Som socialrådgiver traf jeg første gang Karen i 1984 på plejehospitalet Avnstrup, hvor hun havde opholdt sig i en årrække. Forinden havde hun været indlagt i Boserup. Såvel Avnstrup som Boserup var dengang en del af Sct.Hans Hospital.

Karen var godt 80 år gammel, men meget frisk og aktiv.

I 1930erne var hun blevet uddannet sygeplejerske, men kort tid efter fik hun en svulst på hjernen. Hun rejste til USA, hvor hun havde familie, og her blev hun opereret.Senere vendte hun tilbage til Danmark, hvor hun levede resten af sit liv på institution. På Avnstrup boede Karen i en villa "Bakkehuset" sammen med 6 andre patienter, og hun var husmoderen, der styrede dagligdagen. De funktionærbørn, som boede på Avnstrup, besøgte jævnligt Karen, og hun serverede rugbrødsmadder med sukker, hvilket de satte stor pris på. I villaen ved siden af var der en kommunal børnehave, som Karen ofte besøgte, og når hun havde fødselsdag stillede børnene op og sang fødselsdagssang for hende.

 

Mens Karen opholdt sig på Avnstrup fik kroniske patienter ikke udbetalt social pension, men kun lommepenge, som kun var nogle få hundrede kr. om måneden. For den aktive Karen, der deltog i alle de arrangementer, som blev tilbudt, var det derfor vanskeligt at få pengene til at slå til, når der også skulle være til cerutter. Vi søgte derfor alle de legater, som der var mulighed for, og på et tidspunkt søgte vi Dansk Sygeplejeråd. En herre fra DS ringede efterfølgende op, og han var blevet betaget af denne aktive gamle dame, men problemet var, at legatmidlerne kun var til medlemmer af DS. Dette problem havde han imidlertid en løsning på, idet Karen kunne blive passivt medlem af DS. Det blev en stor glæde og stolthed for Karen, da det betød, at hun fik tilsendt sygeplejenålen  og sygeplejebladet løbende.

Sygeplejenålen gik hun længe rundt med og fremviste med stolthed, og den var hende kær som et smykke.

Artiklerne i fagbladet læste hun, og ville gerne diskutere dem med sygeplejerskerne på hospitalet, hvilket ofte "tvang" dem til at gå hjem og læse, så de kunne snakke med.

 

I 1991 afhændede Sct.Hans Hospital Avnstrup, og Karen blev flyttet til en beskyttet bolig i København, hvor hun fik nogle gode år, og hun oplevede her at få sin folkepension udbetalt.

 

Da hun fyldte 90 år havde hun sparet op for at kunne holde en fest, men familien forærede hende festen. For de opsparede penge rejste Karen i stedet en tur til Paris sammen med andre beboere fra de beskyttede boliger.

Hun forstod at nyde livet til det sidste.