En øjenvidneskildring til "anbragt i historien"

Årstallet er 1970, jeg er elev (omsorgsassistentuddannelsen) på centralinstitutionen Andersvænge.

Jeg er i praktik på afd. K2, en afdeling med ca. 60 kvindelige beboere i alderen 15-60 år, de fleste med alvorlige multihandicaps.

Det er søndag eftermiddag og det ringer på døren til afdelingen. Jeg går ned ad den lange gang midt i afdelingen og låser yderdøren op. Udenfor står Helles (navnet er opdigtet) forældre. Helle er en ung pige med spasticitet, uden sprog og fixeret i kørestol . Jeg finder senere ud af at Helles forældre kommer hver søndag og besøger deres datter.

De skal besøge Helle, siger de og jeg siger : Værs´go´ at komme indenfor". Nej, nej - det vil de ikke. De vil sætte sig i besøgsstuen. Det hører med til historien at udenfor afdelingen var placeret et rum med sofa og stole og skilt på døren: "Besøgsstue". Jeg går tilbage ad den lange gang og da jeg når kontoret, spørger afdelingslederen mig: "Hvem var det"? og jeg svarer :"Det var Helles forældre. Jeg inviterede dem indenfor, men det ville de ikke . De ville sætte sig i besøgsstuen".

Ups, så fik jeg læst teksten: jeg skulle aldeles ikke invitere nogen indenfor !

Så blev Helle vasket og klædt om og kørt ud til sine forældre i besøgsstuen sammen med en bakke med kaffe og sandkage. (Der blev altid serveret kage til alle om søndagen). Da der var gået et par timer, ringede forældrene igen på døren, Helle blev afhentet, og forældrene tog hjem .

Fem år senere var jeg ansat som assistent på samme afdeling, meget var forandret, herunder kontakten med pårørende og jeg fik lejlighed til at høre Helles forældre fortælle deres historie som forældre til et handicappet barn: De havde taget sig kærligt af deres barn indtil ca. syvårsalderen, så måtte de give op og Helle flyttede ind på Andersvænge. De var vidne til at hendes hårdt erhvervede færdigheder forsvandt og de vidste intet om hendes liv i dagligdagen.

Heldigvis nåede de at se Helle udvikle sig under nye og friere forhold.....