Her kommer en markant erindring fra min tid på Søndbjerg børnehjem.

Jeg havde et loftsværelse, spartansk møbleret, uden radio og TV og det der nu er hverdags.

Efter en tid spurgte nogle af de store piger om de måtte se ,hvordan jeg boede (jeg tror ikke der var drenge).

Jeg var nok lidt smigret og sagde, det skulle de da være velkomne til.

Så vidt jeg husker blev der snakket om løst og fast.

Det kom forstander for øre og jeg fik en kammeratlig samtale, med påbud om, det må ikke ske igen!

Samtidig begrundede han det med en fortælling om en kollega til ham, som havde været anklaget og sigtet for upassende optræden over for to anbragte piger!

Men i forløbet af høring blev pigerne spillet ud mod hinanden, hvorved den ene pige erkendte ”jamen, vi var da enige om, at sige sådan”!  

Herefter bortfaldt sigtelsen.

Mange gange har jeg erindret denne situation, som blev et værn i andre sammenhænge.