Betty var en kvinde født ca 1920, som fra tidlig ungdom havde en voldsom uro på sig og som ung kom på psykiatrisk afdeling med symptomer på skizofreni. Hun havde et heftigt følelsesliv, var ofte aggressiv og i den anledning bæltefixeret. Udover antipsykitisk medicin blev hun lobotomeret og var efterfølgende roligere men usvækket følelsesfuld. Hun levede et udefra set montont liv med deltagelse i ergoterapi, hvor hun fremstillede hæklede arbejder som grydelapper og håndklæder. Hun var i sin forestillingsverden gift med overlægen og sad ofte om eftermiddagen overfor ham på hans kontor hvor han læste, hun hæklede. Hun forsøgte sig med lidt konversation såsom: Skulle jeg få en tid hos frisøren?, hvortil han brummede uden at tage stilling. De hæklede stykker gav hun ham, så han kunne levere dem videre til husassistenten ( hans kone). En dag blev hun klar over, at der var en kvindelig læge på kontoret ved siden af, som hun måske opfattede som sin konkurrent. Hun gik rasende ind på dette kontor og råbte: Du stjæler min skønhed! Hun lod sig dog berolige med almindelig konversation om hendes virksomhed i terapien. Ved en senere lejlighed var hun med til en klinik for studenterne, hvor overlægen spurgte: Er der sommetider nogeen der stjæler noget fra dig? Som den rutinerede patient hun var svarede hun, mens hun knugede sin taske ind til sig: Ja, her på Sct. Hans skal man jo lære at passe på sine ting!

Hun var så at sige blevet dygtigere til at være patient og sige de rette ting på rette sted.