1. plejefamilie

1. plejefamilie

Som 12 årig stak jeg af hjemmefra, hjem til en skolekammerat, jeg fortalte hendes forældre alt om incest og vold som var startet da jeg var omkring 6 år. Det var en fredag så jeg fik lov til at være der hele weekenden, de ville så tage kontakt til kommunen om mandagen.

Hele weekenden var jeg bange for at min mor eller stedfar skulle komme, det var jo ikke langt fra dem af jeg var, så jeg ture ikke forlade huset. Søndag aften fortalte forældrene mig at jeg ikke skulle i skole om mandagen. Mødet blev først om tirsdagen, da min mor også skulle komme, min klassekammerats mor gik med for jeg var rigtig bange, især for at møde min mor, da vi kom op på kommunen var min mor der allerede, hun var gal kunne jeg se, min klassekammerats mor fortalte hvad hun viste og da min mor begyndte at sige jeg løj viste hun de mange blå mærker jeg havde, det fik i første omgang min mor til at tie stille, hun forlangte at moren som var med mig skulle forlade rummet, så vi kun var sagsbehandleren, min mor og jeg, jeg følte mig så lille og bange, sagsbehandleren sagde jeg skulle fortælle hvad der var sket, men jeg nåede ikke at sige ret meget så begyndte min mor bare at råbe op om at jeg var en lille luder der ikke havde fortjent andet, jeg sad bare i stolen og stirrede på min mor, jeg forstod ikke hvorfor hun sagde alle de ting, selvom jeg ikke ture komme hjem igen og selvom jeg var bange for hende skreg alt i mig... så hjælp mig mor, hvorfor vil du ikke have mig, jeg forstod ingenting, jeg kunne bare mærke hvor ondt det gjorde.

Jeg blev bedt om at sætte mig udenfor døren så sagsbehandleren kunne snakke med min mor, jeg sad kun med angsten for at min mor skulle komme ud og sige at nu gik vi hjem, men heldigvis skete det ikke, min mor kom ud af døren uden at kigge på mig, uden at sige et ord til mig, sagsbehandleren kom ud og sagde at min klassekammerats mor og jeg skulle komme ind, hun fortalte at hun have snakket med plejehjemsforeningen og at der ville komme en mand og hente mig om en time, jeg skulle ud til en familie i Ringsted

På vej ud til den nye familie sagde jeg ikke noget, jeg var bange, ked af det og viste ikke hvornår jeg så min mor igen, jeg havde lyst til at blive lille igen, krybe samme og søge trøst hos min mor, det gjorde så ondt for jeg viste at min mor ikke elskede mig og ikke ville have mig, nok var jeg 12 år men indeni var jeg en lille pige der skreg på kærlighed og tryghed, jeg følte mig så forladt.

Henne ved familien, havde jeg virkelig en konflikt med mig selv, alle var fremmede og sad bare og kiggede på mig og talte til mig, jeg viste slet ikke hvad jeg skulle sige, følte bare at jeg skulle være taknemlig for at nogen ville have mig nu min mor ikke ville. Hvordan skulle jeg være for at de skulle kunne lide mig, jeg havde allermest lyst til bare at få lov til at gå et sted hen og være alene.

I den tid jeg var hos familien, var taknemligheds følelsen og tristheden der altid, de kæmpede virkelig for at nå indtil mig, de var søde nok og jeg lærte mange ting hos dem, men jeg turde aldrig få tillid til dem, jeg viste at mennesker svigtede så hvorfor åbne sig for dem, hvorfor skulle jeg begynde at kunne lide dem de ville svigte i sidste ende som alle omkring mig havde gjort.

De havde en hundekennel og de første måneder opholdte jeg mig mest sammen med hundene, de svigtede aldrig. Jeg var kun sammen med familie når vi spiste og det forgik altid uden at jeg sagde et ord, når vi gik tur gik jeg også altid enten foran eller bagved, jeg gik i min egen ensomhed, samtidig var jeg meget opmærksom på familien, hvordan de havde det med hinanden, der var ikke noget jeg hellere ville end at blive en del af familien, men jeg turde ikke. Jeg startede aldrig en samtale, men jeg svarede når de snakkede til mig og jeg gjorde de ting som de bad mig om, uden ord begyndte jeg langsomt at være med i det de lavede, jeg lærte at bage boller og lave mad, de roste mig for det jeg lavede, men jeg ture ikke vise min glæde ved det, men indeni i mig boblede det af glæde når de sagde noget pænt til mig.

Jeg var blevet som en robot, jeg snakkede ikke, jeg smilte ikke og græd ikke, men jeg tænkte meget på min mor, hvorfor hun ikke elskede mig, hvorfor hun ikke hentede mig, ikke at jeg ville hjem igen til min stedfar, men jeg ville have min mor, jeg ville have en der var MIN mor.

Da jeg havde været hos familien i ca. et halvt år kom de en dag og sagde jeg skulle hen til en ny familie, de sagde det ikke var fordi de ikke ville have mig, men at det var noget min mor havde bestemt, jeg troede dem ikke, jeg viste bare at nu blev jeg svigtet igen, jeg reagerede ikke overfor dem "sagde bare ja". Dagen efter kom ham fra plejehjemsforeningen, vi skulle holde møde inden vi kørte, han stillede en masse spørgsmål, men jeg sad bare og stirrede tomt ud i luften, ville ikke snakke med nogen, havde igen bare lyst til at krybe sammen et sted og være alene, jeg ønskede ikke at sige farvel til familien, jeg syntes de havde kasseret mig, så jeg satte mig bare i bilen for at vente på vi skulle køre det nye sted hen.

læs 2. plejefamilie

 

 

Vises din fortælling ikke?

Dette kan skyldes en fejl eller manglende samtykke i kontaktformularen. Skriv eller ring, så vi sammen kan rette fejlen.