Jeg har tidligere skrevet nogle erindringer fra mit ophold på ”Refnæs-skolen” ved Kalundborg fra august 1961 til juni 1963, en skole for blinde og stærkt svagsynede børn.

Jeg vil nu fortælle lidt om mit ophold på blindeinstituttet i København.

Instituttet lå dengang på Kastelsvej 60 på Østerbro, hvor første del blev taget i brug i 1858, med en udvidelse i 1880’erne, så der samlet var en firfløjet bygning, med en lukket asfalteret gårdsplads, som var udmærket til skøjteløb om vinteren, hvor gårdspladsen blev overrislet med vand.

Instituttet var en skole for unge og voksne elever, som fik en boglig, erhvervs, eller organist uddannelse, medmuligheder for yderligere undervisning på andre musik instrumenter.

De fleste elever fik en eller anden form for uddannelse, med henblik på, at de ved et job, kunne forsørge sig selv, men ligesom det er i dag, voksede jobs dengang heller ikke på træerne, så alt for mange fik tilkendt en invalidepension, i dag førtidspension.

Vi var på et tidspunkt ca. 300 blinde og stærkt svagsynede som havde jobs ved omstillingsborde, fortrinsvis i ministerier og andre af statens styrelser og institutioner.

Det antal er der desværre ikke ansat længere, og hvorfor, er der sikkert ingen, der kan svar på, men den teknologiske udvikling har gjort, at det i dag er væsentlig lettere at betjene et omstillingsbord, da omstillingsborde er computer styret, så det ikke længere er nødvendigt at huske på alle de mange telefonnumre.

I midten af halvfjerdserne var der ca. 20 blinde og stærkt svagsynede som havde jobs ved forsvaret, men i dag er der kun 2 ansatte tilbage, en på kasernen i Ålborg, og så mig på Sønderborg kaserne, og jeg er den sidste som er tilbage af den gamle garde.

Det kan undre mig, at Instituttet for blinde og svagsynede og de kommunale jobcentre ikke gør en større indsats for at få blinde og stærkt svagsynede beskæftiget ved de store omstillingsborde, da der i dag findes fleks job og job med løntilskud.

Det var i august måned i 1963 jeg ankom til instituttet, hvor min klassekammerat fra ”Refnæs-skolen”, Torben Olsen og jeg fik plads på en 6 mands sovesal, ”Røverstuen”, hvor vi var i alderen fra 14 til 17 år, men der var ikke mulighed for noget privatliv.

Det var således, at indtil vi fyldte 18 år, var vi interne elever med bopæl på instituttet, og når man så var fyldt 18 år, var man eksterne elev, med bopæl ude i byen, normalt på et lejet værelse, som instituttet betalte.

Vi var nu kommet i den alder, hvor interessen for det modsatte køn var blevet stærkt tiltrækkende, men under de elendige bo forhold, vi havde, var der ikke de store muligheder for alt for meget kæresteri, da der som regel altid var andre til stede, men det var en offentlig hemmelighed, at hvis et par havde behov for at være alene, ja, så har gymnastiksalens rullemadras hjulpet mangen et par, som havde stor trang til en hyrde time, men hvad der så herudover kom ud af det, vil jeg overlade til læsernes egen fantasi.

Jeg startede i 8. klasse, hvor de stærkt boglige elever var samlet, men da vi ikke havde haft undervisning i tysk på ”refnæs-skolen”, kunne vi ikke komme i 1. real, før end vi havde indhentet dette forsømte fag.

I 8. klasse havde vi gymnastik 3 gange om ugen, hvor Svennesen, en pensioneret premierløjtnant, tilsyneladende ikke havde glemt, hvordan han tidligere havde hundset rundt med basserne.

Vores gymnastik timer gik med fuld appel og høj kommandoføring.

Han fik den vanvittige ide, at vores kroppe skulle hærdes som rigtige nordiske vikinger, så vi skulle have gymnastik med bar overkrop, men da gymnastiksalen om vinteren var hundekold, var vi 3 elever, som nægtede at gøre gymnastik i bar overkrop.

Nu kunne Svennesen være temmelig kolerisk, og han gik da også helt amok. Preben Strojek blev smidt ud af døren, og det foregik så voldsomt, at dørpumpen knækkede og røg af da han smækkede døren i. Marius Stefansen, som var en stor stovt jysk knægt, turde han ikke gå i krig med, men så var turen kommet til mig.

Han var efterhånden blevet så ophidset, så hans stemme var kommet helt op i facetten og fråden stod om munden på ham, og med knyttede næver foran mit ansigt, truede han mig med, at han ville knuse mig, og han ville kvæle mig. Godt nok noget af en voldsom trussel, men lige med et mistede han sin stemme af bare ophidselse, så stemmen i flere uger kun var en hvisken, og tavs var han. Sikken en fred der blev.

Der kom jo selvfølgelig et efterspil. Vi 3 elever blev bortvist fra gymnastik timerne i 3 måneder, og hvis vi troede vi skulle slappe af, så troede vi løgn.

Folke Johansen, ”Mester”, sørgede for, at vi blev placeret i hvert sit klasseværelse, og han gav os regneopgaver, som skulle være løst inden timen var omme, og nåde være en af os, som ikke havde nået at løse alle regneopgaver, så kunne ”Mester godt nok lave ballade så det fløjtede.

Vi kunne nu alle lide ”mester”, da han altid var retfærdig. Klagede vi over maden, satte han sig ved bordet og smagte på maden, og havde vi ret, styrede ”Mester” direkte ned i kælderen til økonomaen Francisca Poulsen, og der var ikke noget at tage fejl af, hans ordforråd gik direkte op i spisesalen, så alle elever kunne høre hans torden tale til økonomaen som blev from som et lam.

Det var dengang, at Statens Blindeforsorg, var begyndt at integrere blinde og stærkt svagsynede elever, som man skønnede kunne klare sig i de kommunale folkeskoler.

Vi var 4 elever fra 8. klasse, 2 blinde piger, Rita og Nanna og 2 stærkt svagsynede drenge, Torben og jeg som startede i 1. real på Øster Farimagsgades skole i august måned i 1964, men det var svært at få del i klassens sociale samvær. Det med at have klassekammerater uden for skoletiden fik vi aldrig.

Vi følte ikke det var nogen succes at starte i en kommuneskole, da vi havde været vant til de beskyttede forhold, som vi kom fra på instituttet.

Vi havde ingen forhånds kendskab til vores nye klassekammerater. Instituttet burde på forhånd have skabt en kontakt mellem de nye kammerater og os inden skolestarten, så var det måske gået bedre for os. Vi blev aldrig inviteret med til fødselsdage eller fester.

I gymnastiktimerne spillede vi om sommeren fodbold, og da jeg på dette tidspunkt havde et nogenlunde syn, kunne jeg klare mig på lige fod med de øvrige klassekammerater, men om vinteren blev der spillet håndbold i gymnastiktimerne, og her måtte jeg kapitulere, selv om jeg havde spillet håndbold på ”Refnæs-skolen”, men det var med ligesindede.

Spillet gik alt for hurtigt, så Torben og jeg sad og så på, mens gymnastiklæreren læste kriminalromaner, og en gang imellem fløjtede han, men for hvad, det måtte han så bagefter i en fart på at finde ud af.

Jeg har i øvrigt gået i klasse med Tommy Kenter, og det var aldeles ikke kedeligt. Han var også dengang en spas mager, som kunne sætte kolorit på timerne, til stor fortrydelse for lærerne.

Som unge mænd, var der også dengang ting der skulle afprøves, også ting, som var forbudte.

I de år begyndte hashen at florere, og den fik også sit indtog på instituttet, hvor mange af de unge mænd skulle prøve at ryge det stads, men her kan jeg sige mig fri. Jeg har aldrig røget hash, og kommer heller aldrig til det.

Et andet forbudt område, vi dyrkede en del, var besøg på værtshuset ”Tria”, hvor vi ikke måtte komme, da vi ikke var fyldt 18 år, men tjeneren var ligeglad, bare han kunne få solgt nogen bajere, så var han tilfreds, men en dag gik det alligevel galt.

Da vi sad og havde det lige så hyggeligt i et godt socialt samvær over en øl, gik døren op, og hvem stod der. Jo, det gjorde såmænd ”Mester”, og han så aldeles ikke særlig venlig ud. Han lignede nærmest en tordensky, som var ved at gå i udbrud. Med hans dybe bas stemme, blev vi kommanderet ud af værtshuset med det samme, og det på trods af, at vi ikke havde drukket ud. Vi fik den klare besked, at han straks ville se os alle på sit kontor, og det kunne godt nok være, at der faldt verbalt brænde ned oppe på hans kontor, og da mødet var slut, blev der sagt kort farvel, og ”mester” smækkede døren bag os med et kæmpe brag.

Beskeden var klar, så vi ikke i en lang periode turde komme på ”Tria”, men så var der jo værtshuset ”Livjægerkroen”, som lå lidt længere væk fra instituttet, og her blev vi aldrig taget på fersk gerning, gud ske tak og lov for det. Nu var der ikke mange af os, som havde ubegrænsede midler, så der blev kun råd til en øl i ny og næ.

I 1964 lejede Statens Blindeforsorg en nedlagt stiftelse for blinde kvinder på Sorgenfrivej i Kongens Lyngby, hvor der var 12 enkelt værelser og en lejlighed til et bestyrer par, som skulle sørge for ro og orden, samt sørge for, at vi fik morgenmad inden vi skulle med S-toget, for at passe vores daglige dont.

Jeg var så heldig, at jeg i september måned i 1965 fik tildelt et af disse værelser, og det var en stor lettelse, at man ikke længere skulle dele værelse med andre. Endelig kunne jeg få mig et privatliv.

I kongens Lyngby fik vi rigtig mulighed for at udfolde os, da bestyrer parret aldrig blandede sig i, hvad vi lavede, så der blev holdt mange gilder, og jævnligt var der unge kvinder, som overnattede, med den hygge, som 2 unge mennesker nu engang kunne finde på.

Det eneste som kunne gå helt galt var, hvis en ung kvinde gik på badeværelset midt om natten med stilethæle, så vågnede manden til bestyrerparret, da deres soveværelse lå under badeværelset, så kom han farende op i slåbrok og med strit hår, og så blev den formastelige kvinde straks bortvist fra huset, og det uanset om det var midt om natten, og Her hjalp ingen kære mor.

En af vores søndagsture var, en lang travetur rundt om Lyngby sø, da søen lå lige i nærheden.

Efter en lang og god travetur var vi klar til at tage S-toget til Østerport, så vi rettidig kunne nå at indtage vores middagsmad på instituttet.

Fra april til udgangen af oktober måned var vi 6 til 7 store knægte, der spillede fodbold søndag eftermiddag, når vejret tillod det. I begyndelsen af april spillede vi altid på bar føder og brugte en rød gummibold. Gummibolden lagde sig engang ved siden af en af de kugler, som vi brugte til kuglestød, og da den havde lagt ude hele vinteren, var den blevet ræverød af rust. Jeg tog et godt tilløb, og ville med fuld kraft sparke til bolden, men i farten ramte jeg kuglestødskuglen med stor kraft, så der blev ikke til mere fodboldspild for mig den dag.

Om aften måtte jeg en tur på Kommunehospitalets skadestue, hvor lægerne konstaterede, at jeg havde fået en mindre revne i venstre fods store tås led.

I teenager årene kunne man godt komme lidt på tværs af det etablerede samfund.

Der skete det for mig, at jeg i slutningen af november i 1965 var blevet godt gammeldags træt af at gå på Øster Farimagsgades skole, så jeg valgte at stoppe i den skole, men ih du forbarmende en ballade der blev. Jeg husker den som i går.

Jeg blev kaldt til en ”kammeratlig” samtale på ”mesters” kontor, hvor han forholdt mig, at han simpelthen ikke fattede, hvorfor jeg havde stoppet med at gå i skole, når jeg nu engang havde de gode boglige kundskaber, men hvor han vidste det fra, ved jeg ikke.

Resultatet af samtalen blev da, at jeg i begyndelsen af januar måned i 1966 startede på et realeksamens kursus for voksne, og her fik jeg udleveret min realeksamen i midten af juni måned i 1967.

Den var godt nok på det jævne, men til al held kom jeg op i dansk og historie i de mundtlige fag, så jeg reddede en rimelig og acceptabel realeksamen, men jeg havde også drevet den temmelig meget af i det sidste trekvarte år, da jeg havde fået en helt anden interesse, som var mere spændende.

Under de skriftlige eksamensprøver, præsterede jeg at skrive gjort med D i diktat, og det var noget der trak ned, mens jeg normalt skrev diktater til 10 eller 11, så det var godt nok en bøf.

Med tiden er jeg da blevet lidt klogere, men det vil jeg overlade til andre at bedømme.

Som et kuriosum vil jeg til sidst fortælle, at det var i 1966, jeg mødte min allerførste rigtige og eneste store kærlighed, da en 21 års ung dejlig kvinde blev ansat som husassistent på instituttet, og nu har jeg været gift med denne dejlige kvinde siden februar 1968.