En fortælling jeg hermed viderebringer, fra en tidligere kollega på Sødisbakke.

1956 – 1960 (elev/ass. i B. hus).

På afdeling B. bor K.M., hun var født uden øjne, uden verbalt sprog, og var meget selvskadende, derfor var hun fixeret med bælte og hånd remme, for at forhindre hende i at slå sig så voldsomt i ansigtet, at blodet flyder. Man kendte ikke til andet middel på den tid, end at forhindre hende i, at udøve vold på sig selv, hvilket hun gjorde så snart hånd remmene blev løsnet.

1980 (afdelingsleder i B. hus.)

K.M. befinder sig stadig i B. huset, som længe forinden er splittet op i mindre afdelinger.

Et godt skridt på vejen til at gøre den forskel, at beboergruppen ikke længere, var en næsten uoverskuelig række af personer, men var blevet til enkelt personer.

Samtidig havde personalet gennem undervisning, tilegnet sig ny viden, og således fået nye redskaber, at arbejde med.

Personalet havde formået, gennem en lang, slidsom og forsigtig proces, at få K. M. ud af fixeringen, et flot resultat. Hun var dog stadig skrøbelig, gemte sine hænder i ærmerne, som om hun var bange for dem, ikke sært, for de slog virkelig hårdt.

Forsøg på at finde på noget, hun måske ellers kunne bruge sine hænder til, lander på, at når hun var i bad, så kunne hun selv vaske hår, og det ville hun gerne, men det gik så voldsomt til, at hun næsten skrubbede håret af.

K.M. bliver syg, og må gennemgå en større operation i maven, kommer først på et hospital, hvor hun bliver opereret, senere overflyttes hun til et andet hospital, for at blive viderebehandlet. Det var jo en voldsom oplevelse for hende, så hun bliver holdt sovende en del af tiden, på grund af hendes tilstand.

Der aflægges besøg fra afd., hun var nu kommet ud af den sovende tilstand, og blevet flyttet på en 2 sengs stue, på vej til at blive rask

K.M. havde jo intet verbalt sprog, så derfor blev det til envejskommunikation, en fortælling om hvad der skete hjemme på afdelingen, dagligdagen og om personerne hun kendte.

Der sad hun så i sygesengen og lyttede, men pludselig, pibler tårerne ud af de tomme øjenhuler og ned af kinderne.

Det var næsten ikke til at bære, svært at være vidne til, ingen havde nogensinde set hende græde, eller hørt hende beklage sig.

Følelser havde hun altid holdt for sig selv, og aldrig vist dem, kun slået sig selv.

Hun havde haft ondt, ikke kunnet begribe hvor hun var, stemmerne rundt om hende kendte hun ikke, og hun længtes hjem, uden at kunne fortælle om det.

Oplevelsen efterlod en fornemmelse af utilstrækkelighed.

Museet Sødisbakke

Jan Sigsgaard