Jer er født i Assens i 1940. Min Far var musiker og min Mor var hjemmegående, jeg er nr. 5 af 6 søskende. Vores hjem var trygt og godt, den eneste alvorlige sygdom vi kendte til, var vores mors leddegigt.
Efter endt skolegang, pladser i hus og forretning, rejste jeg hjemmefra da jeg var 18 år. Jeg drog til Sønderborg for at lære barnepleje på et børnehjem. Efter et års elevtid på børnehjemmet kom jeg til Middelfart, hvor jeg fik job som barneplejerske i en vuggestue. Efter at havde arbejdet med spædbørn i 3½ år var jeg parat til nye udfordringer, og så tog mit liv en skarp drejning.
Statshospitalet i Middelfart
Det var i juli 1962 jeg gik ind på Hospitalets område, et område som var smukt, med store grønne plæner, velholdte bede og enormt store og flotte træer. Bygningerne var store og ensartede, de virkede lidt lukkede med de store vinduer med mange små ruder, deres rette linjer og vinkler, men også pompøse i deres storhed. Fra nogle af bygningerne hørtes lyde, men der var ikke mange mennesker at se. Jeg havde fået at vide at der i Hospitalet på dette tidspunkt var mellem 1100 og 1200 patienter.
Jeg havde kun bevæget mig meget lidt ind på Hospitalets område tidligere, jeg følte at det var et sted man ikke kom uden at have ærinde, men denne dag var mine skridt målrettede. Jeg var på vej for at tale med oversygeplejersken, det drejede sig om en evt. ansættelse.
Denne dag havde krævet en del overvejelser, jeg havde talt med mine forældre om det nye job, de var ikke ligefrem begejstrede ved tanken om at jeg nu tænkte på at arbejde med sindssyge mennesker, i vores familie kendte vi jo intet til mennesker med psykiske lidelser, og hvad kunne der ikke ske med deres datter? Sæt nu at jeg blev slået ned, eller det der var værre.
Far foreslog at jeg fik lært noget selvforsvar, han syntes jeg var alt for spinkel til så alvorlig en opgave, han sagde: "Tanken om opgaven er smuk, Margit, men alligevel". Jeg så godt bekymringen i mine forældres øjne, men min beslutning var taget.
Jeg boede til leje hos cykelhandler Henning Bech, hvis forretning lå lige over for Hospitalet, det var cykelhandlerens kone Inge Bech som var kontorassistent på Hospitalet der havde anbefalet mig at søge ind som plejeelev.Hidtil havde jeg været barneplejerske på en vuggestue i byen, og kun beskæftiget mig med små børn, men nu stod jeg over for et skift i mit liv. Jeg var lidt betænkelig, jeg havde aldrig stiftet bekendtskab med psykiske lidelser, men som Inge sagde: "Jeg tror at det lige er noget for dig, og du kan altid springe fra, det er et godt job, du kan blive tjenestemand, ansat med ret til pension" – det lød af noget, og nu var jeg på vej.
Jeg var lidt beklemt, men jeg blev mødt af en meget sød sygeplejerske, fru Mette Lau, hun var oversygeplejerskens stedfortræder, fru Lau spurgte mig ud om forskellige ting, men bad mig komme igen i næste uge, da oversygeplejersken så ville være til stede.
Efter en uge troppede jeg igen op. Denne gang mødte jeg så oversygeplejerske fru Buch, også hun var yderst flink og imødekommende. Jeg blev igen udspurgt om mine kvalifikationer, om min fortid og mine familierelationer. Oversygeplejersken må have været tilfreds med hvad hun hørte, for ved samtalens afslutning tilbød hun mig at starte med det samme. Jeg skulle dog først have afviklet mit andet arbejde, men jeg ville kunne starte den 1. september 1962, men da denne dag faldt på en mandag, ville oversygeplejersken at jeg skulle starte med en fridag, hun var af den overbevisning at man aldrig skulle påbegynde noget nyt på en mandag.
Aftalen blev at jeg skulle stille hos oversygeplejersken tirsdag den 2. september 1962 kl. 8.00, men jeg ville forinden modtage et brev med nærmere besked.
Jeg var så heldig at få lov til at blive boende i mit lejede værelse hos cykelhandleren, idet at fruen var ansat på hospitalet, det var ellers en betingelse at eleverne boede i Hospitalets personalebygninger.
Den 7. august modtog jeg et brev med en helbredsattest som skulle udfyldes og sendes til Finansministeriets lægekyndige konsulent, Slotsholmsgade 10 i København, i brevet stod også at jeg kunne tiltræde en stilling som plejeelev fra 1. september. Dagen oprandt og jeg stillede hos oversygeplejersken som aftalt.
Jeg fik at vide at jeg skulle begynde på afdeling K15, en lukket afdeling med plads til ca. 30 psykotiske kvinder i alderen fra 18 til 80 år. Jeg blev afhentet af en sygeplejerske fra afdelingen, men inden vi gik på afdelingen skulle jeg først over til oldfruen, som havde til huse oven over vaskeriet, her fik jeg udleveret uniformer, bestående af kadetstribede kittelkjoler med hvide kraver som skulle ries på, hvide forklæder og hvide hovedkapper.
Så gik turen videre til afdelingen. Jeg var meget spændt, og ikke fri for at have lidt ondt i maven, hvad mon der ventede mig bag disse tykke mure og utallige små ruder. Havde Far alligevel ret, var det mon det rigtige jeg gjorde, og var det mon farligt.
Afdeling K15
På afdeling K15 blev jeg vel modtaget af afdelingssygeplejerske frk. I.O., en statelig og meget rar dame. Foruden afdelingssygeplejersken var der også en sygeplejeassistent, to sygeplejeelever og et par uddannede plejere, en plejeelev, en aftenvagt og en nattevagt samt to rengøringsdamer.
Jeg fik hilst på alle, og alle virkede imødekommende, det beroligede mig meget. Jeg fik udleveret et tungt bundt nøgler, her var en stor nøgle til yderdøren, en yalenøgle til den indvendige hoveddør, en nøgle til vinduerne, nøgle til skuffer og nøgle til bælter og øvrige remme. Jeg fik besked på at nøglerne altid skulle være i min lomme når de ikke var i brug, og at man skulle rasle mindst muligt med dem.
Selv om jeg havde gjort mig mange forestillinger inden jeg skulle påbegynde mit nye arbejde, så var det alligevel lidt af et kulturchok der mødte mig, alle disse kvinder i spraglede bomuldskjoler, flere af dem travende rastløse op og ned ad den lange gang, nogle talende frit ud i luften, nogle glade, andre vrede, andre igen sad i deres egen verden og bare rokkede frem og tilbage, medens andre helt upåvirkede sad og strikkede.
Nogle patienter var i stand til at deltage i borddækning og andre små gøremål, medens der ind imellem også var patienter der var så urolige, at de i perioder måtte fikseres med bælte.
Patienterne sov på 8 eller 3 sengs stuer, nogle havde et natbord med en enkelt skuffe til deres ejendele, og nogle havde også en skuffe i et skuffedarium som stod på gangen, plads til lidt privatliv fandtes der simpelt hen ikke.
Patienterne i afdelingen havde alle været der i flere år, ja nogle i flere årtier, størsteparten var skizofrene, enkelte led af dementia paralytica (syfilis), og nogle var stærkt demente.
Nu gjaldt det for mig om at få lært alle patienternes navne i en fart, og i det hele taget at finde ud af hvordan jeg skulle begå mig iblandt disse mennesker, alt var så uendelig nyt og fremmed for mig.
Allerede da vi nåede fredag skulle jeg med i aftenvagt, som varede fra kl. 15 til kl. 23, jeg skulle se hvordan sådan en vagt formede sig, for næste dag om lørdagen, min femte arbejdsdag på Hospitalet, skulle jeg være alene i aftenvagt. Grunden til at jeg skulle så hurtigt i vagt var, at afdelingspersonalet skulle på en bustur til Tyskland, og senere skulle de slutte af hjemme hos en af de ansatte, "en slags personalefest", og da jeg var den sidst ankomne, var det helt naturligt at det også var mig der måtte blive tilbage og tage tørnen.
Jeg havde fået mange instrukser dagen før, og hvis der skulle opstå noget hvor jeg havde brug for hjælp, skulle jeg ringe på telefonen til damen som sad vagt i Porten, så ville hun finde overvagten og give hende besked, noget alarmsystem fandtes der ikke.
Heldigvis ville der komme en sygeplejerske ved spisetid og give patienterne medicin, og hun ville komme igen ved 21-tiden for at give nat-medicin.
Kl. 17 ville der komme en dame i køkkenet for at anrette aftensmaden, men den resterende tid ville jeg være alene med alle disse syge kvinder som jeg ikke vidste ret meget om, ja jeg kendte dårligt nok deres navne.
Jeg besluttede mig for, at hvis denne aften gik godt ville jeg forsøge at blive i jobbet, men gik det galt ville jeg også være den der var rejst igen.
Aftenen forløb efter min vurdering godt, jeg opholdt mig for det meste midt på den lange gang, herfra kunne jeg overskue det meste af afdelingen. En gammel dame stillede sig foran mig og spurgte: "Er De ikke bange, så ung og så alene med så mange idioter". Jeg smilede det bedste jeg havde lært, og svarede at det var jeg skam ikke, senere skulle en bæltefikseret dame på toilet, jeg løste hende og fulgte hende ud i hendes ærinde og tilbage til sengen og i bæltet igen, også dette gik godt. Kl. 23 kom nattevagten og afløste mig, jeg åndede lettet op, min første egentlige opgave var løst, jo, mon ikke jeg kunne blive og fuldføre en uddannelse.
Næste dag måtte jeg aflægge rapport om hvordan aftenen var forløbet, et minus fik jeg fra assistenten, jeg måtte ikke have løst den fikserede patient fra bæltet da hun var meget urolig, og man skulle være to personaler omkring hende når hun skulle på toilet, hun skulle havde haft et bækken, men det vidste jeg ikke, så pegefingeren blev ikke så stor.
Dagene på K15 gik hurtigt og jeg faldt ind i rytmen, jeg havde en ugentlig fridag, men den var ikke fastlagt i starten. Af og til havde jeg også delevagt, dvs. at jeg mødte fra kl. 7 til kl. 11, herefter fritimer til kl. 15 og så arbejde igen fra kl. 15 til kl. 19, og i de første fire måneder havde jeg kun fri hver femte weekend.
Hver dag over middag samledes personalet på kontoret til kaffe, dog skulle vi først sikre os at oversygeplejersken ikke var på trapperne, hun havde for vane at dukke op en gang daglig, oversygeplejersken havde fuldstændig styr på hvem der var på arbejde og hvem der havde fri.
Jeg fik en dag til opgave at gå ned på gangen og se ud ad gavlvinduet for at se om oversygeplejerskens cykel var væk, dette var ensbetydende med at så var der kaffe, jeg kunne meddele, at "hendes cykel var væk". Jeg blev straks kaldt ind på kontoret, og her fik jeg lærte at man ikke siger "hende" om oversygeplejersken, men at man nævner oversygeplejersken i 3. person, og det ville være passende også at omtale afdelingssygeplejersken ligeså, dette hørte med til almindelig dannelse.
Dagene i afdelingen virkede ensformige for de fleste af patienterne. Nogle få patienter fik lov til i følgeskab med personale at forlade afdelingen for at blive beskæftiget i terapiværkstederne eller på haveholdet. Haveholdet bestod af ca. 10 til 12 kvinder, hovedsagelig fra lukkede afdelinger, de ordnede især blomsterbede, de forlod afdelingen lige efter morgenmaden iført gummistøvler, frakke og tørklæde, med sig havde de en stor spand med kaffe iblandet sukker og fløde, en kurv med smurte ostemadder og smøger til dem der evt. ville ryge.
Om vinteren hvor jorden var hård af frost gjorde disse kvinder rent i de store kældre, de vaskede de lange gange som bestod af cementgulve.
De kvindelige patienter var tilsyneladende glade for tjansen, der var en snært af frihed fra den trivielle lukkede afdeling. (Et lignende hold fandtes på mandssiden).
Et par enkelte patienter hjalp til i Hospitalets systue, og de af patienterne i afdelingen, som var i stand til at hjælpe lidt til i køkkenet fik lov til det, men størsteparten var uden anden beskæftigelse end at trave op og ned ad gangen, det var ikke muligt at fastholde disse patienter i beskæftigelse, da de var mest optaget af deres indre tanker og stemmer, med hvem de også talte højt.
Der var badedag en gang om ugen, det foregik simpelt hen fra en ende af, vi tog en stue ad gangen, to personaler var i badeværelset, hvor de hjalp patienterne med den personlige vask, to andre personaler tog sig af påklædningen og sengeskift, som skete samtidig, alt sammen gik ret hurtigt, da alle skulle være færdige inden middag. Det var vigtigt at der blev ført bog over hvordan patienternes mave virkede, da nogle af patienterne ikke selv var i stand til at registrere dette.
En morgen fik jeg til opgave at sørge for, at en meget ung (18 år) og svært skizofren pige fik spist sin øllebrød, jeg stod over for pigen og forsøgte efter bedste evne at overtale hende, men pludselig fløj hendes højre hånd op og plantede sig i mit venstre øje, forskrækket fik jeg sat øllebrøden fra mig, og resolut tog jeg fat i pigen og fulgte hende ind i hendes seng – sådan havde jeg set det øvrige personale gøre, når en patient slog. Men omforladelse, her blev jeg igen kaldt ind til afdelingssygeplejersken, hvor jeg fik at vide at jeg ikke måtte handle så hurtigt på egen hånd, det var rigtigt at pigen skulle i seng, men det skulle være sygeplejersken som tog beslutningen, og ikke en elev.
I afdelingen var der stuegang hver formiddag, så kom den læge som var knyttet til afdelingen, ofte var der en kandidat med, de gik ind på kontoret hvor patienterne blev drøftet med afdelingssygeplejersken og assistenten, og så var den stuegang overstået.Når det var godt vejr, og der var tid til det, kunne det hænde at vi gik i haven med patienterne.Til afdelingen hørte en have, som bestod af en græsplæne med en sti rundt om, et par store skyggefulde træer og et læskur med havemøbler. Haven var hegnet ind med et højt hegn, og en låge som skulle være låst når der var patienter i haven, der var plantet buske udenfor hegnet som gjorde haven til en lukket have, fra haven var der adgang til et toilet i husets kælder, så vi ikke skulle op på afdelingen hver gang en patient skulle på toilet. Endnu til midten af 50erne havde der været en høj muret mur rundt om haven, men da overlæge Ravn tiltrådte, var det en af de ting han fik ændret, muren blev revet ned. Det siges at Ravns mening var, at samfundet udenfor skulle nærme sig Hospitalet, og Hospitalet skulle nærme sig samfundet udenfor.
En af de ting som slog mig i K15 var, at næsten ingen patienter fik besøg, dog oplevede jeg, at den meget unge og stærkt skizofrene patient på 18 år en dag fik besøg af sine forældre, de var ret gamle, og hun var deres eneste barn, sorgen i deres øjne gjorde et uudsletteligt indtryk på mig. Det gjorde mit ophold i K15 i det hele taget, for med til historien hørte også, at patienterne var meget kronisk syge, og flere havde været der i meget lang tid og for mig at se helt uden kontakt til nogen form for familie, det var som var de glemte.
Behandlingen af patienterne bestod – for mig at se – af medicin, regelmæssighed, renlighed og, for dem som var i stand til det, lidt håndarbejde eller huslige sysler, egentlige patientsamtaler med lægen oplevede jeg ikke i den første afdeling.
Der blev ført rapportbog dagligt i samtlige vagter, men det skete ofte at der blot stod "Intet nyt i dag". Jeg så også mit snit til at se i nogle journaler, og også her kunne det ske at der blev skrevet et årstal, dette stod midt på linjen når et nyt år begyndte, så hændte det hos nogle af de gamle kroniske patienter, at der kun stod et par enkelte linjer før der så var skrevet et nyt årstal.
De patienter som røg, fik udleveret en cigaret efter de tre hovedmåltider, og for at smøgen kunne vare rigtig længe, så blev den tændt og slukket flere gange, patienterne måtte ikke selv have tændstikker, så der blev tændt et stearinlys og sat på bordet midt i stuen, og så længe lyset var tændt skulle der være personale tilstede.
Snart var de fire måneder på K15 gået, og det var ved at være tid til en ny afdeling.
Jeg havde været glad for at være i afdeling K15 og syntes det var helt vemodigt at skulle forlade den.
Min sidste dag på afdelingen var nytårsaften, og som skik var på denne afdeling ventede der en lille frokost for personalet på afdelingens kontor ved middagstid, der var lidt godt til ganen både i fast og flydende form. Da vi nåede kl. 15 og det var tid til at hilse af, fulgte afdelingssygeplejersken mig til døren, idet hun skulle have mine nøgler, jeg fik gode ord og ønsker med på vejen til den næste afdeling, men lige inden en ikke helt appelsinfri afdelingssygeplejerske skulle låse efter mig, stak hun hovedet ud af døren og sagde: "Husk nu at det ikke hedder 'hun' om oversygeplejersken, det er ikke god dannelse", det blev dog sagt med et smil, og så var min tid på K15 slut.
Hjemme hos mine forældre i Assens havde de været spændte på hvordan jeg klarede mit nye job, men efter flere besøg derhjemme, hvor jeg havde fortalt om arbejdet, var mine forældre beroliget. Jeg havde min fine uniform med hjem for at vise mine forældre hvordan jeg gik klædt, her erklærede min Far med glimt i øjet: "Nå, er det personalet der går i de stribede dragter" – han tænkte på de billeder vi havde set af stribede fangedragter.
Afdeling K1
Tirsdag den 1. januar 1963 startede jeg på afdeling K1.
Personalet her bestod af afdelingssygeplejerske fru Larsen, to sygeplejeassistenter, en plejer, to sygeplejeelever, to plejeelever, en aftenvagt, en nattevagt og to rengøringskoner.
Den nye afdeling rummede en helt anden kategori af patienter, og selve huset var også meget anderledes. Hvor K15 lå på 3. sal i en af de store bygninger, så havde K1 til huse i nogle nyere etplans huse, afdelingen havde tidligere rummet psykisk syge patienter med tuberkulose, men da denne sygdom var så godt som udryddet, var afdelingerne nu indrettet til almindelige sengeafsnit. Det var store lyse rum, soverummene var åbne med seks senge i hver niche, afdelingen havde plads til 18-20 patienter, diagnoserne her var hovedsagelig nyindlagte med neuroser, maniodepressive, og udiagnosticerede patienter som var i en afklaringsfase.
Kontakten til patienterne i afdeling K1 var en helt anden end den vi kunne havde til patienterne i K15, her virkede patienterne som helt almindelige mennesker, kontakten til patienterne var god, måske lige med undtagelse af de patienter som var meget triste.
I K1 måtte patienterne, efter aftale, færdes frit på terrænet, nogle dog helst ifølge med en medpatient.
I K1 gik alle patienter i deres eget tøj, hvilket virkede meget afslappet. En stor forandring i denne afdeling var, at mange af patienterne fik besøg af familien.
I K1 var der også stuegang to gange daglig, om formiddagen af afdelingslægen, og om aftenen som regel af en af de unge kandidater, i denne afdeling mødte patienterne også lægen.
I starten af mit ophold i K1 gik det meste af min tid med at gøre rent, ordne håndvaske, vaske og skifte senge og sengeborde, også depotet var det plejerskernes opgave at holde rent, og afdelingssygeplejersken kontrollerede ofte om arbejdet var gjort tilfredsstillende – fandt hun lidt snavs et sted, blev det tørret af på vores hvide forklæde med et "Om igen".
En dag var der en patient som fortalte mig, at egentlig var det ikke hende der var syg, men derimod hendes mand, men da han var offentlig ansat, kunne han ikke så godt lade sig indlægge i Middelfart, for hvad ville folk så sige? Så hun havde indvilget i at påtage sig alle hans symptomer, at agere depressiv og blive indlagt, så ville hun gemme tabletterne til manden, så han ad den vej kunne blive hjulpet.
Jeg fortalte afdelingssygeplejersken om min oplevelse med patienten, men fik besked på, at jeg ikke skulle gå ind i dybere samtale med patienterne, det var sygeplejerskens arbejde.
I det hele taget var det på denne afdeling svært at finde ud af, hvad det var min opgave bestod i, og hvad der blev forventet af mig, hver dag var som en gætteleg, dagene var plus- og minusdage, og jeg blev mere og mere usikker. En dag tog jeg en dyb indånding, jeg tog mig sammen og gik til afdelingssygeplejersken (som var noget svingende), jeg fortalte om min usikkerhed, som dag for dag voksede i denne afdeling, jeg manglede simpelthen nogle informationer om, hvordan det hele fungerede.
Afdelingssygeplejersken svarede meget sarkastisk, at jeg sandelig nok herefterdags skulle blive informeret, når der var nogle vigtige ting at fortælle i afdelingen.
Så begyndte en tid hvor jeg ofte, som den eneste af plejerne, blev kaldt ind på kontoret, her blev jeg forevist laboratoriesvar, journalnotater, besked om medicinændringer og meget andet, alt sammen skete det i en noget ironisk tone.
Jeg havde besluttet mig til at holde ud, det havde afdelingssygeplejersken også, men da det havde stået på i 3 uger, sagde afdelingssygeplejersken – med et smil – at nu måtte det vist være godt; jeg kvitterede med at aldrig havde jeg lært så meget på så kort tid, og efter den dag var vi de fineste venner.
Af og til skulle en patient følges til laboratoriet, det kunne dreje sig om blodprøver som skulle tages, eller en et stofskifte som skulle måles, laboratoriet lå i kælderen i hovedbygningen med indgang fra den vestlige ende af huset.
Når patienterne skulle havde taget EEG-måling af hjernen, foregik dette i kælderen ved siden af hovedbygningen. Tandlægeklinikken og øjenlægeklinikken havde begge til huse i stueetagen i hovedbygningen.
I afdeling K1 oplevede jeg for første gang, at en patient skulle til NCE-(elektrochok) behandling, her skulle jeg deltage, hvilket jeg var meget spændt på.
Behandlingsgangen hvor behandlingerne fandt sted, lå i forlængelse af afdeling K1, så vi havde modsat andre afdelinger meget kort vej at gå.
Patienten skulle være fastende om morgenen, hvor vi var to personaler som fulgte med patienten ind på behandlingsgangen. Til stede ved behandlingerne var der en narkoseoverlæge, en af de stedlige læger eller reservelæger, samt en sygeplejerske der tog sig af patientens opvågning. Patienten blev lagt på en seng, hvorefter hun blev bedøvet, vi to medfølgende personaler skulle nu hvor patienten sov dybt lægge en hånd i patientens lyske og én på skulderen, dette for at stabilisere patienten under behandlingen så patienten ikke fik rygskader.
Selve behandlingen bestod i, at lægen holdt to små metalplader med håndtag ind mod patientens tindinger, hvorefter der blev sluttet strøm til, herved fremkaldtes kortvarige kramper hos patienten, og så snart patienten ikke krampede mere, blev hun lejret på siden og kørt ind på opvågningen.
Når patienterne efter behandlingen vågnede og langsomt kom til sig selv igen, var de ofte noget omtumlede og havde en del hukommelsestab, som der dengang i 1963 gik en del måneder med at genvinde.
Efter at have deltaget i behandlingen kunne jeg konstatere, at det hele var meget udramatisk.
Jeg mindes især en enkelt patient, hvis tilfælde gjorde et stort indtryk på mig den gang.
En ganske ung kvinde – hun var godt gift, havde en lille pige, ingen økonomiske problemer – pludselig var hun røget ind i en rigtig dyb depression, til sidst var hun ikke i stand til at klæde sig selv på mere, hun kunne end ikke holde på sit mundvand, hendes mand og lille pige kom på besøg, men hun ænsede dem dårligt nok, den lille familie lyste langt væk af ulykkelighed.
En dag blev det besluttet, at patienten skulle have NCE-behandling, der blev indhentet en tilladelse hos patientens mand, og så var banen klar.
Da den unge kvinde havde fået tre behandlinger, var hun som forvandlet, pludselig bredte smilet sig på hendes ansigt, hun skulle i bad og have sat hår, hun tog sin pæneste kjole på og stod på tæer for at se sig i spejlet, da hun skulle lægge læbestift på. Da patientens mand og barn trådte ind ad døren om eftermiddagen, satte kvinden sig på hug og bredte armene ud for at favne sin lille pige, da brast manden i gråd, men tårerne var glædestårer, en lille familie var reddet.
Patienterne i afdeling K1 måtte gerne færdes ude, men helst ikke helt alene, blot der var en medpatient med var det OK, patienterne kunne komme i håndarbejdsværkstedet hvis de ville eller få leveret håndarbejde i afdelingen.
I afdeling K1 oplevede jeg også at der var mange gengangere mellem patienterne, men fælles for mange af dem var, at indlæggelserne ikke var så langvarige.
Patienterne i K1 havde en kæmpe fordel frem for dem som befandt sig i de store bygninger, i K1 måtte patienterne bade så ofte de havde lyst, og her havde de udgang fra samtlige stuer til en om sommeren solfyldt terrasse og om vinteren en overdækket liggehal, her kunne patienterne hele året komme ud f.eks. efter NCE-behandling og sove middagssøvn, om vinteren blev patienterne svøbt ind i uldtæpper, fredfyldt og stille var område her med store plæner og grøn bevoksning ned mod vandet.
Overlægestuegangen skulle jeg nu opleve for første gang, på denne afdeling var det et kapitel for sig, det skete en gang om ugen. Når tiden for stuegangen nærmede sig, blev en af os plejere sendt hen til vinduet for at holde udkik, hvis det var mig måtte jeg op at stå på tilløbsrøret til radiatoren, da vinduet sad temmelig højt, så kunne vi se når ledende overlæge J. Ravn med sekretæren ved sin side kom skridende ned ad flisegangen med de unge kandidater i sit følge, alle iført hvide kitler.
I afdelingen var afdelingssygeplejersken iført sin hvide uniform og kappe på hovedet, hun havde ikke siddet ned siden hun tog uniformen på, da der ikke måtte være folder på den.
Hvis der på denne dag var flere plejere på arbejde, blev vi på nær en enkelt sendt ind på behandlingsgangen, til stuegangen var overstået, det blev sagt at overlægen ikke yndede at se for mange plejere på én gang.
Under stuegangen med overlægen skulle patienterne stå ved deres senge, sengene skulle være redt pænt med sengetæppe på, og så skred hele processionen frem til hver enkelt patient. Kandidater og afdelingssygeplejerske bar journalerne, som ofte var tykke, sekretæren bar sin skriveplade hvorpå hun stenograferede, hvad overlægen sagde og ordinerede, efter endt rundtur gik alle ind på kontoret, og efter en tid forlod hele skaren afdelingen igen, alle åndede lettet op, og de hengemte plejere kunne komme frit frem igen. Overlæge Ravn oplevede jeg som en alvorlig, lidt utilnærmelig person, jeg ved ikke, om det var respekt eller angst personale og patienter følte i forbindelse med manden, men noget uudsagt var der, jeg så ham aldrig smile – hans faglige kunnen herskede der vist ingen tvivl om. Ravn var kendt for at havde skaffet mange fysiske forbedringer til Hospitalet i Middelfart.
Flemming Ravn var en anden læge på Hospitalet, han var nevø til Jørgen Ravn, men af en helt anden støbning, mild og meget mere fremkommelig, jeg ved at hans store interesse var den russiske forfatter Dostojevskij, men mit kendskab til de herrer Ravn forblev lidt perifert.
Medens jeg var i K1 oplevede jeg, at der kom en ny læge på Hospitalet, lægen var bemærkelsesværdig idet han ønskede at hilse på alle, også os elever og rengøringspersonalet, han hed Knud Munck, han virkede som et mildt og venligt menneske, han så personalet og patienterne, og han huskede hvad vi alle hed.
Min elevtid på K1 varede fem måneder, så var det tid at skifte afdeling igen, jeg havde været glad for at være på K1, der skete mange ting, vi så resultater, og der var også udskiftning blandt patienterne, jeg håbede på at vende tilbage til afdelingen senere, når min elevtid var omme, måske?
Afdeling K18
Den 1. juni 1963 startede jeg på en ny afdeling igen. Det var igen en kæmpestor forandring at træde ind i K18 som var en vagtafdeling, dvs. her var vi to i vagt om aftenen.
Personalet i K18 bestod af afdelingssygeplejerske fru Christiansen, to assistenter, to plejere i dagvagt, to sygeplejeelever, en plejerelev, to i aftenvagt og halvanden nattevagt. Her var 22 kronisk syge og til tider ret urolige kvinder, de fleste skizofrene, nogle af dem med rigtig mange års indlæggelse bag sig, men også en enkelt pige på 18 år, her var også urenlige patienter, så lugten i afdelingen var til tider ret stram.
I K18 gik alle patienterne i Hospitalets spraglede bomuldskjoler, kun få af patienterne havde måske en strikketrøje som var deres egen, en trøje som de havde fået i julegave. Nogle af de mest urenlige havde et stort gummiforklæde bagpå under kjolen, således kunne der spares på kjolen hvis noget gik galt.
I K18 var der stor rationering på tøjet, afdelingen var kun tildelt en vis mængde tøj pr. uge, så der blev gjort meget for at spare på forbruget, for eksempel havde hver patient to hjemmestrikkede vaskeklude, en til den øverste del af kroppen og en til den nederste, vaskekludene blev efter endt brug hængt til tørre på en af tværpindene under sengen, så var de klar til brug næste gang. Det var ikke altid lige rart når vi skulle hjælpe patienterne med hygiejnen, det hændte ofte i K18 at patienterne var urenlige, så efter at have hjulpet en patient der havde lavet stort i tøjet kunne det være svært at få lugten af hænderne, uanset hvor meget jeg vaskede dem, men så var der en af de mere garvede plejere der lærte mig at vaske hænder med lidt tandpasta, og så fik hænderne en ordentlig omgang, og det hjalp. Gummihandsker var kun noget rengøringskonerne havde, når de skulle have hænderne i skrappe rengøringsmidler.
Livet i K18 virkede trøstesløst, patienterne virkede lidt mere kroniske end dem der var i K15, også her travede patienterne op og ned ad gangen eller sad og rokkede frem og tilbage i en stol, nogle ganske få kunne strikke, vaskeklude eller små håndklæder, og enkelte kunne hjælpe lidt til med borddækning, men ellers var der ingen udfordringer for patienterne i dagligdagen.
Privatliv fandtes slet ikke, her havde patienterne end ikke et skab, enkelte havde et natbord hvor der kun var en lille skuffe. På gangen fandtes ligesom i K15 et skuffedarium, hvor de patienter der havde behov for det, kunne få en skuffe der var ca. 45x50 cm. Skuffen var låst, så når patienten skulle have noget, låste personalet op; når skuffen var låst, var det for at kun den patient hvis ting var i skuffen havde adgang til indholdet.
På de store sovestuer var der 8 senge, på nogle af sengene var der en klap for enden til at sidde på, der var ikke plads til stole på stuen. Når patienterne gik i seng blev det tøj de havde på om dagen rullet sammen, et bånd med deres navn på blev bundet om og alt tøjet lagt ind i en stak i et skab på gangen, for så at blive taget frem til hver enkelt næste morgen igen. På sovestuen var der en håndvask til deling.
Badedagen her foregik en gang ugentlig, Patienterne stillede op på række, og så gik det lidt rapt derudad, den samme badebørste blev brugt til alle, der var ikke tid til den store omsorg, alle skulle være færdige inden middag, og vi var kun få plejere til at hjælpe.
Når alle patienter var rene, og havde fået deres medicin og morgenmad, var det personalets tur til morgenkaffe, det foregik ved et spisebord midt imellem patienterne, hverken i køkkenet eller på kontoret var der et bord vi kunne sidde ved, og patienterne krævede også at der var personale til stede hele tiden; det var ikke altid lige hyggeligt, da det ofte skete at en af de urenlige patienter valgte at kvitte hvad hun nu måtte af med lige ved vores bord, i starten fandt jeg det lidt svært, men det var utroligt hvor hurtigt man lærte at acceptere tingenes tilstand.
Ligesom på K15 havde patienterne her ikke penge mellem hænderne, de kom jo heller aldrig ned i byen for at handle, men alle patienter kunne få et mindre beløb i lommepenge, disse penge administrerede afdelingssygeplejersken, det foregik ved at der hos den nærmeste købmand eller øvrige forretninger i byen blev indkøbt forskellige ting til patienterne i form af slik, røg og frugt, men de fleste af pengene blev nok gemt til julemåneden, hvor der så blev købt ekstra godter og julegaver til patienterne, der blev også fra Hospitalets side bevilget ekstra penge til julegaveindkøb.
Der blev forsøgt efter bedste evne at gøre julen så hyggelig som mulig for patienterne. I K18 var der kun et par enkelte patienter som kunne deltage i den store fælles julefest i festsalen, og her var heller ingen som blev hentet hjem til familie i julen, jeg erindrer heller ikke at nogen fik besøg.
Når vi havde nattevagt i K18, blev døren ind til afdeling K20, som lå på samme etage, lukket op – i dag den midterste etage i Teglgårdsparken 19. K20 var en afdeling for kroniske og demente ældre. Ved at lukke døren op kunne vi spare et personale, det vil sige at vi var tre på vagt.
En nat hvor vi i K18 var løbet tør for stiklagner, måtte jeg i en fart, medens den anden vagt holdt en dårlig sengeliggende patient, ile ind på K20 for at låne et stiklagen, jeg kunne ikke lige se nattevagten derinde, så jeg snuppede et stiklagen fra deres skab, for hurtigst mulig at komme min kollega til undsætning, jeg glemte senere at sige det til vagten på K20, men hun havde åbenbart set mig.
Et par dage efter blev jeg kaldt ind på K20, hvor en meget vred afdelingssygeplejerske bad mig forklare mit tyveri fra afdelingen den pågældende nat. Jeg forklarede og undskyldte mange gange, og måtte love at det ikke gentog sig mere.
Når patienterne i K18 skulle klippes, skete det ved at en af byens damefrisører kom i afdelingen, og så blev der klippet efter tur, samme frisure til alle, jeg mindes en enkelt patient der bad om lidt andet og evt. krøller, men det kunne ikke komme på tale. Det gjorde lidt ondt, så vi personaler prøvede så godt vi kunne at indfri patientens ønske ved en gang imellem at rulle hendes hår op.
Toiletforholdene i K18 var ikke særlig tiltalende, det bestod af et stort rum, hvor der var en vaskekumme og en udslagskumme, midt rummet var der et stort skab, fastgjort til skabet var der på hver side en toiletkumme uden bræt, men med en trækant, her kunne patienterne så forrette deres nødtørft. Patienterne kunne ikke selv trække ud, det kunne kun ske ved at personalet kom og låste op ind til skabet, her befandt cisternen sig, og her kunne personalet trække ud, så hver gang vi som personale nærmede os toilettet, gik vi ud og trak i snoren.
Mine fire måneder på K18 var ved at være slut, det havde været lærerigt med gode kollegaer, men også trist at se hvor glemt mennesker kan blive af dem som engang stod dem nær.
Afdeling K6
Den 1. oktober 1963 starter så igen et helt nyt kapitel i min elevtid, og atter er kontrasterne store.
K6 er en åben afdeling med 18 patienter. Selve afdelingen som ligger i vinkel er rigtig hyggelig, her er to dagligstuer, en spisestue, en sovestue med fire senge, fem stuer med to senge og en enkelt stue til én seng, her er badeværelse og toiletforhold også meget pænere. I stuen er der klaver, møblerne er pænere, og her er billeder på alle vægge og blomster i vinduerne. Her er en summen og aktivitet, men på en ganske anden måde end i K18.
Patienterne var alle til at tale med, her spillede vi kort, bob og lagde puslespil, og her hændte det også at der kom besøg til patienterne, og enkelte rejste også på besøg hjemme hos familien.
Jeg blev taget godt imod på afdelingen af en sød afdelingssygeplejerske, frk. Mathiasen, som viste mig stor tillid. Foruden afdelingssygeplejersken var der to assistenter, en ældre plejerske, en fast aftenvagt og en nattevagt, her var også to sygeplejeelever. Ligesom i de andre afdelinger indgik alle elever i normeringen og deltog fuldt ud i alle gøremål i afdelingen.
Jeg fik meget hurtigt lov til mange ting, det eneste frk. Mathiasen ikke ville se, var at man stod med armene over kors eller lænede sig op ad dørkarmen, for som hun sagde: "Kan man ikke finde på noget andet, kan man altid pille blomster".
Jeg havde ikke været i K6 særlig længe før også denne afdelings personale skulle på udflugt, atter var jeg sidst ankommen og fik tjansen med at passe afdelingen alene, men her kunne jeg dog tale med patienterne. Et par patienter kom og spurgte om de måtte gå en tur ned i byen, det var i orden, når bare de fulgtes to og to, men ak og ve, en lille time senere kom den ene patient forpustet tilbage til afdelingen og meddelte, at den anden patient, en ældre lettere forvirret dame, havde taget bussen til Kolding – jeg fik hjertebanken, lige nu var patienterne jo mit ansvar, og hvad skulle jeg gøre. Jeg henvendte mig til afdelingen nedenunder – jeg havde hørt at afdelingssygeplejersken her var striks – jeg fortalte om min situation, men her viste afdelingssygeplejersken sig fra sin bedste side, hun var meget sød og hjælpsom, hun ringede efter den vagthavende overlæge Nørgaard, som kom og hjalp med efterlysning og kontakt til patientens familie. Jeg mødte ingen kritik næste dag, og patienten blev bragt tilbage af familien.
Overlæge Knud Nørgaard var en stille let foroverbøjet mand, altid med hænderne på ryggen, det blev sagt om Nørgaard at han var en meget dygtig diagnostiker, heller ikke til Nørgaard fik jeg det store kendskab.
I K6 var mange af patienterne beskæftiget, de fleste gik ned i terapistuerne hvor der var kreativ udfoldelse.
I K6 kom mine evner som damefrisør rigtig til udfoldelse, her havde afdelingen anskaffet sig en rigtig tørrehjelm, og her var masser af curlere, jeg opdagede at hele tjansen med at ordne hår var en rigtig god indgang til at tale med patienterne, ligesom det at gå lange ture i den meget smukke park var rigtig godt, det at patienten og jeg foretog os noget sammen fik ligesom ordene og fortroligheden til at flyde bedre.
I det meste af den tid min elevtid havde varet havde jeg fulgt undervisning to gange om ugen.
Undervisningen foregik i hovedbygningen, vi blev undervist i psykiatri af en læge Hornslet, og så havde vi en sygeplejerske til praktisk sygepleje, frk. Jørgensen. Den 25. oktober 1963 fandt eksamen sted, vi var kun 8 elever på holdet, som alle bestod.
Den 15. november startede min aspiranttid, den skulle nu vare i 2 år, efter den tid ville jeg blive fast ansat, og dermed tjenestemand, med ret til pension.
Jeg blev meget hurtigt glad for at være i K6, jeg fik lov til selvstændigt at tage initiativ til mange ting, meget hurtigt fik jeg lov til at give medicin, ligesom jeg deltog i stuegang, jeg syntes det var spændende, det gav stor indsigt og forståelse, og jeg sugede til mig, men det bedste af alt var, at jeg fik lov til at blive på K6, nu hvor min elevtid var overstået.
En dag havde jeg en oplevelse, som var af de mindre heldige, den kunne have givet mig store problemer, hvis ikke det var fordi afdelingssygeplejerske frk. Mathiassen var et meget humant menneske.
I afdelingen havde vi en patient, en ældre dame som var kommet i tanke om at hun ville slanke sig ekstremt, jeg fik nu til opgave at overtale hende til at spise sin øllebrød, patienten måtte endog spise øllebrøden på værelset, blot hun spiste. Jeg brugte alle mine talenter og overtalelsesevner, og syntes pludselig at jeg genkendte situationen fra tidligere, og handlingen udeblev da heller ikke denne gang, pludselig langede denne ældre pæne dame mig en syngende lussing, og min reaktion kom prompte: helt reflektorisk sendte jeg en lussing retur, heldigvis nåede jeg at afdæmpe styrken, men helt stoppe nåede jeg ikke, så jeg strejfede patientens kind, jeg blev skrækslagen over mig selv, og ængstelig for patientens reaktion, men patienten vendte sig blot om, og fortsatte sine sysler som om intet var hændt.
Jeg måtte nu gå den tunge gang til frk. Mathiassen og fortælle om det hændte. Frk. Mathiasen så alvorligt på mig og de fem fingre som sad på min kind, hun forlod kontoret og gik ud for at sondere afdelingen og mærke patientens reaktion, jeg ventede nervøs på kontoret.
Da frk. Mathiassen kom tilbage sagde hun: "Frk. Hansen slår jo så tit, og hun er vant til at folk slår igen, så jeg tror slet ikke at hun lagde mærke til noget, men frk. Thede, De må aldrig aldrig slå mere, husk at tælle til 10". Jeg undskyldte meget og lovede at sådan noget aldrig mere skulle ske. Så kom dr. Munck på stuegang, og jeg måtte endnu en gang forklare mig, atter var mit held at dr. Munck var et lige så humant menneske som frk. Mathiassen, han sagde: "Jeg er sikker på, at den der er mest ked af det hændte er frk. Thede, og det sker vist aldrig mere". Det kunne jeg garantere, jeg var taknemlig for at disse gode mennesker omgav mig.
En dag kom afdelingssygeplejersken fra afdeling K1 og spurgte, om jeg kunne tænke mig at komme tilbage til afdelingen dér og arbejde, men jeg måtte takke nej, da jeg var meget glad for at være i K6.
Jeg oplevede ind imellem at blive lånt ud til andre afdelinger som var i akut personalemangel.
En gang blev jeg lånt ud til K11, en afdeling som ikke havde det bedste ry som arbejdsplads, det var en akut modtage-afdeling, her blev patienter som oftest indlagt "på tvang", dvs. tvangsindlagt – "gul tvang" betød at patienten var behandlingskrævende, "rød tvang" betød farlig for sig selv og andre. Det kunne være en ret urolig afdeling, så dér havde jeg ikke den store lyst til at blive, men udlånet drejede sig som regel kun om nogle få dage, og hver gang var jeg uendelig glad for at vende tilbage til K6, tonen og hele ånden i afdelingen her var varm og god, så heldig var det ikke alle afdelinger der var.
Julen i K6 var noget helt særligt, der blev gjort rigtig meget ud af at pynte op, glaskugler blev poleret, og silkebånd blev strøget, der blev lavet julekrybbe, og der duftede af gran over alt, der blev sunget og spillet julesange. Nogle af patienterne her var også så heldige at komme hjem til familien i julen.
Livet fortsatte sin vante gang, og den 11. september 1966 blev Benny og jeg gift. Da afdelingssygeplejersken spurgte hvad jeg så kom til at hedde, svarede jeg som sandt var, at nu hed jeg Jørgensen til efternavn – vi sagde alle dengang "De" til hinanden og var på efternavn. "Den går ikke, her er allerede flere fru Jørgensen, så De må fortsætte med at hedde fru Thede", lød det, og sådan blev det.
Tre måneder efter mit giftermål blev jeg gravid, og som følge heraf var jeg en del utilpas, en dag tog afdelingssygeplejersken mig i at sidde på en stol på en af sovestuerne, bleg og utilpas, hertil sagde afdelingssygeplejersken: "Nej ved De nu hvad, De har influenza, spil nu ikke helt og smit alle os andre, gå hellere hjem og bliv rask". Jeg måtte gå til bekendelse og fortælle som det var, afdelingssygeplejersken slog en høj skvaldrende latter op og forkyndte højt ud over hele afdelingen at min influenza ville vare i 9 måneder, "så gå De bare i gang igen".
En dag fortalte den ældre plejer, fru Andersen, at hun ville rejse, hun var nået pensionsalderen. Et af hendes job var at samle et hold af de raskeste patienter, 8-10 damer fra de lukkede afdelinger, et par gange om ugen i formiddagstimerne og tage dem med op på Hospitalets systue, som lå oppe under loftet oven over vaskeriet.
I systuen sad fast 3-4 damer og syede tøj til Hospitalet. Her kom patienterne og reparerede hospitalstøj, stoppede strømper, syede knapper og stropper i, en enkelt fik lov til at sy hovedpudebetræk på maskine, et arbejde som patienterne var glade for, det gav dem et pusterum fra den ensformige dag i afdelingen, det udløste også ekstra kaffetår, cigaret og ostemad, og de patienter havde en følelse af at udrette noget nyttigt, hvilket de også gjorde.
Da nu den plejer som havde fulgt disse patienter i flere år rejste, blev jeg sat til at passe denne tjans, men kun så længe jeg var gravid, senere overgik denne beskæftigelse til en af de afdelinger, hvorfra de fleste af patienterne stammede.
Jeg var sat til at skulle føde den 15. august 1966, men da jeg endnu ikke havde født den 30. august, meldte jeg mig syg da jeg gik hjem, nu syntes jeg at jeg var så besværet at det var på tide at holde.
Jeg blev indlagt den 1. september og fødte dagen efter min første datter Lene. Jeg havde fire ugers barsel, og så var det tilbage til jobbet igen, lidt barskt især da mit lille barn ikke trivedes for godt, men dette rettede sig i løbet af nogle måneder.
Efter min tilbagekomst meddelte afdelingssygeplejersken, at nu ville hun gå på pension, det var en trist meddelelse, frk. Mathiassen var et sødt og afholdt menneske, og hvordan skulle det hele nu gå.
Afdelingen fik en ny afdelingssygeplejerske, som for mit og mange andres vedkommende skulle vise sig at være et helt enestående menneske. Edith Brandt var i alle henseende et favnende og givende menneske, hun havde en sjælden evne til at få alle patienter og personale i hendes nærhed til at føle sig godt tilpas, hun kunne få selv de tavse patienter til at tale og personalet til at vokse med opgaverne.
Jeg oplevede en dag at frk. Brandt kom og sagde, at nu ville hun tage sin bil og køre ud i skoven sammen med nogle patienter for at plukke brombær, det ville sige at så var jeg alene på afdelingen den formiddag.
Jeg gjorde frk. Brandt opmærksom på at det jo var i dag at ledende overlæge J. Ravn kom på stuegang, Ravn var en meget alvorlig herre, som bestemt ikke tålte nogen form for slinger, og da slet ikke fra en plejer, men frk. Brandt svarede blot: "Fru Thede, De ved jo godt hvad der skal bringes frem i dag til stuegang, og ellers skal De bare svare på hvad der bliver spurgt om, det kan De sagtens klare". Jeg tror nok jeg voksede et stort stykke den dag. Frk. Brandt havde en helt utrolig evne og tillid til at overlade arbejde og ansvar til sit personale, det gav en stor tilfredshed og lyst til at yde alt hvad man kunne og lidt til.
Ligesom på alle de andre afdelinger var der også på K6 ansat to faste rengøringsdamer, Agnes Rasmussen og Agnes Svensson, sidstnævnte var gift med Kvartermesteren. Fru Svensson var indfødt Middelfarter og kendte alle i byen, også alle øgenavne, hvilke der var rigtig mange af i Middelfart, begge damer havde flere års arbejde på afdelingen bag sig, og var til stor hjælp når jeg var alene på afdelingen, hvilket af og til skete.
Maden på Hospitalet var god, velsmagende og solid dansk mad, al mad der blev serveret for patienterne i afdelingen blev leveret fra det store centrale køkken.
En traktor med et lille vogntog spændt bagefter kørte ud fra det store køkken, ud for hver bygning blev en vogn hægtet af, og så hentede personale og patienter de store rustfrie beholdere op i afdelingerne, de var ofte tunge så der måtte to personer til at bære en beholder som skulle fragtes op ad trapperne, beholderne blev båret i kraftige læderremme. Maden som kom til afdelingen var kun beregnet til patienterne, hvis personalet ville spise på Hospitalet, måtte vi købe maden i kantinen, som lå oven på centralkøkkenet.
Da der altid var rigelig mad til patienterne, hændte det at vi personaler snød os til at spise lidt af det levnede mad, dog uden afdelingssygeplejerskens viden.
En dag skulle patienterne have en helt ny dessert at spise, det hed ymer med rugbrødsdrys, det så meget tillokkende ud, og da der var levnet noget, blev Agnes og jeg enige om, at det ville vi liste os til at smage, men nydelsen skulle vente til patienterne var gået hen for at hvile over middag. Agnes var lidt højere end mig, så da ymeren var øst op i to tallerkner, stillede Agnes dem op oven på køleskabet, hvor der var et mellemrum, men for at ingen skulle se dem fik de lige et ekstra lille puf, og ups der lød klirren, det var vores ymer som røg ned bag køleskabet, uha nu gjaldt det om at være hurtige inden afdelingssygeplejersken kom tilbage fra kantinen, vi fik rullebordet hen foran køleskabet, og med opbud af alle vores kræfter fik vi løftet køleskabet ud på bordet, et sørgelige syn mødte os, alt var sølet ind i vores ymer, så vi fik travlt med vand og klude, en patient kom og spurgte hvad vi dog lavede, men Agnes var hurtig: "Vi gør såmænd bare lidt hovedrent bag skabet". Vi nåede at få alt på plads uden at nogen opdagede noget, men episoden mindedes vi ofte med et smil.
Ligesom maden blev leveret ved hoveddøren midt i bygningen, blev vasketøjet også leveret der, så var det igen personalet, især plejerne, og patienter der bar det alt sammen op i afdelingen, også her var det ofte meget tunge sække.
Den 7. januar 1969 nedkom jeg igen og fik atter en lille pige, Mette, heldigvis var hun fin og helt igennem rask, og jeg kunne nyde mine fem ugers barsel.
I K6 blev der hver morgen sunget morgensang, frk. Brandt spillede klaver til, det hændte også at der var patienter indlagt som kunne spille, så var det dem der spillede hvis de ville.
Pinsemorgen var der tradition for, at hvis vejret var godt så skulle der drikkes kaffe i haven, det var herligt, så sang vi morgensang der nede, og vi kunne høre hvordan der også blev sunget i de andre haver.
Hver sommer blev der arrangeret udflugt for hele afdelingen, fra køkkenet fik vi medbragt ekstra fint smørrebrød, som vi så nød et sted hvor der var borde nok til alle, senere drak vi kaffe og spiste lagkage på en kro. Turene gik forskellige steder hen hvert år, som f.eks. Den Gamle By i Århus, Den Fynske Landsby, eller til andre seværdige steder, engang tog vi til Rømø hvor vi fortsatte med færge til den tyske ø Sylt, på den tur havde vi afdelingens overlæge Knud Munck med, her så dr. Munck patienterne fra en anden side, og patienterne nød at overlægen var med under mere afslappede former.
Et år tog vi til Fanø i en lille uge, det var så heldigt at frk. Brandt havde et sommerhus på Fanø, der tog hun en del af patienterne med ud at bo, medens resten af os boede på Hotel Fanø Bad. Vi gik lange ture ved stranden, var rundt på hele øen, og hver dag samledes vi på hotellet for at spise sammen.
Det hændte også et par gange at hele afdelingen tog på sommerlejr, så delte vi lejren med to andre afdelinger, hvoraf den ene var en mandsafdeling, det var lidt nyt, da mands- og kvindesiden i det daglige ikke havde noget med hinanden at gøre.
Hospitalet var til daglig delt meget skarpt op, man var ansat enten på mandssiden eller kvindesiden og havde som sådan slet ikke noget med hinanden at gøre.
Medicin og stuegang
På hele Hospitalet var det langt den største del af personalet der var plejere, der var gennemsnitlig ansat to sygeplejersker på hver afdeling, derfor var det helt naturligt at vi plejere også gav medicin, især da mange vagter var dækket helt af plejere.
På et tidspunkt da det især må have været svært at skaffe sygeplejersker nok, blev jeg af oversygeplejersken tilbudt at lede afdeling 22 for en tid, dette takkede jeg dog nej til, jeg havde ingen intentioner om at være leder for min egne kolleger og heller intet ønske om dette ansvar.
I afdeling K6 under frk. Brandt havde jeg meget frie hænder og nød den tillid der blev mig tildelt, dagligt fik jeg lov til at føre og tilrettelægge arbejdsplanerne, var med ved ansættelse af nyt personale o.l.
Jeg oplevede nu dagligt at være med til stuegang, hvor jeg også gerne måtte give min mening og observationer til kende.
Det var hver dag en oplevelse og læring at gå stuegang med dr. Munck, som beredvilligt delte ud af sin meget store viden, for ham var intet spørgsmål dumt eller for lille.
Både Knud Munck og Edith Brandt formåede at få deres omgivelser til at føle sig vigtige og godt tilpas. Det var en glæde hver dag at gå på arbejde, ånden i afdelingen var rigtig god, jeg tror det bundede i de to førnævnte menneskers helt store rummelighed og deres kærlighed til deres medmennesker. Jeg var heldig at jeg var havnet her, ikke alle afdelinger var eftertragtet, men den her var en af dem.
En dag under stuegang faldt samtalen på medicineringen af patienterne. Jeg spurgte om det kunne være rigtigt, at patienterne ikke en gang imellem skulle ud af medicinen, så man kunne se om de stadig behøvede alt hvad de fik, dette var især møntet på en bestemt patient, en skizofren kvinde på 45 år, hun havde været indlagt i mange år, gik stille og roligt rundt i afdelingen, brugte tiden på at brodere, sagde ikke så meget, men fik en del medicin.
Dr. Munck forklarede at en skizofreni af den pågældende patients type krævede de doser medicin som hun fik, og med dr. Muncks store erfaring vidste han at patienten var doseret rigtigt, men jeg argumenterede og var ret vedholdende, hvis man aldrig prøvede at reducere i medicinen så kunne man jo ikke vide om patienten kunne undvære noget, jeg havde en forestilling om at sygdommen, som det er med nogle andre sygdomme, evt. kunne brænde ud.
Som det meget lydhøre menneske dr. Munck var, endte samtalen med at patientens medicin blev reduceret en del hen over nogle dage, men åh, til min store skuffelse blev patienten hurtigt meget dårligere, og dosis måtte straks sættes op igen, desværre gik der en rum tid inden patienten var i sit vante leje igen. Jeg lovede mig selv aldrig mere at prøve på at være klog på noget jeg ikke havde viden nok om.
Med stor respekt for Knud Munck er jeg ham taknemlig, med denne øvelse lærte han mig uendeligt meget.
Fiksering af patient
På de store lukkede afdelinger havde jeg flere gange været med til at bæltefiksere urolige patienter, her var det ikke noget særsyn da patienterne ofte var i en verden hvor de ikke vidste hvad de gjorde, men da jeg også kom ud for at skulle være med til at bæltefiksere en ung kvindelig patient på K6, syntes jeg pludselig at det var meget sværere.
Patienten var en ung pige som man nemt kunne tale med når hun havde det godt, men en dag blev denne unge pige pludselig tiltagende urolig, højtråbende og alvorligt truende, hun var en stor pige og kunne sikkert blive svær at tumle hvis hun først gik amok. Frk. Brandt havde den sjældne evne til at komme helt tæt på patienterne og ligesom plante sin egen ro i dem, frk. Brandt talte stille og roligt til patienten medens hun tog ved hende og førte hende ind til sengen, her forklarede frk. Brandt at nu skulle patienten lægge sig ned for at få spændt bæltet fast om livet, dette var en beskyttelse af patienten, men også af hendes omgivelser, alt foregik stille og roligt. Frk. Brandt havde bedt mig være ved patientens anden side, og bagved gik en sygeplejerske hele tiden indtil patienten var spændt fast, patienten råbte lidt højt et øje blik, men fik lidt beroligende medicin og faldt hurtigt til ro. Senere på dagen blev patienten atter løst fra bæltet, og sad igen hos de andre patienter.
Næste dag dristede jeg mig til at spørge patienten hvad hun følte, når vi sådan fulgte hende ind i seng og lagde hende i bælte, jeg selv havde en vag fornemmelse af at overskride et andet menneskes grænse, men til min store overraskelse svarede patienten sådan: "Det skal jeg sige dig, Thede, nogle gange tænker jeg: Bare de dog snart vil gøre noget, for jeg kan ikke stoppe det der er i gang, men så snart jeg hører det lille klik fra låsen, så kan jeg slappe af, det føles godt, det er som min moders arme der lukker sig om mig, nu kan ingen i Verden gøre mig noget, men jeg kan jo godt se at det er noget vrøvl, for det er jo mig der ikke kan gøre nogen noget nu, men sådan virker det på mig. Men lige så godt det er når jeg er dårlig, lige så ydmygende er det, hvis jeg ikke kommer ud af bæltet så snart jeg har det godt".
14 dage efter episoden kom den pågældende patient og forærede mig en lille figur som hun havde lavet i ler og fået brændt nede i terapiværkstedet, figuren forestillede en mor med sit lille barn i armene, jeg blev virkeligt rørt over den gestus. Denne samtale kom mig til gavn mange gange senere i mit job, men jeg har dog også mange gange oplevet patienter som absolut ikke så nogen fordel ved at være fikseret, ligesom jeg har oplevet patienter der har forsøgt selv at sno sig ned i et låst bælte, patienter der selv mærkede at noget var under opsejling.
Hjælp til patienter ved udskrivning
Det skete af og til, at der skulle udskrives en patient, som havde været indlagt længe – det kunne sagtens dreje sig om år. Så kunne det godt være svært for en enlig patient at vende hjem til en lejlighed der havde været ubeboet så længe, så hændte det at jeg tog patienten med i bilen og så kørte vi hjem og gjorde lejligheden ren, fik smidt gamle madrester ud, det skete også at vi dårligt kunne komme ind for gamle reklamer.
Vi hjalp også patienter som skulle etableres på ny, der blev via socialrådgiveren søgt om økonomisk hjælp, men det var aldrig de store summer, så opfindsomheden og kreativiteten blev ofte stor.
Mange af de patienter som vi hjalp til en nyetablering, var patienter som havde været indlagt i flere år, og som stort set havde mistet forbindelsen til familien, de patienter ønskede for det meste at slå sig ned i Middelfart, her kendte de byen, her var hjælpen nær, og her var de accepteret.
Til Kvindesiden var knyttet én socialrådgiver, det var en ugift mand. Socialrådgiveren var en meget central person, han sad på pengekassen, det var ham der skulle søge bevillinger hver gang en patient skulle have noget ekstra, og det var langtfra alle ønsker der blev opfyldt.
En patient, en lille psykotisk, charmerende og velbevaret ældre dame, som gerne ville være med på moden hvad tøj angik, havde ofte nogle ønsker som krævede økonomisk tilskud, hun forsøgte en dag at smigre sig ind hos socialrådgiveren, hun startede med at sige: "Hvor har De nogle smukke nakkekrøller, hr. V.", hvortil socialrådgiveren svarede: "Tak, jeg kan desværre ikke sige det samme til Dem", hvorefter patienten sang "Lille Viggo, vil du ride ranke", og så blev han sur, og patientens chance for ekstra bevilling var forspildt.
I løbet af halvfjerdserne blev der dog ansat flere kvindelige socialrådgivere
Patienter som var indlagt i længere tid kunne bevilges lommepenge, et mindre beløb som rakte til lidt tobak eller mundgodt, til gengæld kunne patienter under indlæggelsen få ordnet hår og tænder, evt. få nyt gebis, få nye briller, indlæg i sko og diverse beklædningsgenstande, samt hvad der ellers var brug for til at lette patientens tilværelse.
Det hændte også at patienter blev kørt til og fra hjembesøg af Hospitalets transport.
Alle disse økonomiske forhold ændrede sig meget da Hospitalet gik over til amtet.
I flere år undrede det mig, at når jeg i weekenden stod og kikkede ud af vinduet i eftermiddagstimerne, var det tydeligt at se, at de fleste besøgende kom til mandssiden, jeg så kvinder komme gående ned over terrænet med en større taske eller net, formentlig med kaffe og brød og lidt godt til deres pårørende. Jeg har senere tænkt på om det er det kvindelige omsorgs-gen der her slog igennem, at det i virkeligheden er sådan at kvinder med syge pårørende holder længere ud, end mænd i forhold til deres syge familie.
Det hændte en gang imellem at jeg tog nogle patienter med i min bil, og så kørte vi hjem til mit eget hjem i Strib, hvor vi så drak kaffe, her hilste patienterne på min egen familie, ligesom det skete at mine børn kom på afdelingen for at hente mig, og også ad den vej havde kontakt til patienterne, for nogle patienter var det de eneste børn de så, det hændte også at jeg fik små gaver med hjem til mine børn fra patienterne.
Rejsen til Italien
I foråret 1973 får socialrådgiver Hanne Lauritsen en genial idé, hun kunne tænke sig at arrangere en udenlandsrejse for patienter, vel at mærke patienter som havde været indlagt længe, ja i flere år.
Hanne som for det meste arbejder på mandssiden, har i sin fortid arbejdet en del i rejsebranchen, så for hende er området med at rejse ikke så ukendt.
Et større arbejde gik nu i gang. Hvilke patienter skulle og kunne deltage? Hvor mange? Hvor mange personaler og hvem? Og hvordan fik vi skaffet penge til turen?
Jeg blev hurtigt involveret, og var med på ideen, skønt jeg aldrig selv havde været i udlandet før.
Hannes mål var at vi skulle til Italien, nærmere bestemt Gardasøen. Hanne gik i gang med at søge patienternes hjemkommuner om økonomisk hjælp til turen, nogle få kommuner hjalp, medens andre svarede at det var en statsopgave, da Hospitalet på det tidspunkt endnu var underlagt Staten.
Vores rejse skulle gerne finde sted i sommeren 1974. Så vi måtte nu til at tænke kreativt for at skaffe penge nok.
I afdelingen fandt vi på at sy forklæder og tøjdyr, især elefanter, som vi solgte til ansatte og til besøgende, stoffet vi brugte fik vi i Hospitalets systue, det bestod af gamle kasserede bomuldskjoler og aflagte gardiner, en del af fyldet hentede vi fra en dynefabrik, Centerfil.
Hele ideen med udenlandsrejse for patienter havde bredt sig til mandssiden, så her var de også gået i gang med indsamling af penge, mandssiden var gået et skridt videre, idet de havde bestemt sig for at holde et større loppemarked i festsalen, på mandssiden havde de samlet en masse effekter sammen, og imellem tingene var også antikviteter og mere værdifulde ting, disse ting skulle sælges på auktion den dag loppemarkedet skulle holdes.
Vi fra kvindesiden havde fået stablet en tombola med håndlavede ting på benene, og så havde vi lavet en café hvor vi solgte hjemmebagt kage, kaffe, te og sodavand, jeg husker at jeg hjemme aftenen før bagte to store makronkager som skulle bruges til salg i cafeen.
Da dagen for loppemarkedet oprandt, var hele festsalen fuld af boder og effekter, i konferencerummet ved siden af festsalen havde vi arrangeret vores café.
Alt var klappet og klart, nu var det så bare lige om der kom nogle mennesker, for en sikkerheds skyld havde vi annonceret i den lokale presse.
Endnu inden vi slog dørene op var der fyldt med biler på terrænet, aldrig før havde vi set så megen trængsel i Hospitalets park. For mange mennesker var det måske en lejlighed til at komme lidt inden for de tykke mure og med egne øjne se, hvordan her så ud.
Alt forløb godt, og vi havde fået et godt tilskud til vores rejser, men for nogen, især mændene på mandssiden, havde det også været et stort slid, de havde slæbt mange tunge effekter til.
Vi fortsatte med at samle penge sammen så godt vi kunne, i afdelingen syede vi tøjdyr og forklæder, grydelapper og mange andre ting, som vi solgte til kollegaer og pårørende. Da vi nåede sommeren 1974 blev alt planlagt nøjere. 20 patienter fra tre forskellige afdelinger blev dem der kunne deltage, i alderen fra 20 til 70 år, de fleste med mange års indlæggelse bag sig.
Af personale var vi fem: en socialrådgiver, en sygeplejerske, tre plejere. Personalets billetter skulle betales ud af det samlede beløb som vi havde fået samlet sammen, til gengæld var der ikke noget der hed vagtpenge, diæter eller anden kompensation for de 8 dage turen varede.
Datoen for vores store rejse nærmede sig hastigt, og samtidig steg spændingen.
For mit vedkommende meldte der sig et stort problem lige inden afrejsen. Min Mor kom på sygehuset med lårbensbrud, hvilket var ret kompliceret da hun i forvejen var medtaget af leddegigt og dårlige nyrer. Det var svært for mit eget vedkommende, jeg kunne ikke bare blive hjemme da jeg var skrevet på fællespasset, som ikke var nemt at få ændret til en anden person i sidste øjeblik.
Med en blanding af sorg, bekymring og forventningens glæde tog jeg af sted. Overlæge Munck, som straks så mit dilemma, trøstede mig og lovede at han ville holde sig orienteret om min Mors tilstand og ringe til hotellet for at fortælle hvordan det gik.
Søndag den 1. september 1974 gik turen fra Hospitalet til Billund, hvor flyet var klar til at fragte os til Italien.
Vi var alle meget spændte, ingen af patienterne inklusive mig selv havde været ude at flyve før. Alle var fine i tøjet, og vi havde gjort alt for at ingen skulle kunne se at her kom en flok patienter, men da vi først var kommet ombord i flyet, og alle havde fundet deres pladser og var klar til at lette, var der en af patienterne som helt euforisk af glæde og forventning rejste sig op, og med høj røst erklærede: "Hvis der er nogen her der ikke ved hvordan man spænder bæltet, så kan de bare s