Sølund var en ret stor institution, i flere etager, og så vidt jeg husker med omkring 20 - 25 børn på hver etage. Jeg kom der som medhjælp, til jeg kunne starte på seminariet.
Kommer fra landet på Djursland, så det var noget af en omvæltning som 19 årig at stå med et stort ansvar, uden at måtte sige, hvad man mente.
På de etage jeg var, havde vi ca. 25 børn, op til 5 år. De boede 4 og 4 og havde en lille legestue, der hørte til. Alting gik på samlebånd, der var ikke meget tid til omsorg for den enkelte.
Vi var udelukkende kvinder ansat og skulle jo dengang bære uniform, så for børnene var vi jo ganske ens.Hvad dette kunne indebære, ses senere.
Nogle eksempler på, hvordan børn, forældre, personaler reagerede i forskellige situationer:
1. En pige, ca. 2 år, anbragt fordi forældrene ikke magtede hende. Når det nærmede sig udbetaling af børnepenge, kom forældrene på "besøg" dette for at forsøge at stikke af med hende, så hun var på deres adresse, så de kunne få pengene. Derefter kom hun igen. Det var en ubehagelig situation, at skulle holde øje med dem, og efter dem, når/hvis det lykkedes dem at komme afsted.
2. En dreng på omkring 3 år, fik besøg af sin moder 1 gang om året. Til fødselsdagen. Det år jeg var der, var drengen syg, da hun kom. I stedet for at gå ind til ham, blev hun siddende i legerummet og talte med ham gennem glasruden. Hun skulle ikke have nogen sygdom med hjem til sin familie, og var iøvrigt gravid igen. Drengen græd hjerteskærende, men det påvirkede hende ikke. Det skal siges, at når blot de havde kontakt til deres børn 1. gang pr. år, måtte barnet ikke komme i pleje eller bortadopteres.
3. Jeg skulle på et tidspunkt i banken, havde spurgt, og fået lov til at tage en lille gut på ca. 2 år med. Han var glad og pludrende på turen derhen. Også i banken - lige til der var en mand som sagde noget. Drengen stak i et vræl og var utrøstelig. Da vi kom hjem igen, fortalte jeg om episoden. Årsag: den eneste mandlige person han havde kontakt med, var lægen, og han kom ikke altid for noget godt.
Arbejdstiderne var med fritimer midt på dagen. Eller nattevagt. På en sådan var vi een ung pige på hver afdeling. Vi måtte ikke tale sammen, eller forlade vores afdeling. Vi skulle sy og lappe tøj, mens vi holdt øje med børnene. (der var en uddannet, på sovevagt i en anden bygning), og hun skulle helst ikke vækkes, hvis vi ville undgå ballade.
Det var heller ikke ualmindeligt, at politiet ringede om natten, nu kom de med en lille stakkel, hvis forældre havde efterladt det i hjemmet og var gået på druk eller andet. Naboer kontaktede så politiet, når den lille havde grædt i mange timer. Vi tog imod, skiftede og forsøgte at trøste den lille, men kunne ikke gøre meget andet. Desuden var det vedtaget, at vedkommende skulle i isolation fra de andre, til lægen havde undersøgt ham/hende. Det var næsten det samme, synes jeg dengang, som at stå alene i hjemmet, blot et fremmed sted.
Klokken 5 - 5:30 skulle vi begynde at vække og vaske børnene, ellers kunne dagholdet ikke nå det, inden der var morgenmad kl. 7.
En del af dem havde ingen kontakt med pårørende, og ikke nok fra os. Det medførte de sad og rokkede, eller slog hovederne mod tremmerne. Dengang var jeg ikke bevidst om, hvor alvorligt det egentlig var, og vi fik som medhjælpere ikke noget at vide.
Børnene kom heller ikke ud på gaden, men der var en altan til hver afdeling, med udsigt til Søerne. Her legede de, og de mindste stod ude og sov.
Er ikke helt sikker, men tror nok der var sat hegn omkring, også fordi forældrene ikke skulle komme ind og "bortføre" deres barn.
Børnehjemmet er idag nedlagt, og der er lavet ældrevenlige boliger i stedet. Men det hospital, hvis port vi skulle igennem for at komme til børnehjemmet er der stadig.
Dette er hvad jeg lige kunne huske om mine 8 mdr. på børnehjemmet i Kbh.
