Sange fra Ebberødgaard
{mp3}1367838785_temp1 1{/mp3}

Her er en lille optagelse med Ebberødgaard sange, som jeg lavede i 1985, da jeg arbejdede på en af de gamle afdelinger; afdeling Y ("Hyldebo") på Svaneparken, det tidligere Ebberødgaard. Afdelingen lukkede og flyttede ud i 1996, og er siden lavet om til ejerboliger.

En kvinde, Rosa, synger gamle sange. Hun var anbragt siden ungdommen og blev tvangssteriliseret, fordi hun og en veninde i deres ungdom stak af til København (Nyhavn). Hun var ikke åndssvag, men en af de mange "fejlanbragte" fra dengang (den mørke tid i forsorgen). Hun sang ofte og kunne alle rim og remser, hun kunne også komme med sjove vittigheder, som hun havde hørt eller læst.

Lyt til sangene i den vedhæftede fil:

Teksterne er skrevet ud nedenfor. Enkelte stede har jeg svært ved at forstå teksten, så det bliver lidt et gæt, men den samlede mening er vist god nok.

 1. Sang
“Enø” (feriekoloni)
Melodi :“Tordenskjold i søen sprang”

Her på Enø er der rart
Dagen glider i en fart’
Alt for hurtigt dagen går
Alt for hurtig enden får

Et kvarter i fire man’
Frøken Renate høre kan
Ud i køkkenet hun går’
Og en halv kop kaffe får

Flaget, det ska´ hejses op
Spændt der står den hele trop
Hvem skal hejse det i da?
Jytte afgør denne sag

Ned til vandet alle går
Tidsler stikke stene slår
En har splinter fået i
En er bange for en bi.

Anton kommer, Valborg - går -
Langt ud i de bølger blå
Anton ikke komme i
Uden hyl og skrigeri

Frk. Olsen løber væk
Flue - lig er hendes skræk
Frøken Jørgensen vi får’
Når vi rundt i natdragt går

Bad i sol og bad i vand
Tumle - ri og leg i sand
Gid af solen vi får gavn
Før vi når til  København

Køkken - holdet er så glad
For at hente vores mad
De en linje og skal ha
Før vi visen slutter af

Pastor Mortensen og søn
Burde have ekstra løn
fluerne vi smadre skal
Vi vores morgensøvn vil ha.  

 (ja så var den der, den var sgu lang, siger Rosa forpustet)

2.sang
“Ebberød” 
Melodi:. “Der nede i dalen”

Der nede i dalen der ligger et hotel
Og navnet det er Ebberød det kender vi så vel
Der er så mange piger, det er et fandens liv
Det er den værste ragger bule jeg er kommet i.

Jeg ligger i min celle den hele lange dag
Og lytter med længsel til klokkeurets slag
Det smerter og det svier, det svier i mit bryst
Hvad hjælper det at klage jeg får sgu ingen trøst.

Så har vi overlæge Swalbe, han går fra dør til dør
Og sælger pissesprøjter for 25 øre
Og sælger han jo ingen så går han hjem igen,
Og sætter sig på “Bakken”*Ja , og ærgrer sig ihjel.

Om morgenen så kommer min aller bedste ven’
Det er min lille sangfugl -  her har du mig igen -
Den synger om sin rede og sine kære små -
Det minder mig om hjemme og nattergalens sang

En morgen den sang - stem den lød så flot for mig.
Farvel nu må jeg rejse til sydens varme strand.
Og hvis til næste sommer du kommer her min ven
Tilbage da jeg vender og hilse på dig igen

Oh frihed oh frihed hvorfor forlod du mig
Oh hvad har jeg gjort imod dig - du har syndet mig
Min længsel efter frihed - den vokse fra dag til dag
Min frihed kan jeg aldrig glem min frihed vil jeg ha.’

*) “Bakken” (overlægeboligen)

Sangen om Ebberød (Solborgs sang) sang Rosa ofte. Hun lærte den af hendes veninde Solborg, mens de boede på den lukkede kvindeafdeling på Ebberødgård. Solborg flyttede ud og fik sin egen lejlighed i Farum. Rosa flyttede på “Hyldebo” hvor hun boede til sin død i ca. 1987.

Sang 3.

Melodi: Ejner du er min allerbedste ven, den frække udgave, som Rosa selv sagde, “den er fræk ad helvede til.”.

“Alle andre piger har en hore karl jeg har også en
Det er en der bor i den anden gård han er over 30 år
Ejner du er min allerbedste ven, Ejner vil du nu pule mig igen
Ejner din pik den er så dejlig stor og jeg vil gerne være mor

Jeg kommer når du kalder og siger aldrig nej,
Ta mig lidt på patterne så går den af på mig
Jeg vil være din “trækkerpige” - ingen andre må
Ta mig lidt på dåsen jeg har ingen bukser på.”

Vises din fortælling ikke?

Dette kan skyldes en fejl eller manglende samtykke i kontaktformularen. Skriv eller ring, så vi sammen kan rette fejlen.