Jeg har været ansat som socialrådgiver på psykiatrisk afdeling i Middelfart fra oktober 76 til juli 87.

Mine allerførste erindringer var, da jeg kom til ansættelsessamtale.
Da jeg kom ind på området tænkte jeg på, hvilken historie alle disse bygninger kunne indeholde.

Min første dag husker jeg som positiv. Jeg skulle være socialrådgiver på mandssiden. Mine afdelinger var M6 (modtageafdeling) – M12 – M13 – M14 (langtidsafdelinger) samt M1 (gerontopsykiatrisk afdeling).

I starten var jeg ansat med 20 timers ugentlig arbejdstid, så det var afdeling M6 jeg kom på dagligt.
Jeg husker, hvordan jeg blev vel modtaget på afdelingen. Der var megen opmærksomhed, når jeg skulle tale med patienter, og plejepersonalet var omkring mig, når jeg skulle tale med meget syge patienter.
Arbejdet på M6 var for en stor del en koordinerende indsats i forhold til kommune og pårørende. Der kunne også forekomme hjemmebesøg.

På andre afdelinger var der især tale om at undersøge mulighederne for, at patienter kunne udskrives til plejehjem.
Amtet havde overtaget driften af psykiatrisk afdeling i april 76. Allerede inden da havde der været planer om at udskrive patienter.
Der blev oprettet psykiatriske plejehjem. På Fyn var det Korinth og Kværndrup – senere Tornbjerggård.
I Vejle amt byggede man plejehjemmet Sukkertoppen.
Som socialrådgiver var det en svær opgave at skulle indstille og senere følge langtidspatienter til plejehjem. Der var modstand både fra personale og fra patienter.
Det er min oplevelse, at mange fik et godt liv på et psykiatrisk plejehjem, hvor rammerne ikke var så hospitalsagtige.

I de år, jeg var ansat, blev der gjort meget for at beskæftige patienter i dagligdagen.
Der var således diverse tilbud om beskæftigelse i terapier – herunder industriterapien.

De patienter, der kunne, blev udskrevet til egen bolig – særlig i Middelfart. Mange af dem kom i dagcentrene og kom således også i terapierne.
Jeg husker også, at vi var nogle stykker, der i en periode havde et aftenarrangement i den tidligere gartnerbolig.
Der kom de udskrevne patienter en gang om ugen. Vi handlede ind – lavede mad sammen – spillede spil og hvad vil ellers fandt på om aftenen.

Andre har allerede beskrevet de ferieture, der blev arrangeret for patienter.

Jeg oplevede, at der var stor åbenhed for at starte nye tiltag på den psykiatriske afdeling i de år.

Vi fik mulighed for at udskrive patienter til "bolig 15" – en tidligere funktionærbolig. Dette med formål at vurdere og tilvænne patienter til at bo i egen bolig.. Også disse patienter var tilknyttet dagcentrene.

Udviklingen med at udskrive patienter fortsatte efter 1980, og der er både gode og dårlige ting at fortælle om denne udvikling. For mange patienter var det dog en god ting at få et privatliv, hvor der samtidig var omsorg omkring dem.

Jeg husker mine år som ansat på psykiatrisk afdeling om meget positive, og det var en berigelse at lære de psykiatriske patienter at kende.

Min indfaldsvinkel har været en socialrådgivers opgaver. Jeg fandt det vigtigt i mine år på psykiatrisk afdeling, at der var et stærkt funderet tværfagligt samarbejde.

Tiden efter 1980

Udviklingen med at udskrive langtidsindlagte patienter fortsatte efter 1980.

Afdelingerne blev blandede – d.v.s., at der var indlagt kvinder og mænd på samme afdeling. Den skarpe opdeling med afdeling M og K ophørte.
Tidligere havde bygningerne på kvindesiden og mandssiden været adskilt af de bygninger, der lå i midten – bl.a. køkkenet – vaskeriet samt maskinafdelingen.

På mandssiden startede det med af dagcenter M8 blev blandet.
Denne udvikling havde en vis skepsis hos nogle, men det viste sig at være rigtig godt.

I starten af 80-erne blev der sat fokus på psykiatrisk afdeling i Middelfart – et fokus, der førte til undersøgelse af forholdene for psykiatriske patienter.

Der skete mange ting efterfølgende.
Galebevægelsen rettede øjnene på forholdene i Middelfart, ligesom også foreningen Sind.

Personalet blev sendt på kurser.

Jeg kom med i en selvbestaltet arbejdsgruppe, der lavede forslag om, at overlægeboligerne, hvoraf 3 var tomme, kunne bruges til udslusningeboliger for patienter, der manglede almene daglige færdigheder, inden de kunne etableres i egen bolig

Psykiatriafdelingen i amtet blev aktiv i denne udvikling.

Planen var, at kommunerne skulle forpligtes til at tage sig af de patienter, der folkeregistermæssigt hørte hjemme i deres kommune.

I takt med denne udvikling blev distriktpsykiatrien udvidet.

I mine sidste år som ansat ved psykiatrisk afdeling i Middelfart, havde jeg i en periode orlov fra det egentlige socialrådgiverarbejde.

I kælderen under hovedbygningen var gamle patientjournaler arkiveret.
Min opgave var at gennemgå journaler på patienter, der stadigvæk var indlagt med henblik på at finde ud af, hvilken kommune, de hørte til.

Efterfølgende deltog jeg i en "kommunerunde" sammen med personale fra amtets psykiatriafdeling.
Vi skulle bl.a. gøre kommunerne opmærksomme på deres forpligtelser overfor indlagte patienter.
Naturligt nok kendte de ikke alle de patienter, de havde forpligtigelse overfor, idet mange patienter havde været indlagt i mange år.

Kommunerne begyndte af etablere udslusningsboliger og støttecentre, og de distriktpsykiatriske centre blev en god hjælp for kommunerne i denne proces.

Min egen holdning til denne udvikling var, at tingene gik for stærkt forstået på den måde, at der blev arbejdet med 0 løsning. Jeg mener hermed, at man nedlage sengepladser hurtigere end kommunerne fik etableret socialpsykiatri.

Som nævnt forlod jeg psykiatrien i starten af 87, og siden har jeg ikke fulgt udviklingen på tæt hold.