Baggrund 

Efter tre skilsmisser og flere parforhold og i en alder af 48 år besluttede jeg at trække mig tilbage, frigøre mig for ydre forstyrrende påvirkninger og bruge en tid til at finde ud af mit turbulente og indviklede liv. Klarlægge, hvad der var foregået i mit liv, i min opvækst, siden jeg havde så svært ved at involvere mig helhjertet i et parforhold, og siden jeg gentagne gange røg ind i en nedtur. Senere stødte jeg på ordet ”tilknytningsforstyrrelse”, hvilket godt beskriver mit daværende liv.

     Jeg flyttede til en ny by, hvor jeg lejede et lille bondehus.

     Jeg følte mig godt tilpas i mit nye liv, men havde samtidig en velkendt smerte dybt inde, som ind imellem stak sit grimme fjæs frem. Jeg besluttede, at nu skulle det være. Nu ville jeg finde et menneske, der kunne hjælpe mig med at få has på den ”ting” indeni, som spolerede så meget i mit liv.

Jeg fik kontakt med en dygtig terapeut, som også var astrolog, og da jeg selv havde beskæftiget mig med faget, vidste jeg, at man ud fra horoskopet ville kunne se, hvad sagens kerne handlede om og finde en måde at gribe udfordringen an på. Jens Peter Hansen (J.P.), som terapeuten hedder, blev min medvandrer de næste cirka seks måneder.

J. P. foreslog mig at skrive, hvordan jeg havde oplevet min opvækst. Se på det med et barns øjne og ikke med den voksnes forståelse for, hvorfor der blev handlet, som der gjorde.Det, jeg havde skrevet, sendte jeg til ham, og vi talte om det under vores næste møde.

     Det var ikke nogen nem opgave at pejle mig ind på min fortid, som bestod af mange skift. Fem skoleskift på syv år i forbindelse med anbringelse på diverse børnehjem, hvor jeg ind imellem var hjemme hos min familie i kortere perioder. I den tid jeg samarbejdede, som vi kaldte det, med J.P, fik jeg ved hjælp af breve, fotos, vaccinationsattester og et tids-linjeskema, hvor jeg plottede begivenheder og steder ind, efterhånden som jeg huskede dem, stykket de første 17 år af mit liv sammen. Hvor jeg var og hvornår. Det gik i al sin gru op for mig, hvor mishandlet jeg var blevet af de voksne, som skulle drage omsorg for mig. Oplevelser, jeg havde fortrængt, så dagens lys.

     Det, som jeg i første omgang skrev i forbindelse med et terapiforløb, er blevet til en bog med titlen ”Måske Hjemme” som udkom sidst i 2010. Jeg fortæller om de konsekvenser, både gode og mindre gode, det har haft for mit voksne liv at have en så ustabil opvækst. Ydermere fortæller jeg om, hvad jeg har gjort brug af fra den såkaldte alternative verden for at blive et nogenlunde helt menneske, idet der med en enkelt undtagelse ikke var så meget hjælp at hente i det etablerede system andet end et tilbud om medicin til at dulme en såret sjæl.

     Jeg ved, der er mange mennesker, både unge og folk på min egen alder, hvis start i livet heller ikke har været noget at råbe hurra for, og det er mit ønske, at min historie kan være med til at skabe forståelse og lys i den enkeltes liv. Måske kan nogen gøre brug af de metoder, jeg har brugt, og måske vil alarmklokken lyde for nogen, hvis de bliver fristet til at gå ind i et fundamentalistisk trossamfund, fordi fællesskabet trækker, eller ensomheden er ens følgesvend.

Opvækst

Den 18. november 1946 kom jeg til verden i Helsingborg et par timer efter midnat. Tiden omkring min fødsel var indhyllet i sorg, idet min onkel pludselig døde, ikke ret gammel, og blev begravet om dagen, som jeg blev født om natten. Min mor havde været til begravelse i Danmark, hvor hendes fire søskende og min mormor og morfar boede.

     Uden at vide det med sikkerhed, men ud fra fornemmelse og løsrevne ord og sætninger og udtalelser fra min moster, hvis mand døde, tror jeg, at hun og min onkel skulle have adopteret mig. Min moster kunne ikke selv få børn, da hun havde haft cancer i underlivet. Jeg ved, at det var en slem streg i regningen for min mor at skulle have endnu et barn; jeg er den yngste i en søskendeflok på fem.

Omkring 1949/50, jeg var tre år gammel, flyttede vi tilbage til Danmark, og tre år senere i december 1952 begik min far selvmord, 47 år gammel. En af mine første erindringer.

     Jeg kom hjem fra børnehave, glad og stolt, for jeg havde lavet en scrapbog til min far i julegave. Jeg viser den til min mor og siger:

     ”SE… hvad jeg har lavet til far!”

     Hun tager mig på skødet og fortæller mig, at jeg ikke kan give ham nogen gave, for min far er død. Jeg forstår det ikke rigtigt og spørger, om han ikke vågner op igen senere.  Min mor svarer, at det jo ikke kan lade sig gøre.

     ”Nu skal du ikke tænke mere på det.”

     Der er aldrig blevet talt om min fars død siden. Jeg har gentagne gange forsøgt at få svar på nogle spørgsmål omkring hans død.. Kort før min mor døde i 1995, spurgte jeg hende for sidste gang:

Vi sad og hyggede os over en dejlig middag og et glas vin hjemme hos min mor, og jeg følte, at tiden var inde til om muligt at få svar på mine spørgsmål, vidste, det nok var sidste chance, idet min mor var syg af leukæmi og tilbragte det meste af tiden på hospitalet. Jeg ville gerne vide noget om, hvordan min far var, hvordan de havde haft det sammen, hvordan hans og mit forhold var, og det svære: Hvorfor begik han selvmord? Jeg fik ikke svar på nogle af spørgsmålene, men til det sidste hvorfor var hendes reaktion: 

     ”Det kan jeg ikke huske. Det var så forkvaklet.” 

     Derpå rejste hun sig og nærmest flygtede ud i køkkenet. Jeg var ét stort spørgsmålstegn. Min mor kunne intet erindre, men hun kunne godt huske, at det var forkvaklet. Hvad var det, jeg ikke måtte få at vide? Hvad var det, der rørte hende så dybt, at hun måtte flygte ud i køkkenet? Havde hans selvmord noget at gøre med min anbringelse på børnehjem? Jeg får det aldrig at vide.

     Jeg var dybt ulykkelig over min fars død, og jeg husker, at jeg i nætterne lå og planlagde at gå op på kirkegården og grave hans grav op for at se, om det virkelig kunne være rigtigt, at han var død.

Institutionskarriere

Cirka et halvt år efter min fars død kom jeg på julemærkehjem i Juelsminde. Det eneste, jeg kan huske fra opholdet der, er, at jeg blev stukket på tungen af en bi eller hveps, og der blev et værre postyr. En anden episode var, at jeg blev udelukket fra en udflugt og skulle som eneste barn blive på hjemmet. Husker ikke, hvad jeg havde lavet, men følelsen af forladthed har jeg aldrig glemt. Plejemor skriver i nedenstående, at jeg havde et ”slemt sind.”Jeg fandt kortet, da jeg i 1995 ryddede op i min mors efterladenskaber. Jeg blev så rørt over, at min mor havde gemt kortet så mange år.

”Grethe har det godt og har været tosset til at bade.

Hun hjælper en ½ time og har hvidt forklæde på

og er meget dygtig, hun bruger sin forstand, men

hvor har hun dog et slemt sind, det bliver engang svært

for hende, men vi håber hun forandrer sig jo ældre hun

bliver, for hun er da heldigvis en god pige, der er jo

ikke ondt i hende”.

Med venlig hilsen

Plejemoder

Kortet er skrevet den 10.7.1953, og opholdet der var starten på min institutionskarriere, bortset fra et sted tidligere, hvor jeg var sammen med mine søskende. Det eneste, jeg husker fra det sted, er nogle nonner; stedet var beliggende i Gentofte/Hellerup området.

     Samme år begynder jeg i første klasse på Ulrikkenborg skole i Lyngby. Jeg har ingen erindring om det, hverken første skoledag eller noget andet. Gik kun i skole kort tid for derefter at stifte bekendtskab med institution nummer to, et optagelseshjem beliggende i naturskønne omgivelser i Hornbæk, Nordsjælland. På dette sted var jeg af to omgange, men husker ikke meget fra den første gang. Så hjem og i skole igen, som jeg også kun husker i brudstykker. Dog husker jeg, at jeg begyndte at stjæle fra min mors pung. Pengene brugte jeg blandt andet til at købe påskeæg til min lærer – en rigtig fedterøv - troede vel, jeg kunne købe mig til accept. Konsekvensen af mit tyveri var, at jeg blev sendt til Hornbæk endnu engang cirka otte år gammel – det husker jeg til gengæld. Jeg var så bange og ked af det og lovede min mor bod og bedring, hvis jeg måtte blive hjemme, men ingenting hjalp det. Det var min egen skyld, for jeg var jo en slem pige. Der var ingen, der tænkte på, at mit såkaldte slemme sind kunne skyldes sorg over min fars død. Ydermere blev jeg fjernet fra min mor, mine søskende og mit hjem!

På Børnehjemmet blev jeg modtaget med ordene:

     ”Nåh, kunne du ikke opføre dig ordentligt hjemme?”

     Fjendtlighed og nedgørelse var min velkomst. Da min mor skulle hjem, fik jeg lov at følge hende til stationen, og jeg græd som pisket og tiggede hende om at tage mig med hjem. Det må trods alt have været svært for hende, kan jeg forestille mig i dag, hvor jeg selv har børn. Da min mor steg på toget, og det satte i gang, følte jeg mig som det mest ensomme menneske i verden. Jeg løb i panik efter toget, til det forsvandt ud af syne, og gik derefter den tunge og ensomme gang tilbage til børne-hjemmet og de totalt følelseskolde mennesker, jeg var overladt til.

Mine år på børnehjemmet var forbundet med fysisk og psykisk afstraffelse. Den psykiske afstraffelse kunne forløbe på følgende måde: Når jeg i de voksnes øjne havde været uartig og skulle have tæsk, og ”bødlen”, som var en stor fed kælling, havde fridag, blev jeg smidt i seng og kunne så ligge der og vente, til hun kom tilbage dagen efter eller to dage efter.

     Afstraffelsen foregik således: Hvis vi var flere, der havde forbrudt os mod reglerne, skulle vi stille os i kø uden for badeværelset og så efter tur ind hos ”bødlen”. Så kunne vi rigtig stå og høre, når den, der var inde på badeværelset, hylede og skreg; hun blev ved, til vi gjorde det.

Læs resten af fortællingen i det vedhæftede dokument.