At bo på Refsnæsskolen.

Af Jeannette Voer.

Jeg blev født i Glostrup, senere flyttede mine forældre til Frederikshavn, hvor jeg boede indtil jeg som 16-årig flyttede hjemmefra.
Jeg fik en lillesøster som er 5½ år yngre end jeg, det var noget af den bedste gave mine forældre har givet mig.

I de første år af min skoletid børnehaveklassen og 1. klasse var jeg på privatskolen i Frederikshavn.
Jeg kom som 8-årig på en kostskole – Refsnæsskolen for blinde og stærkt svagsynede i perioden 1974-1978.
Jeg husker tydeligt, den første dag hvor min far fulgte mig over på Refsnæsskolen, da der var langt til Frederikshavn blev han indtil næste dag hvor han så skulle tilbage igen.
Det pludselig at blive forladt og at være langt hjemmefra iblandt fremmede mennesker og en masse andre blinde og svagsynede børn, var ensomt og en tom fornemmelse.
To søde pædagoger tog sig kærligt af mig og den ene af de søde mennesker har jeg kontakt med den dag i dag.

I min tid som barn på refsnæsskolen, oplevede jeg at mange af pædagogerne var gode til at lave hyggelige aktiviteter for os, f.eks. sov vi tit sammen i dagligstuen på afdelingen Fjordhøj hvor jeg først boede, her fik vi læst historie og havde et godt fællesskab.

Jeg var hjemme hver anden weekend hos mine forældre og min dejlige lillesøster, det var en meget lang tur for at kunne være sammen med dem i alt for kort tid.

En af de ting jeg tænker tilbage på, som gav mig en følelse af sammenhold var når vi om aftenen kom ned i dagligstuen og fik the og saftevand og fik læst historier, her kunne man virkelig mærke fællesskabet.

Jeg knyttede mig mest til de to pædagoger som jeg fik den første kontakt med, det at kunne tage på bytur alene med en af de to pædagoger uden at skulle være sammen med de andre børn, var noget af det, jeg ofte glædede mig meget til.

det at finde et fællesskab med de andre børn synes jeg var svært, der var et hierarki om, hvem der var bedst og stærkes, - et rigtigt kostskolemiljø.

Jeg blev som mange andre moppet og kunne ikke finde ud af, at svare igen, i stedet for ødelagde jeg deres ting og slog på tæven, det blev min måde at klare mig igennem opholdet på.

En af de første dage begik en af de ældre drenge på 14 år seksuelle overgreb imod mig, det fortsatte indtil jeg kom på Birkehuset, hvor der ikke var så mange blinde og svagsynede, der havde andre handicaps udover deres synshandicap.
I skolen oplevede jeg at en ung mand på 17 bandt mig til et træ og begik overgreb på mig, da jeg forsøgte at fortælle det til vores klasselære grinede hun blot og sagde at jeg da var god til at finde på historier, desværre var det et gennemgående træk at jeg oplevede ikke at blive troet på, hvilket var hårdt.

Mange af lærerene var fagligt dygtige, især husker jeg to mobilitylærere som både var virkelig rare at være sammen med og var fagligt dygtige.
(mobilityundervisning er, læren i at færdes som blind eller svagsynet med mobilitystok).

Andre af lærerene havde en direkte ondskabsfuld og upædagogisk måde at undervise på.
Der var en fast regel om, atman fra april tilstarten af oktober, uanset vejr og vind skulle have svømmeundervisning i kalundborg fjord, jeg blev meget bange for at bade på det dybe vand, men det blev der ikke taget hensyn til.
I svømmehallen hvor de ville lære mig at springe hovedspring, valgte de at smide mig i vandet fordi jeg var for længe om, at tage mig sammen til at komme i vandet.
Det resulterede i, at hver gang vi skulle have svømning på skoleskemaet, blev jeg syg, ofte med feber som tog et par dage at komme over.

Da jeg kom på Birkehuset, blev jeg mere moden af min alder, fordi jeg var sammen med flere ligestillede, her fik jeg nogle sunde interesser og var mere velafbalanceret.

Jeg husker tilbage på den skønne natur, især skoven ved fjordhøj hvor man ofte kunne høre natugler og andre spændende dyr.

Som 12-årig kom jeg fra Refsnæsskolen for at starte i 5. klasse hvor jeg fortsatte til 9. klasse.
Det var svært at skulle integreres i en almindelig skoleklasse og her oplevede jeg at nogle af mine gamle mønstre, med at slå på tæven kom tilbage.
Efterhånden fik jeg nogle venner og fik en følelse af, også at høre til.

Jeg fandt min første kæreste da jeg var 16 år, han var også synshandicappet
Og var 11 år ældre end jeg selv.
Derhjemme følte jeg mig isoleret dels fordi at amtet ikke ønskede at give mig den mobilityundervisning, der var behov for, hvilket resulterede i, at min dag gik med at blive kørt til og fra skolen i skolebus, så var der samværet med de andre i skolen som var ok, men de kunne ting jeg ikke kunne som at gå i byen i weekenderne, jeg savnede fællesskabet.
Derfor valgte jeg i en alt for tidlig alder at flytte hjemmefra, det gjorde selvfølgelig at jeg mistede en del år sammen med min højtelskede lillesøster og at jeg mistede noget af kontakten til mine forældre.
Heldigvis har jeg et fantastisk forhold til både min søster og min mor den dag i dag.

Jeg har brugt mange psykologtimer og dejlige vennertil at bearbejde mange af de hændelser fra min tid på Refsnæsskolen og i dag har jeg et fantastisk dejligt liv med en skøn kæreste, et godt hjem et arbejde jeg værdsætter og har i det hele taget et meningsfyldt liv, hvor jeg ikke bebrejder nogle noget af det skete.