Undertegnede Anne Juel Pedersen f. 22.03.35 arbejdede på Statshospitalet i Middelfart i 1956-1964 og igen 1970-1975 som hospitalslaborant. Jeg blev uddannet på OABS (som det hed dengang) under overlæge Jørgen Jørgensen. Overlæge Jørgensen var også tilsynsførende med laboratoriet på Statshospitalet og da jeg sagde, at jeg ville søge en opslået stilling på Statshospitalet i Middelfart sagde han, at det syntes han ikke jeg skulle gøre! Jeg gjorde det alligevel og fik stillingen.

Arbejdet på laboratoriet gik jeg jo meget let ind i, fordi det faktisk var en forlængelse af det, jeg havde lært i Odense. Dog var der en forskel på den slags prøver, man skulle lave, bl.a. undersøgte vi for Barbiturater, det var jeg jo ikke vant til i Odense. Jeg var måske lidt nervøs, når der skulle tages blodprøver på afdelingen, men så snart man lukkede sig ind, var der omgående plejere omkring én – man følte, der blev taget godt vare på én.

Da jeg kom på laboratoriet, havde der været noget turbulens med de tidligere ansatte – de rejste og blev erstattet af andre – alle søde uddannede piger / laboranter. På et tidspunkt fandt overlæge Ravn ud af, at vi skulle have en leder! Ok – men han fandt frem til en jordemoder, som var blevet dømt til at opholde sig på Statshospitalet! Hun skulle lede og fordele arbejdet for os laboranter! Da satte vi os ned og blev MEGET vanskelige – så den ordning holdt ikke længe. Efter et stykke tid blev jeg så leder. Det var lidt svært, for alle de andre laboranter var på samme alder som jeg – 21 år – det var ikke nemt – og jeg har heller aldrig siden ønsket at blive leder!!

Vi fik en ny tilsynsførende overlæge på laboratoriet. Overlæge Rüd fra laboratoriet på Vejle Sygehus. Han og overlæge Ravn indgik en aftale med Lundbeck (Medicinalvarer). Vi skulle tage en hel del prøver på patienter, lave skemaer over hver patient, og så skulle man vurdere virkningen af piller, som patienterne samtidig fik. Jeg tror det var "Leponex"; for det arbejde fik vi hver jul en æske chokolade – men vi skulle sige tak for den!! Vi fik egentlig aldrig at vide, hvordan patienterne fik det efter at have fået de tabletter.

Da jeg blev gravid med mit 3. barn i 1946, bestemte jeg mig for at holde op med at arbejde. De følgende år havde jeg dog nogle vikariater i sommerferier og et enkelt barselsvikariat.

I 1970 begyndte jeg så at arbejde igen – dog ikke som leder, hvilket passede mig ganske glimrende! Jeg viste dog at Statshospitalet skulle overtages af amtet. Det ville betyde, at laboratoriet skulle overflyttes til sygehuset, dvs. man skulle arbejde på sygehuset osse – og derfor gå i nattevagt bl.a. der. Det harmonerede aldeles ikke med 3 børn – og nr. 4 blev født i 1974! Så jeg så mig om efter et andet job. Jeg spurgte min egen læge, om de ikke skulle ha´ et laboratorium, og han sagde; jo. – Så i 1975 sagde jeg op og var med til at indrette et helt nyt laboratorium hos de praktiserende læger i Middelfart. Jeg har altid holdt meget af laborantarbejde og har aldrig fortrudt at jeg valgte den vej!

Årene på Statshospitalet lærte mig meget. De lærte mig, at man som menneske kan blive drevet ud i situationer, som kan få en til at handle uhensigtsmæssigt. Kan ske for alle. Der er også noget der hedder arv!

Vi havde jo et job på laboratoriet – vi skulle pakke hjerner. Det var ikke et eftertragtet job; man stank af formalin bagefter! Så vidt jeg har forstået blev hjernerne taget ud på alle patienter, som døde på hospitalet, og skulle så ompakkes i nogle trækasser og sendes til Risskov.

På Laboratoriet kunne man jo ikke som sådan følge patienterne – man var ligesom en ø i havet; det var jo kun hvad man fik fortalt af plejerne ect.; man oplevede kun nogle ganske få dramaer!

Dette er mit erindringsbillede – det ligger mange år tilbage.