Jeg var ansat på børnehjemmet Sølund i 1968/69. Jeg var 18 år. Børnene var delt op i grupper med 4 eller 6 børn. Børnene fik sjældent besøg af deres forældre. Plejemoderen styrede det meste, men der var også nogle andre medhjælpere som var en del af ledelsen. De bestemte hvad vi andre måtte. Alt foregik på samlebånd. Vi måtte køre tur med børnene udenfor  i dobbeltklapvogne. Juleaften fik børnene en enkelt gave, nogle havde besøg om eftermiddagen, så de kunne komme i seng til sædvanlig tid. Om natten skulle vi vække dem og sætte dem på potte. En pige på 3 år havde svært ved at holde sig tør om natten. Hun fik en dukke af plejemoderen, hvis hun havde tisset om natten skulle hun aflevere dukken til plejemoderen om morgenen. Jeg skjulte det for dem når jeg havde nattevagt, men det gjorde alle jo ikke. Jeg kan stadig se den lille pige for mig.  Når børnene var  fyldte 1 år måtte de ikke have sut mere. Der var en lille dreng, som græd om natten, jeg gav ham sutten når jeg havde nattevagt, men det var jo ikke alle der gjorde det. Jeg kan stadig se de børn for mig helt tydeligt.Plejemoderen havde et barn i gruppen som hun holdt meget af. Hun blev vist frem for overlægen når han kom. Jeg var ikke fast på en gruppe, det skulle de ledende medhjælpere bestemme hvem der var det. Jeg boede på et værelse som tilhørte institutionen. Der blev holdt øje med hvad vi lavede, hvornår vi kom hjem om aftenen. Det blev påtalt om morgenen hvis vi kom for sent hjem. Hvis der blev ringet til os, skulle vi på 2. Sal og tage telefonen. Sommetider var der ingen når man nåede derop. Jeg fandt ud af hvordan man ikke skal behandle børn som ingen forældre havde. Det var en frygtelig oplevelse. Jeg blev senere uddannet pædagog og har arbejdet på rigtig gode børnehjem i Aarhus efterfølgende.