Anbragt i Historien.
Jeg vil begynde min beretning, lidt før end tidspunktet for min anbringelse, for det hænger lidt sammen med forståelsen af helheden.
I 1964 ganske få dage efter at jeg var fyldt 7 år, rykkede familien teltpælene op i Danmark, og tog hjem til Færøerne. Beggee mine forældre er fra Færøerne, men havde været nogle år i Danmark, imens min far tog sin uddannelse. Nu skulle vi fortsætte livet på Færøerne, og vi nåede også lige at have etableret os, og min far var kommet igang med sin virksomhed, inden jeg blev syg, og endte med en operation for en svulst på hjernen, med blindhed som følge. Takket være et undervisningstilbud til alle handicapgrupper på en skole på Færøerne, slap jeg fra at skulle sendes hjemmefra med det samme, men kunne få den basale undervisning der. Det blev dog senere nødvendigt at sende mig til blindeskolen i Kalundborg, som dengang kaldtes "Refsnæsskolen". I dag hedder den "Synscenter Refsnæs".
Det var uhyggeligt at blive sendt væk hjemmefra helt alene til et helt fremmed sted, og selv om det var folk med pædagogiske uddannelser som tog sig af os der, så blev det aldrig noget nær det samme som at være hjemme.
Afsavnet af oprigtig inderlig kærlighed, gør meget ondt, og det eneste forsvarsmiddel herpå er, at gøre sig selv hård, og gø blandt de hunde som man er havnet imellem. Men fortrængningen af mange behov og følelser gennem flere år, sætter sit præg på et menneske, og hvis ikke man får den rigtige hjælp til at bearbejde hele dette forløb på et senere tidspunkt, så forbliver den hårde knude i maven siddende, og vil hele livet igennem genere.
Jeg har lært mange virkelig værdifulde ting, imens jeg var anbragt på denne institution, og oplevede da også mange gode og positive stunder, for pædagogerne gjorde virkelig meget for at opmuntre og holde os alle aktivt igang.
De havde også netop i de år som jeg var der, fra 1969 til 1973, nogle virkelig visionære undervisere i "Mobility" ... (læren at færdes på egen hånd som blind i det offentlige miljø) ... der lærte os færdselsteknikker med den hvide stok. D e sidste par år, som jeg var på skolen, indførte man faget "Husgerning", et fag som jeg glædelig gik til, og som gav mig en virkelig god ballast til selvstændig at kunne tage kampen op med at bo alene i egen bolig. Desværre havde man på stedet - dengang - ansat nogle lærere, som aldrig selv havde haft børn, og derfor heller ikke havde noget naturligt forhold til børn og undervisning af sådanne. Det kom jeg hurtigt til at fornemme, men den virkelige baggrund for mange af realiteterne er først dukket op, efter at jeg har kastet mig over bearbejdelses processen af disse år på institutionen, hvor andres beretninger fra samme sted, og erfaringer med samme personer er blevet vendt og drøftet.
Én besynderlig ting som skete imens jeg var på Refsnæsskolen, og som jeg er dybt taknemmelig for, er at et ægtepar fra Kalundborg opsøgte skolen, og fandt mig, som de tog til sig, og de var virkelig som mine reserve forældre gennem hele perioden!
Jeg er glad for at kunne sige, at alt er afklaret, og jeg bærer intet nag, og alt hvad jeg måtte have følt af uret begået imod mig, har jeg tilgivet, såvel som jeg har bedt til Gud om tilgivelse for alle de narrestreger som jeg selv fik udført, imens jeg var på stedet.
Efter endt ophold kom jeg hjem igen til Færøerne, og fortsatte skolegangen deroppe, og tog realeksamen, men det var faktisk svært at vende tilbage igen til Far og Mor's normer, når man har været anbragt hjemmefra i flere år, og så selv netop også er i den vanskelige alder, det gjorde ikke hjemkomsten til den letteste af verden. Men efter bestået real eksamen, så vendte jeg selv tilbage til Danmark, hvor jeg har været siden.
I dag er jeg IT underviser for blinde og stærkt svagsynede, hvor det er min opgave at gøre så mange som muligt af mine lidelsesfæller fri til selvstændigt at tage kampen med den digitale udfordring op, som kommer rullende ind over os alle, ved hjælp af skærmlæse teknologi.
