Der blev ikke gjort meget, eller for at skrive det tydeligere, der blev i min tid på Jacob Mich (1941 - 1956) intet gjort for at informere børnene om, at der var andre familiemedlemmer. Jeg vidste godt at jeg havde en lillebror på JMM, men der blev aldrig talt om, at jeg havde flere søskende.
En helt almindelig dag er der en af mine kammerater der kalder på mig og siger: dine brødre er kommet. Mine brødre! Har jeg flere?
Rigtigt nok, pludselig står der tre brødre som er blevet anbragt, de fortæller, at jeg også har en søster, men hun er der hjemme.....hjemme?

Og så er det jeg spørger.
Hvorfor blev der ikke gjort noget for, at sørge for de familiemæssige forhold og sammenhold mellem søskendepar?
Vi var syv drenge og en pige, pigen blev aldrig anbragt og det resulterede i, at hun stort set aldrig kom i skole.

Forstanderen havde åbenbart ikke i sinde at meddele mig og min bror, at der nu kom tre brødre, men det varede ikke særligt længe før de pludselig var rejst igen. Guderne må vide hvorhen! Nå, men jeg havde altså også en søster, som jeg aldrig lærte at kende.
Det er temmeligt svært for forældre at opdrage deres børn til at få et godt sammehold mellem børnene, en institution kan slet ikke. Vokser man op i familier, hvor forældrene har været gode rollemodeller med et godt forhold til hinanden og til deres søskende, får man ofte et bedre grundlag for at bevare et godt forhold til sine egne søskende.
De relationer vi vokser op med, har stor betydning for, hvordan vi har det med vore søskende på sigt. Psykologisk set formes vi gennem fællesskaber med andre, og de relationer vi har de første 10 til 15 år af vores liv er helt afgørende for, hvem vi bliver som voksne. De mennesker vi er knyttet til i den periode, er med til at grundlægge de dybe lag i vores voksenliv.

Rollemodeller! Det ord fandtes ikke i retskrivningsbogen i 50'erne, i øvrigt havde vi ikke nogen at se op til, eller noget at se frem til.

Din kommentar med din oplevelse til indholdet af dette indlæg imødeses gerne.