Som svagtsynet havde jeg mine problemer med at følge med i skolen. Refsnæsskolen blev fra tid efter anden nævnt som en mulighed for mig. Men det tog jeg mig ikke særlig meget af. Mine forældres og derfor også min holdning var, at jeg først skulle på Refsnæsskolen, når jeg var blevet konfirmeret, men Refsnæsskolen begyndte at presse på.
Mine forsvarer:
Mine forældre ville ikke vide af det. De mente, at børn nu engang havde bedst af at være hjemme hos deres forældre. Refsnæsskolens ledelse og med dem efterhånden alle andre myndighedspersoner mente, at eftersom jeg ikke kunne klare mig i skolen derhjemme, måtte jeg bringes hen til det sted, hvor de underviste blinde børn - altså Refsnæsskolen. Mine forældre mente på deres side, at jeg nok havde brug for hjælp i skolen. Men at man i stedet for at tage børn fra deres forældre og anbringe dem på en kostskole, burde yde børnene hjælpen ude i den skole, hvor børnene nu engang gik. Det blev dog af myndighedspersonerne anset for rent tåbesnak.
Mine forældre var uden at vide det meget moderne i deres synspunkter. Desværre for dem, var de lidt for tidlig ude med disse tanker. Midt i tresserne begyndte forældre til blinde elever og psykologer i skøn forening at sige nogenlunde det samme. De brugte naturligvis andre ord. De var meget mere velformulerede. De kendte de rigtige begreber og fremmedord, når de argumenterede, end mine forældre gjorde. Men substansen var den samme. Børn skulle blive hos deres forældre, så længe de var børn. De skulle hjælpes, så de kunne gå i den lokale skole.
Jeg har lært et par ting af den historie. For det første er det ikke ligegyldigt, hvornår rigtige ting siges. Tiden skal ligesom være moden for at forstå, at det er de rigtige ting, der bliver sagt. For det andet, har veluddannede folk meget lettere ved at trænge igennem med deres nye idéer, end fattige, uuddannede husmandsfolk havde, der sagde de samme ting. Sådan var det dengang, og sådan er det sandsynligvis i dag.
Presset øges:
Presset voksede i de næste 2 år. Der kom en masse fine mennesker på besøg hos os. De ville tale om, at jeg skulle på Refsnæsskolen. Det var rigtig utrygt, når de kom, medens de snakkede og som end også efter, de var gået igen. Mine forældre blev ved deres. Myndighederne blev også ved deres. Min far var en meget stædig mand. Han kæmpede virkelig for det, han troede var rigtigt. Men han havde ikke nogen vinderchance i den sag. I denne sag havde begge parter ret. Men de havde det set ud fra hver sit ståsted. Refsnæsskolens folk var alle lærer. De så først og fremmest sagen ud fra et lærersynspunkt. Jeg klarede mig dårlig i skolen der hjemme. Det var set fra deres synspunkt det afgørende.
Lærersynspunktet var dengang det eneste accepterede - i al fald, når det gjaldt handicappede børn. Andre synspunkter var utidig føleri fra forældrenes side og altså pjat. Klarede vi og ikke godt i skolen, klarede vi os heller ikke godt i livet i det hele taget. Det var lærernes mening. Den blev efterlevet til punkt og prikke.
Mine forældres synspunkt nød dengang ingen anseelse i de bestemmende kredse. Det har da heldigvis ændret sig. Jeg blev ikke spurgt, om hvad jeg selv mente. Men jeg var jo nok enig med mine forældre. Jeg oplevede ikke just skolen som et så attraktivt sted at være, at jeg, for at komme til at gå i en bedre skole, ville opgive min tilværelse derhjemme, som jeg var så glad for.
Storskrifsbogen:
Lidt hjælp fik vi da. En dag kom der en stor tyk bog med posten. Det var en læsebog med storskrift. Den skulle jeg benytte til at opøve min læsefærdighed ved at læse i. Jeg ved ikke, hvad det var for en bog. Jeg har aldrig set den andre steder. Jeg tror, den kom fra Refsnæsskolen. Men det kan jeg ikke være sikker på. Jeg har aldrig set den benyttet der i den tid, jeg var på denne skole. Folk med så lille en synsrest, som jeg havde, blev på Refsnæsskolen sat til at lære punktskrift Bogen er gået tabt. Det er en skam.
Bogen var imidlertid velegnet. Bogstaverne havde en passende størrelse og tydelighed - nærmest som halvstore overskrifter i aviserne. En af historierne i bogen hed: "Musene i Rynkeby præstegård". Den fyldte, kan jeg huske, 50 sider. Det siger vel lidt om størrelsen af skrift og bog.
Den bog skulle jeg læse i. Det tilfaldt min mor at læse med mig. Det gjorde vi ofte, syntes jeg. Men det var nok ikke tilfældet. Min mor havde mange andre gøremål end at læse med mig, der ikke kunne forsømmes. Jeg var ikke særlig glad for at læse overhovedet. Det havde så lille en relevans for mig. Jeg ville meget hellere lege eller til nød hjælpe til med arbejdet på vort sted, når jeg havde fri fra skole, end læse. Jeg pjækkede derfor, når jeg kunne komme til det. Min mor havde så mange andre opgaver og var også ofte syg, så mine læsetimer har hun oplevet som en yderligere belastning. Den tog hun sig dog på, eftersom hun godt kunne indse nytten af at jeg kunne læse.
Nederlaget:
I 1950 tog presset mod mine forældre for at få mig på Refsnæsskolen yderligere til. Sagen gik nu til børneværnet. Den sommer husker jeg som endda meget utryg. Der skete en masse omkring mig, jeg ikke begreb. Mange fine menneskers besøg. Jeg vidste, hvad det handlede om. Jeg turde derfor ikke spørge mine forældre og få ordentlig besked. Jeg frygtede for udfaldet af den kamp, jeg tydelig følte, nu var inde i en afgørende fase.
Jeg var måske også bange for med mine spørgsmål at gøre mine forældre yderligere ulykkelige. For de vidste også godt, hvor det bar hen. Min far lod, som om sagen ikke var afgjort. Min mors formaninger fik en anden ordlyd. Nu blev de altid indledt med ordene: "Når du kommer derover".
Det var en rigtig ulykkelig sommer. Det er ikke rart som voksen ikke at vide sig købt eller solgt. Det er det altså heller ikke for en 11 år gammel knægt. Jeg var glad for at være hjemme, hvor jeg var kendt med alting. Jeg havde ikke megen fidus til Refsnæsskolen. Det havde mine forældre heller ikke. Så vidste ingen af os endda, hvad der ventede mig på Refsnæsskolen det første år, jeg var der.
Lige før sommerferien blev Far, mor og jeg indkaldt til et møde på det ny og fine kæmnerkontor, der var blevet bygget i Blenstrup året før. Vi ankom på cykel - også jeg. Det var min fars måde at vise disse myndig3edspersoner, at jeg slet ikke behøvede at komme på blindeskole. Vi kom ind i et lokale, hvor der stod et langt bord. Ved det bord sad en gruppe mennesker, som hilste pænt på mine forældre. Ved enden af bordet sad der en mand, som talte fint, og som førte ordet.
Vi fik plads ved bordet. Min far blev spurgt om hvorfor han mente, at jeg ikke skulle på Refsnæsskolen nu. Det forklarede han så på sit himmerlandske, så godt han kunne. Min mor blev også spurgt. Hun kunne kun sige, at hun syntes, at jeg burde blive hjemme nogle år endnu. Jeg blev ikke spurgt. Hvorfor jeg i det hele taget skulle med, ved jeg ikke. Men de har vel haft et ønske om, at se den person, hvis skæbne forhandlingerne drejede sig om. Der var ingen, der forklarede mig, hvad det var for en forsamling, vi var til møde med. Men det har nok været Børneværnet i Blenstrup/Gerding kommune. Den mand, der sad for bordenden, har så været dommeren i Terndrup.
3 uger efter dette møde - altså midt i juli måned - kom så afgørelsen. Posten kom en dejlig sommerdag med et anbefalet brev. Jeg kunne ikke holde stemningen ud inde i stuen, da brevet blev afleveret og åbnet. Jeg gik derfor ud på gårdspladsen og satte mig der. Lidt efter kom min mor ud til mig. Det er den eneste gang, jeg har set hende græde. Men det gjorde hun. Hun var fuld af skyldfølelser. Det var ikke hendes eller min fars skyld, at jeg nu skulle af sted. Det vidste jeg udmærket. Da jeg også selv var meget beklemt ved situationen, fik jeg det ikke sagt. Vi var heller ikke sådan vandt til at tale sammen om særlig dybe emner.
Det nederlag havde især min far svært ved at komme over. Jeg tror, at det resten af hans liv forblev som en uforløst bitterhed i ham. Begge mine forældre var i lang tid derefter imod Refsnæsskolen og alt hvad dens var. Det gav mig lojalitetsproblemer. Jeg kunne ikke være ilojal overfor mine forældre. Men jeg kunne heller ikke i det lange løb forblive negativ overfor Refsnæsskolen. Den skole, hvor jeg tilbragte det meste af min tid de næste 4 år, og hvor jeg også med tiden kom til at holde af at være.
15 år senere var jeg valgt ind i DBS.s repræsentantskab. Det år blev der på det lukkede møde, som vi holdt efter det årlige åbne repræsentantskabsmøde, behandlet et forslag, der var til høring, om en helt ny struktur for Refsnæsskolen. På dette møde blev det oplyst, at der var skolepligt for blinde børn. De skulle undervises på Refsnæsskolen. I et enkelt tilfælde havde børneværnet været inddraget i sagen. Man havde givet forældrene valget mellem, selv at aflevere barnet på skolen eller lade det afhente ved politiets foranstaltning. Det var underligt at sidde og høre på dette og vide, at det ene
tilfælde handlede om mig. Men jeg sagde ikke noget om det. Jeg var ung og meget ny i denne forsamling. Men myndighederne havde altså været parat til at gå til yderligheder, for at få mig på Refsnæsskolen.
Mellemtid:
Tiden der fulgte var en underlig mellemtid. Den kom til at vare i knap 2 måneder. Mine forældre valgte fornuftigvis selv at aflevere mig på Refsnæsskolen. Da sommerferien var forbi, skulle jeg ikke, som mine kammerater, møde i skolen. Det var jeg ikke ligefrem ked af. Men jeg var meget ked af, at jeg ikke vidste, hvad der skulle ske mig. Når min søster kom med forslag til planer for ting, vi skulle gøre i fremtiden, måtte jeg jo sige, at det var ikke godt at vide, om jeg kunne være med til det.
Da min bror skulle til Refsnæs kom der en lang liste over alt det tøj, han skulle have med sig. Det var noget af en udskrivning for vores mindrebemidlede familie. Da han så 2 år efter blev overflyttet til Blindeinstituttet i København, inddrog refsnæsskolen uden videre alt dette tøj. Det problem havde jeg ikke. Jeg fik ikke en stump tøj med mig hjemmefra ud over det, jeg gik i naturligvis. Om kommunen havde betalt, eller Refsnæsskolen affandt sig med, at som forholdene var, kunne de ikke forvente, at mine forældre ville give mig noget som helst med, ved jeg ikke. Det skal siges, at jeg ikke fik ubehageligheder på refsnæsskolen af den grund.
Så oprandt den sidste dag hjemme. Det var 3. September 1950. Den dag var grusom. Det var meget svært at være en tapper dreng den dag. Men det måtte jeg jo være. Brød jeg først sammen, vidste jeg godt, at så ville mine forældre måske også gøre det. Det ville jeg for alt i verden ikke opleve. Der var normalt skrappe restriktioner for, hvor længe min søster måtte læse højt for mig. Men den dag husker jeg, at hun næsten læste hele tiden. Vi læste en rigtig kriminalroman. Den første af slagsen, jeg har læst. Det var vel også på den måde, det var lettest for os alle at komme gennem dagen. Men det var nu svært at lægge sig til at sove den aften og vide, at næste nat, lå jeg et helt andet sted. Og tillige at vide, at mine forældre var lige så kede af det som jeg.
Rejsen til Refsnæskolen:
Så kom afrejsedagen 4. September 1950. Det var min far, der fulgte mig til Refsnæs. Vi tog til Skørping ret tidlig om morgenen. Der var dengang 3 timers togrejse fra Ålborg til Århus. Færgen fra Århus til Kalundborg sejlede kl.12,00. Selve færgeturen var det mest spændende på turen. Dengang lagde færgen ind ved Samsø. Den lagde bi ved Tunø. Det var spændende at stå oppe på promenadedækket og se livet på havnepladsen, medens færgerne lå i Kolby Kås. Det var endnu mere
spændende at stå nede på vogndækket og se postbåden fra Tunø komme tøffende hen til skibet. Se hvordan besætningen i båden, der gyngede i Kattegats bølger, løftede passagererne op. De blev så grebet af 2 matroser på færgen og af dem løftet ind på skibet.
Vi ankom til Kalundborg kl.16,00. Så skulle vi finde en rutebil, der kørte ud til Refsnæsskolen. Den fandt vi. Den havde endestation ude ved kysthospitalet. Vi kørte ikke ret langt, før vi skulle af. Vi kom ind i et stort hus. Der blev vi vist ind på et kontor, hvor forstanderen tog imod os. Med min viden om den strid, der havde været, var det underligt at opleve, at både min far og forstanderen lod som ingenting og talte pænt til hinanden.
Så blev vi vist op til Plejemor på Østskolen. Kort efter blev jeg vist ned i de små drenges legestue, medens min far talte med Plejemor. I legestuen var jeg rigtig fortabt. Der var en hoben små unger, der for rundt og larmede, så det var ganske forfærdeligt. Mig ænsede de ikke. Mange af dem kunne heller ikke se mig. Jeg gjorde bestemt heller ikke reklame for mig selv ved den lejlighed. Jeg var meget beklemt ved situationen. Mere husker jeg ikke af den dag.
Ladt alene tilbage:
Min far havde ingen mulighed for at rejse tilbage om aftnen. Dengang var der kun 1 færgeafgang fra Kalundborg mod Århus om dagen. Det var kl.12,00. Altså rejste han først hjem med denne færge næste dag.
Jeg kom i skole næste formiddag. Læreren skulle vel teste min føleevne. Jeg blev i al fald sat til at føle på punkskrift. Jeg måtte ikke se på det, jeg skulle føle på. Det gjorde jeg heller ikke. Jeg kikkede ud ad vinduet. Det vendte ud mod Kalundborg fjord. For derude på fjorden sejlede min far. Han sejlede bort fra mig. Det var lidt af et sandhedens øjeblik. Jeg vidste det ikke, men anede det måske, at et livsafsnit var forbi for mig. Fra nu af ville min tilværelse komme til at forme sig helt anderledes. Jeg blev meget ulykkelig og var det i lang tid. Jeg følte mig meget ensom. Jeg følte mig, som det jeg var, en lille jysk bondedreng, der for alvor var kommet mellem uforstående fremmede langt hjemme fra.
Læs i det vedhæftede dokument hele Henning Eriksens beskrivelse af sin opvækst i det østlige Himmerland i fyrrende og halvtredserne. Det er en fortælling om livet på et husmandssted, men også om at være blind og have sin barndom i dette miljø.
