Mit navn er: Elin Frank Andreasen. Jeg blev født i Slagelse den 17. november 1940.

Jeg flyttede med mine forældre til Helsingør, hvor jeg blev døbt i Sankt Olaj kirke den 12. januar 1941. Jeg kom til at hedde Elin Frank Jensen. Så langt tilbage kan jeg af gode grunde ikke huske.

Min farfar og farmor har senere fortalt mig, hvorfor jeg kom på institution. Jeg reagerede ikke som andre børn. Mine øjne reagerede ikke, for jeg var født blind. Der kunne ikke gøres noget, da det er synsnerven, det er galt med.

Så ventede min mor min lillesøster. Samtidig fik min far tuberkulose. Min mor ville ikke have, at farfar og farmor passede mig, derfor kom jeg på Det Kgl. Blindeinstitut, som lå på Refsnæs nær ved Kalundborg. Jeg kom på børnehjemmet, som hørte til skolen.

Farfar og farmor fortalte, at jeg fik min første endefuld dagen før, jeg skulle af sted, fordi jeg ikke var renlig. Min mor ville gerne have haft en uddannelse som translatrice (oversætter). Hun gjorde rent på et sanatorium for at tjene penge til uddannelsen, men der lå en patient, og så kom hun galt afsted, og patienten blev min far, og mor fik aldrig den uddannelse. Det er klart, at det kom meget ubelejligt, og jeg fik at mærke, at jeg ikke var ønsket. Min mor var kun 19 år, og så fik hun oven i købet en blind pige. Det må have været hårdt for min mor, men det havde jeg jo ikke forstand på. Jeg var bare blind og hjælpeløs. Hendes kærlighed til mig lå på et meget lille sted. Men min lillesøster kunne se, og hun lærte meget hurtigt at knappe sine sko og andet, men jeg var for langsom og blev smidt i seng med den besked, at jeg var dum, så jeg skulle aldrig have været født.

Som nævnt kom jeg på børnehjemmet. Vi kom kun hjem i Julen og på sommerferie.
Jeg mener nu, at præsentationen er fyldestgørrende.

Det kan nævnes, at jeg blev tvunget til at tage uddannelse som væver, og jeg hadede det af et godt hjerte. Så fik jeg lov til at blive uddannet som telefonist. Jeg ville så gerne være organist, og til sidst kom chancen for mig, men alt dette vender jeg tilbage til.

Jeg vil nu begynde min fortælling om mit liv på institutionen.

1. Børnehjemmet.

Jeg kan huske lidt fra krigens tid. Jeg har vel været 3-4 år. Frk. M., som kaldtes plejemor, var meget streng. Jeg var meget utryg og nervøs. Jeg kan huske, at vi kom i beskyttelsesrum i kælderen, når luftalarmen lød. Der var ikke bårer til alle os børn at sove på, så vi skiftedes til at sove på båren, og når vi ikke lå der, sad vi på en stol og hang.
Jeg kan også huske, at vi fik at vide, at hvis ikke vi opførte os ordentligt, kunne vi blive lukket inde i et lille rum, og så ville tyskerne komme og tage os. Jeg var hurtig til at lære at tale og synge, men jeg var meget længe om at lære at gå. På børnehjemmet var der en lille skolestue, hvor vi lærte at synge nogle børnesange. Vi sang om frøen, der sad i mosen og blev taget af stork langeben, og vi sang om en mus, som blev fanget i en fælde. Jeg spurgte, hvordan en musefælde så ud. Jeg fik det svar, at jeg godt kunne komme ind i en musefælde, hvis jeg ikke var ordentlig. Jeg havde mareridt om musefælder. Jeg er dog blevet klogere senere.

I legestuen havde hvert barn et skab til sit legetøj. Skabene kunne ikke låses. Det kunne derfor ske, at der forsvandt legetøj. Når vi skulle spise, sad vi i en spisestue. Jeg kunne ikke lide ost, og det kan jeg ikke den dag i dag. Jeg blev tvunget til at spise det. Jeg blev holdt for næsen, så jeg var nødt til at åbne munden. Så blev maden stoppet ind. Den vendte sig i mig, og jeg havde lyst til at kaste op. Men det gjaldt om at undgå at kaste op, for hvis jeg kom til at kaste op, blev jeg tvunget til at spise det, jeg havde kastet op. Det så åbenbart ud til, at det var den tids pædagogik, for jeg har hørt om andre børnehjem og kostskoler, som brugte samme metoder.

I legestuen stod der en gyngehest. Jeg kunne lide at sidde i gyngehesten, men jeg havde fået den ide, at jeg ikke ville have sko på.Jeg fik fødderne i klemme i nogle tremmer, som var i gyngehesten. Til sidst blev jeg lukket ind i et lille rum, hvor jeg fik at vide, at jeg skulle blive der, så tyskkerne kunne komme og tage mig. Der lå en lille dreng og pludrede. men pludselig sparkede han voldsomt i gulvet og sagde mærkelige lyde. (Jeg blev senere klar over, at han havde epilepsi). Så begyndte jeg at skrige, for jeg troede, at tyskerne nu var der for at hente os. De kom selvfølgelig ikke. Men plejemor kom, og jeg fik en endefuld og blev smidt i seng. Det var just ikke det, jeg vil kalde for kærlighed til et barn, som er bange. Vi sov på en stor sovesal, og vi måtte ikke snakke, når vi var kommet i seng, for så kom plejemor og slog os med en fluesmækker. Hvis vi talte rigtig højt, fik vi alle ehn endefuld.
Jeg kan ikke huske, om det var i 1943 eller 1944, vi blev hjemsendt, fordi tyskerne havde besat skolen. Men jeg kan huske, at jeg kom tilbage til børnehjemmet i august 1947.

2. del af børnehjemmet.
Jeg kom, som nævnt, tilbage til børnehjemmet i august 1947. Jeg fyldte først 7 år i november. Jeg var endnu ikke moden til at gå i skole. Der var nu kommet en ny plejemor. Hun hed Kirsten Friis. Hun var vældig sød og tålmodig.. Når jeg skulle lære noget nyt, viste hun mig, hvordan jeg skulle gøre. Så fik jeg lov at prøve selv. Hvis hun syntes, der gik for lang tid, kom hun igen og viste mig, hvad jeg skulle gøre. Jeg var rigtig stolt, når noget lykkedes for mig, og plejemor roste mig i høje toner. Plejemor tvang mig ikke til at spise ost. Jeg fik bare at vide, at jeg ikke kunne få noget andet. Det gjorde mig ikke noget, for jeg havde jo spist det smørrebrød, som var sat for mig.

Jeg har aldrig fået bank af frk. Friis, men der var nogle barnepiger, som ikke var søde. Vi skulle sove til middag i en liggehal. Om sommeren lå vi med tæpper, men om vinteren lå vi med en kappe på, som skulle knappes i ryggen. Dem kunne vi ikke selv lukke op.
En dejlig sommerdag ville jeg ikke sove til middag. Jeg ville ud at lege, så jeg stod op og var på vej hen til døren. Jeg blev stoppet i mit forehavende, men da vi skulle ind og have mælk og gulerod eller æble, som vi fik om eftermiddagen, fik jeg besked på at blive liggende, og jeg fik da den omtalte kappe på, og døren blev låst udefra. Jeg skreg og græd, men intet hjalp. Jeg ved ikke, hvor længe jeg lå der.

Året gik sin gang, og jeg legede, som de andre piger med dukker, men jeg kunne også lide at lege med tog. Mange i min fars familie var togfolk, så jeg må åbenbart være bidt af et galt tog. Jeg ville gerne være lokomotivfører. Jeg er dog sikker på, at ingen vil køre med en blind lokomotivfører.

I august begyndte jeg så min skolegang.

Jeg vil slutte fortællingen om børnehjemmet. Kammeraterne var søde ved mig, men på skolen startede det ikke så godt, men det vender jeg tilbage til senere i en anden fortælling.