Jeg vil nu fortælle om min skolegang og om min uddannelse på Det Kgl. Blindeinstitut på Kastelsvej 60 i København.

1. Skolegangen.

Efter endt sommerferie i 1955 kom jeg til Det Kgl. Blindeinstitut (også kaldet "Tutten") på Kastelsvej 60 i København. Døveskolen lå ved siden af"Tutten", men vi havde ikke noget med de døve at gøre. I stueetagen var pigernes opholdsstue og sovesale, og skolegangen lå på 1. sal. Gangen i stueetagen var delt i 2 afdelinger, nemlig pigeafdelingen og drengeafdelingen. Der var adgangsforbud for pigerne på drengeafdelingen, men der kunne gives tilladelse, hvis jeg ville hente en harmonika for at øve mig. Men det kunne godt give nogle problemer, hvis jeg ville øve mig, når jeg havde spist, for så spiste lærerne, og deres spisestue lå på drengeafdelingen. Jeg "glemte" sommetider at spørge om lov til at hente harmonikaen, og så blev der ballade. Jeg skulle nemlig først gå gennem spisesalen fra "pigeafdelingen" over på "drengeafdelingen". Når jeg så havde spurgt om lov, skulle jeg gå gennem spisesalen, men nu fra "drengeafdelingen" til "pigeafdelingen". Derefter skulle jeg gå gennem pigegangen over til drengegangen. Der hentede jeg harmonikaen, og så skulle jeg gå hele den lange vej tilbage til pigeafdelingen. Når jeg var færdig med at øve mig, skulle jeg have fat i en lærer og spørge, om jeg måtte gå tilbage med harmonikaen.

Jeg havde svært ved noderne, fordi jeg, da jeg var på skolen på Refsnæs, tit lå på sygeafdelingen med mellemørebetændelse. Jeg kom i snak med en rigtig god harmonikaspiller, og han lærte mig melodierne, så jeg kunne spille dem efter gehør. Det vil sige, at jeg kan høre, hvilke toner der slås an. Jeg kendte hans søster, som var på Refsnæsskolen, så det var nemt at få en samtale i gang. Harmonikalæreren undrede sig over, at jeg lærte stykkerne meget hurtigt, så han satte sig for at finde ud af, hvad jeg gjorde. Han talte også med Svend (ham, som lærte mig stykkerne", og han fik forbud mod at lære mig stykkerne. Så gik det pludselig meget langsommere med at lære melodierne. Læreren, Erik Rønne, tog mig til en "kammeratlig" samtale som endte med, at han sagde: "Du kan hermed betragte dig som at have fået et spark i bagdelen". Han brugte et andet ord end bagdelen, men jeg må vel hellere skrive pænt på papiret. Efter sætningen om det før nævnte spark drejede han mig rundt og lod, som om han ville give mig sparket, men han sagde med et smil, at jeg nu ville blive sendt til nodelæsning, for jeg kunne ikke studere musik, hvis jeg ikke kunne noderne. Jeg fik en rar lærer, han var blind, og han var en snu ræv. Han læste nemlig i samme bog som jeg, og hans fingre læste, så han havde læst før jeg nåede de tegn, som jeg ikke kendte, og så blev jeg stoppet med spørgsmålet om tegnets betydning. Jeg var bange for at indrømme, at jeg ikke kendte betydninge, men læreren sagde: "Her er der ingen, der slår, fordi du ikke ved, hvad det betyder. Du skal lære at turde spørge, for ellers får du jo ikke noget at vide, og så får du heller ikke noget lært". Det var jo noget andet end det, jeg havde været vant til på Refsnæs, hvor jeg var dum, hvis jeg spurgte.

Desværre var der andre lærere, som åbenbart ikke var af samme mening som nodelæreren. Jeg var ikke god til geografi. Jeg kunne ikke overskue reliefkortene. Jeg blev drillet af kammeraterne, men det værste var, at lærerne også drillede. Det er svært at tro på sig selv, når jeg hele tiden får at vide, at jeg er dum, og at jeg ikke kan finde ud af noget. Jeg var jo, som før skrevet, et uønsket barn, så min mor fortalte mig jo også, med al tydelighed, at jeg var dum.
Jeg var heller ikke god til regning, så regnelæreren, hr. Ketting, var ikke tilfreds med mig. Han fik dog stor positiv betydning for mig senere, da forældremyndigheden blev overdraget til min far, fordi min mors mand ville "vise mig", hvad drengene gjorde ved pigerne. Han nåede dog ikke at gennemføre sit forehavende, for vores hund gik på ham, da jeg blev bange. Jeg skrev til far om det. Så sad jeg i regnetimen og græd, og jeg sagde, at jeg havde fået forbud mod at besøge min far. Hr. Ketting sagde, at man ikke kunne forbyde mig at besøge far, hvis han var god mod mig. Jeg blev derfor ført til forstanderen, og så rullede lavinen, så far fik forældremyndigheden. Derfor føler jeg stor taknemmelighed mod hr. Ketting.
Harmonikalæreren var mig også engod støtt, og han fik mig også givet den opmuntring, der skulle til, for at holde mig i gang.

Nu gik det raskt fremad. Jeg var ganske vist taget ud af 9. klasse, fordi min mor ville have, at jeg skulle væve, men jeg fik lov til at gå til engelsk og tysk, og jeg spillede klaver og harmonika og fik gode karakterer i disse fag, men jeg hadede at væve.Da jeg gik i skole, fik jeg også gode karakterer i disse fag.

Inden far overtog forældremyndigheden, havde jeg, som skrevet, forbud dmod at besøge far, og mors familie måtte jeg heller ikke besøge, og jeg måtte ikke spille i Københavns Harmonikaklub, selv om Erik Rønne varmt anbefalede, at jeg fik lov, så jeg følte mig som i et fængsel, og derfor havde jeg svært ved at overholde de refgler, som instituttet havde.
Jeg ville med Svend ind til Richardt Egholm, som var harmonikaklubbens dirigent. Svend og Richardt spillede sammen, og tiden fløj af sted, så jeg kom først hjem efter 5 timer. Jeg fik en disciplinær straf, som gik ud på, at jeg godt måtte gå sammen med Svend i instituttets have, men hvis jeg skulle på gaden, skulle jeg gå mellem 2 piger. Straffen skulle vare i 3 måneder, men jeg blev benådet efter 3 uger. Men jeg blev mere stædig og trodsig. Jeg stod og snakkede i hovedporten, og det måtte vi ikke. Men det blev bedre, da jeg kom under trygge forhold. Min fars kone var en god stedmor, og hendes søn, Ove, blev mig en god broder.

Da far fik forældreretten, fik jeg lov til at spille i Københavns Harmonikaklub, for jeg fik lov at besøge farfar og farmor, og jeg besøgte også min stedmors familie. Jeg fik nemlig lov at kalde hende mor, og hun blev en stor og positiv betydning for mig. Hendes dreng, Ove, var som en broder for mig. Jeg måtte love far, at jeg ikke mere ville være stædig og trodsig. Jeg havde nemlig godt nok fået gode karakterer, men far var ikke så glad for at se, at jeg havde svært ved at overholde "visse" af instituttets regler, men han kunne godt forstå, at jeg havde følt det som et fængsel, når jeg ikke måtte besøge min far for min mor, og hun ringede for at kontrollere, om jeg var på instituttet. Som sagt lovede jeg "bod og bedring" og jeg slap for videre tiltale. Løftet holdt jeg, for jeg ville gerne vise min taknemmelighed.

Jeg var nu i trygge forhold, og det gjorde mig modtagelig for lærdom, fordi jeg blev overbevist om, at jeg ikke var så dum, som jeg troeede. Jeg ville jo gerne have organistuddannelsen, men far syntes, jeg skulle tage væveuddannelsen, og så kunne vi se, om jeg kunne få organistuddannelsen. Det varede dog længe, før jeg endelig kunne få den, og det var lige før, det var for sent.

Jeg kunne dog fortsætte med at spille, og jeg sang i instituttets kor. Ved juletræsfesten sang vi en kantate af Buxtehude, og da instituttet i 1958 fyldte 100 år, sang vi en kantate, som var lavet til denne fest.
Da jeg gik i skole, skulle vi, som fik klaverundervisning og var nogenlunde dygtige, skiftes til at spille til morgensang. Jeg blev også bedre til noder. Jeg fik også lov til at fortsætte med engelsk og tysk, og da jeg gik i skole, lærte jeg at skrive på maskine, og det kom mig i allerhøjeste grad til gode senere i livet. Jeg flyttede fra instituttet i 1960.

Jeg fortsatte med at gå til harmonikaundervisning, fordi Erik Rønne ville have, at jeg skulle tage harmonikalæreruddannelsen. Jeg bestod eksamen i 1961. Jeg hadede jo at væve, og en dag gik jeg over stregen, så det baskede. Jeg ødelagde det, jeg havde vævet og jeg gik og smækkede med døren. Jeg kørte til "Tutten", hvor der var kommet ny forstander. Han hed Ditlev Ahrens. Han kunne godt se, at jeg var ked af det, og vred. Jeg sagde, at jeg ikke ville væve mere. Far havde nemlig ikke gjort noget videre i sagen, og jeg følte mig svigtet. Forstanderen var en rolig og fornuftig mand, og han sagde: "Du trænger til at komme på højskole,så du kan få afkølet dit temperament. Det kan kun ske ved, at du får lov at slippe til gymnastik og folkedans, og du kan synge i kor, og så kan du deltage i den undervisning, du har lyst til, med de bøger, der kan skaffes". Det hjalp mig, og jeg blev mere rolig, for jeg fik tid til at tænke, og jeg blev en glad pige, som sang og spillede.

Da jeg mødte op på "tutten" efter sommerferien, som jeg skulle, sagde forstanderen, at jeg var for lille til at blive organist, for jeg kunne ikke nå pedalerne på et orgel, men der var oprettet en telefonskole, og jeg talte tydeligt og var god til sprog, så han syntes, jeg skulle prøve. Jeg fik min eksamen og kom til at arbejde i fjernsynet ved omstillingen. Det viste sig,at man skulle kunne se, så telefonskolen sagde op for mig.

Nu ville forstanderinden på Mariendalsvej have, at jeg skulle væve, men forstanderen på instituttet sagde nej, og han synte, at jeg skulle flytte, og jeg fik et værelse i Islev, og fik så arbejde i et tæppefirma, hvor jeg sad i bogholderiet og passede omstillingsbordet. Der var adresseringsmaskiner, skrivemaskiner, frankeringsmaskiner, som larmede, og jeg sad i et glasbur, som var åbent foroven. Jeg holdt dette ud i 7 år, men så kom jeg til statskontrollen for mejeriprodukter, hvor jeg havde det som blommen i et æg.

Men så kom chancen for at blive organist, fordi der var kommet orgelbænke, som kunne skrues op og ned, og jeg bestod optagelsesprøven på et halvt år, så jeg nu kunne begynde min uddannelse.

Elin Frank Andreasen.