Anstalten bestod af både børne og voksenafsnit og der var ca. 1600 beboere i alt, fordelt over et stort areal i ca. 40 bygninger, både pompøse, slotslignende og mere almindelige huse. Børn og voksne havde hver sin ledelse og læger. Den var selvforsynende og indkøbte de fleste ting centralt. F. eks. Tøjet skulle hentes i depotet, på en rekvisition, når lederen skønnede det var nødvendigt.

Dengang hed det uddannede personale plejemoder, plejersker og mændene der beskæftigede nogle udendørs hed opsynsmænd.

Jeg havde hørt fra min kusine, som var uddannet og ansat i Brejning, at hun arbejdede hos nogle søde børn, så det fik jeg fik også lyst til, da jeg skulle finde uddannelse/arbejde. Dengang var der jo ikke internettet at søge på, så jeg ringede til min kusine og fik adressen på forstanderinden, som jeg skulle søge hos. (Jeg er fra et hjem, hvor kun min broder blev hjulpet til at få en uddannelse.) Piger skulle jo giftes og forsørges. Men jeg ville også have en uddannelse, hvis det kunne lade sig gøre.

Jeg fik positivt svar på min ansøgning om at blive elev og skulle møde som forpraktikant. Det skulle vare i, tre måneder, inden jeg fik svar på, om jeg kunne få uddannelsen som omsorgsassistent. Jeg startede på kvindeasylet. Dengang skulle man bo på anstalten, jeg boede ovenpå kvindeasylet og der skulle være ro kl. 22 og kl. 23 var sengetid. Nattevagterne (de fleste af dem) holdt øje med om vi kom hjem til tiden og om vi fik besøg og hvor længe. Vi kunne blive indberettet, især hvis vi havde herrebesøg. Da det hold jeg var på Personalehøjskolen med, kom tilbage til institutionen, var værelserne optaget, så vi måtte bo på Koldingfjordskolen og blev hentet og bragt i bus hver dag indtil næste hold elever skulle af sted på skole. Jeg var på Personalehøjskolen i 1963 og 1964. Dengang var arbejdstiden ofte sådan, at vi mødte kl. 6 eller 7 om morgenen til kl. 13 og mødte igen fra kl. 16 til kl.19.

I starten jeg var der, foregik gåturene med de åndssvage, hver dag i to hold på lange rækker med personale på hvert hold. Det var utænkeligt, at gå tur med en åndssvag dengang.

På institutionen blev jeg undervist i bl.a. psykiatri, sygdomslære og medicingivning. Der så man åndssvage som nogen der skulle hjælpes med alt. Først på Personalehøjskolen blev vi undervist i beskæftigelse, sang og rytmik, pædagogik, psykologi, medborgerkundskab m. m. D.V.S. jeg blev ansat lige omkring den tid hvor man begyndte at se på åndssvage som ligeværdige medmennesker der havde personlige behov, ligesom alle andre mennesker.

Den første dag rejste jeg med toget fra Sjælland til Brejning station. Jeg tror jeg hyrede en ”Lillebil”

(det hed ikke taxa dengang)til kvindeasylet, hvor jeg skulle begynde. Jeg kan tydeligt huske, at jeg blev mødt med åndssvage kvinder der så mærkelige ud og som hele tiden sagde: Ny dame, ny dame. Der var mellem 44 og 48 beboere på hver afdeling på kvindeasylet. Vi var så vidt jeg husker højest 4 ansatte om dagen og 1 nattevagt om natten. Inden alle måltider skulle der tælles medicin op til alle sammen under grundig vejledning af det uddannede personale. Først når man var 2. - 3. års elev, måtte man dette.

Jeg kan huske morgenritualet på toiletterne, mindst 8 på stribe i et rum. Der sad de åndssvage og skulle vaskes efter toiletbesøg. Vi var to personale der havde store forklæder på, de skulle vaskes forfra og bagpå med strikkede vaskeklude og skylle efter med et litermål. Der blev lagt en stor stofble på gulvet til at smide de brugte vaskeklude på. Disse bundte skulle på vaskerihjemmet, som også lå i Brejning og som vaskede al tøjet.

I min elevtid, var jeg også en tid på Mandsasylet, med samme store antal beboere, (de hed patienter dengang.) Der kan jeg huske, at maden blev hentet af en beboer hver dag. Beboeren lettede på madspandens låg, og når han snakkede spyttede han ud af munden. F. eks.  Når han sagde: Pølser, så spruttede det ned i spanden. Det var ulækkert.

Hvis man var aftenvagt eller der var tid, så skulle man rulle vatpinde og lignende så der var noget på lager. Nattevagter skulle reparere tøj og stoppe strømper.

Der var ansat en dame på depotet ovenpå afdelingen til at ordne al tøjet og hænge det i nogle båse og hylder, så det var klar til brug ed fest og badedage, m. m.

 Når det var badedag blev patienterne vasket med sæberester der var sat i blød i en spand eller balje, som blev pisket flydende. På den ugentlige badedag gik det hele på samlebånd, en personale vaskede dem, en tørrede dem, en ordnede fødder og klippede negle og rensede ører med de hjemmerullede vatpinde, osv.

Min sidste del af elevtiden, var jeg på sygehuset, som også var opdelt i både voksen og børneafsnit. Det var meget specielt at være der, da der var mange årsager til, at patienterne kom der.

Der lå en pige på knap 30 år med et kæmpe stort hoved, så stort, at hun ikke kunne løfte sit hoved. Hun havde hydrochephalus(vand i hovedet.) der var opdaget for sent. Hun kommunikerede med omverdenen ved, at ligge med et spejl i hånden og på den måde, se hvem der kom og var i nærheden. Der blev gjort noget ekstra ud af hende, hun fik bl. a. rulle sit hår op på siderne af hovedet hver aften (hun havde ikke hår på baghovedet, fordi hun altid lå ned.) Jeg har siden hørt, at hun blev 33 år gammel.

Inde på børnesiden, lå der flere børn med vand i hovedet, som ikke kunne reddes.

Jeg husker en anden indlagt mand, som var meget syg. Vi lavede meget sjov med ham og holdt meget af ham. Hvis vi havde fundet en fjer, kunne vi sige til ham, at han havde været ude og fange høns om natten. Det reagerede han på ved at storgrine eller skælde ud. (Man vil jo ikke lave sjov på den måde i dag.) Han nød når vi fandt på noget.

Dengang var der ingen hjælpemidler til at løfte tunge patienter med, så vi måtte løfte på mennesker der var syge og vejede over 100 kg.

Mens jeg arbejdede på sygehuset, fik jeg en kæreste og ville gerne flytte til et værelse ude i byen. Det var ikke så nemt, for man skulle søge om, at få lov til at flytte fra institutionen. Det lykkedes. Jeg blev gravid og havde barsel, 5 uger, og blev færdiguddannet 28/2 – 1966. Jeg holdt en kort pause på et par måneder og blev ansat som aftenvagt på det nybyggede sygehus. Jeg var en af dem der var velset hos daværende oversygeplejerske. (I elevtiden inviterede hun dem hun kunne lide, på ture, f. eks. Til Tinnet krat, med kaffe på restauranten.)

Der oplevede jeg, at vi fik en voldelig mand indlagt, han lå bæltefikseret, men kom fri på en eller anden måde og jeg kan huske, at der var nogle der måtte gå imod ham med en madras, fordi han havde en kniv på sig.

En pige fik abort, meget mod hendes vilje. Faktisk med tvang. Der var ikke nogen der dengang brugte den fornødne tid på at kommunikere, og oversygeplejersken der havde ansvaret, bestemte sammen med lægen, at pigen skulle have en abort og ikke var i stand til at passe barnet. Vi personale skulle finde os i at lægen og sygeplejersken bestemte.

Jeg skulle følge en patient til tandlæge på det gamle sygehus, det var jeg ikke meget for, da jeg havde hørt, at tandlægen en gang havde sprøjtet bedøvelse gennem kinden, fordi vedkommende ikke ville lukke munden op. Det var uhyggeligt, men det lå i luften, at man ikke kunne afslå den behandling dengang.

I 1971 blev jeg ansat som stedfortræder for afdelingsleder på Kathrinehøj. En afd. for ældre beboere, 29 i alt. Antallet blev efterhånden sat ned til ca. 19 beboere, mens jeg var der. Det var en god tid, hvor vi arbejde meget på, at beboerne skulle have samme rettigheder som folk udenfor institutionen. En tid, hvor vi i starten stadigvæk havde ”stuegang” med læger hver uge. Men det blev mindre og mindre efterhånden. Vi personale fik mere og mere ansvar, holdt også personalemøder, så det blev til, at det efterhånden var os der ringede efter lægen, når vi havde brug for det.

Beboerne begyndte at købe tøj og personlige ejendele, møbler m. m. Tidligere var det kun sådan noget som slik de måtte købe.

På Kathrinehøj var der en beboer der stammede fra København. Han gik op til togstationen hver formiddag og eftermiddag og ”fløjtede afgang” for togene. En dag, da han som sædvanlig fløjtede, kørte toget efter hans fløjte og han fik forbud mod, at gå til toget og fløjte afgang. Det var han ikke tilfreds med, han elskede disse ture, det var hans liv. Vi ved heller ikke om han rettede sig efter forbuddet.

En dag var der også nogle store drenge der drillede ham, så de fik nogle slag af hans stok, som han altid gik med. Han blev ikke drillet mere.

Da jeg kom på afdelingen, kom alle i bad en gang om ugen, det blev senere optrappet til et bad hver dag. Også Rutebilkaj, som vi kaldte ham. Det var en sej proces, for det var han jo ikke vant til. Men en kollega, som han havde en særligt forhold til, brugte alle mulige lokkemidler hver dag og det endte med, at han ikke ville undvære sit daglige bad.

En beboer havde en besøgsaftale med en lægefamilie i Vejle, om at tage rutebilen en eftermiddag i ugen dertil. Han besøgte dem også da de boede i Brejning. Det betød meget for ham.

Jeg var en tur i København sammen med ham og vi boede på et fint hotel, La Placa og besøgte folketinget. Det var et stort ønske fra ham og han havde sparet op i lang tid, for at dette kunne lade sig gøre. Det var en stor oplevelse både for ham og mig. Da vi skulle spise, kom tjeneren med vinflasken og henvendte sig til ham(beboeren,)som skulle smage først på vinen. Det var jo skik og brug, at det var manden der skulle smage først. Han kikkede på mig for at jeg skulle smage først, så det gjorde jeg. Bagefter smagte han vine med et glimt i øjet og nød sin status på La Placa. Det var en stor oplevelse for ham, at se folketinget, som han ofte så i tv.

En af de ting der betød meget for ham var, når han besøgte sin moders gravsted på institutionen. På et tidspunkt blev gravstederne på kirkegården slettet og han blev meget ked af det. Jeg syntes det var meget forkert at slette dem, så længe der var efterladte på institutionen. Men vi kunne ikke gøre indsigelser mod dette.

I den sidste tid jeg var der, blev det bestemt, at de beboere der kunne, skulle hentes hjem til de kommuner de kom fra og hjemkommunerne kunne bestemme, om de ældre skulle eller kunne komme på almindeligt plejehjem. Det gik ud over en af beboerne, han skulle på plejehjem i Aarhus, hvor han kom fra. Det var han ikke glad for og han blev ved med at ringe og skrive breve til os personale så længe han kunne.

Planen var nu at nedlægge så mange som muligt af afdelingerne i Brejning, Vejle Amt. Det tog jeg konsekvensen af og fik nyt arbejde i Bogense på Fyn den 1/1 – 1982

Socialpædagog, Krop – og gestaltterapeut,

Sonja Foged