17 April 1962 glemmer jeg aldrig. Jeg blev hentet derhjemme, og kørt op til Tisvilde og anbragt på skolehjemmet Godhavn. Det var ikke noget rart sted at være. Drenge kan altid drille hinanden, men en ting fra en af de første dage, står meget tydeligt i min erindring. En dreng (kan ikke lige huske hvem det var), kommer hen til mig, og spørger om jeg ikke var klar over at det var min tur til at hente æg. Oh ve og skræk, tænkte jeg og spurgte: Hvor skal jeg hente de æg? Så pegede han op mod gavlen på gymnastiksalen og sagde, vejrhanen. Jeg skulle altså hente æg ved vejrhanen. Da samtidig flere drenge var kommet til, og en af lærerne, fattede jeg ikke spøgen. Måske netop fordi læreren også var der. Så jeg begyndte at klatre op, men fik snart færten af at der var noget galt. Drengene morede sig, og det samme gjorde læreren. Jeg har komplet til grin.
Vi drenge (50 stk,) sov alle på en stor sovesal. Bare sådan en ydmygende ting når vi skulle i seng, så skulle vi jo vaske os, og bagefter gå hen til den lærer (dengang hed det jo ikke pædagoger), der havde aftenvagten, strække hænderne frem og vise ham begge sider af hånden, bagefter albuerne, før vi måtte gå i seng. Når vi gjorde det mindste forkert, og når vi havde været på springtur, kunne vi blive straffet med tæsk, og bagefter skulle vi så i flere dage sidde på plads (vores faste plads i dagligstuen på en hård træbænk), og måtte ikke tale til nogen. Hvis vi gjorde det, kunne vi blive straffet med en ekstra dag på pladsen. Vi drenge var meget opfindsomme. F.eks. røg vi cigaretter i smug. Det var hjemmelavede, rullet i gammeldags toiletpapir, og tobakken bestod af blade fra buske og træer, hvis vi da ikke lige havde fået fingrene i nogle skod. Medens nogle af os så stod og røg, stod nogle andre vagt, og hvis der dukkede en lærer op, blev der råbt ASH ASH. Så var det om at skylle resten ud i toilettet, men det skete tit at vi blev afsløret, for røgen hang jo stadig i luften, og så var det igen tæsk og ind på plads når vi havde fri. Hverdagene bestod af arbejde om formiddagen, og skole om eftermiddagen for den ene halvdel, og skole om formiddagen og arbejde om eftermiddagen for den anden halvdel af drengene. Arbejdstilbudene (tvangen), var smedeværkstedet, snedkeriet, malerværkstedet og gartneriet, og så var der alt det udendørs arbejde med have, park, og gårdspladsen, og det var ikke nogen loppetjans, men hårdt arbejde. To job var efterspurgte, køkkentjansen og systuen, men det var meget få der fik disse job. Frokosten i arbejdstiden var meget ensformig. På gårdspladsen blev der anbragt en bakke med fedtemadder, og så stod vi der i en lang kø for at få en enkelt skive. Det var det samme hver dag i de to år jeg var anbragt på Godhavn. Nogle dage var der marmelademadder på bakken, men kun nogle enkelte, så det var kun de foreste i køen der fik denne godbid, resten måtte tage til takke med fedtemaden, (endda uden salt). Weekenden var ikke helt frihed. Næh, der skulle bestilles noget om formiddagen. Gårdspladsen skulle rives både lørdag og søndag, og det var for os drenge en stor gårdsplads. Det skete at nogen af os stak af. En dag stod jeg ovre ved laderne på den anden side af jernbanen. Jeg skulle vist save noget brænde. Læreren går, han skal til lærermøde. Jeg står der med saven i hånden. Vejret er fint, solen skinner fra en skyfri himmel. Nu vil jeg bare væk. Jeg stiller saven fra mig, og spadserer ud af banelegemet. Hvis jeg ikke tager meget fejl, hed et af de første trinbræt Holløse. På en gård er de ved at høste. Jeg sætter mig lidt bag en høstak. Pludselig står bonden der. Jeg spørger om jeg kan hjælpe til med høsten. Jo, sagde han, det kan du da godt. Jeg kom med i køkkenet, hvor hans kone diskede op med ostemad og sodavand. Det var lækkerier, i forhold til fedtemadderne på Godhavn. Lykken varede nu ganske kort, for ind på gårdspladsen kom en velkendt bil. Det var forstander Beck der kom for at hente mig. Den dag fik jeg underligt nok ikke tæsk, men blev smidt op i min seng på den store sovesal. Godhavnsdrengen der havde søgt høstarbejde i nabobyen. En anden superkort springtur jeg havde, var den hvor en af de andre drenge og jeg drager afsted, og ved Tibirke kirke (ikke så langt fra Godhavn), stopper vi en billist, og spørger om vi må køre med. Jamen det må I da godt, siger han, og vi springer glade ind på bagsædet. Det første bilisten gør, er at vende vognen, og så kører han tilbage til Godhavn og ind på gårdspladsen. Otto gjorde store øjne, da han så os stige ud af bilen, for vi skulle jo arbejde lige nu. Et par på hovedet til os begge og op på sygestuen.
De fleste gange, tog jeg hjem til mor i Sorø, men hvergang blev jeg hentet med det samme af politiet, og kørt tilbage. Når betjentene var kørt, så var det ind på kontoret til forstanderen, og så fik man igen tæsk. En af gangene jeg var stukket af alene, blev jeg nuppet i Hillerød. Da betjenten spurgte hvad jeg hed, sagde jeg nok så frejdigt, Peter. Men den gik jo ikke, og så blev jeg afhentet af en af lærerne fra Godhavn. Jeg glemmer aldrig den følelse der overvældede mig, da vi nærmede os, for det var sent på aftenen, og jeg kunne se der var lys på forstanderens kontor. Da jeg stod overfor ham på kontoret, stak han mig først en på siden af hovedet, derefter spurgte han mig hvad jeg hed. Det svarede jeg ikke hurtig nok på, og så faldt den næste lussing. Hedder du Peter, spurgte han, samtidig med jeg fik endnu en lussing. Nej, sagde jeg. Hvorfor sagde du det så til politiet, spurgte han med den næste lussing. Det kunne jeg ikke svare på, hvilket nok irreterede ham ekstra, og så faldt der endnu en lussing, hvorefter jeg blev sendt op på sovesalen. Straffen blev en hel uge på pladsen. Godhavn glemmer jeg aldrig.
