi kunne.
Jeg vil også fremhæve den gode kulturelle opdragelse, vi fik på Refsnæsskolen, selv om den altså også har gjort os anderledes end andre. Vi lærte musikken og litteraturen at kende. Vi lærte at lytte. Det har grundlagt mange sunde interesser og ført til et rigt liv trods vort handicap.
Det var også på Refsnæsskolen, vi fik grundlagt vor identitet som blinde. Denne identitet var vi måske engang imellem helst fri for. Men Vi slipper ikke. Er vi blinde eller stærkt svagsynet, så tilhører vi et mindretal. Seende mennesker identificerer os først og fremmest på den mangel, vi har i forhold til dem. Nemlig det manglende syn. Det vi gør som blinde, tæller i seendes øjne for hele blindegruppen. På det punkt er vi helt ligestillede med andre mindretals grupper f.eks. Udlændinge, der lever i Danmark.
Vi slipper ikke for vor blindeidentitet. Men den har sandelig også sine positive sider. Vi har således en gruppe, vi helt naturligt kan knytte os til i kraft af, at vi har vort synshandicap. Vor stærke blindeidentitet har betydet, at vi har kunnet skabe en meget stærk og effektiv organisation til at varetage vore interesser overfor samfundet. Det er blevet oplevet af blinde, at det var en ære at blive tillidsmand i blindegruppen. Det er vel grunden til, at Dansk Blindesamfund hidtil har kunnet tiltrække de bedste af os til sine poster.
Denne blindeidentitet bør vi betragte som et stort gode. Den giver os netværk med andre, og den giver os tilknytningspunkter. Jeg tror, at vi takket være vor blindeidentitet har en meget stor fordel i forhold til mange andre, der ikke naturligt kan knytte sig til en gruppe, hvor de føler, de har ret til at være. Denne følelse af fælles identitet med alle blinde er grundlagt på Refsnæsskolen. Ingen tvivl om det.
Midt i tresserne begyndte debatten om integration eller segregation af blinde børn. Den er forbi nu. Integrationstanken har entydigt sejret. Men debatten var hård, fordi den var så følelsesladet. Vi var enten for eller imod. Det var svært at stå på et ”både og standpunkt”. Det ser nærmest ud til, at integrationen har løst de problemer, den satte sig for at løse. Til gengæld har den så skabt problemer, som ingen dengang skænkede så stor opmærksomhed, fordi blindeskolerne havde løst disse problemer. Det er åbenbart svært at få alle fordele på 1 gang.
Refsnæsskolen har spillet en næsten lige så stor rolle i mit liv, som min barndom derhjemme. Det er derfor nok værd at beskæftige sig med denne tid, og fortælle det, jeg kan huske fra dengang, medens jeg endnu kan huske det. De oplevelser, jeg kan berette om fra min tid på Refsnæsskolen vil forekomme mange ret eksotiske set med vor tids øjne.
Læs hele mit vidnesbyrd fra Refnæs i 1950'erne i det vedhæftede dokument. Her fortæller jeg blandt andet om omgivelserne, undervsiningen, elever og personale og om de daglige rutiner.
