Tirsdag den 6. april 1943 ankom jeg sammen med min mor til Kalundborg station. Stationen lå ret tæt på havnen, og det første, jeg husker, er blæsten. Der stod en strid blæst ind over banegården. Blæsten skulle i øvrigt blive en følgesvend de næste 8 år, det blæste altid på Refsnæs.Vi var rejst fra Svendborg om morgenen. Det var krigstider, og en rejse fra Svendborg til Kalundborg tog sin tid, bl.a. fordi der var en temmelig lang ventetid ved togskifte i Slagelse.

Vores mål var Det Kgl. Blindeinstitut på Refsnæs, hvor jeg skulle optages som elev, fordi mit syn ikke rakte til, at jeg kunne følge med i Vestre Skole hjemme i Svendborg.

Der var gjort et forsøg. Jeg havde gået i første klasse, men kunne altså ikke følge med, selv om min klasselærer(inde) frk. Liengaard havde gjort sig en masse anstrengelser for at det skulle gå.

Jeg bar briller dengang. Det var der også en pige i klassen, der gjorde, så derfor blev vi sat ved samme bord. Det var slemt, for mine kammerater drillede mig med, at jeg lugtede af tøs i frikvartererne. Der var ellers skarp adskillelse mellem kønnene.

Vi nåede frem først på aftenen og nåede at overvære noget af afdansningsballet.

Min mor kunne ikke nå hjem samme dag, så hun overnattede et eller andet sted på skolen, mens jeg blev vist til den sovesal, hvor jeg skulle sove sammen med ni andre små drenge. Der var en tilsvarende sovesal på sqamme etage, hvor andre drenge, de store, sov.Der stod en stol, som var indrettet sådan, at man fik adgang til en slags skuffe, når man løftede sædet op. Her kunne vi opbevare vore personlige ejendele. Her placerede jeg den første aften, da vi skulle i seng, det påskeæg, som jeg havde fået af min mor. Men ak, næste morgen var det væk. "Verner tyv" havde været på færde i løbet af natten. Alle vidste det var ham, men hvad der i øvrigt blev gjort ved sagen husker jeg ikke. Det var en dårlig start!

Min mor overnattede, og næste formiddag blev vi vist rundt på skolen af plejemor frk. Kjellerup. Hun var fra Ribe, hvor hendes far var kirkebetjent ved domkirken.

På legepladsen var der en karussel, hvor der kunne sidde en hel del, og hvor der var plads til dem, der skulle drive karussellen rundt. Jeg fik en tur, som var så voldsom, at jeg kastede op. Det var slemt, men værst af alt var afskeden med min mor. Hun skulle køre med den lokale vognmand til toget. Da vi ikke kunne udskyde afskeden længere, løb jeg skrigende efter lillebilen i håb om at kunne indhente hende. Min mor fortalte senere, at hun græd, men var nødt til at bede chaufføren køre så hurtigt som muligt. Jeg fik besked på, af plejemor, at jeg skulle opføre mig som en mand. Jeg blev i øvrigt ved med at græde, når jeg skulle tilbage til skolen efter endt ferie.

Den første lærerinde, jeg mødte, var frk. Hertz. Hun underviste i 1. svagsynsklasse og skulle undersøge, om jeg skulle i svagsynsklasse eller blindeklasse. Der var en læsebog med en historie om en pige, der hed else, som gemte sig under et gulvtæppe. Den historie kunne jeg udenad, fordi mine ældre søstre havde læst den for mig. Den bog havde de desværre ikke på blindeinstituttet, så det blev afsløret, at jeg ikke kunne se bogstaverne, derfor blev jeg placeret i en blindeklasse.

Her "regerede" frk. Flensborg. Hun havde for øvrigt tidligere undervist prinserne Frederik og Knud. Jeg nægtede mere eller mindre at deltage i undervisningen. Blindeskriften ville jeg under ingen omstændigheder have med at gøre. Det var først efter sommerferien, at min interesse blev vakt, og jeg fik hurtigt lært at læse og skrive blindeskrift.

Vi blev undervist i de almindelige skolefag plus to særlige fag: sansetræning og anskuelsesundervisning.

Det første fag gik ud på at lære os at bruge og stole på de andre sanser, mens anskuelsesundervisningen gik ud på, at vise os en lang række ting, som seende børn lærer om ved hjælp af deres syn. Hvordan er en kirke indrettet, hvordan ser en vindmølle ud og hvordan virker den. Mejeriet, bondegården med flere virksomheder. Vi fik forevist modeller i klasseværelset og aflagde efterfølgende besøg på en tilsvarende virksomhed.

Vi fik vel, når alt kommer til alt, en ganske god undervisning, men en mellemskoleeksamen eller realskoleeksamen kunne vi ikke aflægge. Der var vist ikke så mange, der mente, at vi kunne få brug for et eksamensbevis. Det forlængede skoletiden for en del af os, idet vi efterfølgende måtte bruge tid på at få disse eksaminer.

Jeg husker, det var vist da jeg gik i 6. klasse, at vores klasselærer Jørgen Emborg, ham vender jeg senere tilbage til, foreslog forstanderen, at nogle af os i hans klasse, som vist nok var rimeligt godt med, skulle have mulighed for at følge undervisningen i mellemskolen i Kalundborg. Det kom forstanderen over i klassen og meddelte, at han anså det for en dårlig id'e. Hans børn skulle ikke kastes for løverne, som han sagde.

Jørgen Emborg født den 7. december 1918, død den 31. august 2009, blev ansat som lærer i 1946. Vi fik ham som klasselærer, da vi kom i 4. klasse i 1947. Han var teolog af uddannelse, søn af sognepræsten i Nr. Alslev på Falster. Han blev aldrig selv præst, men altså lærer. Der var i øvrigt ansat flere teologer i blindeforsorgen Vi havde Emborg til dansk, historie og i 6. klasse til håndskrift. Vi skulle lære at skrive med et penneskaft med blæk. Det var ofte noget værre griseri, fordi vi jo var nødsaget til at føle os frem.

Emborg var en rigtig god lærer. Han vakte vores interesse for litteratur ved ved en hver given lejlighed at læse højt for os, ja, han brugte meget af sin fritid på højtlæsning af en lang række af de litterære hovedværker.

Han var også fremragende i historietimerne og jeg takker ham for min interesse for historiefaget.

Emborg var interesseret i os og holdt f.eks. vore fødselsdage. Han boede på skolen, som i øvrigt de fleste lærere og lærerinder gjorde dengang. Vi opholdt os ofte på hans værelse, hvor vi bl.a. fik lov til at ryge. Han lærte mig at ryge pibe.

Privatliv var der ikke noget der hed. Som nævnt sov vi på sovesale med op til 10 senge. I de såkaldte legestuer var der altid mange børn.

I en periode var det meget populært at bygge huler ved at grave et større eller mindre hul i jorden, som efterfølgende blev lukket med brædder og ovenpå dem så jord. Her kunne vi i korte stunder have noget, der lignede privatliv.

Livet på en kostskole kunne være en barsk affære. Disciplinen var kæft trit og retning. Der skulle ikke meget til, før der faldt en lussing eller rettere en stribe lussinger. Nogle lærere var ret brutale. Vi havde en sløjdlærer, der ligefrem betalte for at få lov til at slå os i rumpen, der naturligvis skulle være bar. Hvis han fik lov til at tage tilløb, var han parat til at betale helt op til 50 øre pr. slag. Jeg præsterede maksimalt at tjene 1,50 kr. Det var lidt mere end jeg skulle betale for en pakke tobak.

Også indbyrdes mellem os var der en streng disciplin og et hierarrki, som det var klogt at indordne sig under.

Det kunne eller ville jeg imidlertid ikke mere, da jeg kom i 4. klasse. Da traf jeg en beslutning om at slå igen uanset hvem der slog på mig. Det medførte naturligvis, at jeg løb ind i temmelig mange øretæver, men det hærdede på en eller anden måde, og det gjorde, at jeg i en eller anden forstand bevarede min selvrespekt.

Mange elever fik undervisning i klaverspil, fordi det kunne blive en god hobby senere i livet.

På et tidspunkt bad jeg om at måtte få klaverundervisning. Mit motiv havde dog ikke noget at gøre med en eventuel hobby. Jeg er rent faktisk ikke musikalsk begavet, selv om jeg holder meget af musik. Nej, når jeg ville spille klaver, hang det sammen med, at vi så kunne slippe for de fleste sløjdtimer, som vi havde 3-4 stykker af om ugen. Jeg var udstyret med usædvanligt mange tommelfingre og var ofte skadet. Derfor altså klaverundervisning, hvorved mine sløjdtimer blev reduceret til 1 pr. uge.

Jeg kom i øvrigt også til at spille violin. Hvilken jammer.

Der var dog en sidegevinst ved musikundervisningen. Både klaverlæreren og violinlæreren var blinde. Samværet med dem kom til at betyde ret meget for mig, idet jeg ubevidst har set dem som rollemodeller.

Indtil 1950 fik vi betalt og ledsaget hjemrejse to gange om året -- sommerferie og juleferie -- hvorimod påskeferien blev holdt på skolen, medmindre forældrene havde råd til og mulighed for selv at hente og bringe os. Jeg var altid på skolen i påskeferien bortset fra et år, hvor en af mine kammeraters mor tog mig med til Odense, hvor en af mine søstre hentede mig.

Den ringe kontakt med hjemmet betød for mig, at jeg følte mig som en fremmed både overfor mine forældre og mine søskende. Vores fælles oplevelser var jo ifølge sagens natur få.

Kostskolelivet medførte også, at det kunne være svært at finde ud af, hvordan man skulle opføre sig "ude i den seende verden", som det hed. Det, vi ofte fik at vide, var, at vi skulle passe på ikke at blive lagt for meget mærke til. Vi skulle ikke stikke næsen for langt frem.

Årets trommerum blev brudt af nogle festdage. Den for mig festligste var afslutningen før sommerferien. Her blev bl.a. spillet skolekomedie, som ofte tog sit udgangspunkt i et eventyr, som blev krydret med sange eller små sketches med inspiration fra dagligdagen e.lign Men det vigtigste ved den fest var, at den blev efterfulgt af 7 ugers sommerferie derhjemme. Når den nærmede sig sin afslutning, græd jeg mig i søvn hver aften, og de første 8 dage efter tilbagekomsten til skolen, græd jeg mig i søvn. Der var ingen til at trøste, når man var ked af det. Det måtte man selv klare. Det vil føre for vidt her at gå ind i, hvad det har betydet for vores følelsesliv og senere relationer til andre mennesker. For mig har det betydet, at jeg altid har været bange for at komme for tæt på andre mennesker.

Skolens fødselsdag, som blev fejret i begyndelsen af november måned husker jeg ikke så meget om, kun at vi altid fik hakkebøf og vaniljebudding. Hvad der ellers foregik, har jeg glemt eller fortrængt.

En fødselsdag, der dog står tydeligt i erindringen, er 50 års fødselsdagen i 1948.

Der var mange gæster, herunder mange tidligere elever, der var kommet i en kortege af busser, som vi var meget imponerede over.

Kong Frederik og Dronning Ingrid var til stede ved en radiotransmitteret festlighed om eftermiddagen, hvor der blev holdt nogle taler og afsunget en kantate med tekst og musik af nogle gamle elever.

Jeg havde en særlig opgave sammen med en jævnaldrende pige. Vi skulle overrække kongen og dronningen henholdsvis en slipsenål og en broche, med årstallene 1898-1948 i blindeskrift. Majestæterne sad på skolens bedste lænestole på et tæppe midt på gulvet. Vi skulle gå frem og aflevere med et buk og hun skulle neje. Da jeg havde afleveret brochen til dronningen, styrtede jeg resolut tilbage mod min plads. Men pludselig greb en kraftig næve mig i skulderen og en rusten stemme sagde: "Hov kammerat, vil du ikke hilse på din konge?"

Jeg blev i øvrigt meget vred på Axel Dahlerup, som stod for transmissionen. Han forklarede lytterne, at det var to af skolens mindste elever, der overrakte præsenterne til kongeparret. Jeg var på det tidspunkt 13 år og følte mig ikke hørende til de mindste. Skolen ville dog ikke følge mit krav om at afsende en klage til Statsradiofonien.

På et tidspunkt blev det indført, at vi fik kaffe søndag eftermiddag. Ulempen var dog, at køkkenet havde blandet sukker og mælk i kaffen. Jeg havde smagt kaffe hjemme hos mine forældre. Min mor brugte ikke sukker, så det var jeg vant til. På vegne af nogle kammerater, som heller ikke kunne lide kaffe med sukker, optog jeg forhandlinger med plejemor om muligheden for at slippe for sukker. Forhandlingerne endte positivt, vi fik valgmuligheden. Min første interessepolitiske sejr. Den gav blod på tanden, men vi nåede dog ikke at få elevråd, før jeg forlod Refsnæs. Det kom senere i København.

Som sagt havde jeg valgt at spille klaver og violin for at slippe for nogle sløjdtimer. Det skulle få nogle vidtrækkende konsekvenser.

På Refsnæs var det sådan, at der hvert år op til sommerferien blev afholdt eksamen i en række forskellige fag -- det ville nok være mere korrekt at kalde det årsprøver.

Der var ikke tale om karaktergivning, selv om der var nogle udefrakommende som blev kaldt censorer.

Vi, der spillede, skulle optræde med et nummer, hvor en af musiklærerne fra København censorerede. Det sidste år, altså i 7. klasse, var det måske lidt mere alvorligt, idet der skulle tages stilling til, om man var egnet til at komme til "Tutten" i København.

Det år, hvor jeg skulle videre, 1951, var det Inge Rytzow, der var censor. Jeg hørte, at hun henvendte sig til den daværende forstander på instituttet i København, Jørgen Plenge, og sagde til ham, at jeg jo havde sagt, at jeg ikke ville spille hverken klaver eller violin, når jeg kom til København. Jeg kan endnu høre forstander Plenges noget knirkende og rustne stemme, da han sagde: "Den unge mand er jo godt begavet, så jeg kan ikke se nogen grund til, at han ikke skal være organist." Sådan blev mit erhvervsvalg afgjort, og jeg måtte bruge tiden frem til 1956, før jeg kunne bestemme selv og holde op med musikuddannelsen. Jeg nåede at aflægge den såkaldte Seminariernes Orgelprøve.

Nå, men vi må tilbage til Refsnæs.

Hvad skete der med de elever, der ikke skønnedes egnede til at komme til København? Ja, de fleste blev anbragt mere eller mindre til opbevaring på en af de små institutioner -- Værnehjemmet, Hestehavehus, Raklevgården og Bredegård -- der lå i Kalundborg og Fredensborg.

I 1966 lavede jeg som led i min uddannelse til socialrådgiver en eksamensopgave, som var en beskrivelse af klientellet på disse institutioner samt på baggrund af interviews med alle en vurdering af deres muligheder for at klare sig i andre boligformer samt deres behov for botræning, beskyyttet beskæftigelse m.m. Opgavens titel var: Voksne blinde med andre lidelser En undersøgelse vedrørende klientellet på de af blindeforsorgen drevne hjem for voksne blinde med andre lidelser.

Undersøgelsen førte til, at der blev iværksat en lang række foranstaltninger for grupper og enkeltpersoner, således at de tre af hjemmene kunne lukkes og det fjerde, Bredegård blev revet ned og nyopført.

Det Kgl. Blindeinstitut på Refsnæs bestod af en række bygninger placeret på en 8 tønder land stor grund ved Kalundborg fjord med grund til vandet (strandmarken) med 2 badehuse(for piger og for drenge) med tilhørende badebroer, hvor vi boltrede os om sommeren.

Der var et børnehjem, som modtog førskolepligtige børn, som af en eller anden grund ikke kunne være i deres hjem.

Østskolen var en boafdeling for piger plus drenge op til 4. klasse, hvorefter drengene kom på Vestskolen, som var en ren drengeafdeling.

Der var 7 blindeklasser og 3 svagsynsklasser. Langt de fleste elever gik i blindeklasserne, altså i klasser, hvor blindeskriften var læse- og skrivesproget. Jeg blev relativt habil til at læse og var på et tidspunkt i stand til at læse 350 ord i minuttet med forståelse.

Der blev gjort meget for at gøre det besværligt for piger og drenge at have uovervåget kontakt med hinanden. Vi fandt dog ud af at få arrangeret nogle stævnemøder, hvis der var en pige, som påkaldte sig særlig interresse.

Min første kontakt med en pige foregik mellem to reoler på skolebiblioteket. Jeg fik lejlighed til at røre ved hendes bryst. Det var en skræmmende oplevelse, vist nok fordi hun havde et ret så veludviklede bryster.

Endnu værre var det dog i forbindelse med et afdansningsbal, hvor en af de større piger kyssede mig så voldsomt, at jeg var ved at gå helt fra snøvsen. Hun blev senere sendt bort og kom på et hjem for ustyrlige piger.

Omkring den 20. juni 1944 rejste vi hjem på sommerferie. Ved feriens slutning kom der brev om, at tilbagerejsen var udsat. Sådanne breve blev der ved med at komme, således at "sommerferien" varede til oktober 1945. Tyskerne havde besat skolen for at bruge den som flygtningelejr.Der var kun nogle få tilbage, som ikke kunne være i deres hjem. Jeg frydede mig og blev rigtig god til at beskæftige mig selv. Jeg blev ikke anbragt i den lokale skole sådan som nogle af mine kammerater blev.

Et karakteristikum ved mange af åndssvageforsorgens og den øvrige særforsorgs anstalter dengang var, at de var omgivet af høje hække eller mure. De faldt, da vi i midten af 1960'erne og 1970'erne begyndte at snakke om integration. Deres oprindelige funktion var at beskytte det omgivende samfund mod de anbragte og de anbragte mod samfundet. Disse institutioner var små stater i staten, som ofte levede derres eget liv og havde egne regler og normer. De havde tilbøjelighed til at tiltrække medarbejdere, som ikke kunne klare mosten i det almindelige samfund.

Forfatteren Karl Bjarnhof udtrykte det engang i en tale til nogle medarbejdere i børneforsorgen: Disse institutioner har tilbøjelighed til at tiltrække 2. klasses ledere, som tiltrækker sig 3. klasses medarbejdere. Han ramte vist ikke helt ved siden af.

Der var et mindre landbrug ved skolen, således at man vist var nogenlunde selvforsynende med frugt og grønt samt svinekød.

Maden var nu ikke noget at skrive hjem om. "Affodringen" gik stærkt, lærerne skulle nemlig spise efter os. Deres mad lugtede anderledes, og vi kunne konstatere, at den også var bedre end vores, når det om natten lykkedes at stjæle nogle rester. De fik f.eks. af og til den mest forrygende sildesalat.

Det var krigstider og der skulle spares. At spise op var et must.

Morgenmaden bestod af havregrød eller havregryn med mælk. Under morgenmåltidet gik sygeplejersken rundt med en stor flaske levertran. Vi skulle række den ske, vi spiste med, frem, så pøsede hun en stor sjat levertran op, så det flød over alle bredder, og meget af det havnede i havregrynene. Jeg har mange gange brækket mig, men måtte alligevel spise videre til tallerkenen var tom.

I dag kan jeg ikke lide kogt torsk. Det hænger sammen med, at en af mine kammerater fortalte, at hans faster havde fået et torskeben på tværs i halsen og måtte på sygehuset.

Netop den dag, han havde fortalt det, skulle vi have kogt torsk. Det skete hverken værre eller bedre, jeg fik et ben i munden og kastede op. Den vagthavende lærerinde greb min ske og øsede nogle store skovlfulde ind i munden på mig med det resultat, at jeg kastede endnu mere op. Hun mistede tålmodigheden og fik sat resterne til side, så jeg kunne få dem som aftensmad. Plejemor lod dog nåde gå for ret, men ikke uden at betyde mig, at jeg ikke havde fortjent hendes velvilje.

En af de første dage efter sommerferien skulle hele skolen på udflugt til Fyrrebakken, der var en træbevokset større grund, som tilhørte skolen beliggende nogle kilometer ad vejen til fyret. Turen foregik til fods i en lang række to og to med fanen i spidsen. Det var ofte svært at få afsat fanen. Jeg blev et år tvangsudskrevet til at bære den på hjemvejen. Det passede mig særdeles dårligt, fordi det i løbet af eftermiddagen var lykkedes at få en aftale med en pige om, at vi skulle følges og holde i hånd. Jeg gjorde alle mulige krumspring for at slippe, men vores regnelærer gjorde kort proces og stak mig fanen i hånden. Den troløse pige sikrede sig erstatning og gik med en af mine kammerater i hånden.

Vi gik til konfirmationsforberedelse hos den lokale præst, sognepræsten i Raklev sogn. De fleste blev konfirmeret hos ham, mens nogle enkelte af en eller anden grund blev konfirmeret derhjemme.

Konfirmationen oplevedes på en eller anden måde som afslutningen på Reffsnæs, nu gjaldt det det videre forløb på "Tutten" -- Det Kgl. Blindeinstitut -- i København.Her ventede yderligere to års skolegang i 1. og 2. fortsættelsesklasse samtidig med, at vi begyndte at snuse til "uddannelsesmulighederne", som dengang først og fremmest drejede sig om de såkaldte blindefag: Børstenbinderi, kurvemageri, vævning, skomageri, klaverstemning og organistuddannelsen.

Som tidligere nævnt var min løbebane afgjort uden min medvirken, og det bar min indsats de følgende år da også tydeligt præg af. Hvor mine kammerater nåede at indstudere indtil flere musikværker i løbet af et undervisningsår, ja, så gik det højt, hvis jeg fik lært et par stykker eller tre. Det var ikke godt.

Jeg kom til "Tutten" i København i august 1951. Her mødte jeg mange af mine tidligere kammerater fra Refsnæs og af dem lærte jeg meget om at klare mig i Byen. Dengang fandtes faget mobility ikke. Vi lærte at færdes af ældre og mere erfarne kammerater. Det var en langt bedre måde at lære det på, fordi rollemodellen var meget mere end virkningsfuld end den senere formelle undervisning i mobility, som var udviklet af fagfolk og ikke af praktikere. En egentlig mobilityundervisning fik vi først her i landet i begyndelsen af 1970'erne.

Man var intern elev (boede på instituttet) til man fyldte 18. år. Derefter blev man ekstern og lejede sig ind på et værelse som regel i kvarteret omkring instituttet. Man fik sin kost på instituttet og fik udbetalt et beløb til dækning af husleje og personlig hygiejne m.m.

Da jeg fyldte 18 år, blev det fejret i selskabslokalerne i Bogensegade, hvor Dansk Blindesamfunds Amatørteater havde fest i forbindelse med opførelsen af et eller andet teaterstykke, som jeg ikke mere kan huske navnet på. Jeg havde fået en såkaldt udgangstilladelse til midnat, men uheldigvis trak festen ud, og jeg mødte først frem på instituttet hen på formiddagen om søndagen. Selvfølgelig var jeg forfulgt af en ond skæbne, for den vagthavende lærer opdagede min forseelse og indberettede til forstanderen. Denne mente, at min forseelse burde medføre en afstraffelse. Denne bestod i et halvt års forlængelse af min tid som intern. Det var en hård straf, som føltes meget ydmygende.

På instituttet i København fik vi elevråd, som jeg blev formand for. Vi oprettede en idrætsklub, hvor jeg var kasserer og en musikforening, hvor jeg var formand.

En af de alvorlige sager i elevrådet drejede sig om samkvemmet mellem piger og drenge.

Vi boede naturligvis på hver sin afdeling, men dog under samme tag.

Det var obligatorisk, at vi skulle være ude i haven i middagspausen. Oprindelig var der to haver, en for pigerne -- nonnehaven -- og en for drengene. Denne adskillelse blev dog ikke mere håndhævet så strengt, men vi måtte ikke gå med hinanden i hånden. Det forsøgt vi at gøre noget ved i elevrådet, men forstanderen, som, hvis han skulle nbestemme, ville ophæve reglen, men han kunne ikke, fordi lærerne var imod. Den forklaring fik vi tit, det var ham magtpåliggende at fremtræde som en moderne skoleleder.

Instituttets genboer på Kastelsvej var levende interesseret i, hvad der foregik i haven og andre steder, hvor de kunne udspionere os. Jeg måtte engang stille til en røffel hos forstanderen, fordi en genbo havde set mig kysse en pige godnat i hovedporten. Hun var meget bekymret over, hvad det kunne føre til.

Når man kom ind ad hovedindgangen lå pigeafdelingen til venstre og drengeafdelingen til højre. Midt i hovedindgangen gik en usynlig grænse mellem disse to verdener, som vi kaldte den 38. breddegrad. Det var i koreakrigens dage.

Jeg blev udskrevet af blindeforsorgen den 30. november 1957. Jeg blev udskrevet med en uddannelse som telefonpasser. Den "uddannelse" brugte jeg ved at tage et vikariat for en kammerat, som skulle på højskole. De penge, jeg herved tjente, brugte jeg til at anskaffe det mest nødvendige møblement til et umøbleret værelse. Jeg fik tilkendt invaliditetsydelse med bistandstillæg (i 1957 139,50 kr. mdl.) og med det som mit økonomiske grundlag gik jeg i gang med at læse til præliminæreksamen og efterfølgende nysproglig studentereksamen med henblik på at blive optaget på Den Sociale Højskole i København.

Perioden fra 1958 til 1966 skulle blive nogle barske år, hvor der ikke var penge til at spise sig mæt for eller varme værelset tilstrækkeligt op. Jeg fandt ud af at kravle op på mit klædeskab for at bruge den sidste varme oppe under loftet.

Jeg fik min socialrådgivereksamen, og det var kampen værd.