Anbragt i historien handler om liv og vilkår for børn og voksne, som var anbragt udenfor hjemmet i perioden 1945-1980. Det drejer sig blandt andet om børn og voksne, som var anbragt på børnehjem, psykiatriske hospitaler, åndssvageforsorgens institutioner, arbejdsanstalter, forsorgshjem og institutioner for blinde, døve, vanføre, epileptikere.

På siden kan du læse om forskningsprojektets resultater. Du kan også fortælle din egen historie og bidrage til en fortsat indsamling af viden om livet og vilkårene for anbragte.

Hent og læs rapporten under fanen Om siden eller på Socialstyrelsens hjemmeside.

Her kan du også finde vores metodiske og etiske overvejelser i forbindelse med indsamlingen af øjenvidneberetninger. En litteraturfortegnelse med kilder til dansk socialforsorgs historie. En arkivfortegnelse der beskriver socialforsorgens arkiver om anbragt og indlagte. En institutionsfortegnelse med en oversigt over kildemateriale om institutioner og organisationer inden for socialhistorien. En oversigt over socialhistoriske museer og samlinger.

 

FORTÆLLINGER

28. marts 2019
Hvad Blindeloven gjorde ved mig

Jeg blev født i Aarhus Nord 15. januar 1952 i Finsensgade 58, 5. tv. Til højre boede et postbud og hans kone.

Det var et dejligt sted med godt samkvem i hele ejendommen. Jeg var meget sangglad og sang på den musik jeg så at sige greb i luften.

Folk som husker mig og er ældre end jeg, min barndomsveninde Tove, 5 år ældre end jeg, husker endnu at jeg sang på ting som da vist kun kunne have været sendt i radioens Giro 413 om søndagen den sidste halve time, hvor musikken var ”fin” musik, som min morfar eksempelvis kaldte den! Jeg skulle have haft en meget flot drengesopran, mente mejeristen i nærheden.

Da jeg var syv somre i 1959 var det eventyr brat forbi. Der var noget der hed ”Blindeloven”. Den bød at blinde børn skulle på kostskolen Blindeinstituttet Refsnæs ved Kalundborg.

Det var en voldsom omvæltning. Der var pludselig regler jeg skulle indordne mig under. Alt var i Jesu navn, noget fremmed for mig der aldrig i hjemmet havde hørt religion nævnt med et bogstav.

Jeg havde ikke lyst til at bede bordbøn. Det irettesatte vagthavende Frøken Skov.

Om morgenen stod den mest på havregrød. Bare tanken om havregrød for min mave til at krympe sig så mange år efter. Jeg kunne ikke fordrage deres havregrød. Frøken Skov var over mig. Hun holdt den ene hånd for min mund, så grøden ikke skulle komme op igen. Netop det udløste brækfornemmelsen. Grøden skyllede lige op i hendes hånd. Stille godtede jeg mig over at hun blev sjasket til uden at jeg sagde en lyd, andet end de lyde der jo kommer når du brækker dig.

Når vi var færdige med måltidet dirigerede Frøken Skov os. Vi skulle synge ”tak for mad” på en bestemt tone taktfast. Gjorde vi ikke det, blev vi højlydt skoset for at være ”ulydige”, et ord de brugte flittigt på Refsnæs.

Da flere af den slags ting skete for mange gange, efter stedets reglement, fik jeg så at vide at jeg grundet ulydighed skulle fritages fra næste måltid.

Skolen var sær. Vi havde en historiefortæller en gang om ugen som snøvlede i det og talte ret utydeligt. Han blev blandt os børn døbt ”Nønønønø”. En formiddag, jeg var endnu 8 år, fortalte nønønønø om ”de slemme vender”. De havde en firehovedet gud de tilbad: Svantevit. Det ville nu sige, nønønønø kaldte skikkelsen et ”uhyre”. Venderne havde tilsyneladende valget mellem at lade sig kristne, så ville deres ”uhyre” ikke blive ødelagt eller de kunne sætte sig imod. Så ville de dø.

Venderne satte sig imod og ”uhyret” af fornemt hårdt træ blev brændt. Selv blev de slået i hjel – så mange man kunne overkomme at dræbe!

Jeg spurgte: ”Hvorfor måtte de ikke have deres egen tro? Var deres tro ikke lige så god som vores?

Den slags spørgsmål var upassende og var udtryk for dårlig opførsel. Jeg var igen ulydig og skulleundvære aftensmad.

Dansklærerinden syntes jeg dengang var tudsegammel. Hun kunne se og kunne osse de blindes skrift Punktskrift.

Hun og andre lærere fandt at jeg havde for livlig en fantasi. Efter frokosten den dag skulle jeg hundrede gange skrive: ”Jeg har for livlig en fantasi”, og jeg skulle ikke bryde mig om at snyde og kun skrive firs gange, for som sagt den lærer kunne punktskrift og kunne altså kontrollere om jeg fandt på at snyde.

Blev jeg ikke færdig inden aftensmaden, skulle jeg undvære den og gøre de hundrede gange færdig. Jeg blev selvfølgelig ikke færdig til aftensmaden. Grædende gik jeg langt om længe i seng og græd store dele af den nat.

Det er blot få glimt af hvordan Refsnæs vidste at afrette os ”uvorne unger”.

Efter  efterårsferien 1961 var første time på blindeskolen sang.

Vi havde en sanglærer, her kaldet hr. Birkebark. Han spillede violin nogle gange. Det var ikke just skønt at høre på. Han sang og når han sang lød han fuldstændigt som den på den tid meget kendte skuespiller med gglassurrøsten: Hans Kurt. Hr. Birkebark ville tit indynde sig hos den og den pige med søde operettetoner. Synge kunne han virkelig – og det bedre end man skulle tro!

Men Birkebark var indimellem meget opfarende. En formiddag gik det ud over mig. I første omgang tænkte jeg: det måtte jo osse komme til mig en dag. Han bad mig om at synge noget. Pludselig eksploderede han:

”Jeg vil ikke høre på alt dit vrøvl! Kom herhen, nej, helt herhen! Bøj dig! Bukserne ned! Osse de andre!” Birkebark gav mig en røvfuld på højre balle, så det sang! Siden fik jeg samme tur på venstre balle. Jeg skulle rette mig op og samle bukserne op. Igen skulle jeg tæt på ham. I næste nu fik jeg først en kæberasler på højre kæbehalvde, derefter den venstre!

I næsten tyve sekunder kunne jeg ikke høre noget. Det svimlede for mig, men i næste minut var jeg dog normalt hørende.

Hvis jeg mærkede noget siden, skulle jeg sige jeg var faldet.

Hvad kunne jeg så lære af det? Ikke at synge for andre mere!

Jeg sagde intet om den episode til andre.

Hvorfor jeg ikke sagde en lyd til far og mor? Sådan noget turde jeg ikke. Hele tiden var det som om et råbekor drønede imod mig: ”Sladrehank skal ha’ bank!”

Selv om jeg ikke turde sige det til nogen at Hr. Birkebark havde slået og mishandlet mig, havde far og mor det tydeligt på fornemmelsen at noget var galt med mig.

Jeg blev udfriet fra hvad jeg kalder blindeanstalten den 28. marts 1963. Hjemme igen ved far og mor begyndte en helt ny tilværelse for mig.

Skolen var ikke en skole man boede på. Man kom hjem fra skolen hver dag. Skolen var den katolske skole i Aarhus. Ingen tvang nogle af børnene til at blive katolikker. Enhver havde sin tro.

Som dage, uger, måneder og år gik holdt jeg mund omkring det at Hr. Birkebark havde slået mig.

Allerede samme sommmer som jeg var kommet hjem fra Refsnæs var der en stor tre timers udsendelse i det helt nye p3 om hvad vi lo af. Programmet var meget blandet og faktisk ret tit morsomt.

Langt inde i  udsendelsen blev vi radiolyttere taget med et sted hen hvor vi hørte hvordan visse folk lærte at le på kommando. Det trak voldsomt i mig da jeg hørte det.

Gid jeg dog kunne lære det samme, tænkte jeg, og gid jeg kunne rigtig lære at skabe mig som alle de spændende mennesker jeg hørte i radioen! Men hvem var jeg at jeg skulle røbe mig? Havde der været et musehul, så havde jeg gemt mig i sådan et! Men der var intet musehul!

Som årene gik trøstede jeg mig selv med en vending jeg havde hørt nogen sige: ”Det er den slags stød verden gir”.

Min sangglæde var væk. Jeg skulle synge i skolen, men efter nogle år fandt jeg på at opfinde mange slags mig selv på skift. Så var det nogenlunde til at holde ud. Men det tog på mig.

I min gymnasietid stødte jeg på helt vidunderlige sangere. Nogle af dem havde en stemme der vistnok mindede om min, der jo for længst nu var gået i overgang. Jeg prøvede forsigtigt at efterligne et par af de gode sangere. Når så gymnasiets sanglærer, der selv var professionel sanger, opdagede at jeg sang, skyndte jeg mig at holde mund og undskyldte blot at jeg havde larmet.

Meget er sket siden jeg fik det knæk sidst i oktober 1961. Der gik alt for mange år før den engang så landskendte sangerinde og skuespillerinde Ellen Winther vidste at befri mig for det de kloge kaldte et traume. Det skete først i forsommeren 2009 og det skete kun fordi min nysgerrighed fik mig til at finde ud af hvad der var blevet af Ellen Winther, som vi jo hørte så tit engang.

Ellen Winther var kommet på plejehjemmet Sølund i København. Der fik hun en fin behandling, hun der jo havde levet i musikken og for musikken næsten hele sit liv. Ellen havde fire sønner, så hun vidste hvad det ville sige at have med børn at gøre.

Jeg havde været fremmed for mig selv fra jeg var 10 år til  Ellen hjalp mig ud af mit traume. Min sangglæde havde en vis herre tæsket ud af mig, troede han da. Ellen gav mig sangglæden tilbage.

Men hvad hjælper det en 67-årig folkepensionist? Som forholdene er nu er vi gamle og halvgamle skrammel der bare venter på at komme herfra. Fallerede skuespillerdrømme og operadrømme kan jeg godt stikke skråt op! Bør jeg stikke skråt op!

Ellen Winther døde den 15. august 2011. Jeg havde den lykke at være meget intim ven med operasangerinden Kirsten Hermansen. Hun døde 8. november 2015.

Jeg har fortalt lidt om hvad der førte mig hertil og navnlig hvad blindeloven gjorde ved mig. Jeg håber min historie kan vække noget i en del og glæder mig til at høre nærmere.

Med venlig hilsen

Ola Johansson.

16. november 2018
Billeshave

jeg var dengang en vild unge på 14 år havde haft en del med politiet at göre så börnevärnet bestemte at jeg skulle plaseres på et hjem og det blev så Billeshave her skulle man så finde ud af hvad som var ens interesse at arbejde med for min del blev jeg sadt i stöberiet her gjorde vi legablokke som folk kunne köbe der var også snikkeri og gartneri vi havde en meget forståelig men bestemt forestander som hed Milche han angacerede sig i alle vi drenges problemer og for min del löste han det også jeg ville väre murer så han sendte mig til Vitskö kloster der havde de mureskole men det er en anden historie.