Efter at have været hjemmegående med 2 børn i snart 10 år, begyndte jeg at forberede mig til arbejdslivet igen. Jeg var gået ud af folkeskolen som 14-årig, og efter ½ år på efterskole fik jeg plads i huset. Jeg var ansat i huset hos den gamle kredslæge Knudsen i Lemvig et halvt år, hvor jeg fik lidt indblik i den hvidkitlede verden.
Blev senere ansat ved Jydsk Telefon, hvor jeg var til jeg blev gift i 1968. Flyttede til Stenløse med min københavnermand, og blev hjemmegående, som det jo var meget almindeligt på denne tid. Jeg fandt dog hurtigt ud af, at det skulle jeg ikke være i al fremtiden, så jeg opdaterede min skolegang og tog 9. og 10 kl. samt et år på handelsskolen, hvor jeg sent om eftermiddagen fik undervisning i latin, som jo var kriteriet for at komme ind som elev. Jeg kan fortælle, at det var et meget meget strengt år!
Og så var jeg klar til at søge ind på min lægesekretæruddannelse. Blev ansat på Bispebjerg Hospital som elev, (hvor vores skrivemaskine var en gammel håndskubber,det var kun de fastansatte, der have elektrisk skrivemaskine. Det sidste år tilbragte jeg så på SHH, afdeling U hos overlæge Finn Jørgensen og overlæge Karin Garde,da var jeg 42 år gammel, så jeg var en gammel elev! men jeg nød det meget.
Efter introduktionen blev jeg placeret på den ledende sekretærs kontor (hun var ferie), så der var en leding stol. Jeg bemærkede, at der hver formiddag kom en dame hun satte sig på en stol lige uden for overlæge Finn Jørgensens kontor, hun sagde ikke et ord – måske strikkede hun! det har jeg senere fået fortalt. Da dette gentog sig, spurgte jeg så overlægen, hvad dette gik ud på, han svarede."Det skal du ikke tage dig af, denne pt. tror vi er gift, så hun kommer her hver formiddag, men når hun har siddet lidt så går hun igen, så det er helt ok for mig – og det har hun gjort meget længe" For øvrigt så strikkede hun karklude til Finn Jørgensens kone, som hun sagde, det er til din husholderske!
Jeg kan også huske, at jeg var med til middagskonference. Det var meget almindeligt, at der var en patient med, som så skulle fortælle, hvordan han/hun havde det. Det skulle de yngre læger og alle andre faggrupper så lære af. Jeg husker tydeligt, at damen, som var på denne dag fortælle, hvor ondt hun havde i maven, hun fortalte meget beskrivende om sit problem, som havde været tilstede i måneder, og jeg tænkte, hvorfor gør de der læger do ikke noget for den stakkels dame, jeg var chokeret over den ligegyldighed som de udviste. Senere blev jeg jo så klogere, hun var en psykotisk/neurotisk pt.,
Efter min elevtid blev jeg ansat på afdeling H hos overlæge Palle Kristjansen på Østhospitalet, hvor vi jo have elektrisk skrivemaskine (Olivetti).
Den største milepæl i min tid som lægesekretær var i 1992, da vi fik registreringssystemet Grønt System , som blev udlagt til lægesekretærerne, vi registrerede alle data på pt. elektronisk, dette havde vi jo før udført på papir. Jeg blev superbruger på dette system. I slutningen - vistnok i 1997 kom så den store revolution – da fik vi den elektroniske patient journal, som det første sted i Danmark på psykiatrisk hospital – det var fantastisk, nu kunne vi skrive elektronisk ind i journalen, og lægerne kunne så læse og slå op, hvor end de befandt sig på afdelingen eller på kontoret, planen med denne elektronik var jo, at alle hospitaler kunne kommunikere med hinanden og følge pt's journal, hvor den end befandt sig i systemet.
