Allerede som 12- 13 årig vidste jeg, at jeg ville være omsorgsassistent, uden egentlig at vide hvad arbejdet bestod af. I mit barndomshjem kom der en ung pige, som ikke vidste hvad, hun skulle beskæftige sig med. Min mor så en annonce i avisen, hvor de søgte omsorgselever og opfordrede hende at søge. Billedet i annoncen var af en ung pige, som stod med et barn på armen og alt så meget harmonisk og kærligt ud. Den unge pige kom på en børneafdeling på Ebberødgård og var utrolig glad for at være der, så det var også min fremtid.
Inden jeg begyndte, var jeg på AV (som var den daglige omtale) og tale med forstanderinden. Hun viste rundt på C og D, som var små afdelinger med ca.30 beboere Forstanderinden pegede også ud på de store afd. som lå ude bagved, de husede ca. 70 beboere som var meget multihandicappede så der sendte man aldrig elever ud!!
Den 2. okt. 1967 startede jeg som omsorgselev. Jeg skulle møde kl.14 sammen med de andre på mit elevhold. Vi var et lille hold på 11-12 elever og kom fra flere forskellige steder i landet.
Jeg kan huske, at vi skulle møde med en straffeattest og den var der flere af os, der ikke havde med " for vi havde jo aldrig straffet."
På mødet blev vi også oplyst om, hvor vi skulle starte næste morgen. Jeg fik et chok, da jeg fik oplyst, at jeg skulle starte ude på afd. K, en kvindeafd. med 70 kvinder, for det var jo der, at man ikke sendte elever ud. Vi fik også udleveret fine uniformer, lyseblå kjole of hvidt forklæde.
Jeg fik oplyst, at jeg skulle møde 7.15 hvilket undrede mig, da de andre skulle møde kl. 7. Det viste sig, at det skulle jeg også have gjort, men jeg kendte ikke til begrebet 7 -15 og kom derfor for sent. Hvilket jeg har måttet høre for lige siden.
Jeg skulle bo i elevboligen og fik anvist mit værelse. I elevboligen var der også en kantine for personalet, som blev styret med hård hånd af frk. J.
Næste dag cyklede jeg med tungt hjerte ud til den afd. jeg skulle begynde på. Jeg skulle ringe på døren for at komme ind, hvorefter der kom et personale og lukkede mig ind. Omkring hende stod en håndfuld piger, der skreg og kom med underlige lyde, rokkede og så mærkelig ud. Ikke nok med det, de tog fat i mig og ville ikke slippe, før medarbejderen råbte" om de så for fanden ikke kunne opføre sig ordentlig og ikke overfalde folk". Pigerne havde alle ens tøj på, kjole forklæde og bomuldsstrømper, senere viste det sig også at de havde livsstykke og underkjole på. Pigerne så usoigneret ud. Der lugtede af en blanding mellem øllebrød og afføring. Jeg blev præsenteret for frk. J og fru K, som satte mig til, at redde senge på en af de 12 sengs stuer der var. Der stod 5 senge i hver side og to i midten. For enden af hver seng stod en taburet. For enden af væggen var der en håndvask. På væggen var der 12 tandkrus og 12 håndklæder der hang snorlige (jeg oplevede aldrig at de fik børstet tænder).
Sengene jeg skulle redde, bestod af en madras, gummiunderlag, et lagen, et overlagen og et tykt tæppe. Jeg begyndte at redde sengene, nogle lå stadig på stuen og der gik andre personaler, men der var ingen der talte til mig, ingen fortalte, at jeg ikke redte sengene som jeg skulle, så da jeg have redt ca. halvdelen, kom fru K og rev alle senge op og fortalte mig at, nu skulle hun nok vise mig, hvordan man skulle redde en seng. Jeg har aldrig glemt, at redde en seng meget stramt.
Jeg var grædefærdig og havde mest af alt lyst til at løbe min vej. Mest af alt var jeg chokeret over, at nogle mennesker var så handicappede og så svagt fungerende, at de var så afhængige af andre og de andre ikke behandlede dem ordentlig.
Da vi nåede middag blev alle de som ikke lå i sengen, ført eller kørt op i deres kørestol til spisestuen. Nogle blev fastspændt til bænken eller en stol og så blev der ellers øst mad op. God solid husmandskost, alle tallerkner blev fyldt til kanten og oven i det deres medicin. Til dem der skulle mades blev det sat på en stol ved siden af dem. Jeg kendte ikke deres navne, men fik at vide at jeg kunne tage den række over ved vinduet. Jeg begyndte at made, lod dem få en skefuld af gangen og ventede på, at det blev sunket. Hurtigt fik jeg besked på, at nu skulle jeg ikke tro, at du kun skal nå at made en, så jeg skulle bare skovle det ind og så sank de efterhånden, de skulle jo også have maden mens den var varm.
Jeg tænker ofte bare jeg nu fik givet den rigtige medicin til den rigtige person. Sikkerhed var der ikke så meget af.
Af de der kom op, for det var ikke alle, kom de første i seng igen kl.14. alle i seng til vagtskifte kl 15. På nær de" store" som var de lidt bedre fungerende og kunne opføre sig "pænt". Mange af de der var kommet i seng gjorde alt for at gøre opmærksom på deres utilfredshed, rev sengetøjet i stykker, kastede med aff. og hvad de nu ellers kunne få tiden til at gå med. Flere havde muffetrøje på, som var en særlig anordning hvor ærmerne var så lange, at de blev bundet bagpå, så man ikke kunne få hænderne frie. Bælter og hansker var også et meget almindelig redskab til at holde personerne i sengen og i al almindelighed sad hænderne løse på personalet, så tjat og småslag var hverdagskost.
Ingen af pigerne havde deres eget tøj, de havde alle patienttøj på, der bestod af en undertrøje / underbukser, et livstykke med strømpebånd, en underkjole og en "kjole" og herudover et forklæde og lange bommuldsstrømper. Stoffet var skjortestof og alle i tern i forskellige farver. Det var kun hvis de var så heldige at få besøg eller til jul, at de fik almindeligt tøj på. Tøjet blev om aftenen rullet i en pølse med et bånd om, hvor der stod deres navn, så det var klart til næste morgen.
Her fik højst 2 personaler tildelt en stue, hvor de skulle tage alle op til kl. 8, hvor der var morgenmad. Det var næsten umuligt, at nå at tage alle op på en time (10-12 personer) og jeg husker med gru, at når jeg nåede til strømperne og havde glemt livsstykket, som skulle holde dem oppe, så kunne man begynde forfra. Mine hænder har nok ikke altid været de blødeste, så for at skabe en god stemning, sang jeg alle de sange jeg overhovedet kunne huske, man kan ikke være ked af det, når man synger og pigerne kunne godt lide det.
Med tiden kom jeg til at holde af pigerne, men hvis jeg viste lidt omsorg for dem, fik jeg at vide "at nu skulle jeg ikke tro at det var mine egne, jeg skulle huske på at jeg jo rejste fra dem igen." Jeg lærte at overhøre det og tænker med glæde, på alle de dejlige timer jeg har haft med beboeren, alle knus jeg har uddelt og fået tilbage, enten ved at se glæden i beboerens øjne, når jeg kom, eller senere når jeg har mødt dem i livet.
I det hele taget var der en hakkeorden blandt personalet, det var ikke fordi det var dem, der var mest uddannede der havde "magten", det kunne ligeså godt være vikaren, der var den, der førte an.
En gang i ugen kom alle i bad. Her mødte hele personalegruppen ind og når vi nåede over middag var det badetid. Personalet blev fordelt, så der var to på badeværelset, en til at vaske og en anden tørrede og så var resten ellers fordelt på de forskellige stuer til at klarer soignering, der bestod af at klippe negle, rense øre osv. Og give tøj på. Hvis det var en særlig vanskelig beboere var der en til at fastholde personen. Sæben der blev brugt var grøn jade. En mellemting mellem sæbespåner og brun sæbe, hvis det kom i øjnene sved det forfærdeligt. Almindelig hårshampoo blev kun udleveret, i fortyndet udgave, til de afdelinger hvor beboerne var lidt bedre fungerende. Opfattelsen var at personalet ikke kunne administrerer shampooen hvis den ikke blev fortyndet.
Tiden gik og jeg kom på andre afdelinger, hvor forholdende og indstillingen til beboeren var lidt anderledes, men generelt var kulturen og menneskesynet, at det her var tale om personer der ikke havde følelser og ikke var noget værd.
Jeg var ansat på Andersvænge fra oktober 1967 til januar 1976. Jeg har arbejdet inden for faget i 46 år. De sidste ti år som tilsynskonsulent. Jeg elskede ikke mit arbejde, da jeg startede, men det kom jeg til og jeg husker tiden som meget epokegørende, en tid hvor mennesynet over for handicappede borger ændrede sig. Personalet blev uddannet og tilgangen til den enkelte borger ændrede sig radikalt.
Med venlig hilsen
Elisabeth Hefda
Tlf.: 20862973
E-mail: hefda@pc.dk
