2. plejefamilie
Efter jeg ikke måtte bo hos familien i Ringsted, flyttede jeg til en ny familie i Tåstrup.
Familien bestod af min plejefar og plejemor, samt deres 3 drenge, den ene var ældre end jeg, og de 2 andre noget yngre. De havde også en anden plejedatter, noget yngre end jeg, de boede på landet, men dog tæt på byen Tåstrup. Da ham fra plejehjemsforeningen og jeg kom, skulle vi have kaffe, jeg sad bare igen totalt forladt og forstod ikke noget havde kun et ord "hvorfor nu igen" indvendig græd jeg som pisket, jeg ville have min mor, de følelser der var i mig findes der ikke ord for, der findes nok kun en farve sort, hvis den findes mørkere end sort er det den.
han bad mig tage del i samtalen, hvad skulle jeg, jeg viste jeg bare skulle være taknemlig over at de ville have mig, jeg høre de siger at jeg skal kalde dem mor og far, alt skriger i mig, ordet far findes ikke i min verden og mor er jo den mor jeg så inderligt savner, selvom hun aldrig var sød var hun min mor, ingen skulle tage hendes plads. Jeg viste at den familie kunne jeg ikke lide så jeg byggede mere på det panser jeg var ved at bygge op omkring mig.
Ham fra plejehjemsforeningen kørte en time efter, med ordene – i kan ringe hvis der bliver noget – Jeg stod på trappen og kiggede efter ham, med de tommeste øjne og et skrig indeni – tag mig med.
Jeg satte mig ude på mit nye værelse, jeg havde prøvet bunden af det sorte hul mange gange nu og alligevel føltes det endnu dybere nu, jeg forstod ikke hvorfor det kun kunne blive dybere og dybere.
Min nye "far" kom ud og snakkede med mig om regler og at nu skulle jeg starte på sengeløseskole, egentlig var han sød nok, men han kiggede så gennemborende på mig at det var ubehageligt. Jeg skulle hurtigt komme til at forstå hvorfor.
Jeg begyndte at gå i skole, jeg følte alle kiggede på mig, og tænkte et er hende der bor ude på gården, hende hvis mor ikke vil have hende. Jeg turde slet ikke tage del i noget, ønskede ikke at have noget med de andre at gøre, jeg gik altid langs muren, og det gjorde de også, jeg snakkede aldrig med nogen af dem mens jeg gik der.
Hjemme viste det sig hurtigt at det på mange områder var værre end hjemme hos min mor og stedfar, min nye "mor" var meget kold, det kendte jeg, men hun fik en utrolig vrede frem i mig og jeg ønskede jo kun at være alene på mit værelse, men det accepterede hun ikke, så hun kom farende ind og rev mig i håret til jeg var i stuehuset, jeg skulle altid lave noget, jeg sagde til mig selv at jeg var deres nye slave, den anden pige Ulla havde det på samme måde, jeg talte aldrig med hende, for jeg talte aldrig, men jeg viste at jeg måtte beskytte hende, jeg kunne se på hendes øjne at hun havde det som jeg, jeg bildte mig selv ind af jeg var stærk nok for os begge to.
En aften kommer min far ind på værelset sætter sig på sengen, han spørger hvordan jeg har det, den slags spørgsmål svare jeg jo ikke på, så jeg kigger bare på ham, han smiler og siger han godt forstår at jeg er kend af hele, men at jeg skal huske at være taknemlig for at der findes familier som dem. Jeg siger ja, for jeg ved godt at han har ret, han siger jeg er stor nok til at vise at jeg er taknemlig for at være der, han siger at han fremover vil banke på min dør kl. 4.30 så skal jeg gå ind på toilettet ind til ham, jeg skal bøje mig over håndvasken så han kan få den kørt af, inden jeg går derind ved jeg egentlig godt hvad han vil, men jeg er ikke sikker for jeg ved at det ikke må ske her, jeg ved at det er forkert, men jeg har ikke problemer med at gøre det, jeg skal jo bare vise min taknemlighed.
Bagefter skal jeg bare gå i seng igen, det gør jeg så, jeg sætter mig på sengen, jeg forstod ikke hvorfor det skulle være sådan, jeg forstod ikke hvad jeg nu havde gjort forkert, noget måtte jeg jo igen have gjort.
I starten var det kun 2-3 gange om ugen, det rørte mig ikke at gøre det, for jeg valgte at blive inde i det sorte hul, derinde hvor jeg ikke kunne såres. En dag skal jeg op og tisse, kl. er 5, jeg skal ud i gården for at komme ind i stuehuset på toilettet, jeg ser at der er lys på Ullas værelse, noget siger mig at hun oplever det samme som jeg, men jeg ved det ikke, men jeg ved at jeg har lovet mig selv at jeg skal beskytte hende, det gør på en måde ondt på mig at se hendes triste øjne. Næste gange min far kommer og banker på går jeg ind og får det overstået, bagefter siger jeg at jeg gerne vil have han henter mig hver dag, jeg kan se på ham at det er fordi han tror jeg kan lide det, han ved ikke at jeg er følelsesløs og at det ikke berøre mig, jeg har kun en tanke, jeg må på alle måder beskytte Ulla, med tiden kan jeg se hun bliver anderledes, mere glad.
Det forsætter på den måde i mange måneder, det er blevet okay for mig, jeg føler jo ikke noget. En torsdag aften skal vi alle komme ind i stuen, min "mor" fortæller at hun skal rejse til Jylland over til hendes mor som er syg, hun vil tage Robert og Torben med, det er de mindste at deres børn, jeg syntes det er dejligt for så kan man måske få ro fra hende, en hel weekend uden en der råber efter en hele tiden. Fredag aften kommer min far ud på værelset, han siger at når der er ro i huset skal jeg liste op i deres soveværelse så skal han nok være sød ved mig, jeg lister derop, men en ½ time efter kommer Ronnie og siger han ikke kan finde mig, min far høre ham og skynder sig at gemme mig under dynen, jeg er sikker på Ronnie ved hvad der forgår, jeg kan høre det på hans måde at acceptere da hans far siger – gå du bare i seng igen hun kommer nok snart hjem – hvad min far gjorde ved mig er der ingen grund til at gå i detaljer med, men aldrig havde min stedfar været sådan, jeg var en robot der var forstenet, jeg listede ud på mit værelse, opdagede at jeg kunne kommer længere ned i det sorte dyb, trangen til ikke at ville leve kom for første gang til mig, jeg låste min dør, smadrede en flaske og begyndte at skære mig alle mulige steder, men jeg havde ikke modet, jeg viste jeg var for svag når jeg ikke engang kunne gøre det, jeg tændte
en smøg og begyndte at brænde mig selv i maven, jeg kunne ikke mærke det så jeg stoppede, jeg viste ikke hvad jeg skulle gøre, jeg viste at smerte var et slut kapitel, det var nu lykkes mig at blive total følesløs, det var på en måde befriende, det gjorde at jeg kunne klare livet på min måde, men hold fast hvor var jeg ensom og forladt i min egen verden, ingen verden findes andre steder så tom.
Næste dag lod min far som ingenting og smilede tilfreds til mig, jeg viste jeg havde gjort det rigtige, efter morgenmaden kom Ronnie ud på værelset til mig og spurgte om hvor jeg havde været, jeg bad ham blande sig udenom mit liv, han sagde han godt viste det og hvis han ikke skulle sladre, skulle jeg gøre det samme for ham. Jeg viste at han ikke måtte sladre for så havde jeg igen ingen, jeg viste jeg ikke ville længere ned i det sorte hul, så jeg måtte tilfredsstille ham, selvom det var forkert var der noget varme i det han gjorde, det blev ikke så slemt, vi viste at dette var vores hemmelighed og han blev det sted hvor jeg fik varme også selvom han grinte mig og hånede mig.
Sådan forsatte det i lang tid, jeg tror min "mor" kunne mærke der var sket noget med mig, hun begyndte at kigge undersøgende på mig men sagde aldrig noget eller spurgte. Hun forsatte ofte med at rejse over til hendes mor der var syg, så fra at være 5 dage med min far blev det 6-7 og ved siden af Ronnie men det var ikke så tit.
Jeg affandt mig med det også med min mors borende blikke, efter 1½ år tror jeg at hun havde en fornemmelse for hvad der forgik, men hun sagde ikke noget, men ofte skændes mine plejeforældre.
En onsdag i november sad jeg sammen med Ronnie og hans ven Claus på Ronnies værelse, Ronnie sagde at han havde fortalt Claus hvad vi lavede og han ville gerne at jeg gjorde det med Claus også, jeg sagde nej, men han sagde jeg ikke kunne tillade mig at sige nej for så ville han sørge for jeg blev smidt ud, så jeg gjorde som de sagde, jeg følte ikke længere noget, men det gik mig til at skære og brænde mig selv endnu mere, det var en rar følelse jeg fornemmede at jeg havde kontrol over mig selv.
Fredagen efter sagde Ronnie at vi skulle pjække fra skole, så ville Claus komme med Martini og vi skulle alle have det sjovt, kl. 9 kom Claus med 2 flasker Martini, hurtigt fandt jeg ud af at det var befriende, det gjorde at jeg kunne glemme smerten indeni, så jeg drak det som saftevand, de sagde jeg skulle stille mig op på bordet og strippe for dem, det gjorde jeg så, da vi ikke havde mere at drikke kørte Claus ned efter mere og Ronnie sagde at når han kom tilbage skulle vi alle 3 hygge os, jeg drak endnu en flaske Martini alene og var nu så beruset at jeg lod dem gøre alt muligt ved mig, ind imellem mistede jeg bevidstheden, men de grinede og proppede alt muligt op i mig og hældte Martini i munden på mig mens jeg lå på gulvet, jeg mistede til sidst bevidstheden og Ronnie gik i panik og ringede efter hans far, de prøvede at stille min under bruseren men jeg gled bare ned at væggen, de måtte ringe efter en ambulance, jeg kom til udpumpning, jeg skulle blive der til dagen efter, men jeg turde ikke sige til sygeplejersken hvad der foregik, når de spurgte sagde jeg bare at det var for sjov.
Da jeg kom hjem fik jeg så meget skæld ud og så mange slag i hoved at min mor, jeg var ligeglad, for jeg havde opdaget at der var en måde at glemme smerten på, det blev starten på en påvirket tilstand, det var en utrolig befrielse. Jeg begyndte at stjæle penge af min mor eller stjæle hos den lille købmand, jeg lærte hurtigt kun at drikke så meget at smerten var væk og for at det ikke skulle opdages blev jeg storforbruger at "frisk ånde" alt blev endnu mere ligegyldigt min far, Ronnie og Claus kunne nu gøre hvad de ville med mig, bare jeg kunne få smerten væk.
Nytårsaften gik det galt, vi skulle hele familien hen til nogen venner og holde nytår, efter kaffen siger min far at jeg skal gå med hjem og hente noget, det gør jeg uden af vide hvad der skal forgå, derhjemme siger han at jeg skal lægge mig på køkkengulvet da han har utrolig meget lyst til mig, selvfølgelig gør jeg det og han lægger sig ovenpå mig, jeg er ligeså passiv som altid, jeg drejer hoved og ser at min mor kigger ind af vinduet, jeg ved at det der ikke måtte ske er sket, jeg undre mig over at hun bare går igen, jeg siger ikke noget til min far, jeg spørger bare om jeg må blive hjemme bagefter og det må jeg. Dagen efter er der koldt som is, min far kommer ud og pakker mine ting uden et ord, jeg høre en bil, min far går ud på gårdspladsen med mine ting, jeg følger efter, Jannik holder derude resten af familien står på trappen ved stuehuset og ser koldt på mig.
Jeg sætter mig i bilen, jeg ved ikke hvad Jannik ved, men jeg ved at jeg igen har fejlet, jeg kan stadig ikke finde de rette ord for hvad jeg har gjort forkert, men jeg ved at det hele er min skyld og at det er min skyld at familien er kede af det.
Vi køre endnu engang ud i det uvisse, jeg tør ikke sige noget for jeg ved ikke hvad han ved, han siger kun at jeg skal hen til min ældste søster indtil de har fundet en anden løsning. Jeg ved at denne tid hos denne familie må forblive en hemmelighed for mig for aldrig har jeg svigtet nogen så meget og tænk hvis min rigtige familie opdager det, det må aldrig ske.
Jeg kunne skrive meget mere om min far, Ronnie og Claus om min meget ældre kæreste der drak og bankede mig, men det du læser her er nok
