Som praktiserende læge har det rystet mig at mange børn og unge ikke ved, at de kan kontakte deres læge, hvis de har det svært. At lægen har tavshedpligt og vil hjælpe dem med ALT .Jeg har talt med mennesker, der har stået i de sværeste situationer som børn, uden at betro sig til hverken skolelærer eller læge, som ellers med alvor ville have hørt og hjulpet. Børn kan godt selv bestille tid hos lægen , de behøver ikke spørge deres forældre om lov. 

Selvom det ikke er en 1. hånds øjenvidneberetning,  jeg her fortæller, synes jeg den har en vigtig pointe, som jeg godt vil videregive. Den handler om hvordan jeg fik nedbrudt nogle fordomme og forestillinger, som jeg tror, jeg ikke er ene om.

Engang havde jeg en patient, der havde været på børnehjem, en ung kvinde på ca 27 år. 

Jeg bad hende fortælle om tiden på børnehjemmet." Åh, det var den bedste tid i mit liv", fortalte hun. "Jeg var endda lige ved at få lov til at komme i plejefamlje hos et lærerpar fra hjemmet, men så fik mine forældre desværre lov at få mig hjem igen".  Jeg troede at det sørgeligste , der kunne ske for et barn, var at være nødt til at bo på et børnehjem, men ikke her åbenbart. Det fik mig til totalt at nytænke, hvad det er børnehjem er for nogen børn: redningsstationer !

Det viste sig, at hun var blevet fjernet fra forældrene pga alkoholmisbrug. Men forældrene "solgte" hende også til sex med fremmede, det vidste kommunen bare ikke.

Den anden fordom jeg fik brudt var forestillingen om at egen læge kan vide nok til at kunne udtale sig fornuftigt om sagerne. Da jeg senere gennemlæste pigens gamle journal fandt jeg nemlig et brev fra hendes daværende praktiserende læge til kommunens socialforvaltning, hvor han forsikrede om, at det var en god ide at pigen kom hjem, da forældrene var fornuftige og gode.

Den kvinde jeg her skriver om er nu afdød og jeg husker ikke institutionens navn.

Men hvis der er brug for det kan jeg formentlig finde sagsakterne igen.