Jeg suger lyset ind

Jeg presser øjet hårdt mod nøglehullet og suger lyset ind. Nok sidder nøglen i, men den sidder skævt og tillader at der trænger lys ind. Her har jeg siddet mange gange. På hug, så jeg kan se gennem nøglehullet. Jeg kender rumlen. Jeg kommer ikke ud før døren går og far kommer hjem. Ophidsede stemmer, hun taler, taler, taler, stemmen stiger, han buldrer, og så drejes nøglen, døren åbnes og lyset vælter ind.

Så hiver han mig ud ved armen, gennem gangen til soveværelset. Stemmen rumler anklager, den ene hånd klemmer hårdt om min overarm den anden hånd spænder allerede bæltet op. Ned på sengen, af med bukserne og bæltet slår. Jeg græder.

En gang græd jeg så meget, jeg kunne slet ikke stoppe. Jeg lå i min seng og kæmpede for at stoppe gråden, men jeg kunne ikke. Måske slår de mig ihjel, fordi jeg græder? Angsten og smerten og ked af det og håbløsheden og drømmen om et andet liv, alt det græd jeg ud og til sidst ringede de til vagtlægen og så kom jeg på svagbørnskoloni.

Svagbørnskoloni – det skulle hedde overleverkoloni eller pausekoloni, en måned uden tæv og uden fængsel.

Det var uberegneligt, hvad der udløste vreden og straffen. Nogen gange var det skabet, andre gange slog hun selv, eller bandt os til sengen og gav os plaster for munden.

Over den anden seng var der en højfjeldssol. Her lå vi en gang om ugen, med små runde briller på. Først på ryggen og så på maven.

Canada

Om aftenen bad vi aftenbøn: ”Nu lukker sig mit øje, Gud Fader i det høje, I varetægt mig tag”. Jeg lod bønnen synke ind, tag mig i din varetægt, lad mig få hvile i din hule hånd, så vugger du mig, som et lille barn og lader din hånd glide nænsomt over min krop. Til jul havde vi julekort, de var syet sammen med bast og hang i loftet, det var børn, der var i Guds varetægt, og hvert år glædede jeg mig til at se de børn.

Om foråret (efteråret?) startede sæsonen for søndagsskole. ”det er helt frivilligt om I vil deltage” lød budskabet. Så startede vi og derefter lød det ”hvad du har meldt dig til skal fuldføres”. I søndagsskolen fik vi guldmærker. Jesus for en guldstjerne. Tre rigtige på stribe, en stjerne og når bogen var fuld så – ja hvad var så belønningen? Jeg husker det ikke, det er heller ikke så vigtigt, men Søndagsskolen var en blanding af tvang (”du har jo selv meldt dig”) og et fristed.

Da min mor døde blev hun begravet fra kirken. Den var mørk, uden særlige arkitektoniske kvaliteter og lugtede hengemt og grimt. Ikke noget sædvanligt for danske kirker, der ofte er perler, både historisk, arkitektonisk og ellers bare som sjælesørger steder. Den kirke var/er ikke et sted jeg ville søge til for at få trøst, ro, udblik.

En begravelsesgudstjeneste tager en halv time. En højmesse tre gange så lang tid, inklusive eventuel barnedåb. Jeg holder meget af højmessen. I løbet af en 1 time og 15 minutter runder vi både dagens tekst, bekendtgørelser, præstens ord, salmerne udvalgt til dagen og bønnerne. Indgang-og udgangsbønnerne, fadervor, trosbekendelsen og velsignelsen. Tak, tak og tak og så får vi også nadveren og ordet om at Jesus er livet og vejen. Så tager jeg begærligt imod og bagefter går jeg fra kirken, lidt lettet og meget forlegen over, at jeg åbenbart endnu ikke kan påbegynde det nye liv.

Så lød der et skrald da min mor blev begravet. Kun et, lige midt i gudstjenesten. Bagefter kørte vi til kirkegården. Hun havde valgt at blive jordfæstet, fra kirke til kirkegård og ned i jorden, og graveren graver, og bagefter ligger blomsterne på det jordlod, der fra nu og 10 år frem er den fremtidige bopæl. Så vi bar kisten fra kirken til rustvogn, kørte i kortege, bar kisten fra rustvogn til jordloddet, som nu var hendes.

Seks mennesker står vi – tre på hver side. Imellem os er kisten og for enden præsten. Han er klar til at sige begravelsesordene: ”Fra jord er du kommet, til jord skal du skal du blive og af jord skal du igen opstå”. Tak og lov og må det være sådan, men graveren har gravet forkert, hullet er for lille, og den mor, der ligger i kisten og påkalder sig al opmærksomhed har ikke plads nok. Og jeg sparker på kisten, måske kan det lykkes hvis vi lægger pres på, måske kan den netop krybe ned i hullet hvis vi lægger pres på – men nej – graveren må fjerne afstivningen, finde spade og skovl frem, grave og fjerne i siderne. Og så kan præsten sige ordene.

Tak og lov og evig ære.

Når nogen dør, dør en verden. Og når nogen fødes, står solen op i maven over en ny verden.

Det var ikke en venlig verden min sol stop op over. Fattigdom og ondskab. Sult og tvang. Beklagelser over bøvlet og livet. Krav om taknemmelighed. Timer siddende på trappen, fordi vi er sendt ned for at lege, så de voksne kan få fred i lejligheden.

Så er det godt at gå i skole. Jeg lærer hurtigt, men synes det lyder så sødt, når min sidemand besværligt staver sig gennem ordene. Så gør jeg det samme, men jeg behøver det ikke. Min sidemand er også min bedste veninde. Vi bor i samme opgang, hun på 1. sal, jeg på 3. Hun til højre jeg til venstre. Hun er lille og med brune øjne og håret lokker om hendes hoved. Jeg er lang og tynd – Lange Andersen kalder nogen mig. Hver dag går vi i Brugsen for at hente en lys øl til Annies far. Han er pensionist og drikke øllen til frokost.

Vores gård er i virkeligheden en boldbane omkranset af hegn med lås, der hører til skolen. Banen er en skolebane, ikke en gårdbane. Omkring boldbanen er der på de to sider, der vender mod vores blokke parkering, tredje sider vender mod skolen og fjerde mod jernbanen. På vores sider er der udover parkering også spredt bevoksning.  

Nede i gården er der en bænk. Her sidder vi, Annie og jeg. Bag bænken gror buske, henne på hjørnet syrener og på skødet har jeg Bamse. Bamse fandt jeg i krattet, bag bænkene.

Om morgenen spiser jeg havregryn. Jeg må få lige så meget jeg kan spise. Det er Davre gryn fra Brugsen. På posen er der en lys og en mørk pige, og mig og min storesøster skændes om hvem der er hvem. Hun vinder. Det gør storesøstre. Ud af køkkenvinduet kan vi følge togvognene. De kører og kører, og vi tæller vognene og kommer over femogtres vogne. Bagved ligger kasernen. Den kan vi ikke se, men vi ved den er der.

Madpakke i skolen. Det smager fælt. Spegepølse med fedtperler, ostemad med stærk smag. Hvad fik jeg ellers? Leverpostej med rødbede tror jeg. Da jeg flyttede på ungdomspension, var der agurk på det hele. Efter flere timer i tasken bliver agurken blød og slatten, alt vand er trukket ud og har blødgjort pålægget nedenunder.

Efter havregryn og madpakke er der ikke mere. Der er streger på brødet, så vi ikke uretmæssigt tager af det. Frugt var til papegøjerne. Madpakken med svedperler var i hulrummet i trinene i opgangen, eller i skraldespanden i skolegården hvis vagten ikke så det.

Næste måltid er om aftenen. De kom hjem. De drak kaffe, de spiste franskbrød, med margarine og ost. Hos Annie spiser de smør. Madder om eftermiddagen med smør, puddersukker, sukker. Hos os er der ingenting. Ingenting til børn.  Men så kan man stjæle. Rul et fedtpapir til kræmmerhus, fyld med havregryn og drys sukker over. Det kan fylde en mave. Eller skræl kartofler. Sådan en kartoffel smager godt, og der er ingen streger på posen.

Hun er for tynd. Det sagde sedlen fra skolelægen, underernæret. Mere sul, mere mad.

”Hun er hentet af den blå vogn”. Ordene hujer og børnene tramper i stakkene af blade under træet. Hun spiser piller, sidder i vinduet, vil springe, hoppe, låser sig inde med sine børn, åbner pilleglas, lader piller glide ud i håndfladen, så vi kan se hvor mange der er, truer, Og jeg lærer at hente piller, hen på apoteket, ud på badeværelset og åbne skabet. Og alle navnene, dem kan jeg, det er beroligende og det er smertelindrende og det, ja det der, dæmper det en psykose?

Så kom jeg på børnehjem. Op ad stigen, læg dit tøj, dig selv og tag uniformen på. Tak og tak. Når vi går tur, holder vi i et reb. Om natten ligger vi i senge. Min lillebror på stuen for småbørn, jeg og min søster på mellembørn. Ikke ved siden af hinanden, men hvor der er plads. Om aftenen synger vi ”Nu falmer skoven” og det er smukt, jeg lærer to forskellige melodier til sangen. Vi spiser havregrød til morgenmad med små grønne vitaminpiller i grøden.

I hjørnet står en rutsjebane i træ og med et skjul under banen. Voksne og små børn. De sidste skal skærmes af de første, passes på. Voksne har en opgave med at passe på, skærme, beskytte, tage i favn. Sut på en blyant, få en blå mund. Spær øjnene op og lyt. Så kommer den tilsynsførende, hun passer på os, passer på de børn der får vitaminpiller, amagermadder og aftensang. Os på børnehjemmet. Og hun truer. Er du der endnu? Er du ikke død? Og jeg kryber ind i skjulet, det er længe siden at munden er vasket, skuret, men hun bliver ved, igen og igen, hver gang hun kommer ser hun sig om efter mig og spørger til min snarlige død. Den blå mund er væk, men angsten er her.

Vises din fortælling ikke?

Dette kan skyldes en fejl eller manglende samtykke i kontaktformularen. Skriv eller ring, så vi sammen kan rette fejlen.