Min far var en måned gammel, da han blev placeret på et spædbørnshjem i Åbyhøj i Århus. Han blev efterfølgende anbragt på flere andre institutioner og var i ni år fejlplaceret på såvel åndssvageanstalt som et sinkehjem.

Det viste sig, at han var ørebarn, og som en følge deraf havde han ikke noget sprog. Men da han endelig som 16 årige ved hjælp af en IQ-test slap ud af systemet, kom han i lære som tømrer og snedker og klarede sig fantastisk.

Livet smilede til ham, og han nåede langt efter sin uddannelse med mange flotte byggerier blandt andet huse i Schweiz, samt drive sit eget firma.

Han blev desværre udsat for en arbejdsulykke som 55-årig og kom helt uforskyldt ind i systemet igen. Her blev han – uden at være smertedækket - sat ind i alle mulige ligegyldige arbejdsprøvninger og jobkurser, som han i den grad var overkvalificeret til. Til sidst kunne han ikke klare mere. Han forsøgte selvmord flere gange og blev med mellemrum indlagt på lukkede psykiatriske afdelinger.

I dag er han maniodepressiv!

Er min fars historie bare en enlig svale …? Nej, det er den ikke. Den er en blandt mange.

Men historien er vigtig at få fortalt, fordi der er så mange paralleller mellem den måde, man fejlplacerede børn eller voksne på i 1940’erne og 50’erne og den måde det bliver gjort på i dag.

Hvis samfundet ikke får øjnene op og giver sig tid til helt fra starten at lægge menneskeværdige planer for det enkelte individ, der af forskellige grunde kommer i klemme, vil systemet vedblive at fejle, ikke kun med menneskelige men også økonomiske tragedier for den enkelte til følge.

Det er mit ønske, at denne historie kan bidrage til at skubbe i den rigtige retning, så min far ikke har levet forgæves.