Her kommeret et referat af min barndom som var et helvede, med fysisk-psykisk tortur og sult.
Mistede mine forældre da jeg var 6 mdr. Og kom i pleje , hos en familie som helt sikkert hadede mig, som jeg senere fandt ud af, som barn tror man jo det skulle være sådan. Og vidste ikke at man som voksen også fik ødelagt sit liv, af de ar på sjælen, man fik som barn. Som 13 årig blev jeg flyttet til en anden familie, som tog mig fordi der jo var penge at få fra staten, det fik man også dengang, ligesom idag. Staten var ellers min værge, og skulle sørge for at jeg fik en normal og stabil opvækst.
Dengang var det nemlig staten som skulle sørge for forældreløse børn, og holde opsyn med at de fik en normal opvækst, uden fysisk-psykisk tortur og sult. Der var en lov dengang, hvor der stod at staten var værge for forældreløse børn, og skulle varetage deres tarv, den lov var der indtil bistandsloven kom i 1976, og det overgik til kommunerne, men staten gjorde intet, selv om der kom flere påmindelser, som jeg senere fik at vide.
Da jeg som 13 årig blev flyttet til anden familie, uden at staten gjorde noget, fik jeg bare at vide, her skal du arbejde for opholdet, vidste ikke at de fik penge for mig, og gjorde som de sagde, var jo helt uvidende om alt, i 13 år var man jo bare udsat for overgreb-vold-sult og inden spærring, fik kun lov til at komme i skole, og skulle komme hjem lige efter skoletid et helvede. Har senere fået at vide at der kom flere påmindelser til myndigheder, min de gjorde jo intet, kun en gang kan jeg huske at der kom en politimand og snakkede med mig i skolen sammen med en lærer.Senere fandt jeg ud af hvorfor vi altid flyttede, men inden for samme område.
Hos den nye familie hvor jeg skulle arbejde, gjorde jeg en skole rent hver dag, og da mine skole kammerater fandt ud af det blev jeg endnu mere mobbet, så det var et helvede, både hjemme og i skole, idag ved jeg ikke hvordan jeg kunne holde det ud, men jeg vidste jo ikke andet, ingen havde på noget tidspunkt været der for mig, snakket med mig,lært mig noget, eller hjulpet mig.
Mit lyspunkt kom da genboen fandt ud af at jeg var i pleje hos byens værste familie, som havde masser af problemer med dem selv og deres børn. Det var et lille metal firma, hvor jeg mødte sønnen, og tog mig med på værkstedet. Jeg glemmer aldrig første gang jeg fik kage og sodavand i mit liv hos dem, det var ved juletid, og jeg så deres juletræ med pynt, jeg var helt væk, og husker engang jeg spurgte min pleje familie, om ikke vi skulle have et juletræ, da det var jul, og jeg havde set et i skolen og andre havde et hjemme, så faldt der lige et par lussinger, og 2 dage på loftet.
Men sønnen i firmaet havde nogle gode forældre som begyndte at tage sig af mig, de kunne godt se jeg var misrøgtet, og underernæret, en bange og indesluttet dreng. De begyndte at skrive breve til myndigheder, og sørgede for at jeg ikke skulle gøre skole rent, og mange af de andre pligter jeg havde. Jeg tjente penge hos dem, og kom i lære hos dem, jeg glemmer aldrig min første løn, jeg havde penge og kunne købe mine egne ting, og blive mæt hver dag. Desværre for mig fik min mester kræft, og derfor gik det i stå, med at få mig væk fra min pleje familie, men jeg fik et værelse hos dem, så jeg kunne få fred og tag over hovedet, når min pleje familie havde lukket døren for mig, men penge fik de stadig for at have mig. Staten har udbetalt mange penge, til mine pleje familier, for at ødelægge mit liv.
Som voksen har jeg bare arbejdet og arbejdet, for at glemme, men alligevel kunne man ikke glemme eller fortrænge sin barndom, men det var der jeg kunne skjule mig, for mine mentale problemer, og oplevelser fra barndommen, ved at arbejde og løse problemer i produktionen.
Har hele livet prøvet at få svar på, hvorfor jeg blev svigtet som barn, af staten, som jo var værge for forældreløse børn, hvor det i dag er kommunerne der har den opgave, men uden resultat. Det eneste jeg har fået ud af det, er at jeg som voksen, på grund af min opvækst, har gjort i at jeg ikker har kunnet få børn, også har haft post traumatisk stress syndrom.
Jeg troede man kunne glemme, men nej, jo ældre man er blevet, og mere man forstår, man er gået glip af i livet, jo mere hader man staten og systemet, man har jo selv kæmpet sig gennem livet, uden den ballast, man i sin barndom burde få med, til at bygge ens voksen liv med, i stedet har man brugt voksen livet til prøve at overleve, hvor man ellers burde leve livet.
Men staten har haft stort overskud af mig, selv om de svigtede mig i min barndom, pågrund af alt mit arbejde, samtidig med mit voksen liv, blev ødelagt, også af staten, staten laver en lov, men overholde den, NEJ DET GØR DE IKKE, DE BURDE JO STRAFFES .
