KP.
Jeg er født i 1952, på Vesterbrogade i København, som den midterste af tre. Har en ældre søster, født i 1950 og en yngre bror, født i 1954, som vi ikke kender, da han blev fjernet og anbragt i familiepleje straks efter fødslen. Blev (vist nok) senere bortadopteret.
Jeg tror det må have været svære tider, i begyndelsen af 50'erne. Jeg har for ganske nyligt, søgt indsigt i min personlige sagsmappe ved Stadsarkivet, og har på den måde fået den væsentlige del af historien eller bagrunden for min opvækst.
Vores far og mor blev skilt i 1954 og, uvist af hvilke årsager, fik vores far forældreretten over os, så vi kender ikke vores mor. Vi har ikke haft kontakt med hende i en alder hvor det har bidraget til min hukommelse.
Kort efter vores forældres skilsmisse, forsøgte begge vores forældre at tage deres eget liv (vores far forsøgte to gange, at tage mig og min ældre søster med), hvilket er grunden til, at vi blev anbragt. Først (i 1954) på Børneoptagelseshjemmet i Snedkersten ved Helsingør og siden (i 1955) på Børnehjemmet Jacob Michaelsens Minde i Skodsborg.
Jeg kan, af gode grunde, ikke huske hjemmet i Snedkersten, men Jacob Michaelsens Minde (JMM), står forholdsvis tydeligt i min erindring og har, gennem hele mit voksen liv, været noget jeg tænker tilbage på med glæde. Havde det ikke været for JMM, er jeg ikke sikker på, at jeg ville være blevet ret gammel, så alene af den grund, er min erindringer overvejende positive. Jeg tror også, at Børnehjemmet Jacob Michaelsens Minde, var noget specielt, sammenlignet med så andre børnehjem på den tid.
På hjemmesiden www.jmm-boern.dk, kan du finde en udførlig beskrivelse af Børnehjemmet Jacob Michaelsens Minde.
At være anbragt, har dog ikke været "en dans på roser". Et liv i en forholdsvis normal familie havde været bedre, men set i bakspejlet og med det kendskab jeg i dag har til min far og stedmor, så har anbringelsen været det bedste alternativ!
Vi fik tæsk når vi ikke opførte os efter ordentligt, men på den tid (i 50'erne og 60'erne) fik "alle" børn tæsk, enten hjemme eller i skolen, det var forholdsvis normalt for tiden så, set med mine øjne, var der ikke noget underligt i at blive revset på børnehjemmet – jeg fik i øvrigt langt flere tæsk i skolen!
Vi skulle "arbejde" på hjemmet. Deltage i oprydning og passe parken og blomsterbede. Specielt om efteråret, var det hårdt arbejde på grund af løvfald – hjemmet lå jo direkte op til skoven. Men, mon ikke det også var normalt for tiden, at man skulle arbejde og bidrage til, at det hele fungerede? Det tror jeg!
På hjemmet havde vi mere end de fleste "normale" børn i København (hvorfra vi kom) kunne drømme om. Vi havde en kæmpe stor park at lege i. Vi havde direkte adgang til Storskoven (det som i dag hedder Jægersborg Hegn), som er i direkte forbindelse til Dyrehaven. Vi havde privat badestrand og et område hvor vi havde bure med kaniner og kunne bygge små hytter, hvis man ønskede det. De som havde lyst, kunne få en lille have til blomster og grøntsager. Vi havde en hobby bygning hvor vi kunne lave træsløjd og en masse forskellige "håndarbejde" samt spille dilettant teater.
I 1965, efter 10 år på børnehjem, kom vi hjem og skulle leve et normalt familieliv - troede vi! Det var en tilværelse i et hjem fyldt med alkohol, vold og skænderier. Bestemt ikke et liv som er en beskrivelse værdig. De følgende halvandet år levede vi i konstant frygt for vold og slagsmål i hjemmet, og vores far var flere gange på hospitalet med knive i ryggen og stilethæle i hovedet og i perioder også i fængsel.
Efter et års tid, havde min søster fået nok og flygtede tilbage til børnehjemmet hvor hun blev ansat som stuepige. Så heldig var jeg ikke. Jeg måtte leve i helvedet indtil maj måned 1968 - en måned efter min 16 års fødselsdag.
Da lykkedes det for min far, at tage sit eget liv. Han var kort forinden blevet skilt fra vores alkoholiserede stedmor (gudskelov) og jeg blev efterfølgende anbragt på endnu en institution, Rødovre Ungdomspension. Det var helt ok, et rart sted hvor man blev behandlet som menneske. Her var jeg indtil jeg skulle aftjene min værnepligt.
Hvad var så prisen for at være anbragt?
Prisen jeg mener at have betalt for at være anbragt, betalte jeg først senere i livet – hele vejen op gennem mit voksenliv...
Jeg har brugt 8 år at min liv på at få en god uddannelse i økonomi og international handel, men på grund af min opvækst og de svigt jeg har oplevet de første år, havde jeg det svært med autoriteter og svært ved at indordne mig organisatorisk. Resultatet er, at jeg har arbejdet langt det meste af mit liv som langturschauffør – et frit liv hvor jeg har kørt lastbil rundt over det meste af Europa. Her kunne jeg være mig selv "uden at skulle stå til ansvar for alt muligt mellem himmel og jord" I dag er jeg klogere, men er nu 61 år og det er nok en kende for sent at ændre på tingene.
De sidste 10 til 15 år, har jeg spekuleret meget over mit liv og baggrunden for, at det er gået som det nu er og det er min faste overbevisning, at "konkurrencen" med 60 andre børn - om at få opmærksomhed og kærlighed, har ført til at jeg, ikke har kunne forvalte mit voksenliv på en måde så jeg kunne få gavn af min uddannelse.
Sammenlignet med mange af min "søskende" fra JMM, har jeg dog været heldig. En stor del af dem, som jeg er vokset op med, er døde en tidlig død grundet forskellige former for sygdom og misbrug. Det gør mig altid ked af det, når jeg tænker på alle de liv som er spildt på grund af svigt i de vigtigste år af livet – barndommen. Desværre syntes jeg ikke at kunne se, at vi er blevet meget klogere gennem tiden. Svigtet har bare fundet en anden facon, men svigt, det forekommer endnu!
I foreningen Jacob Michaelsens Minde, som er en elevforening for tidligere elever gennem tiden, mødes vi minimum én gang om året på JMM, til socialt samvær og udveksling af minder. Vi er p.t. omkring 150 medlemmer. Det fortæller jo også lidt om de bånd der trods alt skabes mellem ligestillede.