Som hjemmevejleder kom jeg sidst i 1970érne i kontakt med en familie der, da børnene var små i 1950érne, havde måttet tage stilling til, at et af deres 2 lettere udviklingshæmmede børn skulle anbringes udenfor hjemmet, da de ikke magtede at have begge hjemme i en børneflok på 5.

De valgte at sønnen, der var den ældste af de 2, skulle forblive i hjemmet men forsorgen kunne kun tilbyde plads i Jylland til datteren. Familien boede da i København.

Da jeg lærte famileien at kende var børnene sidsti 20érne og familien var meget kede af at datteren var så langt væk og de havde sjældent mulighed for kontakt. Familien følte ikke at forsorgen hørte dem når de bad om at få datteren tættere på hjemmet.

Der skete store forandringer i 70´erne med oprettelse af bofællesskaber både for de der boede hjemme hos forældrene og institutionsbeboerene.

Vi gik derfor igang med at undersøge om datteren kunne komme til Næstved tættere på familien. Idag er begge sælvstændigt boende med partnere, arbejde på beskyttede værksteder og er meget selvstændige personer.