Periodevis anbragt.
Børnehjemsbørn
Vi var bevidste med ordet Børnehjemsbørn, og mor havde altid sagt, hvorfor vi var på optagelseshjem eller børnehjem, og vi følte ikke skam ved at være der. Senere var der en, der lærte mig en sætning, jeg selv har brugt meget ”et børnehjem er for vanskeligt stillede forældres børn”
Nej skammen lå dybere, nærmest skjult. Vi kunne se forskellen på det pæne tøj, vi gik i på børnehjemmet, og det lidt mere anonyme, vi gik i derhjemme. Samtidig bemærkede vi de velordnede forhold, der herskede på børnehjemmet, hvilket var en stor kontrast til vores familieliv.
Der var en lille forskel på ”Optagelseshjem” og ”Børnehjem”. Optagelseshjemmet var baseret på ophold for perioder under et år, hvorimod børnehjemmet var baseret på længerevarende ophold.
Optagelseshjemmet lå som navnet antyder i Christiansgade, en sidegade til Vester Allé og var en ordinær byejendom på fjerde etager. Fra optagelseshjemmet husker jeg især frk. Lauersen, en frodig kokkepige, hun var i familie med naboen i Valdemarsgade 11, hvor vi boede i nr. 15, når vi altså var hjemme. Der var fru Johannesen, der passede drengeafdelingen, hun havde et stort værelse på samme etage som drengenes sovesal. Forstanderparret Schultz havde en dreng Kristen, som tit blev passet af min søster og jeg. Vi kørte oftest en tur med Kristen i barnevogn til Botanisk Have.
Hver morgen startede med havregrød og hertil et glas mælk og aldrig at forglemme ”Levertran”. En stor spiseskefuld, der enten gik direkte i munden eller ned i havregrøden. Vælg selv og spis op. Vi lærte hurtigt, at huden kunne optage levertrannet, og vi åbnede munden ud på underarmen og lod levertrannet glide ud på huden for bagefter at sørge for at blive vasket, inden vi gik i skole. Spisesal og køkken lå på første sal. I spisesalen sad vi ved borde med plads til otte børn.
Aftenbad og morgentoilette på hjemmet var sikkert en oplevelse for personalet. Når 15 - 20 drenge på stribe absolut skulle vaske fødder i samme badekar eller stod på række ved vaskekummerne for at komme til. Tandbørstningen foregik med tandkridt, et meget fint tørt pulver, tandpasta har nok været for dyrt og ikke så almindeligt. Vi sov på sovesale i to lokaler, hvor uhyggen bredte sig, efter at lyset var slukket. De ældre elever fortalte ofte spøgelseshistorier. Mere fredsommeligt og stemningsfuldt var det, når vi kunne ligge og lytte til klavermusik fra naboejendommen, der var en almindelig udlejningsejendom. Drengene sov på anden sal og pigerne på tredje sal. På loftet boede personalet. I stueetagen havde vi lokaler, hvor vi kunne lege. Der var elektrisk tog med en stor 12 volts akkumulator, legoklodser var der også, og til pigerne var der et legehjørne som et forvokset dukkehus. Gården der hørte til ejendommen var ikke stor nok til, at der kunne være legeredskaber der.
Det værste ved at skulle flytte ind og ud fra børnehjemmene var adskillelsen fra det, vi følte som trygge rammer. Det blev efterhånden børnehjemmene, der gav mig følelsen af, hvad tryghed var. Opholdene på hjemmene fjernede os fra det, man forstår ved kernefamilien, vi blev ikke ligefrem splittede, men heller ikke særlig bevidste om, at vi var en familie.
Når vi skulle flytte på børnehjem, skulle vi altid først til lægeundersøgelse hos vores familielæge, Dr. Gerdas i Sønder Allé. En hyggelig ”ældre” mand, der altid gav os en krone hver, så vi havde lidt til at købe slik for. Indflytningen på børnehjemmene var speciel, vi skulle ”klædes” på, det vil sige, vi fik nyt tøj fra inderst til yderst, og bedst husker jeg den traditionelle pullover. En ærmeløs trøje med store tern diagonalt over forsiden. Tøjet fik vi vist med, når vi rejste hjem.
Den sværeste tid var måske, da vi efter at have været på optagelseshjemmet i næsten et år skulle flytte til et ordinært børnehjem, ”Kong Christian den IX´s børnehjem” i Finsensgade, hvor vi var i knap et år. I dette år gik jeg i fjerde og femte klasse på Nørrebrogades Skole. Det var lærerne på den skole, der gav mig glæden ved skolegang tilbage.
Kong Christian den IX´s børnehjem var en selvejende institution. Det var et dejligt sted at være. De ydre rammer var som et mindre slot, sådan følte jeg det.
Når vi kom fra skole, skulle vi gå gennem kælderen, hvor vi skiftede tøj fra det pæne skoletøj med rigtige sko og til dagligt tøj. Efter skoletid gik vi i træsko, for der var en stor park hvor vi deltog i pleje af haveanlægget, og hvor vi havde bure med kæledyr, mest kaniner og hamstere. Slottet, som vi kaldte hjemmet, lå i en park op ad kirkegården til den ene side og alderdomshjemmet til den anden side. Foruden havde vi som nabo byens Borgmester. Det blev vi først klar over en dag, Leo og jeg var på rusk (æbleskud). Vi sad oppe i et æbletræ og pludselig, stod der en mand nedenunder træet. Han spurgte venligt, om han måtte smage æblerne, og vi kravlede beredvilligt ned og gav ham et æble. Han fortalte, han var borgmester, og det var hans have. Nu kunne vi beholde de æbler, vi havde, men han syntes ikke vi skulle komme igen. Han hed Unmark Larsen, borgmesteren.
Børnene hjalp til på børnehjemmet med de daglige gøremål, havearbejde, rengøring, bone gulve, og selv hjalp jeg til i vaskeriet med at slæbe vasketøj og brænde til fyret under dampkedlen. Jeg husker stadig min rædsel for den store dampkedel i vaskeriet, jeg troede den kunne eksplodere hvert øjeblik.
Inden for hovedindgangen til hjemmet lå den lange hovedgang med linoleum, som jeg en gang om ugen skulle bone med en elektrisk bonemaskine, der nemt kunne tage magten fra en tiårig.
Bonemaskinen var jeg ikke tryg ved, jeg turde ikke nærme mig trapperne, for at maskinen ikke skulle trække mig ud over denne.
Mathilde Jakobsen var forstander på børnehjemmet, frodig, moderlig, statelig og myndig. For hende var en dag ikke begyndt, før vi havde spist morgenmad, sunget morgensang, bedt morgenbøn, og hun havde holdt en kort morgenandagt, og så måtte skolen vente. Det skete da også, vi ind imellem kom for sent i skole. Drengene gik på Nørrebrogades Skole og pigerne på Finsensgades Skole.
Vi boede der alle fire søskende, og det var godt nok, men vi lærte ikke meget om familiebånd, nærmere om det at være i et fællesskab med andre.
I foråret 1952 var der stor fest med underholdning på børnehjemmet, Four Jack underholdt, den tids vokalgruppe, og der var besøg af gamle elever. Det må have været til et jubilæum, eller måske holdt man en rund fødselsdagsfest for Mathilde. De største elever sang i kor, og melodien husker jeg stadig, men fandt først mange år efter ud af, at den hed;
”Slip du bare solen ind, Om det så er sommer eller frost og sne, Er den altid dejlig at se.”
Vi var den sommer med på børnehjemmets egen sommerlejr, ”Kongslejren” ved Strands på Helgenæs. De store drenge blev kørt derover i en lastbil, og vi mindre kørte i bus. Der var ikke meget byggeri i nærheden af sommerlejren. Vi vidste, der lå en tilsvarende lejr på en kyst ovre på den anden side af Begtrup vig ”Københavnerlejren”. Tilsvarende havde Christiansgades optagelseshjem en sommerlejr ved Femmøller nær Ebeltoft, og fritidshjemmet i Vester Allé havde en sommerlejr ved Hov, men det har jeg vist omtalt tidligere.
Den sommer var ret speciel, nogle ”gamle” tidligere elever fra børnehjemmet ville glæde børnene, der var i alderen fra seks år til seksten år. De kom sejlende seks mand i en stor tolv personers robåd tværs over Århusbugten. Udover de seks mand, der roede, var der en stor hund ”Thor”, en sort bamse, der kunne være hovedpude for mindst ti børn, og den gjorde lykke. Den var naturligvis med på børnehjemmet bagefter.
Robåden måtte vi ikke svømme ud til, den var fortøjret lidt fra land. Langs stranden kunne vi gå en tur, men kun med en pædagog til nærmeste samfund med en iskiosk, det må have været Strands. Her er det på sin plads at fortælle, at vi fik lommepenge på børnehjemmet, noget vi ikke havde kendt før, en krone og femogtres øre om ugen. Man var pludselig rig, de store drenge købte som regel fem ”Eifel”, de eneste cigaretter der blev solgt i fem stk. pakninger, og en æske tændstikker for deres penge, på trods af at vi ikke måtte ryge.
En særlig aften på den sommerferie, som jeg husker, var da en ældre elev besøgte os, hun var nu bosat i Norge, hun sang så smukt om Norge, og vi havde et lille bål på stranden, hvorom alle elever og pædagoger sad og hyggede sig.
Der var naturligvis forskel på de små og store elever, og jeg hørte til de små, ti år gammel, og man er lille. De store drenge, der var konfirmerede flirtede med de store piger, hvilket var strengt forbudt. Jeg ville da være med til at lege med de store piger men blev gennet væk, da de store drenge opdagede, jeg ufortrødent havde hænderne fulde, af kvindelig ynde. Snothvalp kaldte de store mig, bare fordi jeg opnåede større velvilje hos pigerne, end de store drenge kunne drømme om. Måske fordi jeg ikke havde de samme bevæggrunde, som de havde i deres handlinger. Det var også en af de store piger, der indviede mig i de fysiske forskelle på drenge og piger, jo det var en lærerig sommer.
Af pædagoger husker jeg Hr. Kristensen, der havde drengeafdelingen, han var rødhåret og hidsig, og Frk. Meyer, der havde pigeafdelingen. På børnehjemmet boede drengene på 1´ste sal i to sovesale, den store sovesal for de små drenge og den lille sovesal for de store drenge, der var konfirmerede, og tilsvarende havde pigerne sovesal på anden den sal. Det var naturligvis forbudt drengene at opholde sig på pigernes sovesal og omvendt, men at pædagogen Frk. Meyer en nat listede sig ud af Hr. Kristensens værelse, skulle vi så nok ikke have set.
En anden af pædagogerne var Frk. Schønemann, hun gjorde alt, for at vi skulle have det rart, det nærmeste man kunne få en mor. Det var til hende, jeg fortalte, at hvis hun var glad når hun sagde godnat til os om aftenen, ja så ville vi også være glade, når hun vækkede os om morgenen, og hun prøvede virkeligt, hun havde et mildt væsen. Det var derfor ikke pænt af os den aften, vi skruede alle pærerne løse i lamperne i sovesalen, og hun ikke kunne tænde lyset. Hun sagde blot i døråbningen, ja går lyset ud af sig selv, kommer det nok tilbage af sig selv. Nå ja, så kunne vi lige så godt skrue de pærer fast igen.
Min første kærlighed mødte jeg på børnehjemmet, hun hed Ulla, sorthåret let splejset og pikant, hendes tunge kunne nå helt op på hendes næsetip, men det blev kun ved drømmene. Senere hørte jeg, hun havde haft en svær ungdom, efter at hun flyttede fra børnehjemmet.
Kort før jul ville mor have os hjem fra børnehjemmet, hun havde det bedre. Vi havde allerede fået lov at ønske vores julegave på børnehjemmet. Mit største ønske, et par rulleskøjter, men da jeg jo skulle hjem, fandt man, at en træningsdragt var et bedre valg, det kunne være koldt om vinteren. Jo det var da rigtigt nok, men skuffelsen var vist ikke til at skjule.
Der gik vel nogle år endnu, hvor vi måtte af sted igen på optagelseshjemmet, og vi blev mere bevidste om, at mors familie ikke havde det store til overs for hende, alt var jo gået skævt for hende i deres øjne.
Måske også derfor havde vi senere ikke meget med dem at gøre, og de var derfor heller ikke noget holdepunkt længere.
Mors helbred blev med årene mere stabilt og i de seneste år, efter vi børn var flyttet hjemmefra, fungerede hun helt fint.
