I 1965 var jeg elev på D1. En mandsafdeling med 32 beboere og få personale. Kort før jeg begyndte der, var afdelingen blevet udvalgt til at få dyner på alle sengene. På kvindesiden fik afdeling C1 også dyner. Dynerne gjorde sengeredningen til en leg, sammenlignet med lagner og uldne tæpper. Beboeren og personalet var meget tilfredse med dynerne. Der var især én beboer, Åge, som var meget lykkelig for sin dyne, og han kunne godt lide at danse med sin dyne. Han var ret ofte opfarende og uligevægtig, men når personalet foreslog at han skulle gå op og hilse på sin dyne, faldt han hurtigt til ro igen og grinede.

Slut