I.A.’ s livshistorie

(fortalt af I.A.’ s forældre)

 I.A. er født d. 11. februar 1959 på Sct. Maria Hospital i Vejle.

Hun havde 2 ældre brødre, indtil for 3½ år siden, hvor den ældste desværre døde af kræft. Hendes anden bror er nu værge for hende.

 Vi, hendes forældre, startede her på Engelsholmsvej i 1949 og bor her stadig. Vi begyndte her på ejendommen (14 tdr. land) med 2 heste, 7-8 køer, et par søer og nogle smågrise samt 30-40 høns. Det levede vi af de første 10-12 år. Da tiderne blev dårlige, fik I.A.’s far arbejde i Billund; først ved vejarbejde, siden på Lego fabrikken, derefter på Nørup Mølle og de sidste 20 år som pedel på Engelsholm Højskole. I.A.’s mor fik også arbejde: som omsorgsleder for de ældre i kommunen. Da de lukkede for det, fik hun også arbejde på Engelsholm Højskole og var der 10-15 år.

 I.A. var altid med os, da hun boede hjemme, så det var en slem overgang, da hun kom på institution. Vi savnede hende herhjemme, men hun kom dog fast hjem hver anden weekend. Hun boede hjemme til hun var ca. 8 år, hvor hun først kom på Afd. F i Brejning. Det var i efteråret 1967. D.3/2 1969 blev hun flyttet til Afd. Z 3, hvor hun boede indtil d. 28/9 1986. Herefter kom hun til Afd. D, hvorfra hun flyttede igen d.19/3 til Skansebakken Afd. E 2. Den 8/10 1991 flyttede hun så ind på Skansebakkens afd. i Vestergade, hvor hun er den dag i dag. Det er den bedste afdeling af alle og hun har altid været glad for at komme tilbage hertil, når hun har været hjemme på besøg.

Her tog Personalet tog godt imod hende. Hendes primærpædagog H.H. var som en mor for hende i 20 år. Det var et stort savn, da hun stoppede; også for os. Derefter var der mange skift i personalet, af dem som havde været der i mange år. Kun en enkelt er tilbage fra dengang; ellers er der kommet mange nye, som vi ikke rigtig kender.

I.A. har altid været meget knyttet til os. Hun har været hjemme fast hver anden weekend, fra første gang hun kom til Brejning. Desværre har sygdom i de sidste mange år, gjort at hun ikke har kunnet komme fast hjem. Det forstår hun ikke og prøver med sit kropssprog at fortælle os, at nu skal vi tage af sted, når vi nu kun kan besøge hende.