Denne beretning er min beretning, som er skrevet til min moster Lisa og min morbror Per og som jeg nu sender til jer. Skulle nogen føle sig trådt over tæerne, fordi de læser beretningen og synes, at jeg efter deres opfattelse kommer med usandheder, så er det deres ejet problem.

 Fra jeg blev født og til jeg blev 18

 Jeg hedder Allan Gravesen. Jeg er født i 1972.

Jeg er født 2 måneder for tidligt på Odense Universitetshospital (nu: Odense Sygehus). Min far var ved militæret for at aftjene sin værnepligt. Min mor var på ferie hos min farmor og farfar, som boede på Fyn. Derfor blev jeg født i Odense.

Jeg lå på sygehuset i to måneder. Jeg lå i kuvøse i den tid. Man mener, at jeg blev blind, fordi jeg fik for meget ilt. Hvis ikke jeg havde fået så meget ilt, som jeg havde brug for, var jeg død. Flere af de børn, der lå i kuvøse, var meget syge af deres for tidlige fødsel, hvorfor vi blev nøddøbt på sygehuset. Vores forældre måtte kun komme i nærheden af kuvøserne og kigge gennem glasruderne til os. Men præsten, der døbte os, kom direkte fra sin bil uden at vaske hænder. Han åbnede kuvøserne og døbte os. Flere af os døde, men jeg overlevede.

Efter at jeg var kommet hjem fra sygehuset, kontaktede min far daværende småbørnskonsulent Jette på Refsnæsskolen (nu: Synscenter Refsnæs - http://synref.dk). Mine forældre vidste selvfølgelig ikke, hvad de skulle gøre i den ulykkelige situation i første omgang at have fået et blindt barn. Min mor blev senere desperat over, at jeg ikke kunne komme af med afføringen, hvorfor hun kontaktede det nu nedlagte børnehospital Fuglebakkens Børnehospital på Frederiksberg. Efter nærmere undersøgelse synes børnelægen, at min mor skulle kontakte OH (det nu nedlagte Ortopædiske Hospital i København), fordi børnelægen på Fuglebakken mente at jeg muligvis var spastiker (hvad jeg er). OH havde tilknyttet en børnehave for spastikere, CP-Børnehaven (Cerebral Parese – Spasticitet på latin), som i dag drives af Københavns Kommune. Der gik jeg i to år. Imens kæmpede Jette forgæves for at få mig på Geelsgårdskolen (http://geelsgaardskolen.dk), fordi hun mente, at det var et større problem for mig at være spastiker end at være blind.

De nægtede at modtage mig med henvisning til, at jeg var blind og at de ikke vidste, hvordan det skulle tackles. At de så både i den periode før og siden har haft helt blinde eller næsten blinde samtidig med min eksistens, kan undre mig dybt. De var glade for, at der fandtes en blindelov, hvori der stod, at alle børn skulle undervises på Refsnæsskolen, hvis de havde et synshandicap.

Efter min fars værnepligt fik han job som livrist hos Dronningen, så han kunne arbejde 14 dage og holde fri 14 dage. Det var smart at gøre det således, så han kunne hjælpe med at passe min storebror og jeg. Der var han fra 1974 til 1976. Grundet uoverensstemmelser holdt han op. Mine forældre flyttede til Kalundborg, og min far fik job hos en sengetøjsfabrik. Jeg startede i specialbørnehaven på Refsnæsskolen. Der gik jeg i knap to år, kom så i børnehaveklassen og gik på Refsnæsskolen til og med tiende klasse. Fra første til og med tiende klasse havde jeg afdøde Søren som klasselærer. Da jeg var syv år gammel, kom jeg en dag grædende hjem fra skole, fordi jeg ikke måtte komme til karneval som skolens øvrige elever. Min far blev rasende, ringede omgående til Søren og skældte ud over, at jeg ikke kunne komme til karneval. Så han sagde til Søren: ”Jeg kommer og henter dig sammen med Allan og så tager du dig af Allan. Allan overnatter på Egehuset (kostafdelingen), således at han kommer i skole næste dag.” Det var da dejligt at komme til karneval, men karnevalet blev kimen til en allerhelvedes ballade. Trods rigtig mange gode stunder var der ballade mellem mine forældre, Søren, skolens øvrige personale og jeg lige fra karnevalsdagen til og med tiende klasses afslutning. Der var mange problemer med, om undervisningen skulle finde sted med blindeskrift grundet min spasticitet eller om jeg skulle undervises med en båndoptager grundet min spasticitet. Brugen af båndoptageren kunne afhjælpe min spasticitet modsat Punktskriften (Braille-Skriften). Det blev en kombination af begge dele. Kombinationen foregik kun ved tre af lærerne. Fordi jeg også var spastiker og ikke kunne blindeskrift så godt, havde jeg på fornemmelse, at jeg blev opfattet som dum. Efter min skoletid har mine lærere fortalt deres fremtidige elever, hvor dygtig jeg var til en masse ting. Der var bare ikke mange, der fortalte mig, hvad jeg var god til, mens jeg var der. Det svarer til, at man taler pænt om de døde, når de er døde. Det glæder mig dog, at enkelte elever efter min tid har kunnet bruge mine læreres fortællinger til noget.

Jeg vælger nu at springe frem til sommerferien efter 3. klasse. Mine morbrødre Werner og Nukaaraq var på besøg i Danmark med hver deres kone og børn på hvert sit tidspunkt. Far havde igen jobproblemer. Han havde og har en meget svær/svag tilpasningsevne. Så pludselig ville mine forældre til Grønland. Det var dog ikke min mor, som var halvgrønlænder, der var den drivende kraft, men min far, der ville opleve noget. For mig og alle andre kom det som en tyv om natten. Som blind skulle jeg til øjenlægekontrol, indtil jeg var 12 år gammel. Og den dag jeg fik at vide, at mine forældre skulle til Grønland, var en af de dage, hvor jeg også skulle til øjenlæge. Jeg blev bedt om at holde gråden tilbage. Mine forældre har hele deres liv levet så kompliceret, at der altid var hemmelighedskræmmerier. Så jeg skulle altså holde tårerne tilbage ved øjenlægen. Der var ingen tvivl om at Thomas (øjenlægen) opdagede, at jeg var ked af det. Kære Thomas, du skal have hjertelig tak, fordi du ikke spurgte, hvorfor. Det er jeg taknemmelig for. Alt tumulten inden og efter mine forældres afrejse til Grønland har jeg ganske enkelt fortrængt for at overleve. Det var min brors legekammerat Morten, der spurgte sine forældre og mine kommende plejeforældre Kai og Karen, om ikke de og Morten skulle tage sig af mig i weekenderne, når nu mine forældre og søskende var væk. Inden den faste forbindelse mellem jeg og min plejeforældre blev etableret, var der ti familiemedlemmer, der var min plejefamilie. Min klasselærer har fortalt mig, at jeg var rimelig frustreret over, hvor jeg skulle være og ikke være, fordi de familiemedlemmer, der havde sagt ja til opgaven, følte sig tidspresset i deres ejet liv. Alligevel husker jeg mange gode og sjove stunder fra den tid, f.eks., da min onkel Palle spænder en livrem fast om mig og en håndvask, så jeg kunne komme til at stå alene uden min kørestol. Det var en slags panisk glæde, jeg fyldtes af, fordi jeg ren kropsligt skulle overbevises om, at jeg stod selv og ikke kunne falde. Kære læser, forestil dig at få røven fri fra en sofa efter at have siddet i den mange dage og timer. Min onkel Otto var værge for mig, også selv om den faste forbindelse til min plejefamilie var etableret. Otto har siden hen og til stadighed meget svært ved at slippe rollen, til trods for at jeg i skrivende stund er 39 og bor og lever, som jeg gerne selv vil.

Nytår 1979-80 blev min far og mor rigtig uvenner, sandsynligvis fordi min far ville bruge flere penge, end der var. Så min mor måtte rejse for et par dage til hendes første adoptivfar Ib, som nu er død. Så holder min far, mine søskende og jeg Nytår hos farmor og farfar, faster og onkel og yngste farbror. Min mor støder så alligevel til, men omkring den 1.-2. januar 1980 blev mine søskende og jeg vækket brat tidlig om morgenen, fordi de alle var blevet uvenner i løbet af natten. Og på den triste måde havde min familie og jeg, og ikke mindst jeg, ikke forbindelse til min farmor og farfar, faster og onkel og yngste farbror, mens mine forældre var i Grønland.

Midt i sommerferien, da mine forældre rejste, kom jeg på Egehuset og boede der, indtil jeg var 14 år gammel. Som læser skal du forestille dig, hvor dybt traumatisk det var ikke at vide, hvornår jeg så mine forældre og søskende igen. Da jeg ikke er født grønlænder, kunne jeg ikke få rejsen betalt af Grønlands hjemmestyre. Det blev således Bjergsted Kommune, efter sammenlægningen i 2007 nu Kalundborg Kommune, der betalte for rejsen. Men vi vidste endnu ikke, da mine forældre rejste til Grønland, om og hvornår jeg skulle komme til at se dem igen. Det blev jul og nogen havde organiseret i sammenarbejde med daværende Kalundborg- og Bjergsted-Kommuner, at jeg kunne komme til Arsuk. Men det blev med den sidste flyvemaskine, der gik fra Danmark til Grønland inden jul. Så det var et held, at jeg overhovedet kom det. Det var jo ikke pædagogerne, der skulle rejse til Grønland og besøge deres forældre. Så man glemte simpelthen det, der skulle arrangeres. Det er indrømmet siden, men jeg har ikke tilgivet det af flere grunde. Fordi, hvis ikke det var blevet arrangeret, kunne jeg risikere at holde jul sammen med de blinde på skolen, der var psykisk syge, ikke havde noget sprog, kun kunne sige underlige lyde, smide med træklodser og alt andet, der var i deres nærhed, om det så var sovsen fra aftensmaden (velbekomme!). Det var ikke altid til at vide, hvad man kunne få i hovedet. Men endelig kom jeg til Arsuk. Min mor og far var dog rammer, jeg kendte. Så fire ugers tryghed, glæde og gråd blev det til. Dette foregik to gange om året i fem år. Selvfølgelig havde jeg det også sjovt på Egehuset. Vi var i Tivoli, teater og meget andet gennem tiden. Men kampen mellem hvilke pædagoger der sommer og jul skulle følge mig til Grønland og hente mig igen var ikke sjov. Pædagogerne sloges om, hvem der skulle opleve den flotte natur plus at der også lå for dem deres løn og en diæt på 6.000 kr. Jeg fik kun en meget lille del af den diæt, de fik resten . 6.000 kr i 1981 svarer til 14.416 kr i 2010 (ifølge Danmarks Statistik prisberegner). Dette beløb ganget med 10 er lig med 144.160 kr. Det var lige så meget lønnen og diæten, som trak, såvel som Grønlands smukke natur.

Gennem mit liv fra 1975-1986 kom jeg igennem fem operationer. Det var forlængelse af hasesener, arkillessener, operation i begge lysker, så hofterne kunne blive siddende på plads. Ved andensidste operation i februar 1986 fik min mor rejsen betalt af Frederikshåb Kommune i Grønland, delvis finansieret af Grønlands Hjemmestyres Danmarkskontor i København. For dette stod en grønlandsk socialrådgiver Michael. Michael ringede til mig på Refsnæsskolen: ”God dag, jeg hedder Michael”, sagde en stemme med den velkendte grønlandsk-danske accent. Endvidere hed det: ”Nu stiller jeg dig nogle spørgsmål, og hvis ikke du svarer ”ja” til dem, kommer din mor ikke til Danmark. Er Du med!? Spørgsmål 1: Har du det godt?” ”Øh, ja”, sagde jeg, for det var jo ikke særlig rart at skulle opereres igen. Resten af spørgsmålene var, hvor gammel er du osv. Så sagde han: ”Det er godt. Nu kommer din mor til Danmark. Farvel.” Aldrig er jeg blevet stillet den slags spørgsmål siden og da slet ikke af en grønlænder. Han havde sgu nok boet får længe i DK. Operationerne fik jeg ikke meget glæde af, andet end smerter.

I marts/april 1986 vendte mine forældre hjem til Danmark for at bo fast. Min far var en af de danskere, der blev i Grønland i max. 5 år. Enten kommer man hjem efter meget kort tid, lidt længere end kort tid eller også bliver man der resten af sit liv. Jeg var nu blevet en ung knægt/voksent barn, der endelig havde vænnet mig til at nu boede mine forældre i Grønland og at jeg i samarbejde med de mennesker, der var omkring mig, selv kunne være med til at bestemme, hvad jeg havde lyst til. Men nu blev det igen, som dengang jeg var ni år, før mine forældre rejste til Grønland. Så nu skulle jeg igen til at finde mig i deres luner og at de bestemte over mig både i ferier og weekends. Det var en underlig blanding af at være kisteglad for at de var kommet hjem og at skulle vende sig til, at de skulle bestemme igen. Forinden fik min plejemor desværre et nervesammenbrud, hvilket gjorde at min plejefamilie ikke kunne være familie for mig længere. Vi har meget fin kontakt den dag i dag.

Fra 1987-1989 var jeg skolenævnsrepræsentant for mine medelever på Refsnæsskolen. Allerede dengang var jeg god til at argumentere og til at tale røven ud af bukserne, hvilket irriterede skolelærerne og pædagogerne på skolen.

Ved skolens 75-års fødselsdag 1. november 1973 fik skolens elever det der hed ”lang weekend”, så de elever, der boede på Fyn eller i Jylland, kunne rejse hjem om fredagen og retur om mandagen til skolen hver anden uge. I den modsatte uge havde vi en seks-dages-uge, således at vi gik i skole om lørdagen kl. 8-12. Imidlertid skulle der spares, således at den lange weekend blev sløjfet, hvilket passede lærerne, fordi de så havde fri hver lørdag. Det passede også de forældre, der ikke kunne få passet deres børn mandag formiddag, indtil børnene skulle fra Jylland, eller hvor de nu boede, og retur. Det passede imidlertid ikke Allan Gravesen. Så længe jeg sad i skolenævnet, blev den lange weekend fastholdt. Den forsvandt på første kommende skolenævnsmøde januar/februar 1990, da Allan var væk. Sagen er nemlig den, at skolens lærere fortalte samtlige skolenævnsrepræsentanter gennem tiden, at de var observatører og ikke måtte sige noget på møderne. Det fortalte jeg min onkel Otto, som var højskolelærer på det tidspunkt. Han sagde til mig, inden jeg blev valgt, at jeg var ikke observatør. Jeg havde fuld ret til at sige noget og jeg gjorde det. Daværende forstander spurgte mig på et af møderne: ”Vil du gerne på lejrskole sammen med femten andre elever? Plus otte andre elever, der skal et andet sted hen, kan komme af sted for i alt 70.000 kr (svarer til 119.048 kr i 2010). Eller vil du have, at dine forældre fortsat får udbetalt kostpenge, når du har været hjemme på lang weekend? Dine forældre skal nok få udbetalt kostpenge i de længere ferier (Det skal siges, at hvis man havde været hjemme i tre dage eller længere, fik vores forældre udbetalt 20,75 kr om dagen). Jeg sagde selvfølgelig ja til at tage på lejrskole sammen med mine 15 andre kammerater. Vi skulle på teknisk museum i Helsingør og en masse andre dejlige ting, som jeg altid husker tilbage på med glæde. Men den glade tur fik jeg aldrig nået at fortælle mine forældre om, fordi de nu mistede 20,75 kr per dag (svarer til 35,29 kr i 2010) for en lang weekend på tre dage. Det var rigtig trist ikke at kunne dele den glæde med mine forældre. Men det skulle jeg komme til at sande, at sådan var det.

Jeg var 18, da jeg sidste gang var i Grønland.