Glimt og beretninger fra Andersvænge i 60'erne

Jeg var ansat på Andersvænge i perioden 01.09.1962 til udgangen af 1969, afbrudt af ½ års orlov.

Jeg begyndte som 17-årig og var i forpraktik for at blive vurderet, før ansættelsen som omsorgsassistentelev.

Jeg var på personalehøjskolen, Islands brygge i to perioder á 5 mdr. Resten af tiden foregik uddannelsen på Andersvænge. Mest i praksis, men der var noget "klasseundervisning" ved h.h.v. Socialleder, forstanderinde, en læge og måske andre.

Jeg var ansat på DIII (Debile børn), MI (Legemligt svært retarderede og fysisk handicappede børn/drenge)KI ((Legemligt svært retarderede og fysisk handicappede børn/piger samt voksne med samme handicaps) KII ((Legemligt svært retarderede og fysisk handicappede voksne kvinder, samt bedre fungerende kvinder, der var anbragt der som straf for en forseelse) Der var låste yderdøre overalt. der var ligeledes låst til kontorer, skyllerum og køkken samtjævnligt til et opholdsrum, hvis det lige var gjort rent.

Mit sidste uddannelssted var syge - og modtageafdelingen, hvor jeg var meget glad for at være.Alligevel søgte jeg orlov ½ år i 1968 for at prøve at arbejde med normalt begavede børn. Jeg savnede et sammenligningsgrundlag, når der skulle skrives vurderinger af handicappede børn, der kom til observation på sygeafdelingen. Desværre blev jeg efterfølgende placeret på føromtalte K II.

Jeg rejste fra Andersvænge med udgangen af 1969 for at tiltræde en assistentstilling på et af forsorgens pensionater i Kbh. Jeg lovede mig selv, at jeg aldrig ville sætte mine ben der mere, men det kom jeg til alligevel.

Efter endt fortsættelsesuddannelse blev jeg i 1980 ansat som omsorgsinstruktør i Vestsjællands Amt og fik kontor på Andersvænge og tilsyn med amtets afdelinger og institutioner for voksne udviklingshæmmede.

Andersvænges barber:

I begyndelsen af 60-erne var der en fast ansat barber, der dels skulle barbere alle mændene (det var før de fik barbermaskiner) og dels klippe alle, der boede der. Kvinder, børn og mænd.

Han havde faste rutiner og gik fra afd. til afd. medbringende ganske mange nyheder, der på den måde kunne blive spredt til alle, der havde ørerne og øjnene med sig.

Flere steder kunne han få kaffe på kontoret, så de særligt indviede, kunne få nyhederne for sig selv – i alt fald ind til de gav dem videre.

Der var vist ingen, der blev barberet hver dag. Når det skee, blev de smurt ind i sæbeskum og dernæst barberet med kniv. Det var bare om at sidde stille. Nogle måtte holdes.
Jeg fik lov at prøve, da jeg arbejdede på afd. sygehuset. Det var ikke så svært.

Drenge og mænd var kortklippede. Kvinder og piger var "kasserolleklippede"

Han var hurtig – og sikkert også dygtig, men kønt var det ikke. Han mente som mange andre, at det med frisurer kunne være lige meget til "dem" Og det skulle jo være nemt at vaske og tørre.

Jeg spurgte, om jeg måtte få lov at klippe kvinderne på K. afd. Det måtte jeg gerne. Vi var flere, der fandt på – og fik lov til - at rulle hår op på nogle af kvinderne, så de blev lidt mere moderne at se på.

Siden fik Andersvænge en rigtig frisørsalon og afdelingerne fik barbermaskiner til fællesbrug.

Da jeg kom tilbage i 1980 havde alle hver sin barbermaskine.

Glimt:

Lille Henrik på ca. 6 år. sidder i sin kørestol med armskinner på de spastiske arme, så de ikke bøjer sammen og musklerne derved bliver for korte.
"Han er en køn dreng, men "tom", siger de."
Men hans øjne er ikke tomme.
Lægger en billedbog foran ham. På hovedet.
Med møje og besvær får han den vendt, trods skinner og spjættende bevægelser.
Da billedet ligger rigtigt får jeg et stjernesmil.
Han er ikke tom.

"Nu må de ikke forkæle børnene for meget" sagde hun, og tog sin egen lille yndling med ind på kontoret.

Drengen sad i sengen iført sele, så han ikke kunne stå forlade sengen.
Han kunne savle mønstre på sit røde tæppe. Og det gjorde han, når han sad der i timevis. Alene i en sovesal.

En meget voldsom og råbende dreng med et glimrende ordforråd havde gjort noget, han ikke måtte, hvad det så var. Men han blev under skrig og skrål lagt i seng i bælte af to medarbejdere.

Der lå han så i nogle timer til "store fru XX" (afdelingslederen kom)
Han fik et Anders And blad og bolcher i sengen.
Hun var bange for ham.
Alle andre var forargede.

Ofte sad der en voksen ovenpå ham og holdt hans arme, til han var faldet til ro. Det var få, der var stærke nok.
Han var næppe udviklingshæmmet. Hvorfor han så skulle være der, var der ingen, der vidste.

De tre grønlandske børn var født med en speciel form for dværgvækst. Når lægestuderende kom på besøg blev børnene klædt af og stillet op på et bord, hvorefter børnelægen holdt et foredrag om dem.
Når det var slut: "Så kan De godt tage dem væk"

De to drenge, hvoraf den ene var blind blev fremstillet, dog med tøj på. De kunne selv fremsige remsen: "De er egentlig trillinger, men den tredje er normal" Det vakte moro.

Hun var lagt i bælte på L. Den lukkede kvindeafdeling. Der lå hun og pillede en tand ud – eller en negl af, til de gav hende muffetrøje på.

Prostitution var ikke ukendt. Det foregik i parken. Betaling? Tjah en cigaret eller nogle få mønter. Somme tider ingenting.

Kvinder, der ikke menstruerede til tiden blev observeret skarpt. Var de gravide fik de abort. Samtykke var der ingen, der fandt nødvendigt.

Kvinder der havde været forsvundet en tid kom til gynækologisk undersøgelse for at bliver undersøgt for kønssygdomme. Somme tider måtte de holdes, og det foregik ret hårdhændet, hvis de strittede imod.

Hvis man mente, at en person skulle have en ekstra straf for en forseelse, så blev de sendt til Ebbeødgård. I bytte for en anden, naturligvis.

Der blev truet med Ebberød, Oringe og Sprogø. Og sprøjter.
-
Hun boede på C-siden. De bedre fungerende kvinders afdelinger. Hun var "patientpige" på K.
Hun kunne lige så godt som de ansatte hjælpe andre i tøjet, give dem sko på og sætte dem i stuen på deres plads. Også binde deres sele, hvis det skulle til. Hun var en reel hjælp.
Dernæst skulle hun vaske gulve, medens personalet drak kaffe. Hun fik ikke noget, før afdelingens beboere skulle have deres færdigblandede kaffe med mælk og sukker rørt ud i kaffekanden.

En gang smadrede hun en serie ruder i gartneriets drivhuse. Reaktion: "Hun gør det bare for at komme på sygehuset" Hun blev syet på skadestuen og derefter lagt i bælte på afd. L.

Man måtte ikke gå tur forrest på Andersvænges område med "de dårlige". De var ikke noget at vise frem. fik vi at vide. De gik i grimme frakker med umage knapper, skæve huer og somme tider gummistøvler. Det var ikke sikkert der var vanter til alle, når det var koldt. De blev bundet sammen med hvide gjorder, så man kunne have fat i flere på en gang. 3-4 til hver hånd. Flere hvis det var børn.

Vi gik der somme tider alligevel. Lige forbi administrationen. Det blev bemærket!
Efter turen blev huer og andre løsdele kastet ned i en papkasse. Frakkerne blev hængt på knager, og så satte vi os på en smal bænk og ventede på, at klokken skulle blive så mange, at vi måtte komme tilbage til afdelingen.

Afdelingslederen i det hvide tøj gik sin runde i den store opholdsstue. Hun kastede bolcher ud over hele gulvet og morede sig, når de der kunne, kastede sig over slikket. De der var bundet kunne være heldige at få stoppet et bolche i munden.

Nogle strikkede vaskeklude af hvidt bomuldsgarn. Når kluden var færdig kunne de begynde på en ny. Hvad de ikke vidste, var at den gamle blev trævlet op. Så kunne de strikke den en gang til.

En kunne rokke så kraftigt i sin jernseng, at den rykkede sig hen ad gulvet. I isolationsstuen var sengen boltet fast i gulvet.

En stor kvinde var mester i at kaste et fuldt bækken efter en ny medarbejder, der endnu ikke havde lært, at man ikke skulle vende ryggen til.
Engang var der en der fik bækkenkanten i nakken. Det kunne være gået galt. Bækkenkasteren morede sig strålende. Medarbejderen vendte aldrig mere ryggen til.

En særlig hård medarbejder blev en gang grebet i sin hestehale og slynget i gulvet. Hun kom slemt til skade, forlød det. Vi mente, hun selv var ude om det. Men den der gjorde det fik en hård straf.

Introduktion af nye medarbejdere:

Vi har fortalt om den første dag ved mødet d. 14.01.
Men der var meget endnu, der skete for første gang.At komme ind i en stor afd. og blive mødt af en solid kvinde i "patienttøj" og blive løftet op i luften medens de kommende kollegaer grinende ser til.
At være temmelig bange, men da én eller anden sagde : "SÅ er det godt" blev man sat pænt ned på sine fødder igen.
Eller at møde en kvinde, der er blåfarvet i ansigtet af medicin og få at vide, at de kalder hende for "kvæleren"
Eller at blive præsenteret for en lille kvinde der har en mærkelig skæv gang og et ansigt, der minder om dukken DIDDE på tv Øjne langt fra hinanden, grimasser, strithår og da hun ikke ser godt, gåt hun med hænder og arme ud fra kroppen i forskellige retninger og prøver at få hold i noget. Og at prøve at hilse på hende. "De råber, pas på. Hun bider"
At se mennesker spise papir fra aviser - eller græs og blade i haven eller egen afføring.
At se en person, der fisker afføring ud fra sine bukser og smører det op ad væggen. At der lugter
At høre lyde, man aldrig har hørt før. At mange savler At flere ikke vil have øjenkontakt,
At få at vide, at man aldrig må tabe en nål, for så er der en, der spiser den. Og den kommer ud gennem huden sidenhen. Ingen forstår, hvordan hun overlever.
At møde kollegaers nysgerrige øjne. At nogen ser væk igen og ikke vil hilse. (De synes den nye uddannelse er totalt overflødig, og de ufaglærte er bange for at miste deres job til sådan nogle tøser, der ikke ved noget om noget.)
At blive lagt i bælte og forladt af sine kollegaer, for at se om man kan holde til mosten, medens de endnu ukendte mennesker i afdeling kommer hen og kigger på én. Man ved, man er bange og ikke må vise det. Ordet mobning var ikke opfundet den gang. Sådanne ritualer var helt i orden.
At man ikke må have trøje over den kortærmede uniform, selv om det er koldt.
At man ikke må gå med tykke, kulørte eller sorte strømper af samme grund.
At man ikke må spørge nogen, om de vil have mere kaffe, for de har fået, hvad de skal have.
At man skal sætte et knæ i maven på visse personer, når de skal lægges i bælte, ellers puster de maven op og kravler ud igen.
At medicinen ikke er givet, før den er sunket.
At det er ligegyldigt, hvordan maden bliver rodet sammen, bare den bliver spist.
At der er en hakkeorden, som man selv må finde ud af.
At der er personer, man ikke skal henvende sig til, men vente til man bliver spurgt.
At man ikke skal tro, man er noget.

Elev:

I 70-erne, da jeg fik adgang til en skrivemaskine, skrev jeg fortællinger ud fra mine gamle dagbogsnotater, der herefter blev kasserede.

Denne historie handler om behandlingen af elever på Andersvænge (bl a. mig) og behandlingen af børn på afd. D III, som var min første "læreplads"

Alle skulle indordne sig under et system, og man kunne lige så godt lære det først som sidst, hvis man ville uddanne sig der.

I sig selv synes jeg ikke, det er forkert at indordne sig under et nødvendigt system, men jeg har da hele mit liv haft det svært med det, man kan kalde "unormale regler".
F.eks. at man ikke måtte have en uredt seng i sit elevværelse – eller at man ikke måtte have tykke strømper eller trøje på, når det var meget koldt på den afdeling, man var ansat på.
Og altså heller ikke hvordan man i øvrigt måtte indrette sig i det værelse man fik tildelt og betalte husleje for.

Jeg skal nok slutte med at skrive, at inspektøren morede sig meget og var enig i, at vi måtte vende vore små gulvtæpper som vi ville.

Kritik af behandlingen af børnene var ikke velset for at sige det mildt.
I øvrigt skulle man ikke komme for godt i gang, når man var Københavner!

Jul på KII:

I december skulle der pyntes til jul. Der var konkurrence (uden præmier) om hvem der havde den flottest pyntede afdeling. Og det havde K2.

Den lange gang havde en niche på midten. Der var nprmalt et bord og nogle stole, men i december var der et nisselandskab af dimensioner.

I de hullede loftplader på hele den lange gang hang der flere hundrede glaskugler, som det tog flere dage at hænge op.
Hvad der stod rundt omkring husker jeg ikke, men noget var der.

Men det var jo et problem, at der også boede mennesker, der åbenbart ikke forstod nødvendigheden af at pynte fint til jul. Ting blev ødelagt, noget måske endda spist. Det var jo farligt.

Derfor lå mange i deres senge dagen lang de sidste 14 dage af december måned. De skulle mades, skiftes og hjælpes på toilet eller have bækken i sengen. Man skulle holde øje med trykmærker på hæle og ryg, for der skulle nødigt komme liggesår. Det gjorde der heller ikke.

Vi unge var vildt forargede, men der hjalp ingen kære plejemor. Pyntes skulle der. "Hvad tror de overlægen vil sige, hvis vi ikke gør det lidt pænt til jul"

Julen blev fejret d. 23. december, så der var flere, der kunne få fri d. 24. og jul med egne familier. Den skik fortsatte i mange år. Jeg har hørt det foreslået efter 1980, med begrundelsen, : " Beboerne er nok ligeglade, bare de får noget at æde"

Gaverne var købt efter det man mente kunne være noget. Mange fik dukker. Noget kom fra frivillige, der gerne ville give noget. Vi kaldte dem "hattedamer"

Jeg tror ikke alle fik gaver. Nogle ænsede ikke, hvad det gik ud på.
Få fik gaver fra familie. Mange mente, at de gaver var forkerte, eller bare ville gå i stykker --- eller, men de kunne jo gemmes i et skab og tages frem, hvis mor kom på besøg.

Der blev sunget julesange. Flere kunne godt synge med og var glade for musikken. Jeg husker stadig mennesker siddende på træbænke, de rokkede, savlede og brummede til musikken.

Festen varede en eftermiddag. Så var den jul forbi, og inden længe kunne al pynten pakkes omhyggeligt væk igen.

Andersvænges orkester:

Der blev af og til afholdt "patientbal" i salen. Der skulle musik til.

Der var Barberen (violin), en hjemmevejleder (violin), en socialrådgiver(bas) og en musiker fra byen(trommer) Jeg synes der var en mere udefra, men ham kan jeg ikke huske.

Jeg kunne spille klaver, så jeg kom med. Jeg syntes det var nogle oldgamle mænd (hvad de sikkert ikke var) men det var rart at få adgang til et klaver. Jeg fik lov at låne det til at øve på, også når jeg var alene.

Vi øvede ude i m-bygningens fysioterapi, og så spillede vi til de baller der var. Det var sjovt.

Vi spillede mest sanglege, skomagerpolka og lignende lette danse, og der var gang i den.

Jeg tror ikke musikerne fik penge for det, jeg gjorde i alt fald ikke. Var også ligeglad. Vi fik kaffe og brød og en fornøjelig afveksling i de lange aftener.

Centerledelsen:

Der var ansat en overlæge Bredmose. Oprindelig var han øverste chef for hele anstalten.

På grund af en ændret lovgivning blev der i stedet sammensat en centerledelse bestående af overlægen, inspektøren (økonomi) sociallederen og undervisningslederen.

Socialstyrelsen var nødt til at udarbejde et kompetencecirkulære, så de fire herrer, og med dem mange andre på landets øvrige centre, kunne finde ud af, hvor grænserne for deres ledelse og ansvar gik.

Bølgerne gik højt, men vi elever kunne godt være lidt skadefro over, at der ikke var en enehersker mere.

Vi hørte fortsat under overlægen og dermed forstanderinden.

Lægerne:

Der var en overlæge, en børnelæge, en psykiater, en militærlæge, der også havde arbejde på kasernen også samt to kvindelige læger. Alle blev tituleret med "doktor" og efternavn.
Onde tunger sagde, at de kun var ansat ved åndssvageforsorgen, fordi de ikke kunne få job andre steder, men reelt vidste ingen noget om det.

De havde tjenesteboliger på området eller lige udenfor. Overlægens var den fineste.

Han var en flot fyr. Overlægen kendte vi ikke meget til. Mange af syntes, at børnelægen var sød.
Militærlægen var en flegmatisk mand. Han var kendt for at komme raslende med sine nøgler, når der var stuegang. Hvis man ikke hørte dem – eller hvis man ikke fik fanget ham i farten, var han ude af døren igen.
Psykiateren var en lille venlig mand, der havde en lidt trippende sidlæns gang. Det var ham, der kunne ordinere psykofarmaka. Engang fortalte han lederen på sygeafdelingen, at hans bokser var psykotisk og derfor måtte have stesolid. Det gik ikke upåagtet hen.
Den ene kvindelige læge var respekteret, for hun var skrap. Der blev truet med: HVAD TROR DE DR. NN VIL SIGE TIL DET. Og det var uanset om det var en lille eller en stor forseelse.
Hun kunne finde på at gå ind på en afd og kommandere personalet til at give DEN patient noget andet tøj på, hvis hun mente at kjolen var for kort eller der var andet i vejen.
Den sidste kvindelige læge var kendt for at ordinere svedekapper til personer med høj feber – og så to gram Magnyl til voksne. Hun cyklede altid, og hun havde alpehue på.

Vi havde respekt for dem, men opførte os jo nærmest som børn, når de var ude af syne. Fortalte vittigheder, gjorde nat, kunne gå sidelæns ligeson psykiateren eller tale ud gennem næsen som Dr. NN og rende rundt og rasle med nøgler som militærlægen.

Engang havde lille J og jeg været i kælderen og tælle vasketøj. Da vi skulle op med sækkestativet i elevatoren hoppede jeg sækken og lille J kørte med mig. I det samme kom militærlægen. Han hilste flegmatisk på begge to, og reagerede ikke på, at den ene ansatte stod i en drejlssæk i et stativ, Det skulle lige have været dr. NN. Vi måtte vente med at grine til han var flagret væk gennem en afd.

Tandklinikken på Andersvænge:

En praktiserende tandlæge i Slagelse havde også de mennesker, der boede på Andersvænge som patienter. Der var indrettet en tandklinik i K bygningen til formålet.

Han kom på bestemte ugedage og alle blev undersøgt efter tur. Hvor ofte vides ikke. Der boede 700 mennesker.

Han var frygtet, af dem der skulle behandles, for han havde travlt, han var hårdhændet og havde også et hårdt sprog.
Han var forhadt af personalet af samme grund, og det var ikke et ønskejob at skulle ledsage nogen til tandlæge.

Mange havde på forhånd en ordination til præ-medicin, så de kunne få noget beroligende før behandlingerne. Hvis det ikke hjalp tilstrækkeligt efter hans mening, blev de sendt hjem igen med besked om at få ændret dosis.

Hvis tænderne ikke var børstet godt nok blev de sendt hjem igen med skarpe bemærkninger om svineri, sjusk og spild af hans gode tid.

Hvis man kunne klare at fastholde de urolige og til tider skrigende mennesker i stolen, så de ikke flyttede hovedet, blev de behandlet. Der var to om at holde. Klinikassistenten ved hovedet. Ledsageren ved hænder og evt. sparkende ben. Og der faldt hårde ord, hvis man ikke kunne klare opgaven. "Når jeg siger de skal holde fast, så er det faktisk meningen"

Til hjælp var der et instrument, der vist blev kaldt for et "mundspær" De kunne sættes ind mellem under- og overmund og åbnes til passende "gab" og fastlåses i positionen, så patienten ikke kunne lukke munden. Mange blev skadet i mundvigen eller på tungen, men det var ikke hans problem. De kunne jo bare sidde stille.

Mange fik trukket dårlige tænder ud. Man mente ikke, det kunne betale sig at reparere på dem.
Mange var tandløse tidligt.

De bedst fungerende patienter kunne få repareret tænder eller få en protese.
De færdedes jo frit og mødte andre mennesker (gæster) udenfor afdelingerne.

En mand, som de kaldte fuglen, havde fået gebis i overmunden.

Hver morgen lagde han det på trappen til tandklinikken på 1. sal.
Så måtte man ringe til afd. hvorefter han kom og hentede det igen, medens han bandede det langt væk med ikke for høj stemme.. For det meste gik han med det i lommen. Derfor konkluderede nogen, at det var spild af penge at give de åndssvage proteser.

Mine erfaringer stammer specielt fra nogle få måneder, hvor jeg skulle være vikar for hans klinikassistent. Det skulle være en fra afdelingen på samme etage, så det var muligt at passe det daglige job der, når tiden tillod det. Jeg havde ingen forudsætninger for det, men han mente, at jeg nok kunne lære at røre amalgam og desinficere instrumenter, så sådan blev det.

Jeg var jo lidt beæret over sådan at blive udpeget. Men den følelse ændrede sig hurtigt til sorg og vrede, som det var svært at stille noget op med. Han var fuldstændig overbevist om, at der gjaldt andre regler for åndssvage, når de ikke kunne forstå, hvordan man skal opføre sig hos en tandlæge. Det skulle bare overstås, så glemte de såmænd det igen.

Nattevagtens arbejde:

På de store afdelinger var det nødvendigt med to nattevagter, på de små med ca. 30 beboere, (senere 18 – senere 12- hvis jeg husker rigtigt) var det nok med én.

Man mødte lidt før 23, så aftenvagten kunne gå præcis 23. (Hvis det da ikke var en, man kendte og som man lige skulle udveksle sidste nyt med)

Det blev aflagt rapport. Om nogen havde været "umulige" om nogen var syge, eller der ellers var noget, man behøvede at tage sig af. Det gik tjep.

Man skulle reparere tøj. F. eks. stoppe strømper, sy knapper i og den slags. Større opgaver gik til systuen, hvor oldfruen vurderede, hvad der videre skulle ske.

Sko og støvler skulle pudses en gang om ugen. Der var en del ortopædisk fodtøj, der krævede ekstra omhu. Sko til reparation blev taget fra, snørebånd udskiftet. Skoene blev bundet sammen med snørebåndene og hængt på sengenes tværstivere mellem benene i fodenden.

Alle skulle skiftes i nattens løb. Nogle to gange.

Nogle skulle på bækken.

Badeværelserne måtte ikke bruges, men det gjorde vi alligevel, hvis vi var to elever sammen. Hvis nogen havde afføring i bleen eller havde kastet op i sengen var det noget lettere. Vi kunne kun klare de mobile. Der var også enkelte af de bedst fungerende mennesker (der boede på afd. som straf for en forseelse) der kunne redde sig et ekstra bad mod at holde tand for tunge. Det gjorde de.

De immobile blev vasket i sengen.

Derefter gjorde vi badeværelserne rene igen og sprittede alle blanke haner og kanter af.

Vi skulle tilse alle sengestuer på faste tidspunkter. Der var et kontrolur hængt op i vinduerne. Det hang i en læderbeholder med rem. Vi skulle dreje en nøgle i uret. Så kunne tidspunkterne siden aflæses på en papirskive. Det var forstanderindens arbejde.

I nattens løb kom "natplejemor" (Jeg tro det var to gange?) Der var to der arbejdede på skift. Det var dels en kontrolforanstaltning, dels en sikkerhed for, at der kunne blive set til personer, der måske krævede sygeplejefaglig behandling. Hvis der skulle tilkaldes læge, var det natplejemor, der gjorde det.

Man kunne ringe efter hende, hvis der var noget akut. Hun kunne give ekstra medicin eller beroligende sprøjter, hvis det var ordineret som pn medicin.

Damerne cyklede. De medbragte også lidt nyheder og fik andre i bytte.

Somme tider kom vægteren også forbi for at se om alt var vel,

I nattens løb var der mad og kaffe til os, så længe vi var elever. Det var en del af lønnen.

Der var tid til at brodere klokkestrenge eller at læse romaner eller hvad man nu ville ind imellem.

Hvis noget skulle rapporteres, skrev vi det i bogen i løbet af natten.

Hen under morgen skulle alle gøres i stand. Ansigt og hænder vaskes, tænder børstes, urenlige skiftes, snavset sengetøj ligeså. Man kunne lige rette frisurerne med fælleskammen. Det skulle gå stærkt. Alt skulle være klar til dagvagterne. Gardiner skulle trækkes fra og lægges i sirlige folder, hvorefter de nederste ca. 20 cm. blev bukket op, så ombuket lå i vindueskarmen. Hvis de lå forkert, blev det bemærket. Der skulle luftes ud.

Morgenpersonalet kom lidt før tid.

De stillede sig langs væggen i en eller anden orden, man skulle lære at kende. Assistenter for sig, medhjælpere (også kaldet "koner") for sig

Rapporten blev læst op af afd. lederen eller første assistenten og medarbejderne fordelt på stuerne.

Skyllerum:

Jeg ved ikke om skyllerum findes mere noget sted.Dengang var de nødvendige af hensyn til hygiejnen.

Der var plads til at skylle, vaske og opbevare bækkener, potter, urinkolber og de små skåle man brugte, når urenlige skulle vaskes i halen, før de fik rent tøj på. Der var ligeledes plads til nogle stativer til vasketøjssække.

Der var en udslagsvask, der lignede en blanding af et toilet og en stor vask af et keramisk materiale, der var glaceret. Der var en trækant foran, for at der ikke skulle blive slået skår i forkanten.

Der var træk og slip samt alm vandhaner med koldt og varmt vand.

I væggen var der en luge.

Alt snavset tøj fra stuerne blev samlet i små rullevogne med lærredsposer. Siden blev det kørt til skyllerummet og sorteret i større drejlssække, der hang snøret til høje metalstativer. Undtagelsen var bleer med afføring. De skulle lægges i rodalonvand for at blive desinficeret. Det var nattevagtens opgave at tømme tønden –kaldet "lortetønden" , derefter skylle bleerne over udslagskummen og så smide dem i en drejlssæk.

De store, fyldte og tunge tøjsække med snavset tøj blev kastet gennem en luge i væggen og landede i K-bygningens kælder, hvor de kunne afhentes af vaskeribilen.

Jeg mener, vi skulle sortere tøjet yderligere i kælderen – eller også skulle vi tælle det. Vi var iført store løse kitler under arbejdet. Ingen handsker. Vi sad på sækkene og røg, så længe vi turde.

Skyllerummet blev tillige brugt som rygerum og sladrecentral, når lejlighed bød sig.

Der hang kitler, man kunne tage på, hvis der var særlig snavset arbejde.

Alt tøj skulle til Andersvænges eget vaskeri.

Sengetøj, der blev skiftet, når der var stor badedag hver 14. dag og ellers efter behov.

Der var et stort behov på de afdelinger der husede de mest handicappede beboere. Ikke mindst fordi de blev madet i sengen om aftenen, og der blev spildt.

Lagner, overlagner, stiklagner, pudevår vaskeklude til hoved og hænder samt hjemmestrikkede vaskeklude til halevask. (Strikket af beboere, der kunne kunsten).To slags håndklæder.

Stofseler, muffetrøjer, drejlstøj med snører på ryggen, drejlsvanter og de gjorder man bandt seler ned med, hvis en person skulle ligge på ryggen (nakkeremme) eller hvis de mennesker man gik tur med skulle bindes sammen, så man kunne holde styr på nogle flere.

Sække til opsamling af vasketøj.

Undertøj, livstykker, forklæder, bluser og en slags træningsbukser samt strømper.

Der blev brugt stofbleer. De var store til de voksne. Nogle fik to bleer på. En rektangel og en trekant udenom.

Der var yderligere en trekant af voksdug, som skulle holde væde inde i bleerne. Det virkede ikke særlig godt. Ligeledes var der gummistykker til at lægge under stiklagnerne.

Endelig var der tæpper, ikke dyner. De skulle vaskes efter behov.

Alt var mærket med Andersvænge eller A.V.

Privat tøj var sjældent at se i K bygningen. Men hvis nogen havde pårørende, der kom på besøg, så havde de noget pænt tøj, de kunne få på. I alt fald ind til besøget var slut, så skulle det til vask og siden gemmes væk. Om nogen delte med andre, ved jeg ikke, men jeg ved, at nogen lånte andres sko.

Laboratoriet:

Laboratoriet lå på 1. sal over sygeafd. Det var fru B's domæne. Hendes uddannelse kender jeg ikke. Hun havde hvid kittel på.

Når der kom nye børn eller voksne, der skulle indskrives på Andersvænge, skulle fru B bidrage med journaloplysninger til supplement for fysiske undersøgelser i poliklinikken i stueetagen.

Alle skulle vejes ,måles og fotograferes i forskellige positioner. De blev også intelligenstestet. Som jeg husker det var det Binet-Simon test, men måske var der også andre. Fru B foretog testen.

I laboratoriet opbevaredes hjerner i formalin. De blev brugt til forskning (sagde man) og undervisning.

Nogle fandt det uhyggeligt – andre interessant, at kunne se en rigtig hjerne. Som tiden gik, kom der hjerner fra mennesker, man havde kendt. Jeg kan ikke gengive udsagn fra den gang korrekt, men der var i alt falæd ofte tale om sort humor- og lidt fnisen, over det upassende i at sige noget morsomt om de døde. Måske var det også for at holde følelsen af ubehag på aftstand.

Poliklinikken:

Klinikken lå i stueetagen på sygeafdelingen. Der var et lille kontor med skrivebord til læge/natsygeplejerske samt en håndvask og en autoklave. Yderligere var der et større rum til diverse undersøgelser. Det var udstyret med et undersøgelsesleje, der kunne suppleres med bøjler til benene, hvis der skulle foretages gynækologiske undersøgelser.

Der var alverdens instrumenter, sakse og sprøjter og et arsenal af forbindsstoffer og desinfektionsmidler.

Der blev vaccineret, og behandlet sår og skrammer. Til tider også syet flænger eller fjernet negle.

Ørelægen kom med jævne mellemrum. Mange skulle have skyllet ører og somme tider have fjernet stenet voks med specielle vatpinde. De fleste måtte fastholdes, så der ikke skete perforering af trommehinden, hvis de bevægede hovedet.

Vi lærte at skylle ører, dryppe øjne og rense sår og bylder.

Hygiejnen var i top.

Vi fik lært at betjene lægerne lige fra at række dem håndklædet efter håndvask og til at levere de rette instrumenter til diverse undersøgelser eller handlinger.

Jeg husker, at militærlægen underholdt om 2 verdenskrig og især om alt, hvad der foregik i Israel, alt medens han foretog undersøgelser – eller noterede til journal.

Journalerne blev renskrevet af lægesekretærer.

Efter endt arbejde i poliklinikken var der oprydning og desinfektion samt udskiftning af alt linned og kitler, så der var klar til næste gang.

Medicin:

Bo-afdelingerne rekvirerede medicin via sygeafdelingen. Medicinen kom fra byens apotek i trækasser med afd. navne på. Kasserne var lukket med hængelås. De blev kørt ud til afdelingerne.

Nu til dags får hver person sin egen recept og sin egen medicin via byens praktiserende læger.

Den gang var der tale om klinikpakninger. D.v.s. store pakninger.

Jeg ved ikke om forbruget blev kontrolleret. Der blev i alt fald somme tider givet noget, der ikke var ordineret (afdelingslederes beslutning) og somme tider var der medarbejdere, der tog noget til privat brug.

Ud over epilepsimedicin, psykofarmaka og smertestillende medicin blev der anvendt forskellige slags afføringsmidler og klyx samt medicin, der kunne dæmpe kønsdriften hos mænd. Vitaminpiller hørte også med.

Børnehaver:

På sygeafdelingen var der et lille lokale, der kaldtes børnehave.

Der kunne vi unge blive sendt op forr at beskæftige børnene og observere, hvad de kunne og især ikke kunne. Der skulle skrives korte rapporter om hvert barn.

Jeg syntes det var hyggeligt at lege med ungerne. Der var ikke meget legetøj, men der kunne bygges med klodser, leges med dukker og bolde samt tegnes. Og så kunne vi jo synge eller lege tampen brænder.

DIII, CVI og KI havde også børnehaver. Jeg ved ikke om der fandtes en på MI.

Disse børnehaver havde børnehavelærerinder og flere ting at beskæftige børnene med. Jeg husker Frk F. på D III. Hun gik op i sit arbejde og forberedte sig hjemme. Hun havde en evne til at klippe og klistre og kom med halvfærdige ting, som børnene så kunne gøre færdige, og nå et resultat. Det var især op til jul og påske, der skulle jo pyntes op. Hun kunne sagtens beskæftige 8-10 børn samtidig. Der blev sunget, og hun serverede halve udhulede æbler med rosiner i. Hun var elsket, men også respekteret, for hun var en bestemt dame.

En dreng, der var meget vanskelig at arbejde med kunne finde på at gå nærmest amok. Så lagde hun ham på gulvet og sad overskrævs over ham, til han lovede bod og bedring. Vi var imponerede, selv om vi oså syntes at det var lige lovlig voldsomt.

Plejemor turde i alt fald ikke gå sådan til værks. Hun var bange for ham.

Visitation:

Vejen ind i systemet gik via hospitaler, familiernes læger og kommunerne. Staten havde den fulde udgift ved opholdet, så hvis barnet eller den voksne fik diagnosen "åndssvag" behøvede kommunen ikke at bekymre sig mere om det.

Som før nævnt blev næsten alle modtaget på sygeafdelingen. Efter en observationsperiode blev placering besluttet.

Hvis et barn var fysisk handicappet (kørestolsbruger) kunne det ikke placeres på børneafdeling DIII, selv om de måske intellektuelt kunne passe sammen med de andre børn. De blev placeret på K1.

Der var en børneafdeling mere CVI, for svagere fungerende børn (imbecile) men jeg mener ikke, der var kørestolsbrugere der heller.

Samme var gældende for voksne, der måske ellers kunne have boet på Kvinde – eller mandsafdelingerne for bedre fungerende voksne. Hvis de var fysisk handicappede, blev de placeret på KI eller KII.

Enkelte skønnedes at være i stand til at rømme, eller de var sendt til Andersvænge som straf for en forseelse i et andet center. De kom på lukket afd L, der var delt i h.h.v. en kvinde – og en mandsafdeling. Der var lås på værelserne, brudsikkert glas i vinduerne samt højt hegn om haverne.

L blev også brugt til straf for forseelser i Andersvænges afdelinger.

Man kunne ikke være elev på L før det tredje uddannelsesår.

Familiepleje:

Nogle kunne udskrives til "familiepleje" Det var mennesker, der kunne arbejde. Især var en del mænd udskrevet til landbruget. Bønderne fik penge for at have dem. Kravene til boligforhold, social kontakt med familien, beklædning og forplejning var ikke store, og tilsynet med om de blev overholdt var ikke nidkært. Enkelte såkaldte hjemmevejledere kørte ud til dem, samt til dem, der var registreret under forsorgen, men stadig boede hos forældrene. Hjemmevejlederne sørgede for beskæftigelsesmaterialer til dem, der ikke kunne arbejde. Der blev f. eks. samlet mængder af tøjklemmer.

Vi hørte rygter om, at åndssvage sov i stalden hos plejefamilierne. Der har sikkert også været steder, hvor det gik mere humant til.

P.

Jeg husker en kvinde.
Hun var hård,
og vi var bange for hendes tavshed
og de sjældne hug
fra hendes skarpe tunge.

Hun holdt os væk
fra sin egen person.
Hun ville ikke mere
knyttes til nogen
blandt personalet.

Hun stolede ikke på nogen
foragtede alle
deltog ikke
i vores snak og sladder
i skyllerummet.

Kom ikke altid til kaffe
havde opgivet
kunne ikke se
det skulle nytte
at sidde der og sladre.

Hun arbejdede
konstant og samvittighedsfuldt
gjorde tingene
som de skulle gøres
og gik hjem
præcis på slaget.

Hun var den eneste
som aldrig blev bidt
af en ung pige
som vi alle
var bange for.

Når vi var
på pigens stue
skulle to personer
gøre hende i stand.

Hun var spændt,
bundet og medicineret.
Rasende bed hun.
Somme tider
gik der hul.

P. Hun kunne
Hun løste pigens remme
og lod hende gå omkring
fik pigen til at smile,
kløede hende i det plyssede hår.
Fulgte hende opmærksomt.
Havde en spinkel kontakt,
som vi ikke forstod.

P. var ikke angst.
Hun var nærmest ligeglad.
Havde en bitterhed over noget
vi ikke kendte til.
Holdt os tre skridt fra livet.

For gammel til at begynde forfra
på noget nyt?

Ville ikke tale om sig selv.

En dag kom hun ikke.

Hun blev fundet død.
Mere vidste vi ikke.

Vises din fortælling ikke?

Dette kan skyldes en fejl eller manglende samtykke i kontaktformularen. Skriv eller ring, så vi sammen kan rette fejlen.