I over 40 år arbejdede jeg på Andersvænge en arbejdsplads som jeg har holdt utrolig meget af, på både godt og ondt, tror at jeg kun en enkelt gang eller 2 har været ked af at skulle afsted. Gennem årene har jeg haft kollegaer, som jeg har holdt meget af og nogle er der stadig kontakt med.

Jeg er også stolt over at have været en del af den udvikling, som skete for brugerne, det var nogle gange en stor mundfuld for både dem og personalet, men vi kom heldigvis godt igennem.

I dag har jeg ingen forbindelse med min tidligere arbejdsplads, og det har jeg selv valgt, fordi jeg er, lige som fyldt op med at drage omsorg for andre, det skal ikke misforstås som om jeg ikke drager omsorg for andre, men det er blevet mine nære det gælder nu, for de har godt nok stået mål for meget, ændring i arbejdstid, opringninger, altid skulle der tages hensyn til mit arbejde syntes de, sådan har jeg ikke selv følt det. Men kan godt følge dem, når vi taler om det i dag.

En ting som gjorde stort indtryk på mig personligt, var da vi ikke måtte fiksere beboerne længere. Ud af12 beboere var 2-3 fikseret med bælte i sengen. I opholdsrummene og spiserummet var ingen fikseret, for vi var faktisk rigtig meget personale om dagen, men fra kl.19 til 07 næste dag var der 1 stk personale, så det kan havde været årsag til fikseringen, og så boede de fleste på eneværelser, som lå langt fra de andre værelser, hvor man boede 2-3.

Forbuddet gav stor uro hos personalet, vi kunne jo godt se at det ikke var så godt at de var fikseret, men vi fik bare besked om, at nu var der kommet nye regler og dem måtte vi bare finde ud af at administrere. Som altid når der skete ændringer så råbte vi op om at der måtte tilføres flere resurser, for beboerne ville jo aldrig være der, hvor vi gerne ville have dem. Men det skulle jo vise sig at vores modstand ikke holdt ret længe, der hvor jeg var ansat skete det stille og roligt, dem der var fastspændt med bælte i sengen, kunne man tage bæltet fra med det samme og hos andre skete det gradvist. Det viste sig jo at det ikke var så svært, for nogen af os, ja sådan var det jo med mange ting der blev ændret.

Der var beboere der havde det svært med at vende sig af med bæltet, de stod op hele tiden, fik ikke megen søvn, vi fik så lov af lægen til tage bæltet af gradvis, f.eks. ikke sætte låsen i spænderemmene. Hos en var det nok at bare bæltet lå der, og så gik der ikke mere en 2-3 uger før vi kunne fjerne det helt. Forbuddet gjorde, at vi måske "turde" gøre tingene anderledes, vi hjalp hinanden med gode råd og samtaler. Der skete jo en meget stor udvikling både for beboere og personalet.

Nogle af mine yngre kollegaer har tit sagt; hvordan kunne i finde på at, spænde med bælte eller binde dem på en stol, på toilettet eller på en bænk, ja men vi viste ikke bedre, det var jo det vi lærte, men heldigvis var der nogle der kunne fortælle os, at vi kunne gøre tingene anderledes og at det ville blive bedre for beboerne og os som personale.