Mit arbejde inden for psykiatrien begyndte i 1959 som studentervikar for reservelæge ved Statshospitalet Nykøbing Sjælland, dec.1959 og januar 1960. Hospitalet lå smukt med en række en- og to-etagers pavillion-bygninger på et større område ned mod Isefjorden, syd for byen og Annebjerg-skoven. Fra indkørslen rakte en lang alle op til hovedbygningen, en herregårdslignende bygning ud mod en gårdsplads med en port-bygning, hvor indlæggelserne blev visiteret ud til modtageafdelingerne. Hovedbygningen rummede administration, konferencelokaler, sekretær- og læge-kontorer og i sidebygningerne var der undersøgelses- og behandlingslokaler, psykologkontor, laboratorium, festsal og en kantine. Hospitalet rummede hen ved 1000 patienter, hvoraf hovedparten var langtidspatienter på de såkaldt kroniske afdelinger. Nyindlagte patienter kom på de lukkede og åbne modtageafdelinger, som lå nærmest ved hovedbygningen. Oven for hovedbygningen lå Sikringsanstalten for særligt farlige patienter, og for patienter indlagt til retspsykiatrisk mentalobservation. Hospitalet var opdelt i mands- og kvinde-hospitalet med hver sin overlæge og lægestab med 2 assisterende overlæger og to første-reservelæger, som havde bagvagten. Forvagten var fælles og blev passet af 4 vikarer på skift, et døgn hver, for hele hospitalet, i weekenderne 2 døgn. Jeg boede i en lejlighed i en nybygget ejendom med lægeboliger, sammen med min kone, som også var ansat som vikar på kvindehospitalet, mens jeg var vikar på mandshospitalet. Vi fik det arrangeret sådan, at vi ikke havde vagt samtidigt, men havde på den måde vagt hvert andet døgn, hvor vi så kunne hjælpe hinanden. Der var ganske meget at se til, da hospitalet modtog patienter fra det daværende København's amt og Frederiksborg amt såvel som fra Holbæk og Sorø amt, samt fra Færøerne.

Dagarbejdet begyndte kl. 8 med morgenkonference, hvor vagthavende fra dagen før berettede om indlæggelser og hændelser fra det forløbne døgn. Herefter blev dagens stuegangs-arbejde fordelt mellem de tilstedeværende. Vikarerne fulgte med på stuegang, gerne på modtageafdelingerne, hvor de kunne følge de nyindlagte patienter, som de ofte selv havde modtaget og skrevet journal på; eller de passede NCE-behandlingen, hvor de målte BT og justerede doseringen af de anvendte bedøvelses- og curare-stoffer. Man mødtes igen ved middagskonferencen, hvor der blev taget stilling til behandling, flytninger og udskrivninger for at skaffe plads til nye indlæggelser. EKG-optagelser blev diagnosticeret og breve fra patienterne blev åbnet og læst, inden de blev afsendt, sjældent tilbageholdt.

Den vagthavende passede tilkald til problemer på afdelingerne, tog imod de nye patienter og skrev journal, den såkaldte stamjournal, med alle de grundlæggende oplysninger om sociale forhold og familie. Journalen skulle foreligge maskinskrevet til næste morgens konference, og da der kom op til en halv snes patienter i vagten, kunne der være nok at se til, særligt når man ikke var så ferm til at skrive på maskine. Jeg have forberedt mig lidt ved at bruge et "lær det selv" kursus i blindskrift, men havde ikke nået den øverste række taster og var bestemt ikke rutineret i brugen af de øvrige. Jeg var nødt til at skrive journalen i kladde i hånden og herefter renskrive den på maskine, ofte i løbet af vagtnatten. Jeg mindes, hvordan jeg sad og ledte efter tasterne for bogstaverne, særligt efter bogstavet "e", som hele tiden blev borte. Nåede man det ikke og måtte aflevere journalen i håndskrevet stand, fik man særdeles heftige bebrejdelser fra sekretærerne, så man måtte passe på at nå det. Ofte kom de akutte patienter om natten, især fra København, hvor man havde set patientens tilstand an i dagens løb, men så ikke syntes man turde gå natten i møde og indlagde dem. De kom efter en køretur, der tog et par timer, så de først nåede frem efter midnat. Indlæggelserne var ofte tvangsindlæggelser efter farlighedskriteriet, på røde papirer, som skulle godkendes i porten, hvorefter der skulle optages journal på afdelingen, når patienten var blevet modtaget der. Det lykkedes langt fra altid at komme i seng om natten, hvor man også ofte blev kaldt ud til akut syge patienter med lungebetændelse eller hjerteanfald. Når laboratoriet lukkede om eftermiddagen, var man lidt som på en øde ø, hvor man måtte klare sig selv. Man kunne selvfølgelig ringe til den, der havde bagvagten, men førstereservelægerne mente ofte, at den, der måtte vide bedst besked, var studentervikaren, da det var lang tid siden, de selv havde beskæftiget sig med legemlige sygdomme. På afdelingerne blev man fra personalet mødt med en forbløffende og nærmest skræmmende respekt. Et forsigtigt forslag til mulig behandling blev straks bragt til udførelse. De stod parat med rent håndklæde og sæbe, rede til at betjene én i enhver henseende. Det har jeg aldrig siden oplevet andre steder, det hørte en anden tid til. Vikarerne spiste heller ikke sammen med det øvrige personale i kantinen, men fik maden serveret for sig, hvor menuen også kunne være bedre, især når der kom konsulent-besøg fra hovedstaden. Maden blev også holdt varm, så man kunne få den, når vagtarbejde gjorde det vanskeligt at nå frem til tiden.

Jeg oplevede ofte dramatiske indlæggelser og hændelser på vagten, og bagvagten så frem til en urolig nat, når jeg havde forvagten. Det forekom mig således, at de fleste dødsfald indtraf om natten. Noget vi holdt særlig øje med, var vejret, især når der var meldt om indlæggelser fra Færøerne, som ofte var af særdeles dårlige og voldsomt urolige patienter, som blev transporteret på skibsbåre. Når vejret var dårligt, og færøbåden Tjaldur lå underdrejet i Atlanten, kunne man så spekulere på, om de nåede frem i den vagt, man stod for at skulle have.

På den tid var netop de første psykofarmaka fremkommet, således Largactil, Rauwolfiapræparatet Serpasil og Imipramin, som revolutionerede forholdene på afdelingerne og medførte at syge, urolige og forpinte patienter ret hurtigt kunne falde til ro og få det bedre. Man kunne endnu her og der på de urolige afdelinger fornemme, hvordan det måtte have været tidligere, men gennemgående var der nu kommet meget mere ro på afdelingerne. Patienterne kunne flyttes til rolige og åbne afdelinger, og man begyndte at kunne udskrive selv ret så kronisk syge patienter. Mange patienter arbejdede på værksteder, på feje- eller havehold. Hvert år i december blev der afholdt basar, hvor man kunne købe det, patienterne havde fremstillet på terapiværkstederne, malerier, stof-, træ- og læderarbejder. Selv ret syge patienter fandt ro ved at beskæftige sig med manuelt arbejde, om det så blot var at stable ispinde eller samle tøjklemmer. På de kroniske mandsafdelinger for ældre patienter var der en påfaldende muse-agtig lugt, som jeg siden har mødt igen på tilsvarende afdelinger andetsteds. På disse afdelinger var der mange demente patienter. Her kunne man stadig møde patienter med dementia paralytica, som forsvandt efter indførelsen af penicillin-behandlingn. Oftere var det alkohol-demente patienter, heriblandt et forstemmende møde med flere kendte kunstnere og politikere.

De to måneder var lærerige, man fik set mange patienter, blev bekendt med symptomer og sygdomsbilleder, som man ikke havde kunnet danne sig rigtigt begreb om ved at læse om dem. Jeg mindes ikke siden efter at have lært så meget på så kort tid. Man fik også lært at tage beslutninger og ansvar i en grad, man ikke tidligere havde prøvet. Arbejdet med de syge virkede ikke skræmmende, men interessant og inciterende, og jeg så frem til at fortsætte min uddannelse inden for psykiatrien.

Allerede den følgende sommer arbejdede jeg igen som vikar, denne gang på Kolonien Filadelfia's psykiatriske afdeling og Nervesanatoriet i Dianalund. Det var et roligere sted med færre afdelinger, men modtog også ret syge patienter til indlæggelse på den psykiatriske afdeling, mens nervesanatoriet modtog patienter med depressioner og nervøse lidelser. Vagtarbejdet var mindre anstrengende, men kunne ind imellem være dramatisk nok, igen ikke mindst når jeg havde vagten. Der var noget lidt indelukket over stedet, idet man beskæftigede mange tidligere patienter og særprægede personligheder, også blandt personale, sekretærer og lægestab, for at hjælpe dem i gang og videre efter deres indlæggelse. Det var for så vidt godt, men gav en vis utryghed, da man ikke altid kunne vide, om de var kommet sig tilstrækkeligt til at kunne fungere kompetent, eller om der skulle tages særlige hensyn. Også i denne ansættelse var meget at lære, både fagligt og i holdningen til patienterne, som var præget af respekt og rummelighed.

Det var mit ønske at blive uddannet som "nervelæge", det vil sige med en kombination af uddannelse som neurolog og psykiater. Efter embedseksamen og turnus-tid på medicinsk og kirurgisk afdeling begyndte jeg derfor at arbejde på først neurokirurgisk afd.S og derefter neurologisk afdeling, 4.sal, på Aarhus Kommunehospital. Midt i forløbet blev ordningen ændret, så man kun kunne få lov at arbejde inden for ét af specialerne. Jeg måtte så vælge psykiatrien, men opnåede 2 års uddannelse i neurologien, svarende til hvad man tidligere havde skullet have til uddannelsen som nervelæge. Den uddannelse kom mig siden til gode på flere måder. Man fik her et grundigt kendskab til symptomer og sygdomsbilleder, som knytter sig til hjerne- og nervelidelser, ligesom man mødte mange patienter med lettere nervøse lidelser, som man ikke ser så meget til på et psykiatrisk hospital.

April 1968 blev jeg ansat på Statshospitalet i Risskov, først som vikar for reservelæge, den første måned på mandshospitalet, herefter på kvindehospitalet, hvor jeg senere fik en fast reservelægestilling. Foruden vagtarbejdet bestod mit arbejde den første tid som vikar mest i at "gå stuegang"på afdelinger, hvor de faste læger havde fri eller på anden vis var fraværende. Stuegangen lignede ikke det, jeg kendte fra de somatiske afdelinger, hvor man gik fra stue til stue og tilså alle patienterne. På de psykiatriske afdelinger bestod stuegangen af et besøg på afdelingen, hvor man skulle tale med nyindlagte patienter og med patienter, der ønskede det, eller hvor personalet skønnede det påkrævet. På afdelingerne med langtidsindlagte patienter, de "kroniske " afdelinger, tilså man patienter, der var blevet fysisk syge eller havde fået det psykisk dårligt, men der var sjældent meget at se til på disse afdelinger. Da jeg kom over i en reservelæge-stilling, fik jeg fast tilknytning til én bestemt overlæge og de afdelinger, som hørte under vedkommende. Derved lærte jeg patienterne og personalet meget bedre at kende og fik ansvar for behandlingen, hvilket gjorde arbejdet mere interessant og inciterende.

Vagtarbejdet bestod 24 timers vagt i en treskiftet ordning. På vagten skulle man tage imod nyindlagte patienter i modtagelsen i dagtiden, ellers på afdelingen, undersøge dem og skrive journal, som kunne dikteres på bånd til sekretærerne, så man ikke selv skulle bruge tid ved skrivemaskinen. Desuden skulle man passe tilkald til afdelingerne, hvis der pludselig blev brug for hjælp. Der var indlagt 4-500 patienter på kvindehospitalet og den større rutine og sekretærhjælpen gjorde, at det ofte lykkedes at få nogen nattesøvn på vagtværelset. Desuden fik man sit eget kontor med skrivebord og reol, samt litografier på væggene.

Dagen begyndte kl. 8.30 med morgenkonference, hvor indlæggelser og hændelser fra det forrige døgn kort blev fremlagt af den, der havde haft vagt. Herefter samledes de yngre reservelæger på vagtværelset, hvor man drøftede aktuelle forhold, vagter og stuegang, inden man lidt senere begav sig til arbejdet. Klokken 12 mødtes man igen til middagskonference, hvor især de nyindlagte patienter blev grundigt gennemgået med henblik på foreløbig diagnose og behandlingsstrategi. Derudover blev der brugt ganske megen tid på at flytte rundt på patienterne for at skaffe plads til nye indlæggelser. Man var altid nødt til at modtage tvangsindlæggelser efter farlighedskriteriet, så dem skulle der skaffes plads til, og det var ikke rart, hvis det blev nødvendigt for vagthavende at flytte patienter senere hen i vagten. Der var naturligvis også en bagvagt af mere erfarne første-reservelæger, som man kunne ringe til og drøfte problemer i vagten, og som om galt skulle være kunne tilkaldes.

Bagvagtens arbejde bestod i passe "talestuen", gå aften-stuegang og ellers være til rådighed for forvagten. Talestuen var en ambulant funktion, hvor tidligere patienter kunne møde frem, når de fik det dårligt eller komme til kontrol af behandlingen og få skrevet ny recept. Den åbnede i et kontor på lægegangen kl. 13 uden tidsaftaler, og der kunne komme op til 15-16 patienter på en eftermiddag. Når alt var dikteret til journalerne, skulle man gå aftenstuegang på alle afdelingerne, som skulle besøges, så personalet kunne forelægge eventuelle problemer eller fysiske sygdomme. Aftenstuegangen varede i reglen et par timer. Først herefter kunne bagvagten tage hjem, hvorfra han fortsat døgnet ud skulle være til rådighed.

På afdelingerne var tonen over for lægerne ikke, som jeg havde oplevet den 10 år tidligere. Afdelingssygeplejerskerne kunne være ret så dominerende, så man måtte passe på at indordne sig men også på at sætte sig i respekt ved at klare arbejdet ordentligt. Nogle af afdelingssygeplejerskerne var særprægede personligheder, som gjorde meget for at hjælpe deres patienter bedst muligt, men tonen var den gang i slutningen af tresserne paternalistisk og respekten for autoriteterne stor. Som det var på den tid, føltes det naturligt, og man opfattede det som den bedste måde at hjælpe patienterne på, når man, som dem der vidste bedst, bestemte for dem, sommetider også mod deres gode vilje. Tonen over for patienterne var venlig og respektfuld om end sommetider bestemt. Kun sjældent kunne man komme ud for personale, som havde svært ved at skjule deres antipati eller moraliserende holdning over for visse, ofte vanskelige patienter.

På de kroniske afdelinger var der store fælles soverum med kun et sengebord og skab til personlige ting. Personalet prøvede bedst muligt at gøre det behageligt for patienterne, der ofte måtte tilbringe mange år på afdelingen. Nogle steder holdt man ondulater og et sted en lille hund, ligesom patienterne tog sig af en hær af katte på terrænet, alle med ensartede særprægede ansigtstegninger, som viste, at de hørte til samme kattefamilie. Ofte sad dog de fleste patienter hen i de samme stole og samme sære stillinger dag efter dag, vuggede frem og tilbage, mumlede eller sang børnesange igen og igen. Det virkede som om tiden stod stille, og besøgene kunne minde om "deja vue"oplevelser. Selv om patienterne sad hen i deres egen skizofrene verden, utilgængelige for nærmere kontakt, fulgte de alligevel nøje med i, hvad der foregik. Når de blev fysisk syge, kunne de blive nærværende og relevante, når de skulle undersøges og behandles, for så at synke tilbage, når de kom sig. Med mellemrum blev der holdt en afdelings-konference, hvor alle patienterne, deres tilstand siden sidste konference, deres behandling og eventuelle ændringer heri blev gennemgået. Patienterne blev så vidt muligt søgt beskæftiget, med ergoterapi, vævearbejde, på små værksteder eller i hospitalskøkkenet, vaskeriet, og på haveholdet, som fejede og rev blade sammen. Hospitalet havde sin egne håndværkere og her kunne patienter også hjælpe til. En patient, som havde været maler, og som nåede at opholde sig på hospitalet i 52 år, lavede det nydeligste malerarbejde. Mange af de rolige patienter kunne have udgang på terrænet eller i byen uden ledsagelse, men var altid let kendelige på det specielle hospitalstøj af blåt drejlstof.

Hospitalet rådede over to plejehjem på Djursland, hvor adskillige rolige kroniske patienter blev flyttet ud til bedre pladsforhold i mere landlige omgivelser. Desuden blev en del patienter anbragt i "familiepleje" hos familier i omegnen, ofte på landet, hvor de kunne få mulighed for at deltage i arbejdet og leve under mere familielignende forhold. De blev tilset af en sygeplejerske og fik med mellemrum besøg af en af lægerne fra hospitalet. Hvis de fik det dårligt, blev de straks taget ind i afdelingen igen. Familieplejeordningen var en god mulighed for mange af patienterne, men det skete også, at de blev udnyttet arbejdsmæssigt. Efterhånden blev ordningen afviklet, da det var vanskeligt at skaffe villige og egnede familier, ligesom man så skævt til, at patienterne kunne komme til at tage arbejdet fra lønnet arbejdskraft.

På hospitalet kunne patienter, som havde særlige talenter få en særlig status, med mulighed for at udfolde sig kreativt med at tegne, male eller arbejde med ler og lave skulpturer. Hvert år på Kongens fødselsdag og på hospitalets årsdag blev der af staten serveret kakao og kage til alle. Der blev jævnligt arrangeret underholdning, således filmfremvisning i en større fællessal, sommerbal og julefest samt fælles circus-besøg, når circus Beneweis besøgte byen. Man begyndte også at tage kroniske patienter med i sommerlejr, efterhånden også med på udenlandsrejser, hvor patienterne livede op og viste sig mindre kroniske end derhjemme, men det holdt kun til de kom tilbage. De kroniske patienter oplevede ellers hospitalet som deres hjemsted, deres hjem, trods nok så beskedne forhold og ville nødigt flyttes eller udskrives, selv ikke til klart bedre forhold. Da de kroniske afdelinger senere i 80erne efterhånden blev nedlagt, var det meget svært for mange patienter at skulle flyttes bort fra hospitalet, på plejehjem eller ud i byen. Adskillige tålte det ikke, men døde ret pludseligt lige før eller kort efter flytningen.
På hver modtage-afdeling var der 16 sengepladser, men der var ofte overbelægning på stuerne, ja ved en lejlighed måtte der endog redes op i badekarret. De kroniske afdelinger kunne have flere sengepladser. På Kvindehospitalet var der dengang 18 afdelinger, fordelt mellem åbne og lukkede, rolige og urolige afdelinger, modtage-afdelinger og kroniske afdelinger. Der var 3 overlæger, der hver stod for en urolig og rolig modtageafdeling og flere kroniske afdelinger. De fleste patienter blev indlagt akut, ofte ved tvang og kom på de lukkede modtageafdelinger, efter hvor der nu var plads. Så snart de faldt til ro eller fik det bedre, blev de flyttet til de åbne afdelinger, og en del af det daglige arbejde gik med at flytte patienter. De lukkede afdelinger var aflåste, så man kun kunne komme ind og ud, når man havde en nøgle. Det var nødvendigt at holde de urolige afdelinger lukkede, for at hindre selvmordstruede eller farlige patienter i at forlade afdelingen. Nogle af de kroniske afdelinger var også lukkede, men her havde aflukningen også en asylfunktion, som gjorde patienterne trygge. Patienter, der var sindssyge og til åbenbar fare for sig selv eller andre, var man efter loven om sindssyge personers hospitalsophold forpligtet til at nægte udskrivning og altså holde tilbage på afdelingen mod deres vilje. Det samme gjaldt sindssyge, hvor undladelse af behandling ville forringe muligheden for væsentlig bedring. I det daglige var man undertiden nødt til at fixere patienter i bælte, om fornødent også med hånd- og fod-remme, hvis de var voldsomt urolige, farlige eller destruktive. Fixeringen var sjældent af længere varighed, oftest kun til virkningen af beroligende medicin indtraf. En enkelt patient var det trods al anden behandling ikke muligt at have ude af bæltet, så hun måtte holdes fixeret i årevis. Man kunne også skulle sikkerheds-fixere demente patienter i stof bælte, for at hindre dem i at falde ud af sengen.

Der var kun få enestuer på modtageafdelingerne, ellers 2-, 3- og 4-sengs stuer, og på de kroniske afdelinger store soverum med 14 til 20 senge. Afdelingerne havde en fælles dagligstue og en spisestue samt brede gange, hvor patienterne også kunne opholde sig. Hver afdeling havde et kontor, hvor afdelingssygeplejersken sad, og hvor stuegangssamtalerne foregik. På de nyeste afdelinger var der desuden en samtale- og besøgsstue, hvor der også kunne holdes behandlings-konferencer og personale-møder. Derudover var der køkken, medicinrum, skyllerum og toilet- og bade-faciliteter. Afdelingerne i den ældste del af hospitalet var præget af deres alder, især var vinduerne ikke sikre, idet træværket ofte var mørnet, og det skete en gang, at en patient kastede sig ud gennem vinduet for at slå sig ihjel. Vinduerne var forsynet med en lås, så de kun kunne åbnes på klem, men de lod sig forholdsvist let bryde op af patienter, der absolut ville ud. Man skulle også på de lukkede afdelinger passe på, at der ikke stod patienter ved døren og lurede på at smutte ud, når den blev låst op.

De kroniske afdelinger omfattede også afdelinger for geronto-psykiatriske patienter, oftest svært demente patienter, som var sengeliggende. Her indtraf ikke sjældent dødsfald, ofte ved natte- eller aftenstide. De afdøde patienter blev obduceret på den til hospitalet knyttede hjerne-patologiske afdeling. Man var særligt interesseret i at undersøge hjernen mikroskopisk. For at hindre den i at falde for meget hen, skulle den fixeres med formalin, kort efter at døden var indtruffet. Dette hverv tilfaldt den vagthavende, og det vat ret ubehageligt. Formalinen blev indsprøjtet med en grov kanyle, fortil gennem loftet i næsehulen og bagtil gennem nakken. Lugten af formalinen var ret gennemtrængende og sved i øjnene. Bagefter havde personalet så problemet med at stå med de pårørende, der undrede sig over lugten. Dengang opfattede man det som nødvendigt for at kunne foretage den vigtige undersøgelse af hjernerne, og man følte ikke, at det var noget etisk problem, som man senere kom til at se på det. Personalet blev dog efterhånden mere og mere uvillig til at deltage i proceduren, som vagthavende så kom til at stå ret alene med. Senere kom der ændrede retningslinjer, hvorefter hjerne-fixering med formalin ophørte. Samlingen af disse hjerner har udgjort et enestående forskningsmateriale, hvor man f.eks. kan undersøge sygelige forandringer fra tiden, før man begyndte at behandle med psykofarmaka.

Personalet omfattede på hver afdeling foruden afdelingssygeplejersken og en første-assistent et par sygeplejersker og sygeplejeelever samt plejere, som ofte var uddannet på hospitalets plejerskole. Plejeeleverne var unge mennesker, ofte fra landet, eller håndværkere med interesse for at have med mennesker at gøre. De blev alle inden optagelsen undersøgt med intelligensprøve og samtale, så man kunne undgå at optage uegnede personer til uddannelsen. Alligevel kunne det ikke undgås, at der slap enkelte igennem med uheldige personlighedstræk, som siden efter kunne give anledning til problemer med vanskelighed ved at omgås patienterne eller med misbrug, så de måtte finde andet arbejde, når det blev kendt. Langt de fleste var rolige og forstående, psykisk robuste mennesker, som tog sig af patienterne på en samvittighedsfuld og ordentlig måde. På afdelingerne var man nødt til at holde orden og have visse hus-regler for spisetider, nattesøvn og omgang med medpatienter og personale. Hvis en patient ikke kunne eller måske ikke ville overholde dem, kunne det ikke undgå at afstedkomme konsekvenser, som patienten oftest oplevede om straf, selv om man prøvede at forklare, at det ikke var sådan ment. Det kunne afstedkomme uro og fjendtlig indstilling over for enkelte personalemedlemmer og gøre behandlingen vanskelig og opleves belastende af personalet. Efterhånden som personalet blev ældre, søgte mange ofte ud på de rolige kroniske afdelinger, hvor det sjældent gik så voldsomt til, som de kunne komme ud for det på modtageafdelingerne.

Sygeplejerskerne var gennemgående interesserede i faget, forstående og rummelige over for patienterne, ikke mindst fordi alle, der ikke var det, havde fravalgt at arbejde inden for psykiatrien. Enkelte kunne dog være lidt aparte med sværmeriske interesser eller give mistanke om, at de havde haft svært ved at klare sig andre steder. Værst var det, hvis de lagde åbenlyst moraliserende holdninger for dagen og udtalt antipati over for visse patienter. Således var der en afdeling, hvor afdelingssygeplejersken var berygtet for sit ubehagelige væsen. Hun skændtes med kollegerne, hundsede med eleverne og devaluerede lægerne, så de undertiden gik grædende fra afdelingen. Andre steder kunne især de ældre og erfarne afdelingssygeplejersker være ret bestemmende, så yngre og uerfarne læger kunne have vanskeligt ved at komme til orde. Når man skulle gå stuegang, gjaldt det om at komme først til at sætte sig ved den side af skrivebordet, hvor journalskuffen befandt sig, så man havde magt over, hvad man ville høre om og tage sig af ud over det, som hun havde planlagt.

Lægerne kunne være en lidt broget skare. Ikke alle yngre læger arbejdede på en karriere inden for faget, men skulle blot supplere anden speciale-uddanelse med et halv et eller helt års psykiatri. Om psykiatere hed det sig, at en trediedel selv fejlede noget psykisk, havde "en rem af huden", og måske selv mente at deres personlige erfaringer kunne blive til hjælp for deres patienter, mens andre kunne tænke, at de måske ikke kunne begå sig andre steder. En anden trediedel var læger, der ikke havde kunnet klare at arbejde andre steder, f.eks. ikke på kirurgisk afdeling på grund af vaske-ekzem eller dårligt håndelag. Den sidste trediedel var så dem, der havde valgt psykiatrien af interesse for faget og patienterne. Man kunne alt i alt få indtryk af, at der måske var lidt om det, men helt så enkelt var så alligevel ikke. Der var vitterligt ind imellem nogle, der fejlede noget psykisk, oftest depression eller angst, ikke sjældent forbundet med misbrug. Ledelsen prøvede at hjælpe dem, men det var ikke altid let og endte sommetider med, at de måtte fratræde og opgive uddannelsen. Det kollegiale forhold var dog i det store og hele godt, og bedre end man var vant fra de somatiske afdelinger.

Lægernes forhold til patienterne var præget af overlægens forventninger. Professor Strömgren kendte alle patienterne ved navn og deres sociale og familiemæssige forhold, og han forventede, at alle lægerne også gjorde det. Det var nu ikke så let, og jeg opnåede det aldrig. Han forventede, at alle blev behandlet med medmenneskelighed og respekt. En ældre kronisk patient var på det somatiske sygehus blevet afvist til operation for en svulst, fordi hun "jo var sindssyg" og nok hverken ville samarbejde eller få noget ud af operationen alligevel. Dette gjorde Strömgren aldeles rasende, og fik ham til at protestere voldsomt. Han prøvede at opnå den bedst mulige behandling for så mange patienter som muligt inden for de givne rammer, som han som direktoratet for sindssygevæsenets særlige rådgiver hele tiden arbejdede på at få udvidet. Han var asketisk og særdeles arbejdsom med en naturlig autoritet, som indgød respekt og var et eksempel til forventet efterfølgelse. Strömgren var meget lavmælt, så konferencerne foregik næsten hviskende, så nyankomne kunne spørge, om der lige var sket noget særligt, om nogen var afgået ved døden. Selv de assisterende overlæger, som de hed dengang, kunne føle sig lidt trykkede og have svært ved at komme til orde. Professoren forventede også, at journalerne var fyldestgørende skrevet, klart og nøjagtigt uden overflødige ord og vendinger, ligesom han kunne blive utålmodig over for dem, de havde vanskeligt ved at udtrykke sig. Man skulle følge med i fagets udvikling, læse bøger og tidsskrifter og i det hele interessere sig for faget. Han accepterede dog efterhånden, at ikke alle kunne leve op til hans forventninger, men kunne sukkende udbryde, "ja, nogle lyver, andre stjæler og nogle læser ikke bøger". Ikke alle kunne blive psykiatere, det var i det hele taget ikke noget alle og enhver kunne lære. Det krævede også nogle personlige forudsætninger, så han kunne sige "psykiater er ikke noget man bliver, det er noget man er". Bag ved alt dette var han et meget venligt og hjælpsomt menneske, ikke mindst over for patienterne.

Når man således skulle hjælpe så mange som muligt så godt som muligt, måtte man hurtigt indse, at man ikke havde tid eller kræfter til at hjælpe alle optimalt, ikke altid kunne gøre det bedst muligt, men måtte nøjes med en mere jævn standard. For dog at holde sig idealet for øje, kunne man vælge nogle få patienter ud, som man prøvede at hjælpe virkelig godt, ofte patienter, som havde frembudt særlige problemer eller vanskeligheder. Dog skulle man passe på ikke at involvere sig for stærkt følelsesmæssigt. Det skete ikke sjældent, at kvindelige patienter udviklede varme følelser for en behandler, som de havde fået særlig tillid til, som de forelskede sig i, og som de kunne finde på at forfølge og genere. Man måtte passe på ikke på nogen måde at give anledning til misforståelser, som kunne få dem til at tro, at deres følelser blev gengældt. Det var derfor vigtigt at have personale med, når man talte med dem, så man altid havde et vidne til, hvad der var foregået eller blevet sagt. Det var også derfor, at det var så vigtigt, at man kendte sine egne følelser og kunne styre dem rigtigt, hvis det skulle ske, at man selv fik lidt ekstra til overs for en patient. Derfor var psykoterapi med selv-indsigt en væsentlig side af uddannelsen. En grov tommelfinger-regel var, at hvis man tænkte mere end 10 minutter på en patient uden for samtale-situationen, skulle man passe særligt på. Varme følelser måtte holdes inden for rammerne af respekt, venlighed og medmenneskelig medfølelse og styres til bedste for patienten. Det var en uskreven etisk regel, at man ikke måtte se eller have noget som helst privat forbindelse med en patient. Man skulle optræde korrekt i rollen som lægen, som patienten trygt kunne have tillid til ville forstå og hjælpe dem med at finde ud af, hvad der var i vejen, og give den rette og bedste behandling. Nogle patienter kunne være meget krævende og vanskelige at stille tilfreds, selv om man gjorde ekstra meget ud af det. I andre tilfælde blev en rigtigt diagnose og behandling opfattet af patienten som næsten et mirakel, selv om man ikke havde gjort andet, end det man plejede at gøre. Man kunne også komme ud for, at patienterne ikke ville acceptere den diagnose, man måtte stille, eller at de i det hele taget fejlede noget. Det var derfor så vigtigt, at man prøvede at opnå deres tillid, så de i det mindste kunne overtales til at prøve en behandling og se om, der var noget om det, man havde sagt. Det lykkedes ikke altid, og man måtte leve med, at nogle patienter udviklede hadefulde følelser og forsøgte at hævne sig, fordi de mente, at man ikke havde villet deres bedste. Dette gjaldt ikke mindst retspsykiatriske patienter. Hospitalet havde en retspsykiatrisk afdeling, hvor patienter blev indlagt til mentalundersøgelse. Når patienterne havde fået en retlig sanktion i stedet for straf, i form af dom til psykiatrisk behandling eller anbringelse, måtte den videre behandling oftest foregå på de almene afdelinger. Disse patienter forstod ofte ikke, at de fejlede noget, havde svært ved at acceptere dommen, som de fandt urimelig, og var modstræbende overfor behandlingen, som de følte var dem påtvunget. Med mellemrum blev dommen taget op til vurdering af, om den kunne ophæves. Her var lægens indstilling afgørende, og han fik så skylden, hvis dommen ikke kunne ophæves.

1970 til 1975 arbejdede jeg som reservelæge og stipendiat ved det til hospitalet knyttede Demografiske Institut, hvor jeg dog fortsat havde med patienter at gøre, særligt i det distrikt-psykiatriske og epidemiologiske projekt på Samsø. Det medførte rejser til øen, hvor man så patienter i et kælderværelse hos øens praktiserende læger, eller hjemme hos patienterne. Hjemmebesøgene gav en vigtig dimension i arbejdet, idet man her mødte patienten i egne omgivelser og sammen med familien. Her var også bedre tid til at gøre lidt mere ud af behandlingen. Desuden deltog jeg en stor international undersøgelse under WHO, hvilket medførte særlig uddannelse og rejser til andre lande, hvor jeg fik kendskab til, hvordan man greb psykiatrien an forskellige steder i verden.

Jeg kom herefter tilbage til hospitalsarbejdet, nu som ældre reservelæge og senere første-reservelæge og i bagvagt. Der var indtruffet og indtraf fortsat ændringer i hospitalets forhold. Det overgik fra at være under staten til at blive administreret under amtet, ligesom der i forskellige byer blev oprettet psykiatriske afdelinger på de lokale sygehuse. Der kom opbrud i kønsopdelingen, med blandede åbne afdelinger. Man begyndte at holde fri om lørdagen, og hospitalets overlægeråd optog om end tøvende repræsentanter for reservelægerne og de assisterende overlæger, den første tid med medbestemmelsesret. Det lykkedes at få talestuen indrettet med tidsaftaler og med mulighed for ambulant efterbehandling af de patienter, som man havde haft med at gøre under deres indlæggelse. Ellers var forholdene ikke ændret ret meget. Pladsforholdene var om muligt endnu vanskeligere med daglige problemer med at få flyttet patienter, så der kunne skaffes plads til nye indlæggelser. Der var ikke kommet flere enestuer og på de kroniske afdelinger lå patienterne stadig på store sovestuer, hvor de kun havde sengebord og skab til deres private sager. Men fortsat betragtede disse patienter stedet som deres hjem og personalet som deres nærmeste pårørende, idet de ofte var blevet afskrevet af deres familie, som ikke ønskede at have noget med dem at gøre. Som noget nyt var der kommet en afdeling for misbrugere og en ungdomsafdeling, hvor personalet ikke længere brugte uniform, så det sommetider var vanskeligt at se, hvem man skulle henvende sig til, når man kom på stuegang, hvis man ikke kendte dem i forvejen. Der var også kommet et dagafsnit, hvor de indlagte tilbragte dagen, men sov hjemme om natten. Desuden begyndte man at anvende distriktssygeplejersker, som kunne stå for efterbehandlingen af udskrevne patienter i området.

I to perioder i årene op til 1980 var jeg ansat andetsteds som led i min uddannelse, der krævede, at man skulle have arbejdet ved mere end et sted i sin uddannelsestid. 1978 var jeg hen ved et årstid ansat ved den psykiatriske afdeling i Randers. Den havde til huse i det tidligere epidemi-sygehus med en kontor-barak og villalignende pavillionbygninger til patienterne. Alle afdelinger var åbne, og hvis det blev nødvendigt at nægte patienterne udskrivelse på grund af selvmordsfare, krævede overlægen, at de blev tvangsindlagt i Risskov hospitalet i stedet for at blive overflyttet som tilbageholdte, som loven gav mulighed for. Overlægen ønskede, at det ikke skulle kunne siges, at en indlæggelse på hans afdeling kunne vise sig at være en fælde, man måske ikke kunne komme ud fra, når man ønskede det. Tonen på afdelingerne var god, behandlingen psykoterapeutisk præget, og patienterne var glade for at kunne være nærmere deres hjemsted, end hvis de var kommet til Risskov.

I 1979 var jeg ansat på den ene af de to hovedafdelinger på Psykiatrisk hospital i Middelfart, ligeledes hen ved et år. Det var en lidt speciel oplevelse. Der var kommet psykiatriske afdelinger i Odense og Svendborg med planer om udbygning, hvorimod udviklingen på hospitalet i Middelfart var sat i stå. De akutte indlæggelser skete fortrinsvis på afdelingerne i Odense og Svendborg, mens hospitalet i Middelfart fik overflyttet langtidspatienter fra disse afdelinger og ellers overvejende fik indlagt alkohol-misbrugere og retspsykiatriske patienter med behandlingsdom. Desuden fandtes der fortsat en del kroniske afdelinger, hvor der ikke skete så meget. Tonen på afdelingerne kunne til tider være ubehageligt rå fra personalets side. Der var ikke meget at bestille, og når jeg ikke havde bagvagt, kunne det ofte lade sig gøre at rejse hjem til Aarhus over middag. Da forholdene var præget af, at man nærmest ventede på at hospitalet ville blive nedlagt, var det ikke noget søgt uddannelsessted, men tiltrak snarere lidt specielle personer til lægestaben, og man klarede sig meget med studenter-vikarer. Her kunne man nok få lyst til at reformere lidt, men det blev mødt med en lidt opgivende holdning, og da jeg ikke skulle blive der ret længe, opgav jeg hurtigt at gøre for meget ud af det. Det var venlige kolleger, men det faglige niveau var ikke helt det, jeg var vant til. Ikke længe efter at jeg var rejst tilbage til Risskov, var det, at "galebevægelsen" fokuserede på forholdene i Middelfart med talrige klager, som hver for sig ikke rigtigt holdt ved nærmere undersøgelse, men som tilsammen gav indtryk af, at der måtte være noget alvorligt galt, hvorfor Sundhedsstyrelsen lod foretage en omfattende undersøgelse, som i første omgang kostede de to ledende overlæger ved de to hovedafdelinger deres post. De blev dog senere helt eller delvist rehabiliteret.

I 1979 fik jeg min speciallægeanerkendelse, og 1982 blev jeg overlæge ved Risskov hospitalet, hvor jeg fortsat arbejdede, ind til jeg gik på pension i 2006. Jeg bevarede min forskningsmæssige tilknytning til WHO gennem årene, og kom til at stå for den postgraduate undervisning og uddannelse i psykopatologi og diagnostik ved speciallæge-uddannelsen, samt for indførelsen af WHO ICD-10, den internationale sygdomsklassifikation's 10ende revision for psykiatrien her i landet.

Afsluttet 27.2. 2014.

Aksel Bertelsen