Min skoletid Refsnæsskolen

Jeg startede i første klasse på Refsnæsskolen, Institut for Blinde og Svagsynede Børn og Unge i Danmark, i dag Synscenter Refsnæs, som er en kostskole. Inden starten var det aldrig på tale, at jeg kunne gå i en normal folkeskole. Københavns Kommune henviste dengang til blindeloven af 1956, da min mor spurgte om, hvorfor hendes datter ikke måtte gå i samme skole som sine søskende. Dette korte svar lagde ikke op til en nærmere diskussion, så i august 1962 flyttede jeg hjemmefra for at bo på kostskolen.

Refsnæsskolen ligger godt 3 km vest for Kalundborg på nordsiden af fjorden, kun adskilt fra stranden af Kystvejen, der begynder helt inde ved byen og fortsætter ud forbi “Kysthospitalet”. Kort herefter ender vejen ud i Røsnæs. Hospitalet var oprindeligt opført som tuberkulosesanatorium, men er sidenhen nedlagt. 

Skolen ligger spredt over et større område på ca. 40 tønder land, som siden min skoletid er blevet meget udbygget med nye, moderne bygninger.

Refsnæsskolen havde en stor trefløjet bygning i 2 etager.

I “Øst-skolen”, som lå i midterfløjen, boede alle skolens skolesøgende piger, og i stueetagen lå spisesalen og opholdsstuer. Afdelingen blev ledet af frk. Dagny Knudsen med medhjælperne frk. Faber, frk. Viby samt fru Nielsen.

På første sal lå der sovesale, hvor vi piger sov, og der var også en lægestue og en tandklinik. Her kom tandlæge Ingerslev fra Kalundborg en gang om ugen forbi og sørgede for at holde vores tænder ved lige, mens embedslæge Gamst fra Kalundborg sammen med sygeplejersken tilså, at vores helbred altid var optimalt.

Skolen havde egen skolebygning i to etager med 12 klasseværelser og en gymnastiksal, som var delt i to dele ved hjælp af en skydeport, som kunne skydes til side, hvorved salen blev større. Den ene halvdel var pigernes gymnastiksal, mens den anden halvdel var drengenes.

Der var også en mindre svømmehal og en asfalteret gårdsplads.

Min mor og jeg havde taget turen fra Amager til Kalundborg. En meget lang rejse, som jeg fandt spændende, for jeg vidste ikke, hvad der ventede mig. På forhånd havde jeg kun fået fortalt, at jeg skulle bo på en skole, hvor jeg skulle sove og have undervisning sammen med andre børn, der så meget dårligt. Jeg var en kvik lille pige, så jeg kunne godt regne ud, at jeg ikke skulle sove der bare én nat. Men da jeg samtidig var født nysgerrig, var jeg åben for nye oplevelser. At disse oplevelser skulle blive af den mere barske slags, var jeg endnu lykkeligt uvidende om, da vi sad i toget. Da vi ankom til Kalundborg Station, tog vi den lokale bus ud til Refsnæsskolen, for vi var fattige, så der var ikke penge til en taxa.

Fremme ved skolen kiggede jeg benovet på de store bygninger, som skulle være mit andet hjem. Jeg undrede mig over, at der var så stille, men fandt hurtigt ud af årsagen, da vi kom indenfor. Blinde børn løber ikke som død og djævel, når de færdes. De er mere forsigtige i deres færden. Inde på gangen mødte jeg den første af mine nye skolekammerater – en dreng, der var helt blind. Han gik søgende med hænderne foran sig for at føle sig frem, så han undgik at støde ind i ting. Det var meget skræmmende at se på, for jeg havde aldrig set et blindt barn før. Men isen blev hurtigt brudt, da drengen kaldte spørgende: “Hvem er det?”

Min mor havde åndsnærværelse nok til at svare ham, at hun stod her på gangen sammen med sin datter, Susanne, som skulle starte på skolen. Hun spurgte tøvende drengen om, hvor kontoret lå. Han var en lille kvik dreng og svarede straks: “Kom, så skal jeg vise jer det. Følg efter mig!” 

Inde på kontoret blev vi mødt af en venlig kvinde, som fortalte om husreglerne på stedet og om, hvordan en typisk skoledag så ud, fra man stod op, til man gik i seng. Hun fortalte også, at der var ca. 100 elever fra første til syvende klasse, som var fordelt på 12 klasser. Fra tredje til syvende klasse var der på hvert klassetrin to klasser: en for svagsynede elever, hvor undervisningen udelukkende fandt sted ved hjælp af almindelig tekst (sortskrift), og så var der klasser kun for blinde børn. Disse børn var punktlæsere, dvs. de læste teksten med fingrene.

Derefter blev mit tøj talt op. Min mor havde ikke taget meget tøj med, for som nævnt før var pengene små. Hun så derfor lidt forlegen ud, men den venlige dame klappede hende venligt på hånden og sagde: “De skal ikke være flov, vi har mange børn, som også kommer fra trange kår. På vores loftetage har vi et lager af tøj, som forældre har foræret stedet, når deres børn er vokset fra det. Det får andre børn så glæde af.”

Min mor har hele sit liv været en stolt kvinde, så det beroligede hende ikke. Hun knejsede med nakken og sagde: “Jeg skal nok få sendt noget mere tøj til Susanne” – velvidende om, at det aldrig ville komme til at ske, da pengene ikke rakte så langt. Jeg, derimod, syntes, at det var spændende, når vi skulle op på loftet og have “nyt” tøj.

De fleste af os var i samme båd, så ingen blev drillet med det aflagte tøj. Selvfølgelig kunne vi en gang imellem blive misundelige på de piger, hvis forældre havde mange penge. Især hvis de havde fået noget nyt tøj, som vi også kunne tænke os. Men så var de flinke til at lade os prøve deres tøj, så vi kunne fornemme, hvordan det føltes at have på. Vi fik et nummer, som skulle indsys i vores tøj. På den måde kunne personalet holde styr på det, når det skulle vaskes. Frk. Gerda Ougaard var oldfrue på skolens tøjdepot. Hun var en lille, korpulent  – og særdeles rar kvinde – der talte venligt til os, når vi mødte hende på gangen. Denne venlige dame spurgte, om jeg havde lyst til at se, hvor jeg skulle sove og gå i skole. Jeg nikkede som svar, da jeg var alt for overvældet af alle de nye indtryk til at sige noget.

Det første, jeg fik vist, var en stor spisesal med mindre borde, som stod på lange rækker. På den ene væg hang en masse små aflåste skabe, ét for hvert barn. Her blev blandt andet opbevaret det slik, som vi fik af vores familie. En gang om ugen kunne vi få låst noget af det ud ved at spørge pænt om lov. Men altid først når vi havde spist. Mit første indtryk af spisesalen var positivt, men det kom hurtigt til at ændre sig, da jeg var meget kræsen. Det vender jeg tilbage til.

Efter rundvisningen skulle min mor tilbage til København, for jeg havde to brødre, som hun også skulle tage vare på. Jeg var en tapper lille pige, der ikke græd, da hun gik. Det kom først om aftenen, da jeg skulle sove. Da gik det op for mig, at jeg nu var helt alene i verden, med en masse fremmede mennesker omkring mig. Jeg syntes, det var mærkeligt, at jeg fremover skulle dele sovesal med fem andre piger. Jeg fik den underste køje lige inden for døren; det var den eneste, der var ledig. Jeg var skrækslagen for, at sengen over mig skulle falde ned i hovedet på mig, når jeg sov. Så de første mange måneder sov jeg ikke ret meget. I min barnlige naivitet mente jeg, at jeg var mere sikker, hvis jeg holdt mig vågen. Der var ingen trøst at hente hos de voksne. De fortalte mig, at jeg skulle være glad for, at jeg havde været heldig at komme på skolen – og hvis ikke jeg holdt op med det tuderi, kunne de andre børn på sovesalen ikke sove. Så jeg lærte tidligt, at det var forbudt at vise følelser. Dem måtte jeg kun vise, når jeg var alene.

Når man ikke har noget valg, så kan man enten tage kampen op eller sætte sig ned og opgive det hele. Jeg besluttede, at de ikke skulle få lov til at tryne mig og få mig til at græde. Lykkedes det for mig? På rigtig mange måder og dog … Det var barsk, for jeg forstod ikke, hvorfor jeg skulle gå på en skole med så mange blinde børn, når jeg selv kunne se. Og det gjorde det ikke lettere at vide, at mine to brødre boede hjemme, hvor de gik i almindelig skole og var sammen med vores mor i hverdagen.  

Dengang diskuterede forældre og det offentlige ikke barnets tarv, som man gør i dag. Det betød, at min mor stiltiende accepterede kommunens beslutning om at anbringe mig på Refsnæsskolen. Det kan ikke have været let for hende. Hun kunne se, at jeg ikke trivedes, og at jeg havde forandret mig, når jeg var hjemme på weekend hver 14. dag.

Min mor har siden fortalt om et par episoder, der gjorde stort indtryk på hende. Hun fortalte: “Når vi havde spist, rejste Susanne sig fra bordet, gav mig hånden og nejede og sagde tak for mad. Det gjorde utroligt ondt. Dette var jo hendes hjem, og de lærte jo at være høflige på Refsnæsskolen, men det kunne også blive for meget. Den anden episode var, når jeg om søndagen skulle aflevere Susanne i Kalundborg igen. Hun begyndte at græde, når vi kørte hjemmefra og græd hele vejen derned. Jeg blev der, til hun var faldet i søvn, men det var en meget ulykkelig lille pige, jeg måtte efterlade. Det tog også hårdt på mig, fordi jeg følte mig magtesløs.”

Hvordan oplevede jeg livet på kostskolen?

Der var på den tid en skrap disciplin på Refsnæs. Det hang naturligvis sammen med tidens almindelige krav om lydighed, velopdragenhed, og hvad de nu ellers kaldte det. Sådanne krav kan let blive ekstreme i en lukket verden som en kostskole, blandt andet fordi der ikke fandtes eksterne kontrollanter. Hænderne sad løst på skafterne hos de fleste voksne, så der vankede ofte et par på hovedet, eller der blev brugt andre midler (tidligt i seng, stuearrest eller lignende).

Personalet var et kapitel for sig. Ud over lærerne var der på Øst-skolen, hvor der boede en afdelingsleder kaldet ’plejemor’, to assistenter samt diverse barnepiger. Derudover var der naturligvis køkken- og stuepiger, som ikke betød så meget for os børn. De var absolut nederst i hakkeordenen. Over hele skolen regerede forstanderen, Poul Petersen, som var et ordentligt menneske, der havde forståelse for andre mennesker, men han var ingen karismatisk leder.

Vi blev vækket på slaget 7 af en af de kvindelige plejere. De holdt nøje øje med, at vi vaskede os ordentligt, og det var en lidt større udfordring for en vådligger som mig. For vi kunne ikke komme i bad hver dag, men måtte pænt etagevaske os inde på sovesalen, hvor vores håndvaske var. Det var både pinligt og flovt, for de andre piger kunne jo følge med i, hvordan jeg blev ydmyget. Men de drillede mig aldrig, og det betød meget for det forhold, som jeg kom til at opbygge til dem. Tandbørstningen var heller ikke noget, jeg så frem til, fordi tand-pastaen smagte modbydeligt.

Morgenmaden var skiftevis havregrød og øllebrød, som jeg hadede som pesten. I  vinterhalvåret blev havregrød suppleret med en skefuld solbærsyltetøj, som var fyldt med C-vitaminer. Hertil et halvt stk. rugbrød med leverpostej og et med ost, der altid bøjede de fire hjørner opad – så tør var osten. Mange af os nøjedes med at spise leverpostejsmad- den og efterlade ostemadden ved bordet, hvilket ikke faldt i god jord hos personalet, da ingen mad måtte gå til spilde. De forsøgte at presse os, men de kunne ikke tvinge os, hvis vi kom med en hvid løgn om, at vi var mætte efter at have spist den klistrede grød. Til gengæld kom ostemadderne grisebasserne til gode, som vi havde på kostskolen, for de fik alt køkkenaffaldet.

Det var ikke kun osten, der var forfærdelig at spise. Øllebrøden og havregrøden var som oftest så tyk og klistret, at vi kunne vende tallerkenen på hovedet. En dag gik det dog alligevel helt galt for en af eleverne. Mens vi sad ved bordet, ville en af drengene afprøve, hvor tyk dagens øllebrød var. Han vendte tallerkenen rundt i luften med det resultat, at der lå øllebrød ud over hele bordet. Wow, der blev stille ved bordet, men kun i få sekunder, før den voksne, der sad ved bordet, fór op som trold af en æske, trak den uvorne dreng væk fra bordet og bortviste ham fra spisesalen.

Når jeg sidder og min historie, så kommer jeg til at tænke på, at personalet – der spiste sammen med os – fik serveret en anden slags mad, der så langt mere indbydende ud og duftede dejligt. Dengang forstod vi ikke, hvorfor der skulle gøres forskel, og mange af eleverne så så dårligt, at de næppe har bemærket det. Vi, der kunne se, hvad der foregik, syntes, at det virkede uretfærdigt. Vi turde bare ikke sige det højt. I stedet lærte vi, at der var forskel på dem og os.

Vi skulle selv rede vores senge, hvilket jeg husker med gru, fordi jeg ofte havde haft uheld i sengen. Det var flovt, hvis de andre på sovesalen opdagede det, men heldigvis var der ingen af dem, der drillede mig. Til gengæld rystede jeg over hele kroppen, hvis det var frk. Nielsen, som havde vagten den morgen. For så vidste jeg, at det ikke ville gå stille af. Hun gjorde et stort nummer ud af, at sengen var våd. Og det var altid den samme remse, som hun med høj stemme kom med: “Hvorfor kan du ikke bare stå op som alle andre børn, hvis du skal tisse? Er du klar over, hvor meget ekstra arbejde, du giver os? Du må snart lære det.” Hun prøvede aldrig at forstå, hvordan jeg havde det. Derfor kaldte jeg hende ’frøken spidsmus’, når jeg omtalte hende over for de andre elever. En dag kom hun til at overhøre en telefonsamtale, hvor jeg snakkede med min mor om frøken spidsmus’ måde at behandle mig på. Klik sagde det, og så afbrød hun forbindelsen. Jeg brød grædende sammen, fordi jeg vidste, at fra nu ville det blive endnu værre at være på kostskolen, for jeg havde sladret om en hemmelighed, som nok ikke måtte komme frem i lyset. Nemlig, hvordan personalet behandlede vådliggere på Refsnæsskolen.

Når vi havde spist morgenmad, skulle vi stille op i to rækker for derefter at gå i samlet optog over til morgensang i sanglokalet. Så kom forstanderen raslende med sine nøgler, alt imens han røg på sin store cigar. Og Gud nåde den, der hviskede til sidemanden!

Han var en gammel militærmand, så det var kæft, trit og retning, hvor vi følte os som hans små tinsoldater.

Efter morgensangen bad forstander Poul Petersen eller frk. Elisabeth Kjellerup fadervor, hvorefter vi gik ud i vores respektive klasser.

Engang under morgenbønnen opstod der en morsom hændelse, der centrerede sig om vores blinde musiklærer, der underviste i klaverspil, når han ikke var på arbejde som organist i Kalundborg Kirke. Wøhlk havde fået en førerhund, Gutha, der under orgel-  sangen altid lå under flyglet. Midt i lokalet hang der i loftet en udstoppet havmåge med udspredte vinger, og midt under frk. Kjellerups morgenbøn begyndte havmågen at dreje sig som følge af varmen i lokalet. Dette så hunden også, og den satte i gang med en voldsom gøen. Det fik de fleste elever til at bryde ud i højlydt latter. Frk. Kjellerup, derimod, brast i gråd, så morgenbønnen blev ikke fuldført den dag.

Efter morgensangen gik vi til vores klasser, hvor vi blev undervist i de samme fag som i den normale folkeskole. Jeg var glad for at gå i skole, fordi jeg fik styret min nysgerrighed og blev fyldt med viden, der satte mine drømme i gang. Drømme om alt det, jeg ville, når jeg blev stor og flyttede fra skolen. For ingen havde fortalt mig, hvor længe jeg skulle være der. Det eneste, jeg vidste, var, at eleverne rejste fra skolen lige efter konfirmationen.

Vi var meget overladt til os selv, på nær når vi skulle have skæld ud. Så skulle de nok være der. De skældte altid ud. Og lussingerne sad løst. Med mange børn og få voksne blev man let overset. Den gruppe hørte jeg nu ikke til, fordi jeg allerede dengang havde alt for meget ild i rumpetten. Der skulle ske noget, og blev tingene for kedelige, så skulle jeg nok få sat gang i den. 

I min tid på Refsnæsskolen tænkte jeg aldrig, at jeg så dårligt, fordi der altid var nogle børn, som så meget dårligere end jeg. Så det lå ligesom i luften, at vi med “falkeblikket” hjalp vores kammerater, hvis de ikke kunne selv. Det kunne være alt fra lektier til praktiske ting, som hvis de for eksempel havde fået nogle forkerte strømper på. Jeg følte det ikke som et pres at stå standby – tværtimod føltes det helt naturligt, fordi jeg så ikke følte mig som et handicappet barn, men som et “normalt” barn. 

Hvis der endelig var noget, som jeg ikke selv kunne se, gik jeg bare tættere på for at se det. Min øjensygdom er medfødt, så jeg ved ikke, hvad I “normalt” seende kan se, som jeg ikke kan se. Og jeg har sikkert levet lykkeligt uvidende om mange ting, der skete omkring mig. – Hvad man ikke kan se, kan man heller ikke savne.

Dengang lærte vi både blindskrift, hvor man læser med fingrene, og trykt skrift. Jeg har lavet meget sjov med det igennem tiden. Engang jeg var hjemme på weekend fra Refsnæsskolen, ville jeg læse en historie for min lillebror. Jeg tog ham op på skødet og læste for ham med fingrene på bogens tekst. Han var vildt benovet over at have en søster, der kunne læse med fingrene. Jeg har aldrig røbet for ham, at jeg digtede hele historien, fordi han ikke var stor nok til at læse bogen selv. Jeg tror, at når vi som seende lærte begge dele, så var det måske, fordi kostskolen mente, at vi ville kunne klare os bedre, hvis vores syn blev dårligere.

På Refsnæsskolen brugte jeg ikke hjælpemidler for at klare mig. De bøger, vi læste i, var med STORE BOGSTAVER. Og skete det, at vi fik tekst med mindre bogstaver, så tog jeg bare teksten tættere på. Ingen af os børn har skænket det en tanke, at det nogle gange må have set sjovt ud, når vi sad med næsen begravet i bogen for derefter at løfte hovedet og have sværte på næsen. 

Undervisningen på tavlen gav heller ikke anledning til de store problemer, for læreren sørgede for at skrive med MEGET STORE BOGSTAVER, og var de for små, gik vi op og stillede os ved tavlen som den naturligste ting i verden. 

Vi havde en middagspause på 45 minutter, så vi kunne nå at spise vores varme middags- mad. I spisesalen var vi fordelt på fem borde med en voksen ved hvert bord. Den voksne spiste også med og lærte os gode manerer – at spise med kniv og gaffel osv. Det var selvfølgelig ikke let for de blinde, da de ikke kunne se gaflen. Det gav derfor indimellem anledning til et forfærdeligt svineri, som afstedkom skældud med mindre pæne gloser, som jeg vil undlade at citere her. 

Når jeg ser tilbage, kan jeg godt forstå, hvis de nogle gange tabte tålmodigheden, for de var få voksne til mange børn, der krævede deres opmærksomhed konstant. 

Om vinteren var vi i gymnastiksalen og svømmehallen. Det kunne jeg rigtig godt lide, men det, der kom efter gymnastiktimen, brød jeg mig bestemt ikke om. For her skulle vi ud i den kolde sne og rulle os, inden vi måtte komme ind og tage et varmt brusebad. Det var en fiks ide, som vores gymnastiklærerinde, frk. Block, havde. Hun mente, at det var sundt for krop og sjæl at rulle sig i sneen. 

Lige over for skolen var en badestrand, hvor der lå to badehuse til omklædning. Et til pigerne og et til drengene. Når vejret var til det, så blev gymnastiktimen udskiftet med en tur på stranden, hvor vi kunne svømme og boltre os i vandet.  

På skolen var der en fast regel om, at vi i hverdagen skulle opholde os udendørs i en time hver eftermiddag, hvad enten vejret bød på regn, sol, sne eller storm. Vi kunne jo blot klæde os på efter vejrforholdene. Ak ja, vi børn har tit snydt plejepersonalet. For når det var koldt eller regnede, søgte vi læ i gymnastiksalen, hvor vi i fred og ro kunne lege blandt andet tampen brænder. Eller også gik vi ind i skolebygningen. 

Jeg var et utroligt kræsent barn, så jeg blev jævnligt “tvangsfodret”, når jeg nægtede at spise maden. En dag skulle vi have irsk stuvning, som var så ulækkert at se på, at jeg fik kvalme. En af de voksne satte sig ved siden af mig og proppede maden i munden på mig, hvorefter hun trykkede på mine kinder, så jeg var nødt til at synke maden. Noget kom godt nok ned i maven, men det meste kom op igen. Hende, der madede mig, var lige så stædig som mig, så hun blev ved med at made mig, selv om det meste kom retur, alt imens tårerne trillede ned ad mine små kinder. Hun stoppede først, da tallerkenen var tom. Men der var også dage, hvor vi fik god mad. De dage kunne jeg leve meget længe på. 

Skoledagen sluttede som regel kl. 14, hvor vi fik et let eftermiddagsmåltid, som kunne bestå af et stykke brød og et glas mælk. Og det var jo en god ting at se frem til, især på de dage, hvor vi fik middagsmad, som jeg ikke kunne fordrage. 

Fra mandag til fredag var der lektielæsning i skolebygningen. Vi blev nøje overvåget af en lærer, der skulle holde opsyn på begge etager, hvilket ikke var muligt. Derfor kunne vi altid snige os til at lave noget andet end det, vi skulle, når læreren var nedenunder. 

Om lørdagen sluttede skolegangen kl. 12, så eleverne med forældre boende på Sjælland kunne komme hjem på weekend, hvis det var muligt for dem. For mit vedkommende skete det hver anden weekend.

Vores aftensmad var tre halve rugbrød med pålæg af en rimelig kvalitet. Hvis vi var mere sultne, fik vi fedtemadder med salt – mums, det var godt! Vi skulle selv hente det ovre i det store køkken, og nogle gange blev vi skuffede, når vi nåede derhen, fordi køkkenet allerede var lukket. Men så håbede vi bare på, at vi var mere heldige næste dag. 

Klokken 20 skulle vi små elever i seng, men fra aftensmad til sengetid kunne vi gøre, hvad vi ville. Lykken var dog, hvis der var en voksen, som ville læse højt for os. 

Vi var så heldige, at skolen havde et stort bibliotek, så det var ikke bøger, der manglede på skolen. 

Fritiden på kostskolen

Da der ikke foregik så mange aktiviteter i dagligdagen på skolen, måtte vi selv finde på ting at underholde os med. Vi piger legede med dukker og spillede kort og ludo m.m. Og så blev der snakket rigtig meget, om alt mellem himmel og jord, som børn gør, når de er 7-9 år. Var det godt vejr, så sjippede vi eller løb på rulleskøjter ude på det asfalterede område foran spisesalen. Ellers så var jeg også glad for at strikke; det skete på tykke pinde. Det havde jeg lært af min mormor, allerede da jeg var fem år. 

Jeg havde to gode veninder, Birthe og Kirsten, der var seende ligesom jeg. Når vi kunne se vores snit til det, listede vi ned i frugtplantagen for at gå på æblerov, hvilket skete tit, når vi fik noget til middagsmad, som vi ikke kunne lide. Gartneren, Børge Rasmussen, der passede frugtplantagen, var i bund og grund en flink mand. Han vidste, at vi ville blive straffet, hvis han sladrede om, at vi havde været på rov. Vi var kun børn, så uden at tænke os om havde vi en dag fortalt gartneren om den straf, der ventede, hvis vi blev taget i at stjæle. Vi ville blive lagt i seng uden aftensmad, og så var det ligegyldigt, om klokken kun var tre om eftermiddagen. Når vi tøser mødte gartneren i plantagen, så kom han hen til os og sagde venligt: “I er vist kommet på afveje. Skynd jer nu op på skolen, inden lærerne ser jer.” Og så pilede vi af sted. Det hændte også, at en lærer tog os på fersk gerning, og her var der ingen kære mor. Så fik vi ikke aftensmad den dag. Men personalet opdagede aldrig, at vi stod ud af sengen og legede på sovesalen, lige så snart den voksne havde forladt rummet. For vi vidste, at der ville gå timer, før der igen blev kigget til os. 

Som tidligere nævnt var der små aflåste skabe, som hang på væggen i spisesalen. De indeholdt de ting, som vi havde fået tilsendt i pakker fra vores forældre. Jeg fik ikke så tit pakker hjemmefra, fordi min mor var aleneforsørger, så pengene var små. Så når der endelig ankom en pakke med mit navn på, var jeg ikke til at styre af glæde. Som regel indeholdt den lidt lakridser og lys Pernille chokolade. Glæden varede dog kun, til personalet læste brevet op, som fulgte med pakken. For på den ene side var det dejligt at høre nyt hjemmefra, men på den anden side skar det i hjertet, at min mor var så langt væk. Personalet forstod ikke mine tårer. Dengang gav man ikke børn knus eller snakkede med dem om, hvad der gjorde dem kede af det. Forsøgte jeg at forklare, blev jeg hurtigt afvist.  

Jeg var så heldig at have to hjerteveninder, Birthe og Kirsten. De kom fra lidt bedre kår, og det betød, at deres forældre ofte sendte slik, som vi alle tre kunne dele. Samtidig tog forældrene mig med på køreture, når de besøgte deres datter – et minde, som jeg aldrig har glemt dem for.

Jeg gik til klaverspil om eftermiddagen, fordi jeg syntes, det var sjovt at kunne spille forskellige sange. Da tangenterne på et klaver er temmelig store, havde jeg ikke svært ved at se dem. Til gengæld kunne det godt knibe med noderne. Det blev klaret med, at jeg lærte at spille efter gehør.  

Kontrol på Statens Øjenklinik

Én gang om ugen tog frk. Jacobsen af sted med nogle elever, som skulle til øjenlæge på Statens Øjenklinik på Blindeinstituttet på Kastelsvej i København. Det var en træls rejse. Da vi skulle af sted med det første morgentog fra Kalundborg, skulle vi op før hønsene. Morgenmaden fik vi i det lille anretterkøkken, som lå ved siden af spisesalen. Så af sted med taxa til stationen! Vi kørte altid med et bumletog, som holdt ved alle stationer undervejs til København, så togrejsen var en langsommelig forestilling, ikke mindst fordi frk. Jacobsen stædigt holdt på, at vi skulle sidde stille på vores sæde. Vi kunne kun få lov til at forlade sædet, hvis vi skulle en tur på toilettet. Men dette besøg måtte ikke tage for lang tid, for hun var temmelig utålmodig. Inden rejsen atter gik tilbage til Refsnæsskolen, fik vi altid middagsmaden på Kastelsvej. Det skulle jo nødig hedde sig, at de sultede os. 

Søndagsgudstjeneste

En søndag i hver måned blev der afholdt gudstjeneste i pigernes gymnastiksal, som i dagens anledning var blevet indrettet som kirke. Der var en prædikestol, et gammeldags stueorgel og bænkerader. Sognepræst Ejnar Norup fra Raklev Kirke forestod gudtjenes- ten, der ikke var meget anderledes end i en normal sognekirke. Vi sang de kendte salmer, mens “Værnehjemmets”* leder, frk. Olsen, trakterede orglet, hvor hun selv skulle træde pumperne, for at der kom lyd ud af orglets piber. Nu var frk. Olsen temmelig korpulent, og da hun sad med ryggen til menigheden, var det absolut en oplevelse at se, hvordan hendes store krop kørte frem og tilbage på orgelbænken, når hun trådte på pedalerne.

De voksne havde selvfølgelig placeret sig således, at de kunne overvåge hele menigheden. På den måde kunne de hurtigt gribe ind, hvis de mente, at der var ved at ske for mange unoder på bænkeraderne.

Ferier

Vi havde ferie fire gange om året: påske-, sommer-, efterårs- og juleferie. Hjemme var det slut med almindeligt familiesammenhold. Jeg følte mig som en fremmed i mit eget hjem, selv om min mor gjorde alt for, at jeg skulle få nogle gode ferieoplevelser. De lange adskillelser gjorde dog, at jeg ikke følte mig som en del af livet i mit barndomshjem. 

Når vi kom tilbage til skolen efter ferier, blev vi altid sendt i bad. Bagefter kom frk. Jacobsen med tættekammen og et ildelugtende aflusningsmiddel, der blev fyldt i håret, og det stank som bare pokker. Refsnæsskolen mente åbenbart, at ikke alle elevernes private hjem bød på de bedste hygiejniske forhold – hvorfra Refsnæsskolen så end havde deres viden fra. 

Jeg var heldig, fordi min mormor, Ellen, boede i Asnæs, der ikke ligger langt fra Refsnæsskolen. Derfor tilbragte jeg mange af mine ferier hos hende frem for at tage den

lange tur til København. Det gjorde også, at jeg fik knyttet et tættere bånd til min mormor end til min mor. Hun blev som en slags erstatningsmor for mig lige til sin død i 1994. Hos hende fandt jeg et fristed, hvor jeg kunne få lov til at åbne op for mine følelser og tanker. Hun lærte mig, at jeg ikke kunne ændre fortiden, men jeg kunne selv være med til at forme fremtiden. 

Forældremøde på skolen

Hvert år var der forældremøde, hvor forældrene skulle være en hel weekend på skolen. Min mor havde ikke råd til at bo på hotel, så hun sov hjemme hos en af lærerne. Et møde i 1964 fik stor betydning for min fremtidige skolegang: Jeg var ikke det eneste barn, som mistrivedes på skolen. 

Der var en far fra Herning, som havde de samme problemer med sin søn. Han ønskede, at man på forældremødet skulle drøfte, om det var en mulighed, at børnene kom hjem og gik i normal skole, selvfølgelig med den nødvendige støtte og de nødvendige hjælpemid- ler. DET BLEV PURE AFVIST FRA SKOLENS SIDE, men han tog kampen op og fik sin søn hjem. Min mor har siden fortalt mig om sin kamp for at få mig hjem. 

Skolen afviste hende kategorisk med den begrundelse, at hun skulle tænke på, at hun ikke havde de samme muligheder som faren fra Herning. Her hentydede skolen til, at hun var enlig forsørger. Hun fik at vide, at hvis hun tog mig hjem, var det på eget ansvar, og at jeg så ikke kunne komme tilbage til skolen. Det må siges at være noget af en trussel at få smidt i hovedet.  

Dengang var der ingen at spørge til råds ud over familien. Min mor skulle nu træffe et meget svært valg, og hun valgte at tage mig hjem. Mange år senere har hun fortalt mig, at hun stadigvæk var i tvivl om, om hun traf den rigtige beslutning i 1964. 

Jeg selv har aldrig været i tvivl om, det var den rigtige beslutning min mor traf dengang.