Det lugter langt væk af lange gange, sovesale, og kolde afvaskninger. Så jeg forstår godt at mange voksne børnehjemsbørn lægger låg på den historie.

 

Helt op til 1950'erne skulle børnehjemsbørn rettes ind og ikke forvirres af for megen nærhed til de voksne. De fleste børnehjem var børnefjendske.

 

Børnehjem i dag har ikke meget tilfælles med det dårlige rygte. I dag ligner det til forveksling et rigtigt hjem. Her er der hyggelige to-sengs værelser, farver på væggene, aktivitet og flere voksne til at tage sig af børnene. 

 

Men sådan har det ikke altid været. I 1905 ville staten have kontrol med »forsømte og forbryderiske« børn - typisk børn af fattige forældre. Man lavede den første lov om børneforsorg, som var identisk med arbejde, hård disciplin, afstraffelse, hån og fornedrelse og mangel på kærlighed. Det er Olga og Orla, Sofie og Søren vidner på, de var børn af en syg mor og en far der havde trang til for mange øl. De havnede alle fire under børneforsorgen. Og uanset om året var 1905 eller 1950, så var det et børnefjendsk miljø børnene måtte leve i. Ungerne skulle rettes ind og ikke forvirres af nærhed eller kærlighed. De fleste børn, som kom i forsorg, kom fra fattige hjem. Opdragelsen på institutionerne rettede sig på ingen måde mod social opstigning.

 

Det der nu sker, er simpelthen en revolution i dansk børneforsorg. Den har hidtil været en trussel mod forsømmelige hjem, en udpræget fjernelsesinstitution. Nu er det en serviceinstitution, der søger at hjælpe hjem og forældre til rette som gode rådgivere.

 

Børnehjem! Nej det lyder ikke godt, men hvorfor lyder det ikke godt? Det skyldes for det første, at de dårlige historier sælger bedre i medierne, derfor opstår alle disse fordomme om børnehjemsbørn. Og for det andet, og mere vigtigt, så har det været til forsvar for de anbragte børn. 

 

Personlig omsorg, nærhed og kærlighed kan ingen døgninstitutioner levere

....hverken før eller nu.

 

Jeg er født i 1940 og blev anbragt på et spædbørnehjem i Snekkersten ved Helsingør. Derefter på børnehjemmet Jacob Michaelsens Minde nord før København i årene 1942 til 1956 et relativt godt sted at leve sin barndom set i forhold til hvad der ellers ventede mig i en 3. baggård på Nørrebro med en syg pillemisbrugende mor og en far der ikke kunne holde sig fra flasken. Efter dette ophold kom jeg på et lærlingehjem på Frederiksberg Alle.

 

Vi var 7 drenge og en pige. Alle drengene blev fjernet, pigen der blev hjemme hos forældrene kom aldrig i skole, det gad hun ikke, og forældrene! Tja, de var såmænd ligeglade.

 

I min skoletid som børnehjemsbarn kunne jeg godt mærke at vi ikke var velset hos skolelærerne, jeg oplevede, at kun en fra børnehjemmet kom i gymnasiet og blev student. Selv tog jeg studentereksamen som voksen og blev senere uddannet teknikumingeniør. Jeg oplever stadig at have et savn om personlig omsorg og kærlighed i min barndom. Et klap på skulderen og et venligt strøg på hovedet "du er god nok" havde ændret mit voksenliv væsentligt. Jeg blev gift som 21 årig og var gift i 42 år og blev enkemand. De sidste 25 år af mit arbejdsliv var jeg selvstændig erhvervsdrivende, dette ophørte pga af min hustrus sygdom der kort tid efter rejste til evigheden.

Når jeg nu, her på afstand, ser mine to døtre leve i deres familier med børn, så føler jeg, at jeg mistede min barndom, den følelse er opstået nu efter jeg er blevet alene.