Anbragt i historien handler om liv og vilkår for børn og voksne, som var anbragt udenfor hjemmet i perioden 1945-1980. Det drejer sig blandt andet om børn og voksne, som var anbragt på børnehjem, psykiatriske hospitaler, åndssvageforsorgens institutioner, arbejdsanstalter, forsorgshjem og institutioner for blinde, døve, vanføre, epileptikere.

På siden kan du læse om forskningsprojektets resultater. Du kan også fortælle din egen historie og bidrage til en fortsat indsamling af viden om livet og vilkårene for anbragte.

Hent og læs rapporten under fanen Om siden eller på Socialstyrelsens hjemmeside.

Her kan du også finde vores metodiske og etiske overvejelser i forbindelse med indsamlingen af øjenvidneberetninger. En litteraturfortegnelse med kilder til dansk socialforsorgs historie. En arkivfortegnelse der beskriver socialforsorgens arkiver om anbragt og indlagte. En institutionsfortegnelse med en oversigt over kildemateriale om institutioner og organisationer inden for socialhistorien. En oversigt over socialhistoriske museer og samlinger.

 

FORTÆLLINGER

13. december 2017
Jul på Holstebro Børnehjem "Østervang" i tresserne.

9 år gammel mistede jeg min mor til kræften. Familien gik i opløsning og jeg blev anbragt på børnehjemmet Østervang i Holstebro. Kalenderen siger 1964. Det var absolut ikke rart for en lille dreng, men den dag i dag har jeg mange glade minder når tankerne flyver tilbage til dengang, specielt i tiden omkring jul.

Julen på Østervang var noget helt særligt. Allerede i november blev der en aktivitet af flittige børn, der var i fuld gang med at lave julegaver til dem derhjemme. Dem deres tanker var fulde af. Kommer jeg mon hjem og holder jul i år? Det var det store spørgsmål. Nogle gjorde, men langt de fleste måtte blive på børnehjemmet.

Tilbage til julegaverne. Der var et stort udvalg og mange tilbud til os af gør-det-selv julegaver. Der var ryapuder, bademåtter, skåle med små kakler limet på, bøjler med flettet plast hvorpå der kunne skrives mor eller far. I sløjd kælderen tryllede assistent Hans Jørgen Christensen med drejebænk, billedskæring, og horn arbejde.

Der var ingen grænser for kreativiteten. Mandehørm var det også når de store drenge var i sløjdkælderen.

De fleste aftener efter spisetid sad vi i legestuen, nogle med deres håndarbejde, andre klippede julepynt, nye engle til loftet der var fyldt med engle der bølgede i varmen. Andre spillede måske ludo, og måske sad man lige ved siden af hende, medens der blev snakket eller drillet, eller sunget med på julesange. Det var hygge!

Det var også ved den tid ”tøjmanden” kom. Kunne man være så heldig i år at det var ens tur til at få en ny vinterjakke, eller skulle man bare have en af de større drenges aflagte. Det var ikke moderne tøj, det var praktisk for det skulle holde til flere børn.

Når tiden nærmede sig december skulle der pyntes. Engle i hundrede vis dansede fra loftet i legestuen. Midt i rummet hang den store grankrans med bånd og 24 lys, et for hver dag i december. Fra den 1. december samledes vi børn og voksne hver aften kl. 20 under grankransen hvori der blev tændt en nyt lys hver dag.

En bestemt sang blev sunget hver aften ”Der er noget i luften ” og den giver mig stadig gåsehud på armene når jeg hører den. Det er et minde fra en god tid. Så fik vi et halvt appelsin eller æble, medens plejefar læste en historie fra bøgerne ” Ved julelampens skær” Det var altid en historie om en familie der skulle så grueligt meget igennem inden det blev jul i det lille hjem. Det var noget vi alle kunne nikke genkendende til. Plejefar Johs. Hald Nielsen kunne læse historie så der ikke var et øje tørt.

I den store hall med hoveddøren blev der pyntet med flere juletræer, ligesom udenfor var der et stort træ med elektrisk lys. Normanns granerne i hall´en var pyntet med elektrisk lys og overtrukket med fehår så fint som spindelvæv. Når lyset blev tændt og skinnede ud gennem fehåret ledte det tankerne hen på noget eventyrligt. På gulvet stod de fineste juledekorationer på gamle træstubbe, der blev brugt igen og igen. De havde ligget hele sommeren på loftet og bare ventet på at det igen skulle blive jul.

I spisesalen blev der i den ene ende hængt et stort forhæng op. Bag det skulle det store juletræ stå. På forhænget var der kravlenisser i alle mulige stillinger. Der sad vi til alle dagens måltider, og stirrede forventningsfuldt på tæppet. Sommetider var træet så stort at toppen og stjernen kunne ses over tæppet.

Hvert år var der en konkurrence om hvem der kunne lave den flotteste ønskeseddel.

Der er ikke tale om en seddel, men hele kunstværker som slotte, dukkehjem og nisselandskaber. Der blev så hvert år nedsat en panel af voksne der skulle bedømme disse kunstværker. Selv fik jeg aldrig lavet noget ordentligt, men fik altid skrevet en ønskeseddel.

Ned fra loftet kom også kassen med nogle hyggelige gamle julekalendere, nogle kunne foldes ud til hele slotte, andre kunne stå og ligne et helt torv med juletræ i midten, og julepyntede butiksvinduer. Lågerne blev lukket, og kunne de ikke holde fik de et stykke tape ganske forsigtigt.

Vi børn havde også pligter på børnehjemmet. Jeg skrællede hver morgen inden jeg cyklede til skole en hel spandfuld kartofler. De havde først været gennem en elektrisk kartoffelskræller, men her måtte de ikke køre for længe for så gik der for meget til spilde.  Så var jeg også på skopudse holdet. Hver aften efter spisetid gik vi 4 – 5 drenge ned i skopudserummet hvor alle børnene havde et rum til deres sko. Så måtte vi pænt pudse ca. 50 par sko.

Jeg husker et år hvor vi havde haft 6 gæs gående til opfedning, og de var jo ligesom blevet en del af husholdningen, og halv tamme. Men da vi nærmede os den 24. december fløj de alle sammen væk, og den historie blev vel godtaget indtil en af de store drenge sagde under julemiddagen. ”Det er sgu nogle store lårben den and her har”. Nogle piger nægtede at spise mere. Julemiddagen blev altid afsluttet med risalamande. Det blev så indgroet i mig at jeg mange år senere blev nødt til at lave juletraditionen hos mine dengang kommende svigerforældre om, for man kan da ikke spise fløderand juleaften, nej da skal man have risalamande.

Efter julemiddagen blev vi børn lukket ud, bordene trukket til side, juletræ og alle gaver blev placeret midt i rummet, de levende lys blev tændt og vi blev lukket ind.

Nu skulle der synges omkring træet, alt for mange sange, inden vi kunne få vores gaver. Et år havde jeg snydt. Jeg var så spændt, så jeg var listet om bag forhænget. Og sikke en bunke gaver, men jeg vidste jo hvad jeg havde ønsket mig og hvor stor pakken ca. ville være. Så med hjertet bankende helt oppe i halsen fandt jeg pakken og hev et lille stykke papir af. Jo, det var en racerbane.

Vi børn der havde familie boende i Holstebro fik lov til at cykle ud til dem efter festen. Jeg havde min søster boende i Holstebro. Og min far kom somme tider på besøg hos hende juleaften. Jeg husker endnu hvor hyggeligt det var at cykle gennem de tomme gader hvor der ud fra nogle huse kunne høres julesang. Det var en god tid trods alt.

01. august 2017
En markant erindring fra min tid på Søndbjerg børnehjem

Her kommer en markant erindring fra min tid på Søndbjerg børnehjem.

Jeg havde et loftsværelse, spartansk møbleret, uden radio og TV og det der nu er hverdags.

Efter en tid spurgte nogle af de store piger om de måtte se ,hvordan jeg boede (jeg tror ikke der var drenge).

Jeg var nok lidt smigret og sagde, det skulle de da være velkomne til.

Så vidt jeg husker blev der snakket om løst og fast.

Det kom forstander for øre og jeg fik en kammeratlig samtale, med påbud om, det må ikke ske igen!

Samtidig begrundede han det med en fortælling om en kollega til ham, som havde været anklaget og sigtet for upassende optræden over for to anbragte piger!

Men i forløbet af høring blev pigerne spillet ud mod hinanden, hvorved den ene pige erkendte ”jamen, vi var da enige om, at sige sådan”!  

Herefter bortfaldt sigtelsen.

Mange gange har jeg erindret denne situation, som blev et værn i andre sammenhænge.