1971 - efteråret.
Jeg havde fået mit ønskepraktiksted - Kastaniehus-terapien, som vores klasse fra Ergoterapeutskolen havde besøgt, da vi skulle introduceres til, hvordan man arbejdede i en progressiv psykiatrisk ergoterapi. Lige mig. Jeg elskede alle de aktiviteter, som blev lavet dér - læder, sisal, kludetæppevævning osv., og så var det jo en fordel, når jeg skulle motivere for og anbefale en akitivitet. Det er så vigtigt selv at have engagementet omkring en aktivitet, som jo så klart kan bruges i forbindelse med at have 'noget' sammen, eller som man kalder det i dag - en fælles tredie. Mine praktikvejledere, Anne-Grete Brynskov og Birgit Langvad oplevede jeg som meget ærekære m.h.t. at udfylde deres vejlederroller, men de var jo også selv forholdsvis nyuddannede. - Jeg fik godt nok nogle reprimander om regler for journal- og opgaveskrivning, og advarsler om ikke at være for personlig i forbindelse med nogle af de indlagte. - Ja, ja, jeg havde allerede dengang min egen opfattelse af verden omkring mig, og brugte min intuition og empati. Hvilket jo set i den tids optik var lige til at misforstå !
Jeg var også en del af praktikperioden på Neuroseafdelingen med ergoterapeut Ingrid Bundgård som vejleder. Dygtig og kompetent vejleder. Jeg skulle stå for en rimelig uhomogen gruppe , som skulle samarbejde om et produkt. Uroer. - Til ophæng. Ture ud på arealet efter egnet materiale. Mødereferater og kommunikationsskemaer. Hvor meget skulle der presses, hvis en person slet ikke havde lyst til at møde op?? Ja, der var nok at lære for en nybegynder på området. Da hr. Pedersen ikke mødte op efter en hjemmeweekend, var der advarselssignaler, der lyste. Ganske rigtigt - han havde i sin dybe depression benyttet fridagene til at tage afsked med livet. Og så kom jo selvransagelsen: var det nu mig, der osv.
Jeg boede i Sygepleje-elevboligen, - fantastisk smukke omgivelser ned til den lille sø, og med alle træernes efterårsfarver dansende menuet i vandspejlingerne. Sct. Hans Hospital var eldorado af udendørs oplevelser. Ture til fjorden - ture til skovene ved Boserup lige uden for hospitalet.
Ligeledes kunne man mere uformelt møde indlagte i Patientklubben, hvor der var ugentlige aftener med dans og anden hyggelig komsammen.
1972 - Foråret.
Min praktiktid havde ikke kunnet tage modet fra mig. Sammen med en af mine klassekammerater, Annelise Pedersen, søgte jeg stilling som ergoterapeut på Sct. Hans Hospital. Ledende ergoterapeut Kirsten Bertelsen, som netop var rykket ind på Strandvænget, en helt ny terapibygning med køkkentræning, keramikværksted og musikafdeling, var helt utrolig imødekommende. Vi fik mulighed for at åbne vores helt eget terapiværksted, og fik frie hænder til indretning og et beløb til indkøb af værktøj og materialer. Møbler hentede vi på møbeldepotet, og de fik efter den tids trend de skønneste farver, gule, grønne og blå. Vores nye ergoterapi lå på 1. salen i bygningen Lille Værksted, og den blev et fristed for mange af de indlagte, som blev henvist dertil, og som kom om formiddagene eller eftermiddagene i mindre grupper. Jeg har mange minder om de herlige mennesker, men især én står meget skarpt i min erindring. Poul Larsen, en sømand af guds nåde og med klap for øjet, og som jeg fik en ganske særlig kontakt til. Hans vidnesbyrd kommer her på siden i form af uddrag fra hans egen bog: En smule søfart - og en hel masse vrøvl, hvori også hans trængsler på Sct. Hans bliver intensivt beskrevet.
Hver onsdag kom en gruppe langtidsindlagte - såkaldte kroniske. Til kaffen blev alt spist op - også tobakrester fra cigaretskod. Jeg husker dog særlig en ung dreng, ca. 13-14 år , Wilhelm, som vi stod ret magtesløse over for. Han var infantil autist og ret selvdestruktiv, slog sig selv, og var svær at berolige. Og han var anbragt sammen med de gamle kroniske.
Annelise og jeg flyttede til Roskilde, lejede os ind på 1.salen i en kæmpevilla på Provstevænget 3, med udsigt til Domkirkens spir fra badeværelset og fjorden fra værelserne. Vi blev hurtigt fortrolige med Roskilde og nød vores job på Sct. Hans.
Der var ikke det, vi ikke kunne fremstille i fællesskab med de personer, som var henvist til Ergoterapien Lille Værksted. Produktet, som kunne give en person selvagtelse og personlig opmuntring til at komme videre og blive ved med at udvikle sine evner. Skriveværksted, musik, modetøj, møbler. Som det kan læses i Annegrete Brynskovs indlæg her til 'Anbragt i Historien', handler ergoterapi om "processen, og det, der skete i den, de sociale udfordringer i samværet og de cognitive krav, stimuli og muligheden for undersøgelse og vurdering af funktionsniveau."
Der kom også personer med handicap, halvsidige lammelser o.l. - og vi fremstillede specielle 'instrumenter' til optræning. Min lille cockerspaniel, Funder, var med på arbejde hver dag og alle kom godt ud af det med ham, og kappedes om at kunne gå tur med ham. Han var vores lille terapihund, som vi allerede dengang kaldte denne 'vore dages opfindelse'.
Kaffepauserne var jo også ret så vigtige. Der blev bagt i vores bordovn, og pandekagerne fløj op og rundt i luften inden de endte på panden - og i maverne. Madkurve stod parat til at blive fyldt og så gik turen enten til haven, fjorden eller havnen.
Samarbejdet med de forskellige afdelinger erindrer jeg som forholdsvis gnidningsløst. Vi kom jo ikke meget på selve afdelingerne, da vi udelukkende arbejdede med udgangspunkt fra vores værksted. Desuden var der medvind fra nogle progressive overlæger bl.a. Hertel Wulff.
1973 - Efterår.
Jeg stoppede mit job på Sct. Hans Hospital, da jeg fik mulighed for at arbejde med genoptræning af paraplegikere i Genéve, Schweiz. Men jeg vendte tilbage for fuld kraft i
1982, da jeg blev leder af Ergoterapien, Forchhammersvej på Frederiksberg i København, hvortil udskrevne patienter blev henvist. Her havde en beskæftigelsesterapeut haft sit virke i rigtig mange år. Rya-tæpper blev fremstillet i lange baner og stoftryk. Kaffe serveret med sukker og fløde afmålt til hver enkelt. Vejning 1 x ugtl. Alle produkter blev monteret af hjælpere, som sendte produktet til salg i butikken på Sct. Hans Hospital. Alle dage var ens, udviklingen var ikke fremherskende.
Men så kom den ergoterapeutiske revolution til Forchhammersvej. - Og her var det ikke altid medvind og rygklap, når nye metoder blev introduceret.
Men det er jo en anden historie, som foregår i en fortidig fremtid for vores skriveprojekt, som jo stopper 1980