Da jeg var ved at være 18 år, måtte jeg finde en uddannelse, synes det var svært. Faldt så over en pjece, om en uddannelse til omsorgs assistent, anede ikke hvad dette var, men ud af pjecen kunne jeg forstå det ville være ligesom at være Florence Nightingale (hvor naiv kan man være).

Kom fra langt ude på landet, havde aldrig set en åndsvag. I skolen var der godt nok en elev der sad i samme klasse, hele sit skoleliv, han sad og suttede på et lommetørklæde alle årerne, men det var jo bare Vagn, lidt til en side. Vi kendte ikke begrebet åndsvag.

Jeg søgte så job på Andersvænge og fik det. Var noget nervøs over at skulle flytte til en "storby" Slagelse, helt alene i verden.

Det første chok fik jeg ved rundvisningen ved Forstanderinden Frk. Festersen, der var en beboer der kravlede rundt og følte på vores ben, var ikke klar over på det tidspunkt at det var en beboer der var vild med lilla farve, så dem der havde den farve strømper blev befølt, heldigt jeg ikke havde lilla strømper på.
Skulle nu starte hos de allerdårligste beboere M stuen, hvad jeg kan huske var der 40-50 beboere, på store sovesengsstuer.

Første dag jeg møder ind til morgenvagt er vi kun 2 til at klare det hele. Får vist en stue hvor jeg bare kunne gå i gang (ingen til at hjælpe eller forklare noget om beboerne) Tøjet ligger foldet sammen på en taburet for enden af hver seng, går i gang med at klatvaske og tøj på, løfter en ud af sengen, står pludselig med en i armene, han kan ikke gå, må bruge alle mine kræfter, op i seng igen. Finder den anden der er på arbejde, hun siger: der står kørestole på gangen, aner ikke hvad for en jeg skal ta', finder en der ser ud til at passe til hans størrelse. 2 af beboerne kommer aldrig ud af deres seng, de havde kæmpe hoveder, der skulle tages meget forsigtigt på, anede ikke dengang hvad der var galt med dem, kunne mærke hovederne var meget bløde og gele agtige, jeg var rædselsslagen. Fik senere af vide de havde vand i hovedet. (Encephalitis)

Derudover var der en beboer der også gjorde stort indtryk og som jeg aldrig glemmer.Han var en lille mand der sad i kørestol, kunne snakke og virkede meget bedre end de andre beboere. Hørte ikke til der, men der var ingen andre steder til ham dengang, så alle handicaps var blandet sammen uanset intelligens. Han havde hud på ansigt, hænder og fødder resten af kroppen var ligesom en stor hudafskrabning. En dag blev jeg bedt om at være med til at bade ham, et stort badekar var sat op på hans stue, han lå på sengen, kroppen var dækket med bomuldsklude smurt ind i lapissalve, omsorgsassistenten begyndte at pille disse af, det lugtede slemt. Jeg fik det varmere og varmere og dejsede om på gulvet, blev samlet op og sat uden for døren, herefter var jeg ikke med til badning af ham længere.

Var på denne afdeling i 3 måneder, har aldrig forstået helt, at jeg ikke løb skrigende hjem til mine forældre. Men jeg blev jo bidt af at være på Andersvænge, som heldigvis de fleste bliver. Kom til at holde af hver eneste beboer, med hvert deres handicap, og selv om de ikke har noget sprog, blev jeg fascineret af, hvordan man kan forstå deres behov, bare ved øjenkontakt og kropssprog.

Valgt at begrænse fortællingen til de første 3 måneder, da der er så meget at fortælle, det ville blive en hel roman.

Socialpædagog
Elsebeth Nielsen