Jeg vil her fortælle lidt fra mit ophold på en kostskole for blinde og stærkt svagsynede børn fra august 1961 til juni 1963.

En meget tidlig morgen i begyndelsen af august i 1961 rejste jeg sammen med mine forældre med tog fra Vejle til Århus, og herfra videre med færge til Kalundborg, hvor vi ankom ved middagstid.

Da jeg er født stærkt svagsynet skulle jeg fortsætte min skolegang i sjette og syvende klasse på Refsnæs-skolen ved Kalundborg, efter at jeg havde gået 6 år i den kommunale folkeskole i Vejle.

Her lå og ligger stadig en kostskole for blinde og stærkt svagsynede børn, som var oprettet i 1898.

Skolen hed dengang: ”Det kongelige Institut for Blinde og Svagsynede børn”, i dag ”Synscenter Refsnæs”.

Skolen havde dengang ca. 100 elever fra første til syvende klasse, der var fordelt på 12 klasser. Fra tredje til syvende klasse var der på hvert klassetrin to klasser. En for svagsynede elever, hvor undervisningen udelukkende fandt sted ved hjælp af sortskrift, og så var der klasser kun for blinde børn og børn som havde et meget svagt syn, og Her fandt undervisningen udelukkende sted ved hjælp af punktskrift, (blindeskrift).

Skolen ligger ca. 3 km vest for Kalundborg på nord siden af fjorden, kun adskilt fra stranden af Kystvejen, der begynder helt inde ved byen og fortsætter ud forbi ”Kysthospitalet”, som siden hen er nedlagt, og kort herefter ender vejen ud i Røsnæs vejen.

Skolen ligger spredt over et større område, som siden min skoletid er blevet meget udbygget med nye bygninger.

Skolen havde egen skolebygning med 12 klasseværelser, gymnastiksal, som var delt i to dele ved hjælp af en skydeport, som kunne skydes til side, hvorved salen var rimelig stor. Den ene halvdel var pigernes gymnastiksal mens den anden halvdel var drengenes. Der var også svømmehal og en asfalteret gårdsplads.

Der var 4 bo enheder tilknyttet skolen og de lå i hver deres bygning.

Et bo enhed var for voksne kvinder kaldet ”Værnehjemmet” under ledelse af Frk. Olsen, hvor voksne kvinder var bosiddende, som ikke selv kunne klare sig i egen bolig uden daglig hjælp. Det var før vi fik den gode hjemmepleje, som vi har i dag.

I kælderen var der indrettet en vævestue, hvor kvinderne i hverdagen sad og vævede viskestykker m.v.

Der var også et ”børnehjem” under ledelse af frk. Jenny Friis, for ikke skole pligtige blinde og stærkt svagsynede børn med ca. 20 børn. Mange af disse blinde og stærkt svagsynede børn kom fra meget dårlige sociale hjem, mens andre var blevet anbragt der, fordi deres forældre ikke i hverdagen magtede at have et synshandicappet barn i hjemmet.

Når børnene nåede skolealderen, blev de flyttet over på et bo enhed for skole elever.

Det tredje bo enhed var ”Øst-skolen”, den første del af Refsnæs-Skolen, en stor tre fløjet bygning i 2 etager.

I midterfløjen boede alle skolens skolesøgende piger, og i stueetagen lå spisesalen og opholdsstuer.

På første sal var der sovesale, lægestue og tandklinik.

I den ene sidefløj var der i stueetagen 2 administrationskontorer og et stort lokale til undervisning i naturhistorie, geografi, anskuelse og sang.

På første sal var der soverum og opholdsrum for drenge fra første til tredje klasse.

I den anden sidefløj var der i stueetagen skolekøkken, bibliotek, et undervisningslokale til klaverspil og personale rum.

På første sal var der sygeafdeling og bolig for afdelingssygeplejersken.

I tagetagen lå skolens tøj depot og en del mindre boliger forbeholdt skolens ansatte.

Det sidste bo enhed var ”Vest-Skolen”, hvor drenge fra fjerde til syvende klasse boede, i alt 36 elever, og det var her jeg skulle tilbringe min tid, når der ikke var skoleundervisning.

Herudover var der rundt på området en del servicebygninger. Fælles køkken, varmecentral, vaskeri m.v. Der var også til skolen et mindre landbrug til dyrkning af korn og kartofler. En staldbygning til opfedning af svin til eget brug. Et gartneri og en frugtplantage.

”Vest-Skolen” var en lang enetages bygning, som var bygget ind i en bakkeskråning, hvorved den ene del af kælderen lå fri med almindelige høje vinduer. Her var der i den ene side spisesal og et anretter køkken, og i den anden side sløjd sal.

I stueetagen var der foruden boliger til plejemor og 2 kvindelige plejeassistenter, et værelse til en karl, Niels Aage Pedersen og 4 værelser til køkkenpersonale, flere større og mindre opholdsstuer for os drenge.

Der var en stue, som udelukkende var forbeholdt drenge som gik i afgangsklassen, som var syvende klasse.

I en anden større stue ”Lummer Børsen” var der en række små skabe, hvor drenge fra fjerde til sjette klasse kunne opbevare deres private ejendele, legetøj, slik osv.

Skabene var altid aflåst, og nøglerne blev opbevaret af personalet, som de altid skulle henvende sig til, hvis de ønskede at få skabet låst op, men det kunne af og til tage sin tid inden et plejepersonale havde tid til at låse et skab op.

På afdelingen var der tre klaverer stuer, da mange synshandicappede børn er ret musikalske anlagt. Der var også mulighed for at få undervisning i klaverspil.

Der var ikke meget vi kunne få tiden til at gå med, med mindre vi havde legetøj med hjemmefra. Et bordtennisbord, bobspil, skak, dam og kort, mere var der ikke.

I tagetagen var der i den ene ende en lejlighed til lærer Ditmann og hans familie, og i resten af tagetagen var der ni soverum, hvor de syv havde fra fire til seks senge i hvert rum.

Heroppe fandtes det eneste badeværelse med 2 Brusere til 36 drenge og det var ikke meget til så mange elever.

Aage Dittmann var en slags husfar, som skulle træde til, når det kvindelige personale ikke selv kunne magte de større drenge. Vi havde stor respekt for ham, og han fik som regel hurtigt genoprettet ro og orden, men samtidig var vi også meget glade for ham, da han altid var en retfærdig mand.

Det var så lidt om selve skolen.

Som tidligere skrevet, så ankom vi til Kalundborg ved middagstid og gik ind på jernbanerestauranten for at spise til middag. Da den var overstået, tog vi en taxa ud til skolen, hvor vi henvendte os på administrationskontoret. Herfra blev vi straks vist over til

”Vest-Skolen”, hvor plejemor frk. Vibeke Høtoft og plejeassistenterne frk. Else Kammer og frk. Dagny Olesen tog imod og bød velkommen På afdelingens kontor, hvor i øvrigt husets eneste telefon befandt sig.

Frk. Høtoft gav en kort orientering om det daglige liv på skolen, og ikke mindst om husets ordensregler, og dem var der særdeles mange af.

Noget af det første der skete var, at jeg fik et nr. 25.

Det synes jeg var noget underligt noget, men som frk. Høtoft forklarede mine forældre, så var årsagen hertil, at når alle drenge havde hvert sit nummer, var det lettere for personalet i hverdagen at holde styr på den enkelte elevs tøj.

Da samtalen var slut fik vi en rundvisning af huset fra kælder til kvist.

Jeg synes det var mærkeligt, at jeg fremover skulle dele sovesal med 5 andre drenge. Hjemme skulle jeg blot dele værelse med min lillesøster.

Vi gik derefter en tur rundt på skolens store område.

Alt det tøj, jeg skulle medbringe hjemmefra, skulle afleveres hos oldfruen på skolens tøj depot frk. Gerda Ougaard, en lille korpulent og en særdeles hyggelig og rar kvinde.

Eftermiddagen var efterhånden ved at gå på hæld, og tiden nærmede sig, hvor mine forældre skulle tage afsked og rejse hjem igen. Jeg tog afsked med dem ved skolens indkørsel. Da jeg stod og så Dem forsvinde ud i det fjerne, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, at det ville vare lang tid førend jeg atter så Dem igen.

Der gik faktisk næsten fem måneder før jeg genså min far, familie og kammerater i Vejle.

Uden jeg vidste det, havde min mor aftalt med skolen, at jeg skulle tilbringe efterårsferien sammen med hende hos noget familie i Hvidovre ved København.

Det var en lang og tung vej tilbage til ”Vest-Skolen”, men det var jo bestemt af andre, at jeg skulle fortsætte min skolegang der i de næste to år.

Inde på afdelingen blev jeg vist ind på en opholdsstue og præsenteret for en mindre flok drenge.

Jeg havde aldrig i Vejle været sammen med andre synshandicappede børn. Hjemme var jeg vant til, at det altid var mig, der ikke kunne være med i alle former for lege på grund af mit dårlige syn.

De fleste af de elever, jeg nu mødte havde et meget ringe syn og der var også flere blinde imellem. Nu var jeg pludselig kommet i den situation, at jeg var blandt de elever, som havde det bedste syn, bortset fra at jeg er født natteblind. Det var en helt ny fornemmelse.

Næste dag begyndte så hverdagen. Vi blev vækket kl. syv af et af det kvindelige plejepersonale og så var det om at få lettet sig, hvis der ikke skulle blive ballade med de voksne. Plejeassistenterne påså meget nøje at alle blev vasket ordentligt og grundigt og fik børstet tænder, men den udleverede tandpasta smagte frygteligt.

Morgenmaden var skiftevis havregrød eller øllebrød. Hertil et halvt stk. rugbrød med leverpostej og et med ost, som altid bøjede de fire hjørner op ad, så tør var osten normalt. Det var noget værre hundeæde, og det varede ikke længe, førend jeg fandt ud af, hvad man gjorde ved ædelsen. Vi lagde simpelthen de 2 stk. rugbrød sammen og puttede dem i lommen for så senere skille os af med dem, uden at personalet opdagede det, og det gjorde de aldrig.

Øllebrøden var så tyk at vi kunne vende tallerknen rundt i luften uden at øllebrøden faldt ud, men en dag gik det nu alligevel hel galt for Torben Olsen. Vi satte os godt tilrette ved morgen boret, og Torben sagde, ”Nå, vi skal nok som sædvanlig have den tykke øllebrød”? Så vendte han tallerknen rundt i luften, men denne dag var øllebrøden tilfældigvis lind så alt røg ud over hele bordet. Den slags måtte jo ikke inde sted uden at der blev iværksat repressalier, så han blev straks bortvist fra morgenbordet.

Efter morgenmaden skulle vi selv rede vores senge, og nogle af de store drenge fik i en hurtig fart ordnet denne pligt. De forsvandt ud af bygningen og bag om nogen store buske over til det gamle nedlagte hønsehus for at ryge tobak inden skolen skulle starte.

Rygning var strengt forbudt, og det skete jævnligt, at det blev opdaget. Så blev tobakken konfiskeret og de formastelige måtte ikke forlade ”Vest-skolens” område i en hel uge.

Den gang røg jeg ikke selv, og da jeg havde mulighed for at komme til købmand, kunne jeg indkøbe nye forsyninger til mine karantæneramte kammerater. Vi skulle gemme tobakken godt på kroppen, helst i ærmet. Det hændte af og til, at personalet undersøgte mine lommer, men de fandt aldrig noget som de ikke skulle.

Lidt før otte skulle vi uden for ”Vest-skolen” stille os op på rad og række, og i samlet flok med frk. Høtoft i front marchere ned til sanglokalet, hvor alle skolens elever skulle være til stede for at synge morgensang med musikledsagelse af Viggo Wølck, en blind musiklærer, der underviste i klaverspil.

Efter morgensangen bad frk. Elisabeth Kjellerup fadervor, hvorefter vi gik ud i vores respektive klasser.

Engang under morgenbønnen opstod der en morsom episode. Wølck havde fået en førerhund, der altid under morgensangen lå under flyglet. Midt i lokalet hang der i loftet en udstoppet havmåge med udspredte vinger. Midt under frk. Kjellerups morgenbøn, begyndte mågen at dreje sig, som følge af varmen i lokalet. Dette så hunden, og den satte i gang med en voldsom gøen. Dette afstedkom at de fleste elever brød ud i en højlig latter og frk. Kjellerup brast i gråd og morgenbønnen blev ikke fuldført.

Jeg kom i sjette svagsynsklasse, hvor vi var otte elever, seks drenge og 2 piger med Tove Brøgger som klasselærer. De otte elever var, Jenny, Merete, Torben, Frank, Palle, Kaj, Flemming og Jens, som blev bortvist fra skolen i slutningen af sjette klasse, da han overfaldt et af det kvindelige plejepersonale, og den slags hændelser ville forstander Poul Petersen ikke tolerere, så derfor denne afgørelse.

Det var et hel andet antal af elever vi var i klassen end som jeg havde været vandt til hjemme i folkeskolen, hvor vi til tider kunne være op til 35 elever i en klasse.

I sjette blindeklasse, hvor de havde Jørgen Emborg som klasselærer var de kun 5 elever, tre piger og to drenge, Else, Nanna, Rita, Preben og Palle.

Undervisningen var ikke anderledes end som i en normal folkeskole. Vi havde de samme fag og nogen var dygtigere end andre, men sådan har det jo altid været.

Vi havde Jørgen Emborg til engelsk. Vi kunne ikke lade være med at lave sjov med ham. Emborg havde ryg problemer, og han sad altid på en pude, når vi blev undervist. Vi prøvede somme tider og gemme puden i et af skabene, men han fandt den altid. Så prøvede vi at sætte tegnestifter op i puden fra bunden af, og så sad vi nok så spændt og ventede på hans reaktion, når han satte sig på puden, men enten har Emborg været tykhudet på bagdelen, eller så var tegnestifterne ikke lange nok, da der aldrig skete noget.

Emborg havde en knallert, som altid blev parkeret for enden af pigernes gymnastiksal.

Det skete meget ofte, at vi startede knallerten og fræsede op og ned ad mosevejen til vores store fornøjelse, men det kunne også hænde, at han kom og tog os på fersk gerning. Nu var Emborg en særdeles flink lærer, som ikke gik ud af koncepterne blot fordi vi tog en tur på hans knallert, og var han i sit gode humør, fik vi da også en gang imellem lov til at køre en tur på den.

Så var det helt anderledes i regnetimerne med Erik Lind Hansen. Han var en striks lærer vi havde meget stor respekt for. Han boede ovre i ”Strandbo”, som lå lige over for skolebygningen, og han vidste altid, hvem som ikke havde lavet sine regneopgaver i lektietimen, og så tog han fat i nakke hårene og trak op, og da vi jo ikke var så høje den gang, så løftede fødderne sig fra gulvet, noget af en sadistisk afstraffelsesmåde, han her udførte.

I naturhistorie havde vi Aage Ellebæk, og hvis vi kunne komme af sted med at ændre undervisningen lidt, så fik vi samtalen drejet hen på hans søn, Mogens.

Kunne vi nu finde på at frembringe nogle usande historier om hans søn, ja, så var Ellebæk ret hurtigt oppe i det røde felt, så timen var herved ændret i den retning vi ønskede, og der blev ikke tid til mere undervisning, da han jo selvfølgelig skulle rase af.

Vi havde også undervisning i fysik ved Aage Ditmann. Dette fag havde vi ikke alle den store interesse i, men her var Kaj godt nok en knag til dette fag. Til gengæld sagde faget ikke Frank en pind, og Ditmann prøvede på bedste vis at forklare ham, hvad fysik egentlig går ud på, og det hændte af og til, at han blev så irriteret på ham, så han sagde, ”Så brug da for pokker hovedet menneske. Hvad tror du, at du har fået det til”? og bagefter kaldte vi Ditmann, når han ikke hørte det, landbrug, skovbrug og hovedbrug, men ellers kaldte vi ham i omtale for ”sniffer”, da han røg som en skorsten.

Ditmann var en hel anden person i fritiden. Her var han noget af den mest hyggelige person at være sammen med. Her holdt han ikke så hårdt på disciplinen, men der var trods alt dog grænser for hans tålmodighed.

Han kunne godt en gang imellem køre en tur med 4 drenge i sin Opel Rekord, men aldrig de samme personer hver gang, her var han retfærdig.

Han kunne også finde på at komme ned i vores opholdsstue om aftenen og spille kort med os.

Jenny, som nok var den hurtigste sprinter på skolen, fik en gang Ditmann med til at løbe om kap ned ad mosevejen. Det, som Jenny ikke vidste, og det gjorde vi andre i øvrigt heller ikke, at han i sine unge år havde været Danmarksmester i 100 meters løb. Nå, de tog så opstilling, og så gik det af sted med alt hvad remmer og tøj kunne holde, men Jenny måtte sande, at ham kunne hun ikke løbe fra, men hvor han dog pustede som et lokomotiv bagefter, og han fik straks damp på en smøg.

Vi havde 2 ugentlige timers undervisning i svømning under ledelse af Vagn Dreyer, men da jeg altid har været meget vandskræk, og selv om Dreyer brugte sine bedste pædagogiske evner, så lærte jeg aldrig at svømme. Så var gymnastiktimerne, 2 gange ugentligt, væsentlig sjovere. Her også under ledelse af Dreyer. Om sommeren havde vi atletik på skolens stadion, og her kunne jeg være med, da jeg altid har været en rimelig god sprinter over de kortere distancer, men langdistance løb har jeg aldrig kunnet løbe. Så var det noget andet med slyngbolden. Den kunne jeg kaste temmelig langt med, ca. 35 meter, og så med venstre hånd, til Prebens store misfornøjelse, men korkbolden kunne han kaste over 60 meter med.

Vi havde også et musikalsk fag som hed Orff under ledelse af Jørgen Pletner. Det var et musikalsk fag, som jeg aldrig lærte at forstå, og musikken var ikke af den slags jeg brød mig om.

Pletner kunne af og til få et hysterisk anfald. En gang havde Kaj nok provokeret ham lidt for meget. Resultatet blev i hvert i fald, at han smed en sundhedssandal efter ham, men til al held ramte han dørkarmen. Det blev Kaj for meget, så han strøg lige over til forstander Petersens kontor for at klage, men hvad der kom ud af klagen kan jeg ikke erindre, men hændelsen gik nok ikke upåtalt hen over for pletner.

Middagspausen var på 45 minutter, så vi kunne nå at spise vores varmemiddagsmad. I spisesalen var vi fordelt på 5 borde med en voksen ved hvert bord. Den voksne spiste også med, og skulle sørge for god ro og orden, og lære os gode manerer, spise med kniv og gaffel osv., men der blev også efter middagen tid til at ryge tobak i det gamle hønsehus inden vi skulle stille igen i vores respektive klasser.

En gang imellem fik vi middag, hvor vi spiste som svin, og det var når vi fik pølsegratin eller blodbudding med sirup. Der var jo selvfølgelig middagsretter, som vi ikke brød os så meget om, men det var nu ikke altid køkkenets skyld.

Skoledagen sluttede som regel kl. 14, hvor vi fik eftermiddagste med et stykke franskbrød.

En gang om ugen havde drengene fra min klasse derefter undervisning i sløjd med Ditmann som lærer. Han var en lærer, der ikke tillod, at vi stod og drev den af i timen, så det kunne godt ind imellem være en lang dag at komme igennem.

I sløjd fik vi undervisning efter de evner den enkelte elev nu havde. De som havde gode evner, fik lov til at lave større ting af træ, og Ditmann var en knag til at opservere, hvem der havde hænderne skruet ordentlig på. Her var jeg ikke særlig dygtig, men ved hjælp af hans vejledning, fik jeg da frembragt nogle umærkede resultater, som jeg bagefter kunne være stolt af.

Pigerne havde husgerning ved frk. Tove Brøgger, som lærte dem at lave mad og bage. Hun havde det med, at når en pige ikke kunne se, så skulle hun lære at lugte til, hvad de brugte til madlavning og bagning. Et af de sjovere tilfælde var, når hun sagde, ”kom så her piger, og prøv nu om I kan lugte, hvad jeg har her”? Engang skulle pigerne lugte til noget, som ingen lugt har, og det var mel, så vi kaldte derefter Frk. Brøgger for ”Snuse.

En gang om året skulle vi til en IQ prøve hos Frk. Marie Stengaard, der ved forskellige prøver undersøgte, om vores standpunkt lå på det klassetrin vi nu en gang gik på.

I daglig tale kaldte vi denne prøve for ”idiotprøven”. I syvende klasse mente flere af mine klassekammerater, herunder også jeg, at den prøve var noget værre bras, og vi kunne ikke se noget fornuftigt i denne ”idiotprøve”. Så dette år ville vi ikke medvirke, så vi demonstrerede nok temmelig upasseligt, så frk. Stengaard blev så sur, så vi blev bortvist, men vi fik ingen repressalier, som følge af vores utilstedelige opførsel. Mærkværdigvis nok ikke.

Fra mandag til fredag var der lektielæsning i skolebygningen fra kl. 17 til 18 og det under behørigt opsyn af en lærer, der skulle holde opsyn på begge etager, hvilket ikke var muligt, så vi kunne altid finde på at lave noget andet end som vi skulle, når læreren var nedenunder.

Om lørdagen sluttede skolegangen kl. 12, så kunne de elever der havde deres forældre boende på Sjælland komme hjem på Weekend, hvis det var muligt for dem.

Vores aftensmad var rugbrød med pålæg og det var af en rimelig kvalitet vi fik her.

Kl. 21 skulle vi i seng undtagen om lørdagen, der måtte vi være op til kl. 22, og så fik vi endda aftenskaffe med kage.

Vi havde en ugentlig badedag og det var fredag eftermiddag under opsyn af varmemester Henry Petersen. Hans hustru var sygeplejerske Karen Petersen, noget af en dejlig og rar kvinde.

Da vi kom i syvende klasse fik vi indført, at vi kunne bade mandag og onsdag morgen. Da denne ordning havde kørt i en periode, måtte vi klage til Ditmann over det kvindelige plejepersonale. Når vi var i bad, kom de uden at banke på, brasende ind i badeværelset, og vores blufærdighed blev herved krænket på det groveste. Ditmann gav os ret i klagen, og siden hen kunne vi få lov til at bade i ro og fred.

Da jeg kom i syvende klasse fik jeg lov til at få klaverundervisning af Wølck. Nu har jeg aldrig været den dygtigste elev i dette fag, og han opgav mig ret hurtigt, da jeg simpelthen ikke kunne få mine hænder til at arbejde sammen hen over tangenterne, så jeg lærte aldrig at spille ordentligt. Så var det noget hel andet med Torben. Han var et musikalsk geni, og han kunne da også en gang imellem spille lidt for os andre, og det lød særdeles godt, især når han spillede moderne melodier, og han kunne godt få sine hænder til at samarbejde på tangenterne.

I fritiden måtte vi selv finde ud af, hvad vi skulle beskæftige os med. De voksne lavede aldrig fælles aktiviteter for os.

Nu kunne vi en gang imellem selv finde ud af, hvad vi skulle få tiden til at gå med, og det var tit og ofte noget vi ikke måtte.

Et af de bedste steder at komme var i frugtplantagen for at gå på rov, men så måtte vi blot håbe på, at gartner Børge Rasmussen ikke opdagede os, for så var det hjem til bo afdelingen og så på hovedet i seng, og vi fik ingen aftensmad. Jeg har selv været udsat for denne straf.

En gang havde vi forsynet os godt med æbler fra frugtplantagen og var gået op på sportspladsen for at sætte frugten til livs. Æbleskrogene smed vi over hækken ind til frugtplantagen, men hvem gik der, jo, det gjorde såmænd gartner Rasmussen, men vi var så heldige, at vi opdage ham, så inden han kom ind på sportspladsen, var vi sporløst forsvundet, og han fandt ikke ud af, hvem de formastelige var, og hvor vi var blevet af.

Oppe i vognporten ved skolens landbrugsbygning stod der en tohjulet varecykel, som vi også kunne finde ud af at bruge til cykelture op og ned ad mosevejen.

På afdelingen var der en fast regel som sagde, at vi i hverdagen skulle opholde os udendørs i en time hver eftermiddag, om det så var regn og sol eller sne og storm. Vi kunne jo blot klæde os på efter vejrforholdene.

Her havde plejepersonalet taget meget fejl af vores fantasi, og vi fandt altid et sted at opholde os, når vejret var dårligt.

Et af de sjoveste steder at opholde sig, var på gymnastiksalens loft, som vi kom op via en stige, som var på balkonen i drengenes gymnastiksal.

Denne stige sad i loft lemmen, som kunne trækkes ned, og så kunne vi stige op på loftet, og trække stigen med op, og trække den hen over lemmen, så den ikke kunne åbnes nedefra.

Gymnastiksalens loft lå i gymnastiksalens fulde længde, og der var tagvinduer i taget, så vi kunne se der oppe. Her stod der en stor gedebuk af halm på hjul, og vi morede os en del med at sidde på gedebukken og en anden person skubbede på, så der kom god fart over feltet.

Vi måtte ikke uden tilladelse forlade afdelingens område.

I en periode var det moderne at løbe på rulleskøjter. Dette skulle foregå på den asfalterede gårdsplads, som lå foran ”Øst-skolen”. I 13 til 15 års alderen var vi begyndt at interessere os for det andet køn.

På gårdspladsen havde vi mulighed for at komme i kontakt med pigerne, men vi kunne være evig forvisset om, at der et eller andet sted var en personale, der nøje overvågede at kontakten ikke blev for tæt. Skulle det imidlertid hænde sig, så blev vi drenge jaget hjem. Der blev brugt meget tid på at holde kønnene adskilt, men vi snød nu af og til personalet. Omme bag skolebygningen gad de ikke komme og kontrollere os, så her kunne der så blive lidt tid til at kysse pigerne en gang imellem.

Hvert år i september kom logen Odd Fellow fra Kalundborg og kørte en tur med alle eleverne.

De havde medbragt de fornødne private biler, så der var plads til os alle.

I 1961 gik turen til ”Bromølle Kro” og i 1962 var det til ”Lerchenborg Slot”.

Mærkværdigvis nok kom vi aldrig ind og se Kalundborg Kirke, kirken med de fem tårne.

I sjette og syvende klasse kunne vi drenge, som havde fået en skriftlig tilladelse fra vore forældre, få lov til at forlade skolen uden ledsagelse af voksne. Alle øvrige elever måtte ikke uden ledsager, forlade området, heller ikke de store piger, hvad kunne der ikke ske.

For at vi kunne få lov til færdes ude på egen hånd, skulle der først aflægges en vejprøve. Vejprøven gik ad Kystvejen helt ind til Kalundborg og der, hvor Kystvejen sluttede, kunne vi fortsætte ad en gangsti, som endte lige før fiskerihavnen.

Det var Ditmann, som overvågede, at vejprøven blev bestået. Jeg husker tydeligt dengang jeg skulle aflægge denne prøve. Jeg blev iført 2 armbind, et på hver overarm, og det var de gamle gule armbind med tre sorte prikker. Dengang havde jeg et rimelig godt syn, og jeg så da også ham holde i sin bil flere steder for at kontrollere, at jeg gik ordentlig på vejen, og jeg kunne da heller ikke lade være med at vinke til ham. En vejprøve kunne godt strække sig over 8 Km og så til fods.

Mellem Kystvejen og stranden, lå der en langstrakt strandmark, som hørte til skolen. Her tilbragte vi meget tid. Det var blot trælst, at når vi skulle over Kystvejen, skulle det være under ledsagelse af en voksen. Når vi så havde været der i en tid, måtte vi vente på, at en voksen kom og førte os tilbage. Ventetiden kunne engang imellem blive meget lang.

Vi havde også en badestrand, hvor der lå to badehuse til omklædning. En for pigerne og en for drengene. Der var også en badebro, så vi kunne komme direkte ud til sandbunden. Når vejret var til det, kom vi tit en tur i vandet.

Skolen havde også to havgående kapronings både til hver fire personer og en styrmand, men de blev aldrig brugt i min tid.

Jeg fik efter nogle måneders ophold en skriftlig tilladelse fra mine forældre, at jeg gerne måtte færdes uden for skolens område uden ledsagelse. Den frihed jeg her fik, blev tit udnyttet. Nu kunne man selv besøge købmanden, der lå ca. 2 km fra skolen og gå i biografen. Alt foregik til fods.

Der var ikke mange af os, der havde særligt mange penge. Frk. Høtoft var vores bank og 2 gange om ugen var der udbetaling af lommepenge til de, som havde nogen. Til hver den første fik vi lommepenge og så var humøret højt. Der var også nogen, der fik lidt penge hjemmefra, og de skulle altid afleveres til hendes bank.

Vi var 3 klassekammerater Torben, Frank og jeg der meget tit fulgtes ad når vi skulle i biografen eller blot en tur til Kalundborg, hvor vi engang imellem gik på grill bar, og det var strengt forbudt at komme på dette sted.

Når vi var ude på egen hånd, var der altid sat et tidspunkt på, hvornår vi skulle være tilbage igen.

Et andet sted vi kom ret ofte var i ”Kysthospitalets” anlæg, hvor købmanden lå i nærheden, så blev der købt tobak og øl, hvis vi ellers havde nogen penge, og så havde vi masser af god tid til at hygge os rigtigt, selv om jeg ikke drak øl eller røg dengang.

I skal huske på, at der slet ingen var til at føre kontrol med os, og vi havde rige muligheder for at misbruge denne frihed.

Ellers havde vi de almindelige lege. Cowboy og indianer, dåse leg og boldspil.

Vi legede meget jævnligt cowboys, og her var forstander Petersens søn Finn, som var på alder med os, meget tit med, men han var en elendig taber. Vi havde indført den regel, at vi først kunne skyde hinanden inden for 5 meters afstand, så kunne de drenge, som ikke kunne se så langt også være med.

Det skete jo af og til at det lykkedes for os at få skudt Finn ret hurtigt i legen, selv om at han gerne ville snyde os, så brugte han alverdens undskyldninger for at være med endnu, og han mente ikke at han var blevet skudt inden for den aftalte afstand, men når han så ikke kunne få sin vilje, blev han så sur at han straks gik hjem.

De helt blinde kunne ikke af naturlige årsager deltage i den form for lege. Deres fritid var rent ud sagt trist, og der var da også forældre der beklagede sig i medierne over den manglende aktivering, men intet skete i min tid.

Jeg erindrer tydeligt den gang nogle forældre i ”Jyllands Posten og Politiken” havde skrevet temmelig negativt om ”Refsnæs-Skolens” manglende aktivering af deres blinde børn.

Ditmann kom ned og lod os læse artiklerne. Han var mildt sagt temmelig vred over dem.

En søndag i hver måned blev der afholdt gudstjeneste i pigernes gymnastik sal, som i dagens anledning var blevet indrettet som kirke sal. Der var en prædikestol, et gammeldags orgel og bænkerader.

Det var sognepræst Ejnar Norup fra Raklev Kirke, der forestod gudstjenesten, som ikke var anderledes end som i en normal sognekirke.

Vi sang de kendte salmer, mens ”Værnehjemmets” leder frk. Olsen trakterede orglet, hvor hun selv skulle træde pumperne for at der kom lyd ud af orglets piber. Nu var frk. Olsen temmelig korpulent, og da hun sad med ryggen til menigheden, var det absolut en oplevelse at se, hvordan hendes store krop kørte frem og tilbage på orgelbænken, når hun trådte på pedalerne.

De voksne havde jo selvfølgelig placeret sig således, at de kunne overvåge hele menigheden, og sætte hurtigt ind over for, hvis de mente, at der var ved at ske for mange unoder på bænkeraderne.

Sognepræst Norup var en meget behagelig præst, og i det sidste år jeg var på ”Refsnæs-Skolen havde vi endda en søndag barnedåb.

Det var to tvillingedrenge, som var på ”Børnehjemmet”, der skulle døbes.

Jeg husker tydeligt den søndag, hvor ”Børnehjemmets” leder Frk. Friis kom med de to tvillinger, født i august 1960 i hver sin hånd. Drengene fik navnene, Hans Erik og Henrik Gerhard Olsen.

Jeg erindrer ikke døbefonden, men jeg er nu sikker på, at pastor Norup havde medbragt dåbs fadet med fra Raklev Kirke, så dåben gik som den ville have gjort, hvis handlingen var fundet sted i Raklev kirke.

Vinteren 1962/63 var særdeles streng. Der var temmelig meget sne, men frosten var også meget streng, så alle danske farvande var frosset til, og også Kalundborg fjord, bortset fra sejlrenden.

En dag ville Kaj, Palle og Frank gå sig en lang tur ud på fjorden, men hvor der dog blev ballade.

Jeg var ikke med på turen, da jeg altid har haft respekt for at gå på is, hvor der er vand nedenunder, da jeg som barn er faldet igennem isen.

Drengenes travetur blev opserveret af Pletner, og det kan godt være, at knægtene bagefter fik noget af en verbal skideballe. Det var nok heller ikke hel forsvarligt at gå så langt ud på isen.

Det med at blive indlagt på sygeafdelingen kunne godt være en prøvelse for os. Afdelingssygeplejerske frk. Bodil Jacobsen havde en sygelig mani med, at hun ville kontrollere om vores maver var i orden. Efter hvert toilet besøg skulle hun altid påse, om maven nu havde fungeret ordentligt, før der blev skyllet ud, og det ville hun altid selv gøre. Det skulle vi under ingen omstændigheder selv prøve på, så blev hun særdeles meget sur.

Rytmen var den. Første dag var efterladenskaberne for hård, så fik vi figen saft til aftensmaden, og anden dag var den for tynd, så var det en afføringspille, der blev udleveret, men på tredjedagen var al godt, så fik vi intet tilskud til aftensmaden, og skulle vi være så uheldig at være indlagt i længere tid, kunne processen begynde forfra igen.

Frk. Jacobsen var også meget opmærksom på, om vi begyndte at hoste. Så var hun straks klar til at udlevere hostesaft, der smagte rædselsfuldt, og da jeg engang var indlagt på sygeafdelingen for en blodforgiftning i min ene finger kom jeg til at hoste lidt og straks var hun der med hostesaften. Jeg sagde til frk. Jacobsen, at hun blot kunne sætte bægret på natbordet, så skulle jeg nok selv tage medicinen, men ikke så snart hun var ude af sygestuen, hældte jeg stadset ud i vasken.

Når vi kom tilbage til skolen efter ferier, blev vi altid sendt i bad, og bagefter kom frk. Jacobsen med tættekammen og et ildelugtende aflusningsmiddel, der blev fyldt i håret, som stank som bare pokker.

Fra ”Refsnæs-skolens” side mente de åbenbart, at det ikke var i alle elevernes private hjem hvor de havde de bedste hygiejniske forhold, hvorfra så

”refsnæs-Skolen” så end havde deres viden fra.

En gang om ugen tog frk. Jacobsen af sted med nogle elever, som skulle til øjenlæge på Statens Øjenklinik på blindeinstituttet på Kastelsvej i København.

Det var en træls rejse. Da vi skulle af sted med det første morgentog fra Kalundborg, skulle vi op før hønsene, og morgenmaden fik vi i det lille anretter køkken som lå ved siden af spisesalen. Så af sted med taxa til stationen.

Vi kørte altid med et bumletog, som holdt ved alle stationer undervejs til København, så togrejsen var en langsommelig forestilling, ikke mindst fordi, at frk. Jacobsen holdt stædigt på, at vi skulle sidde stille og roligt på vores sæde. Vi kunne kun få lov til at forlade sædet, hvis vi skulle en tur på toilettet, men dette besøg måtte ikke tage for lang tid, så blev hun temmelig utålmodig.

Inden rejsen atter gik tilbage til

”Refsnæs-Skolen” fik vi altid middagsmaden på Kastelsvej.

Da det var min tur til at komme til øjenlægen, et besøg jeg aldrig har været særligt begejstret for, skulle vi jo have vores varme mad inden afrejsen.

Denne dag bestod den varme mad af kogt torsk, og da det var noget vi af og til fik i mit hjem, havde jeg også forventet at vi skulle have sennepssovs. Det havde jeg altid fået hjemme, men nej, her blev jeg godt nok snydt. Jeg forstår stadig ikke, at min lugtesans ikke advarede mig, da vi fik peberrodssovs til, og jeg har aldrig kunne fordrage peberrod, men da jeg den gang var et høfligt menneske i voksnes nærhed, så måtte jeg jo spise den rædselsfulde sovs, men siden har jeg heller aldrig spist peberrod.

I syvende klasse skulle vi konfirmeres og pastor Norup fra Raklev kirke kom en gang ugentlig for at forberede os i den kristne tro. Selve konfirmationen fandt sted i Raklev Kirke. Jeg tilhørte dengang Metodistkirkens menighed i Vejle, hvor jeg også er døbt.

Min mor forsøgte efter alle kunstens regler at overtale mig til at blive konfirmeret i Metodistkirken i Kalundborg, men da jeg på intet tidspunkt havde haft kontakt til denne kirke, ej heller et besøg af præsten, valgte jeg at blive konfirmeret sammen med mine klassekammerater, og den beslutning måtte min mor nødtvungent gå med til.

Jenny blev ikke konfirmeret sammen med os andre, da hun var katolik.

Alle vore forældre var til stede ved konfirmationen, men ingen af vore søskende.

Middagen blev indtaget i den ene halvdel af gymnastiksalen, der i dagens anledning var blevet flot udsmykket til formålet og den anden halvdel var omdannet til dagligstue med bløde møbler.

Fra personalets side havde de gjort deres bedste for at give os en oplevelsesrig og god dag, og dette var også lykkes for dem.

Vi var også heldige at komme på konfirmationsrejse i maj til Bornholm, hvor vi boede på vandrehjemmet i Rønne. Der var 2 lærer med på turen, Frk. Brøgger og Emborg.

Der skete det uheldige, at Rita blev syg to dage inden afrejsen og blev indlagt på sygeafdelingen, så hun kom desværre ikke med på turen.

På rejsen havde vi det utroligt frit. Alle de mange ordensregler var blevet hjemme, og lærerne så stort på at der blev røget i smug.

Vi var derovre i en hel uge, og lærerne havde sammensat et særdeles spændende program for os. Hver dag kom der en bus og kørte os til en ny seværdighed, og herved fik vi det meste af øen at se.

En af seværdighederne vi så var Østerlars Rundkirke. Noget af et særpræget bygningsværk. Ude på kirkegården stod klokkestabelen med kirkens kirkeklokke. Vi var jo selvfølgelig også over og se denne klokkestabel, og vi kunne ikke dy os for at trække i tovet til kirkeklokken, så vi fik sat den i gang med at ringe. Det vi ikke havde regnet med var den opstandelse det medførte.

Kirkegårdsgraveren kom farende som skudt ud af en spædekalv, og det var ikke lige frem de gloser, som en præst ville have brugt, som han frembragte over for os. Hans ansigt lignede mildt sagt en rødbede, så ophidset var han, men nu var han da heldigvis bornholmer, og hans dialekt forstod vi ikke særligt meget af, men hans høje toneleje var der ikke noget at tage fejl af, så vi forføjede os straks væk i en fart.

Frk. Brøgger og Emborg gav da også os bagefter noget af et møgfald, men deres stemmeføring sagde os, at de også havde moret sig over hændelsen, og mere kom der ikke ud af den episode.

Vi var også en tur på Christiansø. Det var noget af en sejltur der over. De fleste af os blev temmelig søsyge, så meget gyngede skibet, men dette slap jeg da heldigvis for.

Da vi ankom til Christiansø opdagede frk. Brøgger, at vi havde glemt de medbragte madpakker i bussen i Gudhjem. Nu var gode råd dyre, men frk. Brøgger og Emborg indkøbte hos den lokale købmand, rugbrød, margarine, dåse leverpostej og en spegepølse, så kunne vi da få vores sult stillet, mens vi var på øen.

Tiden nærmede sig nu, hvor min skolegang på ”Refsnæs-skolen” var til ende, og jeg skulle efter sommerferien fortsætte på blindeinstituttet i København.

Vi tog afsked med skolen med maner. Karlen Niels Aage Pedersen var ham, som på en trehjulet madvogn kørte maden rundt til alle de forskellige bo enheder.

Da han var inde på ”Værnehjemmet” for at aflevere deres middagsmad, så vi vores snit til at hugge madvognen og gemme den i ”Værnehjemmets” lille skov, og hvor vi dog morede os over, at karlen ikke kunne finde sin vogn.

Skoleundervisningen var udmærket, og lærerne gjorde sit yderste for at vi skulle tilegne os den lærdom, vi nu en gang hver især havde evner til.

Lærerne gjorde deres bedste for at vi kunne føle os trykke i skoletiden, men den manglende aktivering i fritiden er noget man helst vil glemme.

Der var ingen form for privat eller familieliv på ”Vest-Skolen”.

Det viste sig også, at vores plejemor frk. Høtoft ikke brød sig særligt meget om drenge, og det kunne vi udmærket godt mærke. Så vidt jeg erindrer, var der ingen der fik et tættere forhold til hende.

Så var det noget helt andet med vores forhold til de to pleje assistenter. De var som regel altid søde og flinke over for os, men det var nu frk. Kammer, som var den person vi havde den største tillid til. De gav sig da af og til tid til at lytte til vores problemer, hvis vi havde nogle vi ønskede at frembringe, men det var det sjældent. De prøvede efter bedste evne at løse et problem, såfremt der var en mulighed herfor.

Jeg slutter min beretning her. Jeg håber, at læserne får et indblik fra en tid, som ikke altid var lige lyserød.

Jeg har kun omtalt nogen af de voksne, jeg har haft kontakt med i min tid på skolen, men nogen af de andre lærer, som jeg ikke har haft i undervisningen, står også for mig som nogen meget positive mennesker.

Vi havde ferie 4 gange om året, påske, sommer, efterårs og juleferie. På en eller anden måde var det slut med almindelig familie sammenhold. Man følte sig som en fremmed i sit eget hjem, selvom mine forældre gjorde alt for, at jeg skulle få nogle gode ferieoplevelser, men de lange adskillelser gjorde, at man ikke følte sig som en del af livet i barndomshjemmet.

Kontakten til den øvrige familie blev så som så for os der kom vest for Store Bælt.